100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

Mange af jer har fulgt med i mine forberedelser til 100 km løbet og ved derfor godt, at denne udfordring har fyldt meget i mit liv i de seneste par måneder. For jeg ønskede inderligt at gennemføre løbet og dermed sætte en mindeværdigt punktum for den fantastiske rejse jeg har været igennem over det sidste års tid i forbindelse med min livsstilsforandring og “Chris På Vægten” projektet.

En lille halv time før start - kulhydratdepoterne skal fyldes op!

For at være så godt forberedt som muligt, har de seneste måneder som bekendt stået på masser af målrettet træning og mental forberedelse til løbet. Men på trods af den minutiøse forberedelse helt frem til kl. 8.37 lørdag morgen, hvor jeg tog hul på de 100 km, var der intet der kunne have forberedt mig på, hvor hårdt det rent faktisk blev at gennemføre udfordringen.

Vi havde aftalt, at vi – det vil sige Chris, som løb med mig hele vejen som min “skygge” og jeg – som udgangspunkt løb 55 minutter af gangen, hvorefter vi holdt pitstop med henblik på at få “tanket” op hos de to forsyningsvogne der fulgte os med henholdsvis Mette og Martin samt Peder og Thomas som chauffører. Samtidig kunne DR så lave interviews med os, inden vi tog hul på endnu 55 minutters løb.

Tid for at opdatere min status på Twitter og Facebook

Jeg fik også sendt en del updates via Twitter og Facebook. I starten af løbet havde jeg endda overskud til nogle lidt mere kække kommentarer, men i takt med vi kom længere frem og jeg blev mere træt og fik smerter, blev opdateringerne mere sporadiske og begrænsede sig mere til en opremsning af navnene på de byer som jeg kom igennem. Ikke desto mindre var det nu alligevel ganske sjovt at sende updates således, at “folk” kunne følge med på nettet.

De første 42,195 km gik rigtig godt og jeg havde holdt et fornuftigt tempo på vel omkring 9-10 km i timen. Det var fedt at nå frem til dette punkt, for dermed havde jeg nu allerede sat personlig rekord ved at have løbet maratondistancen. Samtidig følte jeg, at jeg stadig havde energi og mentalt overskud til at fortsætte, hvilket jeg så gjorde efter at vi havde haft et kort interview med DR.

Imidlertid begyndte trætheden at melde sig lidt efter yderligere 3-5 km, og jeg skulle derfor holde lidt mere fokus for ikke at miste for meget tempo. Jeg tog mig nogle “pauser” ved at gå nogle få hundrede meter i et par omgange, inden jeg atter satte i løb og heldigvis ankom jeg pludselig til 50 km vendepunktet, som lå små to km fra Hornbæk.

Her holdt vi en lidt større pause, hvor jeg for første gang fik lejlighed til at ligge ned i en af bilerne i et par minutter og slappe lidt ekstra af. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg nu havde tilbagelagt 50 km. Mine ben og led havde aldrig nogensinde før været udsat for en så massiv belastning og trætheden i musklerne var tydelig samtidigt med, at jeg kunne føle, at specielt mine knæ havde lavet rigtig mange gentagelser af samme statiske bevægelse.

Men omvendt hjalp det jo ikke noget, at jeg allerede nu begyndte at fokusere for meget på træthed og ømhed. Jeg manglede trods alt stadigvæk de sidste 50 km, men var allerede på det tidspunkt meget bevidst om at der skulle masser af hårdt arbejde til, før jeg nåede i mål. Det gjaldt derfor om at komme i gang igen og fået taget hul på anden halvdel af turen.

Jeg vidste imidlertid ikke, at problemerne allerede begyndte at melde sin ankomst sølle 3-4 km senere. Her begyndte jeg pludselig at mærke store smerter i mit venstre knæ og min højre fod. Specielt smerterne i knæet var helt forfærdelige og det skulle vise sig, at jeg lige så godt kunne vænne mig til dem – for lige netop disse smerter holdt ved hele vejen ind til Østerbro, hvilket altså vil sige ca. 46-47 km.

Smerterne blev faktisk så store i løbet af meget kort tid, at min “løbestil” tydeligvis blev mærket af det og jeg begyndte derfor også at gå ned i tempo og til tider helt stoppe med at løbe. Det pudsige var nu, at mit mindset i løbet af forholdsvis få minutter begyndte at ændre sig fra, at “jeg skal sgu nok nuppe de 100 km uden større problemer” til, at “jeg er sgu ikke sikker på, at jeg klarer den”. Smerterne i venstre knæ og højre fod pumpede løs og havde således en meget tydelig effekt på både min fysiske og mentale tilstand.

