For et år siden…

24 03 2009

For et år siden 24. marts 2009

For et år siden skrev jeg om:

Det triste i forhold til begge indlæg er desværre, at forudsigelserne eller forhåbningerne ikke er blevet til noget.

Dels er det ikke blevet til noget med ubegrænset download af musik på iTunes og dels virker det ikke ligefrem som om, at mængden af ulovlige våben er faldet i den seneste tid :-(

Men derfor kan man selvfølgelig godt have lov til at håbe på, at begge “ønsker” går i opfyldelse lige pludselig og hellere før end siden.





Når norsk bliver til dansk…

17 12 2008

Når norsk bliver til dansk...

Norge og Danmark har som bekendt tætte forbindelser i forhold til blandt andet historie og sprog, for blot at nævne et par ting.

Ikke desto mindre undrer jeg mig alligevel over Apple’s definition af norsk i forbindelse med deres iTunes Store. Når jeg klikker på “Danish” under “What’s Hot” af podcasts, vælger Apple udelukkende at vise norske podcasts.

Det er sådan set okay med mig, men gad vide, hvad nordmændene siger til, at deres podcastede radioudsendelser bliver kategoriseret som danske på iTunes Store?

Er det måske et tegn på, at Danmark er på vej til at invadere Norge med henblik på at stjæle al deres olie og milliarder?





Denne gang beholder jeg min iPhone

20 09 2008

For cirka seks uger siden lykkedes det mig, at få fat i et eksemplar af den nye Apple iPhone 3G smartphone (klik her for at læse om min umiddelbare oplevelse af iPhone 3G).

Jeg har to gange tidligere droppet iPhone i skuffelse over manglende understøttelse af push mail og 3G-netværk. Men denne gang har jeg dog besluttet mig for at beholde min iPhone.

Ganske vist var batterilevetiden ikke noget at råbe hurra for i starten, men efter at Apple lancerede en softwareopdatering af iPhone, er batterilevetiden blevet markant bedre. Samtidigt kan man nu ændre i kalenderaftaler, der er oprettet i Outlook. Man kan dog stadigvæk ikke invitere andre til at deltage i en kalenderaftale, men mon ikke Apple får rettet den mangel i en fremtidig softwareopdatering.

Faktisk har jeg langt mere glæde og gavn af min iPhone 3G, end af nogen af mine tidligere smartphones. Jeg bruger selvfølgelig telefon, sms, mail og kalender utrolig meget i forbindelse med mit job, men jeg har også stor gavn af nogle af de små applikationer, som man kan downloade fra Apples App Store. Jeg er blandt andet blevet ganske glad for WordPress applikationen, som gør det muligt at skrive og rette i indlæg, når jeg ikke lige er i nærheden af min computer. Det samme gælder Facebook applikationen, der gør det nemt at opdatere status, chatte og svare på beskeder.

Så alt i alt er jeg blevet rigtig glad for min iPhone 3G. Ordsproget om “alle gode gange tre” kom således til at holde vand denne gang :o)





Hvis batteritiden på iPhone 3G driller…

29 08 2008

Hvis du (lige som jeg) synes, at batterilevetiden på din iPhone 3G ikke er god nok, hvis du har slået både 3G, push mail, GPS og Bluetooth til på en og samme tid, kan du få lidt inspiration til, hvordan du kan forlænge batterilevetiden på iPhone ved at besøge Guy Kawasakis blog.

Klik her for at se hans indlæg om “The Art of iPhone Battery Life”.





Den nye iPhone 3G virker lovende…

10 08 2008

Selv om jeg to gange tidligere havde droppet Apple iPhone på grund af frustrationer over den manglende understøttelse af 3G-netværk og push mail, har jeg alligevel valgt at prøve kræfter med den nye iPhone 3G. Den nye model er nemlig opdateret med lige netop 3G og push mail samt en række nye features i forhold til den oprindelige iPhone.

Og indtil videre virker iPhone 3G meget lovende. Datahastigheden er ikke overraskende blevet markant bedre som følge af 3G-netværket (til orientering bruger jeg SONOFON som mobiloperatør), hvilket smitter positivt af på brugeroplevelsen, når man surfer, tjekker mails eller bruger andre applikationer, som trækker på netværksforbindelsen. Men den mest positive forbedring efter min mening er push mail understøttelsen. Nu bliver mail, kalender og kontaktpersoner helt automatisk opdateret “over the air” :o)

Lidt malurt i bægeret er dog, at 3G-understøttelsen og push mail virkelig koster batteritid. Jeg kan i hvert fald ikke få min iPhone til at holde strøm en hel dag og der skal lades i løbet af dagen. Samtidigt kan man ikke indstille særlige mange synkroniseringsparametre, herunder eksempelvis om mails skal downloades med eller uden vedhæftede filer. Samtidigt er der fortsat visse begrænsninger i kalenderdelen i forhold til at kunne rette i aftaler, men det er dog til at leve med. Og sidst, men ikke mindst, er det uforståeligt, at Apple stadigvæk undlader at udstyre iPhone med en Task/To Do applikation. Men man har jo lov til at håbe på, at det kommer i næste større softwareopdatering af iPhone.

