Interessant kronik om Peter, Oda og Ole

Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.

Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af  Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).

Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.

Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(

Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Nu også med Facebook fanside :-)

Hvis der var nogen, som havde sagt til mig for lidt over to og et halvt år siden, at jeg i tiden fremover dels ville tabe mig næsten 40 kg, gennemgå en total livsstilsforandring og gennemføre et løb på ikke mindre end 100 km, endda kun et år efter starten på “Chris på Vægten” projektet“, ville jeg havde sagt til vedkommende, at han/hun måtte være fuld af løgn!

Og havde vedkommende også sagt til mig, at jeg også ville ende med at tage en uddannelse som spinninginstruktør og holde foredrag for virksomheder, organisationer, skoler og lignende, ville jeg først tænke, at personen måtte være vanvittig!

Ikke desto mindre er det jo lige præcis, hvad der er sket, og heldigvis for det! Som jeg fortæller under mine foredrag, så føler jeg, at jeg har oplevet mere i de seneste par år, end jeg havde gjort i de forgangne 41 år. Det tilskriver jeg i høj grad, at jeg har lært at springe ud af min komfortzone og ganske enkelt bare kaste mig ud i at prøve nye ting og oplevelser.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg nu også oprettet min egen Facebook fanside, som du kan se ved at klikke her. I forbindelse med at jeg er begyndt at afholde flere og flere foredrag, er der en del, der har spurgt mig, om det så ikke ville være passende med en Facebook fanside, hvor jeg kan poste nyheder, fotos, videoer og andre relevante ting. Den opfordring har jeg taget imod, og oprettet en sådan side til formålet. Så hvis du har lyst til at følge med på den front, så husk at klikke på “Synes godt om”-knappen på min fanside :-)

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

Suunto pulstræning rocks!

Her til aften afholdte jeg min første officielle Suunto pulstræning hos fitness dk i Helsingør, hvor jeg har fast hold hver onsdag kl. 16.45 og 17.45 i november, december og januar.

Kort fortalt så går pulstræning ud på, at man i højere grad end normalt styrer intensitet og indsats ud fra deltagernes individuelle pulsniveau. Så i stedet for at instruktøren på løbende basis beder deltagerne sætte mere eller mindre belastning på under træningen, angiver han eller hun et pulsniveau som deltagerne skal ligge på i løbet af et givent tidsinterval. Og da pulsen generelt set er et par minutter om at stabilisere sig, når man ændrer på belastningen, er det vigtigt at arbejde med længere træningspas, hvor man giver deltagerne mulighed for at ramme det ønskede pulsniveau. Det er også med til at “dræne batteriet” på en anden måde end traditionelle spinninglektioner. Man opnår således man en meget effektiv træning, som både øger udholdenhed og samtidig er en effektiv måde at forbrænde fedt på.

Det hele sker via et avanceret og alligevel let tilgængeligt system fra finske Suunto, som producerer pulsure og specialure indenfor dykning, trekking og lignende. Deltagerne udstyres med et specielt pulsbælte, som man kan låne ganske gratis i receptionen hos de fitness dk afdelinger, der anvender systemet. Man kan selvfølgelig også købe sit eget bælte og få dette indstillet med sine helt individuelle indstillinger og data. I selve spinningsalen er der opsat en trådløs modtager, et lærred og en projektor, som i realtid viser alle deltagernes konkrete puls og pulsen i procent i forhold til makspulsen. Dermed kan alle deltagere følge med i både deres egen og de øvrige deltageres pulsniveau. Instruktøren bruger selvfølgelig disse oplysninger til at at “dirigere slagets gang”, primært i forhold til om en given deltager presser sig selv for lidt eller hårdt. Som udgangspunkt er disse tal anonyme forstået på den måde, at der blot står anført et tilfældigt pulsbælte-ID på lærredet. Dette pulsbælte-ID kender den enkelte deltager imidlertid selv bekendt, hvorimod at andre som udgangspunkt ikke kender det. Hvis man køber sit eget bælte, kan man til gengæld få kodet det med sit eget unikke kaldenavn.

Når timen så er slut, får deltagerne et overbliksbillede med gennemsnitlig pulsniveau og et estimat over, hvor meget de har forbrændt i løbet af lektionen. Endvidere giver systemet mulighed for, at man enten kan få udskrevet eller tilsendt en e-mail med detaljerede træningsoplysninger, heriblandt en graf over pulsudviklingen. Har man sit eget pulsbælte husker systemet endvidere de seneste træningspas således, at man kan se udviklingen i sin pulstræning.

Ud fra de mange postive tilbagemeldinger som jeg fik efter timen, er der ingen tvivl om, at Suunto pulstræningssystemet er et fantastisk system, der virkelig kan hjælpe den seriøse spinning-/cyklingdeltager til at målrette træningen, og lære at arbejde mere intelligent med pulszoner og intensitet.

Så min egen konklusion er helt klar: Suunto pulstræning rocks!

