40 % flad skat er stadigvæk en god idé…

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

• Bendt Bendtsen som statminister?
• Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Det haster mere end nogensinde…

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk om et Socialdemokratisk forslag til et nyt dagpengesystem. I hovedtræk går forslaget ud på, at man dels skal tilbyde en højere arbejdsløshedsunderstøttelse end i dag, men til gengæld over en kortere periode end i dag. Samtidigt er partiet åbent over en mere fleksibel model, hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet kan vælge andre dækningsformer. I dag gælder de samme regler for alle lønmodtagergrupper, hvilket har gjort det mindre interessant for især højtlønnede at være medlem af en A-kasse.

Der er efter min mening behov for indtil flere store reformer, eksempelvis i forhold til skattemodel, dagpengesystem, folkepension, sundhedssystem m.m. Og Socialdemokraternes forslag er bestemt et udmærket bud i debatten om en reform af dagpengesystemet. Jeg håber blot, at politikerne ikke begrænser sig til at kigge på beløbsstørrelserne og måske indføre lidt fleksibilitet, men at de denne gang får gjort noget ved selve dagpengeperioden. I dag kan man få dagpenge i ikke mindre end fire år, inden man overgår til kontanthjælp. Det er simpelthen alt for lang en periode, hvilket adskillige eksperter gang på gang også påpeger.

Jeg håber derfor, at vi i de kommende år får reformeret nogle af de væsentligste elementer i den danske velfærdsmodel. Vi lever ikke længere i et standardiseret industrisamfund, hvor man kunne putte befolkningen ind i nogle forholdsvis få og meget firkantede kasser i forhold til velfærdsydelser m.m. Tiden er en helt anden og har allerede været det i mindst et årti. Det haster derfor mere end nogensinde med at få gennemført reformer.

Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat…

Jeg har netop læst på nettet, at Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, foreslår at topskatten bliver sænket og at der måske er færre, der fremover skal betale topskat.

Jeg havde bestemt ikke regnet med, at man nogensinde skulle høre en Socialdemokrat foreslå sænkning af topskatten. Ikke desto mindre er det meget positivt, at også Socialdemokrater vil bidrage til at gøre det mere attraktiv at arbejde og gøre en ekstra indsats, samtidigt med sort arbejde gøres mindre lukrativt.

Så i princippet bør der nu være et stort flertal i Folketinget for en sænkning af topskatten. Og når det nu er tilfældet, vil jeg opfordre vores kære politikere til at handle frem for bare at snakke om tingene. Der er trods alt noget om det engelske ordsprog, som jo siger, at “action speaks louder than words” :o)

Klart nej til kvindekvoter

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har netop fremsat et forslag om, at der skal indføres kvoter for, hvor mange kvinder der som minimum skal være i selskabernes bestyrelser. Helt konkret forlanger Socialdemokraterne, at danske børsnoterede virksomheder skal have minimum 40 procent kvinder i deres bestyrelser om senest fire år. Endvidere har Helle Thorning-Schmidt fremsat krav om, at selskaber, der til den tid ikke overholder disse krav, ganske enkelt skal tvangsopløses.

Jeg vil undlade at kommentere konkret på det useriøse krav om tvangsopløsning af børsnoterede selskaber (forslaget taler vist for sig selv), men derimod holde mig til forslaget om kvindekvoter i bestyrelser. Jeg synes bestemt også, at vi skal have flere kvinder ind på ledelses- og bestyrelsesposter i de danske virksomheder. Men jeg hører til dem, der synes det skal ske af frivillighedens vej og på ingen måde via lovgivning om kvoter og lignende.

Først og fremmest tilsiger mit liberale hjerte mig, at det er forkert at lovgive på et område, hvor det er unødvendigt. Dernæst hylder jeg til enhver tid princippet om, at man skal besætte ethvert job med den mest kvalificerede kandidat, uanset køn. Desuden mener jeg, at danske virksomheder i det hele taget har brug for at kunne sammensætte det bedst kvalificerede hold på både direktion- og bestyrelsesniveau, for at kunne klare sig i konkurrencen i en globaliseret verden. Det dur derfor ganske enkelt ikke med kvoter – hverken i forhold til køn, alder eller lignende.

Jeg siger derfor klart nej til kvindekvoter og lovgivning på dette område. Jeg siger til gengæld også klart ja til flere kvinder i ledelserne og bestyrelser, men det må ske ved at kvinderne kæmper sig frem på lige vilkår med mændene. Endelig er jeg af den overbevisning, at vi under alle omstændigheder kommer til at se mange flere kvinder på topposter og i bestyrelser i tiden fremover – ganske enkelt fordi der allerede er mange dygtige kvinder på vej op af karrierestigen. Ergo behøver politikerne slet ikke at blande sig, da kvinderne nok selv skal gøre sig fortjente til topposterne i erhvervslivet.