Jeg begyndte endda at have tanker i retning af, at “nu har jeg trods alt løbet vel omkring 54-55 km, hvilket er det længste nogensinde i mit liv og det er derfor okay at stoppe, inden jeg får en alvorlig skade”. Heldigvis var Chris ved min side og begyndte at fortælle mig, at jeg ikke skulle lade min hjerne og “The Language of Defeat” overbevise mig om, at det var okay at kvitte. Tværtimod skulle jeg lade være med at kæmpe imod de signaler, som kroppen sendte, men derimod flyde med kroppen og acceptere, at jeg måtte gå lidt ned i tempo i en periode.

Pitstop

Efter yderligere et par kilometer holdt vi heldigvis et pitshop, hvor jeg bare ville ligge ned i bilen og hvile lidt. For første gang under turen begyndte tårerne bare at trille ned ad kinderne som følge af smerterne og jeg kunne mærke at tvivlen for alvor bredte sig. Stine satte sig heldigvis på hug foran mig og kunne godt se, at jeg var i smerte og havde brug for støtte og omsorg. Det gjorde en kæmpe forskel for mig, fik mig til at samle mig og få de rette tanker frem igen.

Jeg fandt endda lidt ekstra energi til at få skiftet strømper, da jeg kunne mærke at de var ved at blive småvåde af blod fra hudafskrabninger på tæerne. Samtidigt sørgede Peder og Thomas for, at jeg fik lidt at spise og drikke således, at jeg var “loaded” til at komme afsted igen. Imidlertid kunne det ikke rigtig ændre på det faktum, at det gjorde smadderondt at komme i gang med at løbe igen, og selv om jeg prøvede at huske Chris’ ord om, at jeg ikke skulle kæmpe mod kroppens signaler, følte jeg et større og større pres – både fysisk og ikke mindst mentalt. Jeg havde trods alt kommunikeret til nærmest hele verden, at jeg nok skulle gennemføre.

Anyway, jeg kom afsted igen og Chris og jeg havde aftalt, at vi snart skulle nå et “turning point”, hvor jeg skulle beslutte mig for, om jeg ville stoppe eller fortsætte.

Jeg fik kæmpet mig næsten hele vejen igennem Helsingør og cirka en km før Snekkersten, tog vi yderligere et pitstop, hvor jeg fik et ordentlig skud druesukker, en energibar, en banan og en halv liter isotonisk væske for at give mig et energiboost. Samtidigt tog jeg mig sammen og sagde til de andre, at jeg nu ville prøve at genfinde overskuddet og motivationen fra starten af løbet. Jeg ville simpelthen genbesøge den følelse som jeg havde haft i kroppen en hel del timer tidligere på dagen.

Og rent faktisk virkede det i løbet af nærmest ingenting. Jeg fik pludselig et enormt energioverskud samtidigt med, at smerten i min højre fod forsvandt og smerten i venstre knæ blev mindre. Alt dette gjorde, at jeg pludselig kunne tage et ordentlig huk på vel omkring 8-9 km i et stræk i et godt tempo. Jeg følte mig pludselig oven på og Chris’ kommentarer om, at energien nok skulle komme igen, gav pludselig mening. Jeg kan huske, at jeg endda var lige frem overrasket over, at min krop og mit sind kunne gå fra en nærmest opgivende holdning til at det trods alt ikke føltes umuligt at gennemføre.

Selv efter næste pitstop følte jeg at der var god energi, og at jeg var så motiveret for at fortsætte, at jeg kunne acceptere de store smerter, som jeg havde hver eneste gang jeg stoppede og gik ned i fart, men det var okay. Jeg vidste jo, at det var et spørgsmål om at komme i gang igen og bide smerten i mig.

Det er hårdt, gør rigtig ondt og jeg skal desværre afsted igen om et par minutter...

Det var egentlig også okay indtil vi nåede de ca. 80 km. Her kunne jeg godt mærke, at smerterne i mit venstre knæ tog voldsomt til. Faktisk begyndte det at gøre så ondt, at min krop virkelig begyndte at sige fra med hensyn til overgangen fra at gå til at løbe. Men på det tidspunkt tænkte jeg, at der trods alt kun manglede 20 km, og at jeg bare måtte gennemføre. Jeg havde trods alt ikke løbet allerede 80 km for blot at give op dér, næsten uanset hvor store smerterne måtte blive.

Jeg vidste, at jeg måtte “bide” de sidste 20 km op i fire eller fem etaper, og tage de nødvendige pitstops for at slappe af i nogle få minutter samt at få fyldt op med druesukker, energibarer og isotoniske drikkevarer. Og det endda på trods af, at jeg vidste det ville være ensbetydende med fire eller fem gange, hvor jeg skulle starte med et eller to minutters så stor smerte, at jeg næsten kunne tude, inden jeg fandt en rytme og et tempo, der medførte den mindst mulige mængde af smerte.