Jeg vil derfor helt klart opfordre alle interesserede til at kigge forbi fitness dk i Helsingør og prøve systemet. Jeg står i hvert fald klar med systemet hver onsdag kl. 17.45 i november, december og januar måned :-)

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

Et anderledes foredragspublikum…

I mandags var jeg atter ude og holde foredrag om min livsstilsforandring og 100 km løb, men denne gang var det et noget anderledes publikum jeg stod foran.

Jeg har holdt foredrag for virksomheder, ledergrupper, idrætsforeninger og lignende, og som regel er det et bred gruppe af voksne mennesker i alle mulige aldersgrupper og “størrelser”. Et andet kendetegn for mit foredragspublikum var indtil i mandags, at mange har selv oplevet problemer med overvægt, og/eller føler sig begrænset i forhold til at springe ud af sin komfortzone og prøve nye spændende ting her i livet.

Imidlertid var det et helt andet og for mig nyt foredragspublikum som jeg havde fornøjelsen at møde i mandags. Jeg var nemlig blevet spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at holde foredrag for en syvende klasse på Århus Friskole, og selvfølgelig havde jeg det :-)

Jeg havde godt tænkt over, at jeg måtte ændre lidt i mit foredrag, dels af pædagogiske hensyn i forhold til målgruppen og dels fordi at 13-14 årige forståeligt nok har et helt anden udgangspunkt i forhold til livet og verdenen i det hele taget. De unge mennesker slæber jo ikke rundt med min livserfaring (på godt og ondt), og der var derfor en masse “baggrundsviden” som jeg ikke bare kunne tage for givet i forhold til mit foredrag.

Ikke desto mindre blev det alligevel til en super god og interessant oplevelse for mig, fordi det var super fedt at få lov til at give videre på en anden måde, end jeg normalt gør i forhold til et voksent publikum. Dels udfordrede det jo mig i forhold til min rolle som formidler, og dels blev jeg mødt med en masse både sjove og interessante spørgsmål fra de unge.

Hvad angår børnenes oplevelse af foredraget, så virkede det som om at de fik noget ud af det – i hvert fald at dømme ud fra deres reaktioner og spørgsmål. Og et par dage senere fik jeg endvidere en sød mail fra Hanna, som er forældrevikar på skolen, og som havde booket mig til foredraget. Hanna skrev følgende til mig (bare for god ordens skyld så har jeg fået hendes accept for at bringe udtalelsen på min blog):

“Kære Leif, jeg blev meget inspireret af din foredrag og din kamp. Er selv en kriger, så for mig er det let at komme frem med bekæmpelsen af afmagt. Men mine øjne blev mere åbent efter din foredrag, og jeg begynder at fokusere mere på fælleskabet. Jeg forstår, at det giver støtte og det gør vores beslutninger stærkere. Og at det med støtten, det gør mig til en mega stor kriger nu. Man kan meget alene, men man kan alt, hvis man har en eller flere, som man kan støtte sig i. Med hensyn til 7. klassen, så holdt du dem i fokus, og selvom der til tider var uro på gangen, var det ro og fokus hos dem. Du kan nogle ting, du tryller stemningen frem. Jeg har hørt dem diskutere, så har de vist reflekteret på problematikken omkring usund mad. Plus at jeg aldrig før har hørt min søn Max sige: “Jeg vil gerne koncentrere mig på min uddannelse, jeg går meget op i dansk nu”. Og han selv har lavet lektier i går. Mirakel!!”

Jeg blev selvfølgelig rigtig glad og rørt over Hannas mail. Jeg synes altid at det er fantastisk at få lov til at “skubbe” til folk gennem mine foredrag og personlige historie, men når man også kan ramme unge mennesker med sine budskaber og værdier, ja, så går det hele altså op i en højere enhed :-)

Så kan man jo love hvad som helst…

Her til aften modtog jeg en servicemail fra DSB, som venligst orienterede mig om problemerne med S-togsdriften i København, som følge af en nedfalden køreledning ved Østerport.

Dels informerer DSB om, at S-togsdriften mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport er indstillet efter kl. 18.00, og dels tilbyder DSB, at man i tidsrummet mellem kl. 15.00 og 18.00 kan få gratis kaffe, te eller kakao i DSB’s Kort & Godt kiosker, som et lille plaster på såret for besværet i forbindelse med den uregelmæssige S-togsdrift.

Det lyder jo umiddelbart som god service overfor de rejsende. Problemet er bare, at DSB først udsender mailen kl. 18:48, hvilket jo betyder at man først kan blive klog på at der ikke kører S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport efter at S-togsdriften er indstillet. Og hvad angår tilbuddet om gratis kaffe, te og kakao, så er det jo lige som ikke så meget værd, når man først bliver gjort opmærksom på det 48 minutter efter at tilbuddet udløber!

Jeg har derfor bestemt mig for at følge op på denne markedsføring ved at udlove 10.000 kroner kontant til den første person, der som ringer på min dør i dag, den 12. november i tidsrummet mellem kl. 15.00 og 18.00. Medbring venligst udskrift af denne blogpost, som først er blevet publiceret kl. 19.51 :-)

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.188, der følger denne blog