LinkedIn sky…

Sådan ser mit LinkedIn netværk ud i grafisk “skyform”…

Det er ser jo flot, farverigt og helt “galaktisk” ud, men hvem er hvem? :-)

Kvalitet er en relativ størrelse…

I forbindelse med, at jeg sad og browsede mig igennem nogle it-nyheder forleden, faldt jeg over begrebet “oppetid”. Oppetid er et begreb som – hvis man arbejder i it-branchen – ofte bruger når der tales om driften af eksempelvis et serverrum, og man har brug for at sætte et driftmål for det. Oppetiden er således den tid, hvor serverrummet garanteres at være “oppe”, altså den tid hvor det fungerer efter hensigten. Så hvis man siger, at man garanterer at serverrummet har en oppetid på eksempelvis 99,9 %, skal kunden derfor regne med en nedetid på 0,1 % af tiden.

Tiden kan jo så være defineret som mange ting, det kan være i kontortiden eller døgnet rundt. Hvis man bare regner tiden som værende kontortiden fra kl. 8.00-16.00 og lad os for eksemplets skyld sige 250 åbningsdage, skal man altså være indstillet på en potentiel nedetid på 2 timer i løbet af året (0,01 % af 8 timer x 250 dage = 2 timers nedetid). Hvis tiden derimod er 24/7/365 (altså døgnet rundt, ugen rundt, året rundt) giver det en potentiel nedetid på næsten 9 timer om året (0,01 % af 24 timer x 365 dage = ca. 8 timer og 46 minutter).

Anyway, det var egentlig slet ikke min mening at blive så teknisk og begynde at lave alle mulige udregninger. Tanken bag mit blogindlæg er derimod at, at det med oppetid fik mig til at tænke på, at kvalitet i den grad er en relativ størrelse.

Kvalitet er mange ting og det afhænger oftes af de øjne (og nogle gange også ører og næse) der betragter det. Eksempelvis kan to mennesker kan sidde på den samme restaurant og få to vidt forskellige oplevelser. Det kan være at den ene sidder bedre end den anden. Det kan være, at der er forskellige tjenere eller det kan såmænd også være, at det er den samme tjener, men vedkommende behandler de to gæster forskelligt. Så er der jo maden, den ene gæst spiser den bedste bøf vedkommende nogensinde har spist. Den anden gæst kan have fået et fisk som var helt ordinær. Og så der er drikkevarerne – måske havde sidstnævnte gæst valgt at drikke en kraftig rødvin til en smagsmæssig skrøbelige frisk.

Og så har kvalitetsdefinitioner jo også noget at gøre med, hvad emnet drejer sig om. 99,9 % oppetid i et serverrum lyder fornuftigt for de fleste, men for den virksomhed som driver en multi-million webbutik med salg til hele verdenen er det måske ikke godt nok, da nedetid er lig med tab af omsætning for hvert minut webbutikken ikke virker. Hvis jeg var meteorolog og sagde, at der er 99,9 % chance for det bliver solskin i morgen, ville solhungrende danskere klappe i deres hænder og sige, at det lyder rigtig godt. Hvis Københavns Lufthavne derimod kun opererede med 99,9 % “oppetid”, ville det betyde at 8-10 fly ville styrte ned – hver dag! Så hos Københavns Lufthavne er dette kvalitetsmål altså ubetinget 100,0 %.

Omvendt er et kvalitetsmål på 100 % heller ikke en garanti for kvalitet i absolut forstand. Det er nok de færreste, som vil ophøje fastfood fra McDonald’s til at være (rigtig) god mad og stedet, hvor man får kulinariske oplevelser i topklasse. Næ, her drejer kvalitet sig om ensartethed, hvilket er lig med ultrastram konceptstyring og det samme produktsortiment over hele kloden – de lokale afvigelser er i hvert fald yderst begrænsede. Det er faktisk så standardiseret koncept, at man lige frem taler om Big Mac indexet, når man sammenligner købekraft på tværs af alverdens lande! Så uanset om du besøger McDonald’s i Sønderborg eller Singapore, så får du samme oplevelse, samme produkt, samme service, samme kvalitet, men dog ikke samme pris :-) Der er ikke garanti for nogen stor smagsoplevelse, men til gengæld smager maden på samme måde hver eneste gang ;-)

Nå, men min endelige pointe er egentlig, at  min verden er kvalitet noget man vælger – også selv om det er en relativ størrelse :-)

Fire hvalpe til salg…

En bonde havde nogle hvalpe til salg. Han lavede et skilt, hvorpå der stod: “4 hvalpe til salg”. Skiltet satte han op for enden af vejen.