Et eller andet sted svarede det til, at man slår sig selv med en hammer på alle ti fingre på en gang og når så smerten er blevet mindre efter 20-30 minutter, ja så slår man sørme sig selv over fingre en gang til. Som en slags overlevelsesstrategi blev jeg derfor nødt til at fokusere på, at om 20 km ville jeg være i mål, hvilket ville være lig med, at det så var slut med smerterne – i hvert fald på den måde, som jeg havde oplevet det under løbet.

Jeg begyndte derfor, at blive endnu mere fokuseret på at tage de nævnte fire eller fem etaper og acceptere, at jeg nu var forholdsvis tæt på målet og bare måtte kæmpe mig igennem det sidste stykket.

Det gør ondt, rigtig ondt...

Og det blev præcis som forudset et meget hård kamp for at få de sidste etaper i hus. De første par minutter efter hver pause var en kamp mod helt forfærdelige smerter, indtil jeg fandt rytmen og tempoet, der medførte mindst mulige smerter. Efter to til tre km begyndte muskelsmerterne imidlertid at melde sig og efter fire til fem km blev de så store, at jeg var nødt til at holde pause. Og hver eneste gang, jeg måtte ligge ned på bilens bagsæde, trillede tårerne bare ned ad kinderne på mig i et minuts tid som en slags rutinemæssige følelsesudrensning. Dernæst stod den igen på et til to minutters “refill” af mad og drikke og specielt druesukker, efterfulgt af lidt mental optankning, inden jeg måtte afsted igen.

Heldigvis fik jeg kæmpet mig videre og skåret den ene kilometer af efter den anden. Da jeg nærmede mig Charlottenlund Fort, vidste jeg, at der nu var præcis fire kilometer tilbage og det begyndte lige pludselig at være overskueligt igen.

Efter yderligere en kilometer nærmede jeg mig et lyskryds, som pludselig skiftede til rødt. Jeg havde på forhånd sagt til Chris, at jeg ikke ville holde tilbage for rødt, men derimod bare ville løbe bag om eventuelle biler. Jeg ønskede ganske enkelt ikke at stoppe med at løbe, da det jo var ensbetydende med yderligere smerter, når jeg skulle i gang med at løbe igen. Heldigvis var der dog ikke nogen ventede biler i dette kryds, hvorfor at vi kunne krydse over uden videre.

Vi havde dog ikke løbet mere end vel omkring 50 meter efter lyskrydset, da vi pludselig blev passet op af en politibil. En politibetjent nærmest løb ud af bilen og over mod os, hvor han i bestemte vendinger spurgte os: “Er der en god årsag til, at I løber over for rødt lys?”. Jeg tænkte, at det er bare løgn, at jeg nu skulle til at stoppe tre km før mål og begyndte at forestille mig, at vi skulle stå og vente i 10 minutter på at få en bøde. Jeg svarede betjenten, at jeg var ved at løbe et 100 km løb og at jeg altså kun manglede 3 km og at jeg helst ikke måtte stå stille. Chris supplerede med at sige til ham, at vi nok skulle være opmærksomme. Politibetjenten havde sikkert ikke hørt den undskyldning før, og valgte heldigvis ikke at lave en sag ud af det, så vi fik lov til at smutte afsted med det samme.

Men nu havde jeg jo altså stået stille alligevel, da jeg talte med betjenten, hvorfor jeg måtte i gang igen med den “sædvanlige” øvelse med at bide smerten i mig og begynde at løbe igen. Meter for meter kunne jeg mærke, at på den ene side blev jeg mere og mere træt i mine muskler og at specielt lårmusklen i mit venstre ben så småt begyndte at lægge an til at gå i krampe. På den anden side fik jeg lidt mere energi af, at jeg nu var meget tæt på at være i mål.

Jeg nærmede mig nu  Shell stationen ved den gamle Tuborgflaske. Jeg vidste, at jeg kun var én km fra målet og jeg begyndte at tænke tanker som, at “Leif, for pokker, det ender sgu med, at du rent faktisk gennemfører den vildeste udfordring du nogensinde har givet dig selv” og “hvor er det bare vildt, det her”. Jeg kunne pludselig mærke en enorm stolthed i mig selv og selv om jeg ikke var nået helt i mål, kunne jeg mærke, at mine øjne løb lidt i vand. Følelserne begyndte virkelig at vælte frem i mig.

Et øjeblik senere fik jeg dog tankerne et andet sted hen, idet at jeg nu kunne mærke, at hvis jeg ikke begyndte at gå et stykke i stedet for at løbe, så ville mit venstre ben nærmest kollapse i kramper. Det føltes virkelig somom lårmusklen var et øjeblik fra nærmest at eksplodere. Heldigvis kunne jeg mærke, at det at jeg begyndte at gå lidt mindskede følelsen af, at jeg ville få kramper og efter vel omkring 100-200 meter, kunne jeg begynde at fokusere på det at løbe de sidste ca. 500 meter ind til fitness dk på Nygaardsvej.