Alt i alt ser iPhone 3G som nævnt lovende ud og måske kommer det gamle ordsprog om “alle gode gange tre” til at holde vand i mit tilfælde :o)





100 ting om mig

19 07 2008

  1. Jeg er født i 1967.
  2. Jeg var lige ved at blive deprimeret over at runde de 40 år tilbage i 2007.
  3. Jeg kom mig hurtigt over depressionen – det gjorde ikke ondt at fylde år :o)
  4. Jeg er opvokset i Mundelstrup, som ligger cirka 8 km fra Århus.
  5. Jeg er søn af Birgit og Viktor – verdens bedste forældre :o)
  6. Jeg har tre søskende, heriblandt en tvillingebror.
  7. Jeg gik i folkeskole på Sabro Korsvejskolen.
  8. Jeg tog den teoretiske del af EFG Handel & kontor på Århus Købmandsskole.
  9. Jeg tog den praktiske del af uddannelsen i Bilkas Radio & TV-afdeling.
  10. Jeg blev kasseret til militærtjeneste fordi sessionslægen byttede rundt på min og min tvillingebrors papirer. Min tvillingebror blev også kasseret, da da fejlen gik op for dem :o)
  11. Jeg flyttede til Sjælland første gang i 1988.
  12. Jeg bor nu i skønne Birkerød.
  13. Jeg har endvidere boet i Ballerup, Gellerup, Holme-Olstrup, Lynge, Mundelstrup, Slagelse, Skanderborg og Høje Tåstrup.
  14. Jeg startede min erhvervskarriere som avisbud.
  15. Jeg har nu verdens bedste job som adm. direktør for PC-WARE Danmark.
  16. Jeg synes, at et job altid skal besættes med den bedst kvalificerede kandidat.
  17. Jeg siger nej til kvindekvoter og klart ja til ligeret og mangfoldighed.
  18. Jeg er vild med golf.
  19. Jeg har lavet over 40 hole-in-one, men desværre kun på Xbox :o)
  20. Jeg er fan af Barsebäck Golf & Country Club og Sand Golf Club.
  21. Jeg er fan af Tiger Woods.
  22. Jeg har kun set én hel boksekamp på tv.
  23. Jeg synes skak er kedeligt.
  24. Jeg kan slet ikke finde ud af at spille almindelige kortspil.
  25. Jeg er en regelrytter i Trivial Pursuit – ikke noget med hjælp eller hint!
  26. Jeg er vild med at blogge og ville ønske, at jeg havde mere tid til det.
  27. Jeg har blogget siden 12. maj 2006.
  28. Jeg er borgerlig og liberalt orienteret med et stort socialt hjerte.
  29. Jeg synes, at vi gør for lidt for de svageste i vort samfund.
  30. Jeg synes til gengæld, at vi skal stoppe med at give børnecheck til alle.
  31. Jeg er tilhænger af EU, men synes de skal holde igen med lovgivningen.
  32. Jeg synes, at vi skal udskifte den danske krone med euroen.
  33. Jeg synes, at skattesystemet er uretfærdig overfor dem, der gør en ekstra indsats.
  34. Jeg synes derfor, at topskatten burde fjernes eller som minimum reduceres.
  35. Jeg synes det er okay, at vi har et monarki så længe, de kongelige afholder sig fra enhver form for politisk indblanding.
  36. Jeg elsker at diskutere samfund og politik.
  37. Jeg synes, at fyrværkeri er spild af penge.
  38. Min favorit film er “The Shawshank Redemption“.
  39. Jeg hader dårlig service :o(
  40. Jeg elsker til gengæld god service :o)
  41. Jeg er vild med gadgets.
  42. Jeg er stor fan af mange af Apples produkter :o)
  43. Jeg fik min første mobiltelefon i 1993.
  44. Jeg har ikke tal på, hvor mange mobiltelefoner jeg har haft siden 1993, men det er tættere på 100 end på 10 :o)
  45. Jeg er vild med citater.
  46. Jeg elsker humor og gør alt, hvad jeg kan for at grine hver eneste dag :o)
  47. Jeg hader trapper :o)
  48. Jeg er et B-menneske.
  49. Jeg er utålmodig.
  50. Jeg kalder en spade for en spade.
  51. Jeg er perfektionist, d.v.s. jeg prøver i det mindste på at være det :o)
  52. Jeg foretrækker kvalitet frem for kvantitet.
  53. Jeg hader “NATO”, altså ikke den nordatlantiske forsvarspagt, men derimod når jeg støder på folk som excellerer i “No Action Talk Only”.