Mens han gjorde sig færdig, mærkede han lige pludselig et ryk i sit bukseben. Bonden så ned og lige ind i øjne på en lille dreng. ”Undskyld” sagde den lille dreng”. Jeg vil gerne købe en af dine hvalpe”. ”Okay” sagde bonden, mens han kløede sig i nakken. ”Disse hvalpe er efter avlskåret forældre og koster mange penge”.

Den lille dreng så ned et øjeblik, hvorefter han gravede dybt ned i lommen. Drengen tog en håndfuld mønter op og sagde: ”Jeg har 3 kroner. Er det nok til at få lov til at se dem?”. ”Selvfølgelig” sagde bonden og gik frem ad, medens han kaldte ”Kom, Dolly”.

Ud af hundehuset kom Dolly løbende med 4 uldtotter lige i hælene. Den lille drenge pressede sit ansigt imod hegnet og gjorde store øjne. Medens hvalpene nærmede sig, så drengen en hvalp, der bevægede sig ved hundehuset. Stille men sikkert kom en anden lille uldtot frem, noget mindre end de 4 andre hvalpe. Hvalpen gjorde sit bedste for at følge med de andre. “Den vil jeg ha’”, sagde drengen, mens han pegede ivrigt på det lille pus.

Bonden satte sig ned på knæ ved siden af drengen og sagde: ”Knægt, den hund vil du ikke have, den vil aldrig blive i stand til at løbe og lege, ligesom de andre hvalpe”.

Den lille dreng gik et par skridt væk fra hegnet og bøjede sig og trak op i buksebenet. Bonden så nu, at den lille dreng havde stålskinner på hver side af benet, som var sat fast til en speciellavet sko. Drengen kiggede op på bonden og sagde: ”Du regnede heller ikke med, at jeg kan løbe og lege og uldtotten har brug for en, der forstår ham”.

Med tårer i øjne bøjede bonden sig ned og samlede den lille hvalp op. Forsigtigt lagde han den i drengens arme.

”Hvor meget koster den?” spurgte den lille dreng… “Ingenting” svarede bonden og fortsatte: “Ingen betaler for kærlighed”.

Linie 3: Man har et standpunkt…

Hvis man skal tro Ekstra Bladet (det skal man jo, for det passer jo altid, hvad de skriver i avisen), så genopstår Linie 3 åbenbart.

Dette sker desuagtet, at Preben Kristensen tilbage i september 2007 meldte ud, at han ikke igen vil gå på scenen med Anders Bircow og Thomas Eje, og at det dermed var et farvel til Linie 3. Dengang udtalte Preben Christensen, at der ikke længere var den energi og inspiration, der skal være til for at det ville være sjovt at drive Linie 3 videre. Samtidigt gav han udtryk for, at både tiden og de tre scenekunstnere har ændret sig så meget, at de var vokset fra hinanden.

Jeg tænker, at finanskrisen m.m. åbenbart har kradset så meget hos de tre kunstnere, at de vælger at trække kortet med, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og det er selvfølgelig også helt fair.

Umiddelbart får jeg dog den tanke, at der er en stor risiko for, at det bliver et krampagtigt forsøg på at komme tilbage på den danske showbiz scene, hvor der er løbet ufatteligt meget vand gennem åen over de sidste fem år. Samtidigt er det oprindelige Linie 3 publikum næppe blevet større – faktisk er det jo nok nærmere blevet mindre som følge af “naturlig afgang” i kundesegmentet! Samtidigt er publikum ikke ligefrem blevet mindre kritisk, og derfor også kræver reel kvalitetsunderholdning og comedy.

Personligt tror jeg, at tiden er løbet fra Linie 3, og at det derfor bliver til et forkølet forsøg på at vende tilbage til scenen. Omvendt kan jeg rent kommercielt sagtens ønske dem et godt comeback ud fra en holdning om, at alt, hvad der kan give vækst i det private forbrug bliver hilst velkommen fra min side for tiden, også selv om det drejer sig om Linie 3 ;-)

Historien om mayonnaisekrukken…

I forbindelse med mit foredrag i onsdags i Højbjerg, kom en ung fyr op til mig efter foredraget, fordi han gerne ville dele en sød lille historie om livsfilosofi med mig.