Chris kom pludselig op på min side og lagde en arm på min skulder. Han vidste, at jeg havde været frustreret over “forstyrrende elementer” i forbindelse med tv-optagelserne under de sidste par kilometer, hvilket desværre havde gjort det lidt svært for mig at fokusere til sidst. Chris talte nu med en rolig stemme til mig og sagde: “Leif, I know it has been frustrating with the cameras, but let’s finish this gracefully”. Efter yderligere et par støttende kommentarer fra Chris, nikkede jeg til ham og begyndte nu at løbe igen. Smerten var der ganske vist stadigvæk, men jeg ønskede at nå i mål ved at løbe og i god og værdig stil.

Da jeg var vel omkring et par hundrede meter fra hjørnet Østerbrogade/Nygaardsvej, kunne jeg for alvor mærke følelserne på ydersiden af mit tøj. Det var bare så stort, det som jeg nu var meget tæt på at gennemføre. Jeg rundede hjørnet og der manglede nu kun 100 meter i at nå i mål. Jeg kunne se det skarpe lys fra DR’s kameraer og at hele holdet, der havde fulgt mig under de 100 km, stod der og ventede. De havde endda lavet en lille intermistisk mållinie med et reb, som jeg kunne løbe ind over.

Leif Carlsen på vej ind over målstregen....

Jeg kan ikke sætte ord på, hvor fantastisk det føltes at nå ind over mållinien og dermed gennemføre den udfordring, som jeg havde givet mig selv for lidt over fem måneder siden. En udfordring, der undervejs havde vist sig at være meget større og sværere, end jeg på nogen måde kunne have forudset. Måske var det også meget godt, at jeg ikke vidste det på forhånd. Hvem ved om jeg så overhovedet havde turde kaste mig ud i denne udfordring?

I mål efter 100 kmJeg kan ikke huske, hvornår jeg har været så rørt og stolt over at have gennemført eller gjort noget. Jeg brød nærmest sammen umiddelbart efter mållinien og følelserne bare væltede ud, medens at Peder og Thomas bare måtte støtte mig for at undgå, at jeg faldt sammen. Det var så stort det hele og jeg havde med det samme følelsen af, det var øjeblikke som dette, der gjorde at det var det hele værd, på trods af mange timer med utrolig store smerter og en enorm træthed i kroppen. Jeg gjorde det sgu!

Hele supportteamet, der havde fulgt mig undervejs i løbet af dagen, kom nu og gav mig de dejligste kram og lykønskninger, dette gjorde det virkelig til en endnu større oplevelse. Jeg følte mig bare som et af de mest priviligerede mennesker på jorden, da jeg stod lige netop dér. Tænk at være omgivet af nogle de mest fantastiske og dejligste mennesker jeg har kendt igennem det sidste års tid og kunne mærke deres opbakning. Det fås ganske enkelt ikke bedre, og jeg vil aldrig glemme det øjeblik.

Jeg vil derfor også slutte mit indlæg med at takke alle jer, der har været med til at bakke op omkring mit 100 km projekt og specielt jer, der fulgte mig under turen. Uden jeres støtte og opbakning kunne jeg bare ikke have gennemført løbet. Jeg ved godt, at det i den sidste ende var min ben, der fik mig igennem de 100 km og i mål, men ikke desto mindre mener jeg, hvad jeg startede med at skrive i starten af indlægget: Dette er også historien om, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Og lørdag den 16. maj 2009 gjorde vi noget stort sammen!

Peder og Thomas er ved at gøre forplejninger klar til Leif

Jeg vil gerne rette en særlig tak til Peder og Thomas, der var faste chauffører på min supportvogn og som også har hjulpet meget med de praktiske forberedelser. Under hele løbet sørgede de to guttermænd bare for, at jeg fik alt, hvad jeg havde brug for at mad, drikke, varmt tøj. Hver eneste gang jeg kom i pitstop, var de to gutter der bare med det samme og sørgede for, at jeg blev ladet/fyldt op igen. Tusind, tusind tak for jeres helt specielle opbakning.

Der skal også lyde en kæmpetak til min løbetræner Jimmi Olsen, som dels har tilrettelagt min træning i de sidste par måneder op til løbet, og dels har givet mig uvurderlig sparring og coaching omkring lige netop ekstremløb.

Chris MacDonald

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne dedikere en helt speciel tak til det menneske, der om nogen er årsag til, at jeg kunne gennemføre 100 km løbet, nemlig coach Chris MacDonald: Uden din helt fantastiske støtte og opbakning, kunne jeg ikke have nået i mål med vægttabet og min livsstilsforandring og da slet ikke med 100 km løbet.

Jeg har lært ufattelig meget af dig i løbet af det sidste år og med din hjælp har jeg fundet ud af, at alle mennesker kan gøre noget for at få et godt liv her på jorden og at alle mennesker kan udrette helt specielle ting her i livet – hvis vi bare tør og vil. Du hjalp mig til at turde Chris, og jeg er dig evig taknemmelig for det.