SF: En moderne udgave af S?

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

Barselsorlov: Lad dog folk selv bestemme!

I dag har Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fremsat et forslag om, at tre måneder ud af forældrenes i alt 12 måneders barselsorlov skal øremærkes til faderen. Det “hellige” formål skulle være, at få flere fædre til at tage barsel i længere tid og dermed bidrage til mere ligestilling.

Jeg må indrømme jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor politikerne skal blande sig i forældrenes fordeling af barselsorloven. Hvorfor er det lige man vil tage et så drastisk skridt som til at lovgive på området? Hvorfor er det lige politikerne skal blande sig i noget som forældre sagtens selv kan finde ud af? Vi siger ofte, at det er en fri verden vi lever i, hvorfor jeg mener man skal lade forældrene suverænt selv bestemme, hvad det er de ønsker i forhold til fordelingen af barselsorlov.

I det hele taget synes jeg det er et stort problem, at politikerne oftere og oftere forsøger at lovgive sig ud af problemstillinger, som befolkningen godt selv kan finde ud af at regulere. Imidlertid føles det efterhånden som om liberalisme er blevet et fyord, men det er virkelig et samfundsmæssig begreb som vi sagtens kunne få meget mere fokus på. Men i takt med den stærkt øgede lovgivning på stort set et hvilket som helst område (i 2006 kom der ikke mindre end 1.854 nye love og regler), er individets frihedsrettigheder blevet mindre og mindre.

Er det virkelig, hvad vi ønsker i et moderne og frit demokrati?

Så fik Ny Alliance bekendt kulør, men…

Så fik Ny Alliance langt om længe bekendt kulør rent politisk og ønsker nu at fremstå som et klart borgerligt parti. Det sker efter partiets folketingsmedlemmer og kredsformænd har holdt et to dages strategimøde, hvor man erkendte, at det skal være slut med en uklare politiske budskaber og flirteri med Socialdemokraterne. Dermed vil Ny Alliance fremover pege på en borgerlig statsministerkandidat og således være ved sit borgerlige tilhørsforhold.

Personligt synes jeg det er positivt, at Ny Alliance nu melder ud, at det er et borgerligt parti. Jeg ville bare have ønsket de havde gjort det allerede under valgkampen i november sidste år. Oprindeligt ville jeg nemlig gerne have stemt på Ny Alliance, hvis de havde bekendt borgerlig kulør som de gør nu. Men dengang turde jeg ikke satse min borgerlige stemme på et parti, som måske kunne ende med at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men på det tidspunkt troede Ny Alliance desværre, at træerne voksede ind i himlen og at partiet ville få så mange mandater, at de enerådigt kunne afgøre, hvem der skulle være statsminister efter valget. Selverkendelsen i Ny Alliance gør nu heldigvis, at partiet melder klart ud om sit borgerlige tilhørsforhold og samtidigt indtager en noget mere ydmyg position i forhold til måden at søge politisk indflydelse på.

Spørgsmålet er bare, om Ny Alliances udmelding ikke kommer for sent. For den kluntede og næsten amatøragtige måde, som partiet håndterede valgkampen, politiske dueller og diverse personsager på, udstillede desværre en stor grad af inkompetence og umodenhed. Så fra at virke som det tiltrængte friske pust i dansk politik, endte Ny Alliance med at blive opfattet som partiet uden en klar profil og som samlingsstedet for “storbytosser” som det ofte blev sagt i pressen under valgkampen.

Så hvis jeg var Naser Khader, ville jeg virkelig satse på, at der kommer til at gå mindst tre år inden næste folketingsvalg. For det vil måske give ham og resten af Ny Alliance tid nok til at opbygge en seriøs borgerlig profil og vise både nuværende og potentielle vælgere, at partiet har en reel berettigelse i det politiske landskab i Danmark.

Forventet fyring af Jens Rohde

Her til aften kom nyheden om, at TV 2 Radio’s direktør Jens Rohde er blevet fyret som følge af hans kommentering af Ekstra Bladets historie i sidste uge om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen skulle have været spion for Venstre under folketingsvalget i 2005.

Som jeg skrev om forleden, var det er dumt og uklogt af Jens Rohde at udtale sig i den konkrete sag. Hans eneste kommentar burde have været “Ingen kommentar”, men i nærmest vanlig stil kunne Jens Rohde ikke hold mund.

Det er derfor helt forståeligt, at TV 2’s ledelse har besluttet sig for at fyre Jens Rohde. Det ville kun have været et spørgsmål om tid, før Jens Rohde igen ville kommentere politiske forhold, hvilket selvfølgelig ikke ville være foreneligt med jobbet som direktør for TV 2 Radio.