Jeg havde “trigget” ham i forbindelse med, at jeg under foredraget også havde været inde på, at jeg synes at mange mennesker burde gå efter et mere simpelt liv. I stedet for at have en superhektisk uge, hvor man skal nå en million ting og se alle mulige mennesker, burde man efter min mening få fokus på færre ting, og det som virkelig betyder noget her i livet.

Efter at jeg havde læst historien, tænkte jeg at, at den rammer præcist ind i mit eget budskab om at gå efter et mere simpelt liv. Og da den unge fyr var så venlig at dele historien med mig, tænkte jeg, det ville være en god idé at gøre som ham, og give historien videre til andre. Så her kommer historien om mayonnaisekrukken, som er god at have i baghovedet, når tingene i livet næsten bliver for meget og når 24 timer om dagen ikke er nok:

En professor stod foran sit filosofihold og foran ham lå nogle ting.

Da timen begyndte, tog han – uden et ord – en meget stor og tom mayonnaisekrukke op og begyndte at fylde den med golfbolde. Så spurgte han studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om, at den var.

Professoren tog så en kasse småsten og hældte dem i krukken. Han rystede krukken let. Småstenene rullede ind i de tomme områder mellem golfboldene. Så spurgte han igen studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om.

Det næste professoren tog op, var en kasse sand, som han hældte i krukken. Selvfølgelig fyldte sandet alt andet op. En gang til spurgte han, om krukken var fuld. Studenterne svarede med et enstemmigt ”ja”.

Så fandt professoren to kopper kaffe frem under bordet og hældte deres indhold i krukken, hvilket effektivt fyldte de tomme rum mellem sandkornene. Studenterne lo. ”Nu,” sagde professoren, mens latteren døde ud, ”ønsker jeg, at I forstår, at denne krukke repræsenterer jeres liv.

Golfboldene er de vigtige ting – Gud, familien, børn, helbred, venner og foretrukne lidenskaber. Ting, som – hvis alt andet blev mistet og kun de var tilbage – stadig ville gøre dit liv fuldt. Småstenene er de ting, der betyder noget, såsom dit job, hus og bil. Sandet er alt det andet – de små ting”.

”Hvis du først hælder sandet i krukken,” fortsatte han, ”er der ikke plads til småstenene og golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis du bruger al din tid og energi på de små ting, vil der aldrig være plads til de ting, der er vigtige for dig.

Så vær opmærksom på de ting, der er alfa og omega for din lykke. Leg med dine børn. Tag dig tid til at få lavet helbredsundersøgelser. Tag din partner med ud til middag.

Der vil altid være tid til at gøre huset rent og fikse den dryppende hane. Tag dig af golfboldene først – de ting, der virkelig betyder noget. Lav dine prioriteringer. Resten er bare sand”.

En af studenterne rakte hånden op og spurgte, hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: ”Jeg er glad for, at du spurgte”. ”Den er bare med for at vise, at lige meget hvor meget, du har stoppet ind i dit liv, er der altid plads til et par kopper kaffe med en ven”.

Fortsat spild af papir…

På denne tid af året bliver der som bekendt spildt adskillige regnskove på tonsvis af julekataloger. Og for at det ikke skal være løgn, bliver der såmænd fældet yderligere en skov eller to i form af, at De Gule Sider nu er i fuld gang med at uddele deres lokale fagbøger i hele landet, i mit eget tilfælde “Storkøbenhavn Fagbogen for 2011″ – en lækker lille telefonbog på lidt over 600 sider!

Jeg har før givet udtryk for, at jeg synes det er spild af papir at fortsætte med at udgive fysiske telefonbøger på den måde som man fortsat gør. For et par år siden viste tal, at der blev trykt i omegnen af 10 millioner telefonbøger om året, hvilket svarer til ca. 6.500 tons papir og en udledning på ca. 13.000 tons CO2. Og da jeg har en formodning om, at det er et fåtal, der efterhånden bruger gammeldags telefonbøger, og størstedelen af disse millioner af telefonbøger ryger direkte i genbrugscontaineren, er der altså tale om miljøspild i stor skala.

Jovist, der findes helt sikkert en gruppe af borgere, der stadigvæk vælger at bruge en gammeldags telefonbog til at finde et telefonnummer i, og fint nok med det. Men derfor er der jo ingen grund til at trykke fysiske telefonbøger til samtlige husstande i landet. I stedet burde man lave en ordning, hvor man aktivt tilmelder sig og siger ja tak til at få tilsendt en fysisk telefonbog.