Hvis du har fået mod på at høre og se mere om mit 100 km løb, kan du se videofilm fra mine forberedelser og selve løbet i nedenstående YouTube videoklip:

Comments

  1. Fantastisk indlæg! Jeg er fuld af beundring. Sådanne oplevelser gør bestemt en til et andet menneske. Tak fordi vi måtte være med.

    PS. Jeg håber at du hurtigt kommer dig over dine knæproblemer – har du opsøgt en fys?

    • Tusind tak for de søde ord, Rikke og at du og andre kan bruge mine erfaringer på et eller andet plan, gør det kun endnu bedre :-)

      Med hensyn til mit venstre knæ, så går det støt fremad og jeg er så småt begyndt at kunne småtræne lidt. Jeg føler mig overbevist om, at mit knæ nok skal komme sig i løbet af et par uger.

  2. Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen. Du er sgu for sej Leif :-)

  3. SÅDAN!

    Flot gået – du styrer! ;o)

  4. Jamen for dælen da Leif – ½vejs måtte tudekluden findes frem – og den kan nu hænges til tørre.
    Det er så stort, og det er så flot, er så glad på dine vejne. Kæmpeknus – håber at kunne gi dig et en dag irl.

    Flot, flot og smukt skrevet.

    • Kære Inger,

      Tusind tak for de meget venlige ord og jeg bliver rørt over at læse, at mit blogindlæg bliver læst på den måde som jeg netop ønsker.

      Og tak for det dejlige knus – du skal nok få lejlighed til at give et rigtig et til et kommende blogtræf :-)

  5. Jeg savner ord for dit indlæg. Det er så medrivende at jeg følte smerten med dig. Det var jo ikke kun smerten ved de 100 km, men selve forløsningen over at du gjorde det umulige. Jeg syntes du er et stort menneske Leif når du sådan begiver dig ud i en beskrivelse af din livs rejse. En beskrivelse der viser dine inderste følelser og den kamp du har været igennem. Og jeg bor jo sammen med en der træner altid, uanset smerte og han beskriver netop det tidspunkt hvor man kommer ud over smerten, at kroppen kan langt mere end hjernen er programmeret til.
    Jeg håber ikke at du er blevet bidt at ekstrem sport – for det er altså en mærkelig verden og hvor man træner altid.
    Jeg er så fuld af beundring og du er min daglige inspiration i kampen mod min overvægt og i kampen for et godt liv. Når min hjerne også forsøger at dirigere mig i forkert retning – så siger jeg; Leif kunne – jeg kan også….. Så på den måde er du faktisk min coach og ikke mindst inspirator.
    Kæreste Leif – tusind tak fordi du deler – det betyder utroligt meget

    • Kære Marianne,

      Jeg bliver rørt af din kommentar til mit indlæg, både over at høre, at jeg med det som jeg har været igennem kan inspirere andre på forskellige fronter, og over at høre om dine egne tanker og kampe – det varmer virkelig mit hjerte.

      Med hensyn til det med ekstremsport, så behøver du ikke at blive bekymret :-) Jeg skal hverken til at løbe 250 km eller tilsvarende ekstremsportsgrene.

      For mig var det et spørgsmål om at sætte mig et meget stort og højt mål og at gennemføre det som helt almindeligt menneske (hvis man kan sige det på den måde).

      Jeg vil selvfølgelig blive ved med at udfordre mig selv og holde gang i livet på den måde (for hvis man går i stå, tror jeg desværre også, at man visner og/eller falder hen), men det bliver nok på alle mulige andre former end lige at skulle kaste mig over yderligere 100 km løb.

      Endnu en gang tak for en helt speciel kommentar :-)

  6. Som Marianne mangler jeg ord, dit indlæg er så beskrivende så det føles som om man selv var med. Efter den lange tavshed der har været var jeg ved at være bekymret for dig, men det lader til, at du er ved at være ladet op igen. Supergodt gået Leif, jeg har sagt det før, men du er sgu sej!

    • Jeg ved godt, at jeg har været tavs i en uges tid, men det at slappe af og få restitueret har taget en del tid. Samtidigt ville jeg gerne skrive blogindlægget helt færdigt og få så mange af de følelser og fornemmelser fra selve dagen med og det tog som bekendt også nogle dage :-)

      Og tusind tak for de søde ord, Stine – means a lot :-)

  7. Godt gået Leif, godt det ikke var mig :-)

    Dbh Martin

  8. Efter at have været til fordrag med Chris i går i Fredericia er der vidst kun ét at sige: Hu ahh!

    Har ventet på dette indlæg med stor spænding. Hvordan er din fysiske tilstand nu, har du nogle men? Efter Chris’s “cykeltur” gennem USA var det jo ikke små ting han kæmpede med i månederne efter.

