For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.
Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.
Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.
Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.
Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.
Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.
Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.
Leif Carlsen 
Jeg er helt enig Leif. Der er snart ligeså meget realityshow i politik, som i Paradise Hotel. Eneste problem er bare, at politikerne styrer landet… og det er jo rystende.
Den siddende regering viser i disse dage en latent mangel på vilje til at lede landet. Det tegner ikke lovende for næste valg. For alternativet er meget værre, som du også selv påpeger.
Anders Samuelsens kommentar kan være meget fornøjelig at læse, men meget af det han advokerer for er ikke politisk muligt.
Sammen med vennen fra Saxo Bank Lars Sejer Christensen, som er storsponsor for Liberal Alliance har de en dagsorden som er ultraliberalistisk og hvor uligheden i samfundet markant skal forøges.
Det er en helt legitim poltik, men den har ikke den store vælgebefolknings tilslutning.
Liberal Alliances to eneste fingeraftryk i dansk politik er fjernelse af afgift på gulpladebiler og et krav om en tvungen madpakkeordning, som de fik igennem ved finanslovsforliget i 2008.
Det første fingeraftryk resulterer nu i, at disse gamle gulpladebiler fortsat kører rundt i endnu længere tid og forurener deres omgivelser til skade både for mennesker og miljø.
Det er et sølle resultat for at gå med i en skatteaftale.
Det andet resultat var indførelsen af en tvungen madpakkeordning i skolerne.
Folketinget vedtager den tvungne madpakkeordning. Kommunerne ofrer efterfølgende millioner af kroner på at indrette køkkenfaciliteter og indrette sig administrativt
Der planlægges og indhentes tilbud – alt dette sker indtil Venstre kommer i splid med sig selv (Husk Karen Ellemanns ynkelige tilbagetog).
Thor Petersen og andre i Venstre finder lige pludselig ud af, at ordningen er det mest uliberale han har oplevet og betegner det som ren socialisme.
Derfor er ordningen nu gjort frivillig.
Så har liberal Alliance fundet et andet ledigt standpunkt. De går ind for indførelse af atomkraft i Danmark.
Dernæst har Simon Emil Ammitzbøll tidligere Det Radikale Venstre, Borgerligt Centrum og nu endelig Liberal Alliance advokeret for, at folk skal have frihed til at ryge sig en lungecancer til og drikke hjernen ud uden, at staten blander sig med regler og forbud og han og dermed Liberal Alliance går derfor mod det de kalder et “Big Mother Samfund”.
Det er det Liberal Alliance foreløbig har bidraget med og det lover ikke godt, hvis det skulle ske, at de er i Folketinget ved næste valg