  54. Jeg kan godt li’ at have en tom indbakke.
  55. Jeg får nogle gange pudset min skærm her.
  56. Jeg elsker god kaffe.
  57. Jeg er vild med Starbucks, Baresso og Estate Coffee.
  58. Jeg er også begyndt at kunne li’ smagen af grøn the
  59. Jeg er vild med orientalsk mad, specielt sushi.
  60. Jeg kan godt li’ en stor bøf engang imellem.
  61. Jeg elsker spaghetti med kødsovs :o)
  62. Jeg elsker god rødvin og specielt Heathcote II Shiraz.
  63. Jeg elsker god vintage portvin.
  64. Jeg elsker en god dry Martini, men bare en gang eller to om året :o)
  65. Jeg kan ikke li’ ost.
  66. Jeg kan godt li’ sylte, men kun mors :o)
  67. Jeg elsker generelt dyr og specielt hunde :o)
  68. Jeg hader til gengæld insekter og specielt hvepse :o
  69. Jeg tror også, at jeg hader slanger.
  70. Jeg synes det er sjovt, at lave forskellige former for tankeeksperimenter.
  71. Jeg hører primært P1 på bilradioen.
  72. Jeg har ikke købt en musik CD siden 2000.
  73. Jeg køber til gengæld ofte musik på iTunes.
  74. Jeg er vild med podcast.
  75. Jeg er vild med C.S.I.
  76. Jeg tager hatten af for folk, der tager ansvar for deres eget liv.
  77. Jeg tror ikke på numerologi.
  78. Jeg tror ikke på stjernetegn.
  79. Jeg hylder ytringsfriheden, men synes ikke, at man skal sige/skrive noget, hvis det blot er for at provokere eksempelvis religiøse grupper.
  80. Jeg har været i England, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Kina, Malaysia, Norge, Schweiz, Skotland, Spanien, Sverige, Taiwan, Tyskland, Vatikanstaten og USA.
  81. Jeg er vild med solskin, 23 grader, en let brise og en skyfri himmel :o)
  82. Jeg synes, at tordenvejr og lyn er fascinerende.
  83. Jeg elsker gode fotos og drømmer om at få mere tid til at tage flere fotos.
  84. Jeg har ikke grønne fingre, selv om min far er udlært anlægsgartner :o)
  85. Jeg er begyndt at holde af motion :o)
  86. Jeg har prøvet at løbe 100 km i et hug på én dag!
  87. Jeg er vild med spinning.
  88. Jeg synes ikke længere, man spilder livet ved at få 7-8 timers søvn hver nat :o)
  89. Jeg er ateist.
  90. Jeg er organdonor.
  91. Jeg er tilhænger af rygeforbud.
  92. Jeg er fan af Chris MacDonald.
  93. Jeg er fan af MyC4 og er selv aktiv investor.
  94. Jeg synes, at der er for meget krig og ufred i verden for tiden.
  95. Jeg synes, at enhver form for vold er uacceptabel.
  96. Jeg er tilhænger af en stram våbenlovgivning.
  97. Jeg tror generelt på det gode i mennesket.
  98. Jeg synes, at mangfoldighed er af det gode.
  99. Jeg er et optimitisk menneske
  100. Jeg har (indtil nu) aldrig brækket en eneste knogle i min krop :o)




Vejen frem for musikbranchens overlevelse

24 03 2008

Jeg har netop læst, at Apple forhandler med musikbranchen om muligheden for ubegrænset download af musik via Apple’s iTunes musikportal. Idéen er, at man som bruger betaler et fast månedligt eller årligt abonnement til Apple. Til gengæld får man adgang til al den musik, der findes på iTunes musikportalen (p.t. er der over seks millioner sange på den amerikanske udgave af iTunes).

I mine ører lyder det som en rigtig god idé, faktisk så god, at jeg i hvert fald gerne tilmelde mig denne ordning på forhånd :o) Jeg tror virkelig, at abonnementsmodellen er vejen frem for musikbranchen i kampen mod piratkopieret musik, hvis ellers at prisen bliver attraktiv nok. Hvis man kan få adgang til hundredtusindvis eller millioner af sangen for eksempelvis 40-75 kroner om måneden, tror jeg virkelig det bliver helt uinteressant for de fleste at downloade piratkopieret musik (det er næppe muligt helt at undgå piratkopiering af musik og film).