    Endnu engang tillykke

    • Ja, det er nok ganske rammende med hu ahh :-)

      Med hensyn til min fysiske tilstand, så har jeg det ganske godt, men der kommer nok til at gå et par uger, inden mit venstre knæ er helt tip. Og huden på min venstre fod er også på vej til at hele og det samme gælder tåneglen som pludselig faldt af forleden :-)

      Så jeg er snart helt på toppen igen :-)

      Og tak for din hilsen :-)

  9. Rigtig godt gået Leif, og tillykke med det – det har været utroligt at følge med her på bloggen i året op til de 100km – yderst inspirerende (og til tider lidt skræmmende) – og det samme kan man vist roligt sige om selve de 100km. Stor respekt herfra!

  10. Jeg sagde det vist også på Twitter, men det er sku for sejt det du har opnået Leif. Alt respekt herfra…

  11. Fantastisk stærk gået!! Led også med dig på twitter… Hvornår kan præstationen nydes på DR ? Glæder os…

    • Tak, tak, Per :-)

      Udsendelsen om 100 km løbet bliver bragt som en del af et Ha’ Det Godt program på DR 1 i første eller anden uge af september.

      Så snart jeg ved mere om den præcise sendedato, skal jeg nok offentliggøre det her på bloggen :-)

  12. Hej Leif,

    Det har været fantastisk at følge dig på sidelinen. Super super sejt at du gennemførte i værdig stil trods smerter og forstyrrelser.

    Håber ikke du har for mange eftervirkninger af de 100 km og at du snart må komme dig over dem :)

    • Hej Anne,

      Og tak for din støtte og venlige ord undervejs :-)

      Jeg er godt på vej tilbage til at være helt back on track, skal bare have venstre knæ til at makke ret og det sker forhåbentlig i løbet af en uge eller to.

  13. Kære Leif
    Sikke en bedrift. Jeg sad helt ude på kanten af stolen da jeg læste dit indlæg. Kuldegysningerne stod i den grad i kø og der var mere end en gang mine øjne blev lettere fugtige.

    Det du følte undervejs, af smærte og den enorme glæde ved at krydse ”målstregen” efter en kamp, med blod, sved og tåre, er som at have veer i 36 timer og så endelig få forløsningen. :-)

    Det har også for mig, som medlæser, det sidste årstid, været helt fantastisk at følge dig på dit livs rejse og jeg vil gerne takke dig for at delagtiggøre mig i den del af dit liv.

    Jeg ønsker dig alt mulig held held i dit fremtidige sunde liv Leif – du er en sej mand som rigtig mnge mennesker kan lære rigtig maget af. :-)

    • Kære Catarina,

      Tusind tak for de søde ord og jeg er glad for at høre, at jeg har fået skrevet indlægget på en indlevende måde :-)

      Om der lige frem kan drages en parallel til det at have veer, kan du nok bedre forholde dig til, men hårdt og smertefuldt var det i hvert at gennemføre de 100 km, men det var det hele værd :-)

      Endnu en gang tak for kommentar og lykønskninger. Det varmer virkelig med den slags og jeg tager det helt ind til hjertet, når jeg hører at mine egne handlinger kan gøre en forskel hos andre mennesker.

  14. SÅDAN LEIF !!
    Jeg er SÅ stolt af dig !!
    Super sej ! det er du faneme !!

  15. Dit indlæg var lige så spændende og nervepirrende som en god roman. Det er utrolig flot. Du har virkelig bevist at du har viljestyrke og en toptunet kondition. Samtidig må jeg også indrømme, at jeg var meget bekymret mens jeg læste. Det var både skræmmende og uhyggeligt at læse om hvordan du pressede din krop til den yderste grænse.

    Det er virkelig flot at du gennemførte og jeg håber at du er meget stolt! :D

    • Mange tak for venlige ord, Jens og jeg er glad for at høre, at jeg fik skrevet det på en spændende og nervepirrende måde, når en litteraturekspert som dig læser indlægget :-)

      Med hensyn til det med, at presse min krop til den yderste grænse, så forstår jeg godt, hvis det kan virke skræmmende. Men du bruger selv et ord, som er meget vigtig i den sammenhæng, nemlig yderste grænse. Jo, jeg var igennem helt forfærdelig mange smerter, men jeg tror ikke på, at jeg på noget tidspunkt var i gang med at gøre uoprettelig skade på min krop. Jeg valgte “bare” at sige til mig selv, at jeg ikke måtte give op bare fordi, at det blev rigtig hårdt og smertefuldt. For jeg vidste jo på forhånd, at det ville blive rigtig hårdt og at jeg ikke kunne gennemføre uden, at jeg også bed smerten i mig. Det var ganske enkelt det, der skulle til for at gennemføre en så står fysisk og mental udfordring.

      Og jo, jeg er meget stolt, selv om min jydske ydmyghed prøver at sætte en dæmper på mig selv :-)

  16. Hej Leif,
    Jeg har lige læst hele din beretning, jeg er fuld af beundring over din dåd, som jeg finder nærmest umenneskelig. Jeg praler af dig til alle der gider høre det.

    Faktisk sad jeg flere gange i løbet af din beretning og tænkte “fødsel”, måske alle mænd i virkeligheden skulle prøve at løbe 100 km. ;)

    hilsen
    Sanne

    • Mange tak, Sanne :-)

      Jeg kan da ikke lade være med, at være lidt stolt over, at du gider prale med mig :-)

      Med hensyn til din opfordring til, at alle mænd måske burde løbe et 100 km løb for at kunne mærke begrebet smerte i forhold til det at føde, er hermed givet videre :-)

  17. Leif – jeg faar sgi da helt gaasehud naar jeg laeser det her. Hvor er det bare ualmindeligt flot klaret. Ikke bare loebet, som selvfoelgelig var den ultimative tests, men ogsaa hele “for-loebet”, som virkelig maa have vaeret den stoerste udfordring du nogensinde kunne have givet dig selv. Jeg er helt aerligt lidt stolt over at “kende” dig.
    FLOT KLARET!

    • Det er bare dejligt at læse din kommentar og som med mange andre kommentarer, så hører din bestemt til dem, der kommer helt ind under huden og tæt på hjertet.

      Jeg bliver bare rigtig glad over at høre om din reaktion :-)

      Tusind tak, Tina :-)

  18. leif,utroeligt flot presteret,to say the least :-)

  19. Louice says:

    Helt vildt spændende læsning – du har bare will-power – Mental træning gør forskellen – viljen til at vil nå sit mål. Jeg løb min første marathon i søndags – mit mål efter mit vægttab på 50 kg. Under mit vægttab holdt jeg mig meget fra kulhydraterne så derfor var det meget svært for mig op til marathonen at skulle indtage flere kulhydrater end normalt. Jeg fik simpelthen kvalme og følte mig “tung og sløv” jeg klarede mig igennem marathonen på druesukker og masser af vand :-) og i tiden 4 timer 13 minutter.

    • Tak for de venlige ord, Louice :-)

      Og stor respekt for dine egne bedrifter og resultater, det er da også vildt flot – ikke mindst med din maratontid på 4 timer og 13 minutter!!!

      Du er altså en sej pige :-)

  20. Teddy says:

    Min dybeste respekt for at gennemføre de 100 km, rigtig flot og super fed beretning.
    Du er en kæmpe inspirationskilde for mange.

    Teddy

  21. Leif for pokker da – jeg kan da heller ikke vende ryggen til din blog nogle måneder inden du bare løber 100 km! Du er vanvittig, du er fantastisk – jeg er fuld af beundring. Tillykke mand – du er en jernmand!

    Den største respekt
    Hanne

    • Nej, du bliver da nødt til at følge med lidt oftere :-)

      Jeg har dog ikke nogen plan om at gøre endnu mere ekstreme ting, så det går nok også, hvis du misser min blog i et stykke tid igen :-)

      Og tusind for de søde ord.

  22. Jeg glemte at skrive, at jeg er rørt over din beretning og tårerne står mig i øjnene. Du kan også skrive!
    ../Hanne

  23. Jeg mangler næsten ord efter at have læst dit indlæg – du er simpelthen for SEJ :-)

    Godt løbet! :-)

  24. Kenny Halsted says:

    Hej Leif
    Rigtig godt gået.
    Det har været yderst inspirerende at følge Dig de senere år, hele din livsstilændring på tæt hold og se hvordan Du også har ændret dig så meget som person, (på den positive måde). Du er et meget gladere menneske og formår at dele den glæde med de mennesker du omgås.Du er virkelig en stor inspirationskilde til at gøre noget ekstra ud af sit liv. Det er jo ikke kun i form af vægttab, 100 km løb, du udmærker dig, men også på din arbejdsplads, som kollega, ven, som chef, som direktør for pc-ware. Du siger altid du har verdens bedste job, mon ikke sandheden ligger i at pc-ware danmark har et fantastisk menneske som direktør…
    Tak for tiden hos Pc-ware, Jeg ønsker dig alt mulig held i dit fremtidige sunde liv og ser da frem til flere flotte bedrifter og gode blogs.

    /…Kenny

  25. Kanon godt gået. Jeg har selv løbet 8 maratons og lige gennemført 5*25 km på 5 dage. Da jeg så dig i TV og du ville løbe 100 km, så må jeg indrømme at jeg ikke trorede på den “drøm”. Jeg har lært at man aldrig skal dømme folk på forhånd.
    1000 gange tillykke. Flot løbet
    Mange hilsner
    Kasper

    • Mange tak, Kasper :-)

      Det er da også ganske sejt med dine bedrifter :-)

      Du kan for øvrigt se optagelser fra 100 km løbet i aften på DR 1 kl. 19.30 i Ha’ det Godt.