Så held og lykke fra mig til Apple i forhandlingerne med musikbranchen. Jeg krydser fingre for det lykkes og at vi også her i Danmark kan få ubegrænset download af musik via iTunes :o)





Anbefalelsesværdig iPhone blog

15 03 2008

iphone_blog.jpg

Hvis du er en af de heldige, som allerede har fået fingre i en Apple iPhone, selvom den endnu ikke er blevet officielt lanceret i Danmark, er du måske på udkig efter programmer, tips og tricks og lignende.

I den sammenhæng kan jeg anbefale det danske website “iPhone Blog“, der indeholder masser af gode indlæg om iPhonen, unlock og bootloader guides, hacks, anmeldelser, brugerforum og meget andet.





Min iPhone får en chance til

5 03 2008

iphone4.jpg

Tilbage i oktober måned sidste år sagde jeg farvel og tak til min Apple iPhone efter den havde været en skuffende oplevelse for mig (klik her for at læse om mit førstegangindtryk af iPhone og her for at læse min begrundelse for at droppe den på daværende tidspunkt).

Helt overordnet set var jeg utilfreds med den manglende understøttelse af 3G-netværk og at Apple ikke har udstyret iPhone med ægte push mail funktionalitet. Samtidigt var det irriterende, at synkronisering af kontakter og kalenderaftaler udelukkende kan ske via kabeltilslutning til iTunes frem for, at Apple i det mindste sørgede for at man kunne synkronisere via Bluetooth.

Men desuagtet min skuffelse over de nævnte punkter, har jeg alligevel taget min iPhone til nåde efter, at have oplevet den i brug hos nogle af mine venner. Jeg må krybe til korset og indrømmer nu blank, at iPhonen har en “sexiness” som ingen anden smartphone på markedet kan fremvise. Den er ganske enkelt superlækkert lavet og brugerinterfacet er fantastisk flot lavet med masser af wauw-effekt.

Jeg krydser fingre for, at iPhonen “overlever” lidt længere i mit selskab i denne omgang og indtil videre ser det ganske lovende ud :o) Det ville dog hjælpe rigtig meget, hvis Apple begyndte at supportere ægte push mail.





No surprise at iPhone ikke sælger i Europa

20 01 2008

Jeg læste forleden, at salget af Apples meget hypede iPhone skuffer fælt i Storbritannien. Ikke engang julehandlen kunne sætte gang i salget af iPhone, der er prissat til 269 pund plus minimum 35 pund om måneden i 18 måneder i abonnement og forbrug (altså vil en iPhone koste minimum ca. 9.000 kroner i Storbritannien). Hvor der er blevet solgt op imod fire millioner iPhones i USA og der fortsat er stor efterspørgsel efter produktet, har Apple oplevet noget der minder om det modsatte i de få europæiske lande, hvor iPhone er blevet lanceret.

Egentlig er jeg ikke så overrasket over iPhone ikke er en succes i Europa. Det virker nemlig som om Apple ikke forstår de afsætningsmæssige forudsætninger, der ligger til grund for det store europæiske mobilmarked. Her sælges en stor del af mobiltelefonerne med tilskud fra mange forskellige operatører og forhandlere i modsætning til Apples afsætningsmodel, hvor man kun vælger ét mobiltelefonselskab per land. Desuden hjælper det heller ikke på den “naturlige” prissætning af iPhone, at Apple kræver at få andel i mobiltelefonselskabernes indtægter på taletid og datatrafik. Tværtimod gør det iPhone forholdsmæssig dyrere end tilsvarende smartphones fra andre producenter. Sidst, men ikke mindst, er det selvsagt også et problem, at Apple har valgt at lancere en 2G-mobiltelefon i et forholdsvis teknologimodent marked som det europæiske.

Jeg tror derfor Apple skal overveje at ændre afsætningsmodellen i Europa og erkende, at “one size fits all” ikke dur i et europæiske marked, der er kendetegnet ved at have mange forskellige operatører, et utal billige og forbrugervenlige abonnementsformer samt en massiv konkurrence på mobiltelefoner med tilskud. Vælger Apple til gengæld at tilpasse sig til de generelle vilkår i det europæiske marked for mobiltelefoner, tror jeg til gengæld godt de kan få succes med iPhone, om end jeg ikke tror på samme vilde salgstal som vi har set i USA.