  26. Ja, så så vi det igen. Lige imponerende hvergang. Man bliver virkelig rørt når man ser dig gennemføre, og jeg må indrømme at en lille tåre slider sig gennem tårekanalen og ud på kinden ;-)

    Godt gået(og løbet)!

    Du er en stor inspiration.

    MVH Jesper.

    • Mange tak for de venlige ord, Jesper – jeg er glad for at høre, at jeg kan være til inspiration for andre :-)

      Jeg kneb bestemt også en god portion tårer i går, da jeg selv så det igen :-)

  27. Jeg er målløs…

  28. Frida Andersen says:

    Hej Leif

    Jeg har lige siddet og læst dit indlæg. Det er helt fantastisk og levende. Tusinde tak for motiverende og rigtig skøn læsning.

    Mvh
    Frida

  29. Så har jeg langt om længe fået uploadet videoen fra 100 km løbet.

    Klik her for at se videoen, som desværre må måtte deles op i to dele som følge af YouTubes begrænsning på upload af videofilm af maksimalt 10 minutters varighed i alt :-)

  30. Skræmmende læsning.

    Jeg har her i nat besluttet mig for, at jeg skal løbe 100 km., og hvad læser jeg så? Din beretning som skræmmer livet af mig. Det bliver vist ikke i år, jeg kommer til at løbe de 100 km. på én dag.

    Det lyder til, at du havde mange omkring dig. Kan du løbe 100 km. på én dag uden hjælpere?

    • Hej Hammy, beskrivelse af mit 100 km løb skulle nu helst ikke skræmme livet af dig, men allerhøjest være med til at gøre dig bevidst om, at det er utrolig vigtig med hele træningsforløbet op til selve løbet og planlægningen af de praktiske forhold omkring løbet.

      Og ja, jeg havde nogle hjælpere under løbet. Dels løb Chris jo sammen med mig under hele løbet, og bakkede mig op med coaching og moralsk støtte, og dels havde jeg et par mand på en bil, der fulgte mig hele vejen, og kunne supplere med mad og drikke under alle 100 km.

      Om jeg kunne løbe 100 km på en dag uden hjælpere? Det kunne måske lade sig gøre, hvis man sørgede for at lave forskellige former for depoter og var bevidst om, hvor man kunne købe mad og drikke undervejs, men i virkelighedens verden vil jeg tro, at det ville være med til at gøre det meget besværligt. Hvis man nu eksempelvis pludselig kommer i underskud på mad eller drikke, er det jo en stor fordel at have en bil, der følger en med alt hvad man har brug for uanset om det er mad og drikke, eller tøj, ekstra sko m.m.

      Så min klare anbefaling er, at man ikke skal forsøge på at løbe 100 km alene på en dag, men at man allierer sig med et par hjælpere i bil – både for at øge chancerne for at nå i mål, og ganske enkelt også for at øge sikkerheden omkring løbet.

  31. 100 km … det er immervæk en sjat. Fantastisk præstation!

Trackbacks

  1. [...] Så klik her, hvis du gerne vil se stemningsbilleder fra en helt speciel dag. [...]

  2. [...] Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan mit 100 km løb gik i detaljer og hvad jeg rent faktisk gik igennem, kan jeg anbefale at læse dette indlæg. [...]

  3. FEDT !! « siger:

    [...] anden dag så jeg i fjernsynet at Leif havde løbet 100 km – på lidt over 13 timer….og for lidt over et år siden vejede han [...]

  4. [...] maj 2008, og som sluttede med at jeg gennemførte mit livs hidtil største udfordring i form af et 100 km løb. Jeg vil fortælle om det at turde udfordre sig selv, og give dig inspiration til, hvordan du kan [...]

  5. [...] det lidt pudsigt at opleve, at på trods af mange timers nærmest ulidelig smerte i forbindelse med mit eget 100 km løb, så kunne stemningen alligevel ikke undgå at trække i mig. Det at se løberne nå en delrunde [...]

  6. [...] Som mange af jer ved, har jeg været igennem en stor personlig udvikling og livsstilsforandring over de sidste to år. Professionelt set har jeg brugt mange ressourcer på at give virksomheden en mere løsningsorienteret profil og gøre mit bedste til at navigere “skibet” igennem den storm, som finanskrisen har været med til at skabe. På den personlige front er det lykkedes det mig at smide næsten 40 kilo under “Chris på Vægten” projektet og ende med at gennemføre et løb på ikke mindre end 100 kilometer. [...]

  7. [...] I dag er det et år siden, at jeg gennemførte mit 100 km løb. [...]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.188, der følger denne blog