Imidlertid ville det ikke interessant for telefonbogsforlagene at indføre sådan en service. For i så fald ville deres oplag styrtdykke, og dermed ville grundlaget for at sælge annoncer stort set kollapse, eller i hvert fald blive stærkt reduceret.

Jeg forstår dog ikke, hvorfor at annoncører anno 2010 ikke har gennemskuet forlagenes “forretningsmodel”, som jo primært går ud på at fortælle interesserede annoncører om, hvor mange tusindevis eller millioner af husstande de kan ramme ved at komme med i telefonbøgerne. Hvis der nu fandtes officielle tal for, hvor mange der med det samme smed de gammeldags telefonbøger i genbrugscontaineren med det samme, var det næppe så interessant at annoncere på denne måde. I hvert fald ville det nok resultere i et krav om en stærkt reduceret pris på annoncerne, når det reelle antal “læsere” er markant mindre, end det fysiske oplagstal er et udtryk for.

Frisk på at deltage i en lille afstemning? Så klik på et af svarene i nedenstående stemmeboks og fortæl, hvad din hustand gør med de telefonbøger som du/I modtager. Og har du lyst til at kommentere indlægget, er du selvfølgelig mere end velkommen til at smide en kommentar.

Så skal vi desværre til det igen…

Så skal vi desværre til det igen… det der med at stille urene en time tilbage som følge af indførelsen af vintertid.

Umiddelbart giver det os selvfølgelig mulighed for at sove en time ekstra, men det ændrer bare ikke på, at jeg fortsat synes, at det er øv med vintertid, hvilket jeg efterhånden har givet udtryk for en del gange.

En ting er at vågne op, når det fortsat er mørkt om morgenen, men det er altså nærmest deprimerende, at det stort set bliver mørkt med det samme igen.

Suk, lige nu er der godt nok lang tid til forår…

Hvorfor spilde politikertid på den slags?

I et ellers ganske moderne samfund som det danske bliver der desværre ofte sat fokus på politiske enkeltsager. Det får beklageligvis politikerne til at udvise en usmagelig stor grad af populisme, hvilket resulterer i, at der bliver sat fokus på sager og problemstillinger, der efter min mening slet ikke har nogen reel samfundsmæssig og politisk relevans.

Aktuelt tænker jeg selvfølgelig på sagen om sms-afstemningen i X Factor. Der er åbenbart blevet sået tvivl omkring validiteten af afstemningen, og det er naturligvis ikke okay. Selvfølgelig skal der være styr på den slags afstemninger og man skal kunne stole på dem.

Men når det er sagt, er der efter min mening ingen grund til at politikerne bruger så meget som et sekund på sådan en sag. Nej, den har ikke samfundsmæssig eller politisk betydning eller relevans. Selvfølgelig skal der være styr på en afstemning på en Public Service kanal som DR, men der er trods alt ikke tale om et folketingsvalg eller lignende. X Factor er trods alt kun et underholdningsshow!

Ikke desto mindre har Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht alligevel valgt at kalde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd i Folketinget om denne sag.

Hvad i alverden er det for noget at spilde politisk taletid og fokus på, og så endda i form af et samråd i Folketinget? Jeg troede ellers, at vi netop lige nu havde langt større og mere vigtige problemer i vores samfund, end en sms-afstemning i et talentshow.

Lakker det mod enden for De Gule Sider?

Jeg har før skrevet om det enorme spild af papir, og deraf følgende miljøbelastning, der hvert år opstår i forbindelse med udgivelsen af de gammeldags telefonbøger.

Tallene er ganske vist et par år gamle, men på det tidspunkt blev der trykt ikke mindre end 10 millioner telefonbøger om året, hvilket kræver ikke mindre end 6.500 tons papir og resulterede i en udledning på ca. 13.000 tons CO2.

Men måske er der håb forude. I hvert fald kan jeg konstatere, at dette års udgave af “De Gule Sider” virker betydelig mindre end den forrige udgave. Dermed er mængden af papir reduceret og således også miljøbelastningen.

Efter min mening er det stadigvæk helt unødvendigt med gammeldags telefonbøger, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg har brugt en sådan, og det gælder ikke kun mig. For et par år siden viste en undersøgelse af Danmarks Statistik, at to ud af tre danskere brugte nettet til at finde navne og numre, og mon ikke at det tal er markant højere nu. Det har i hvert fald aldrig været nemmere at søge og finde personer, telefonnumre og firmaer.

Med hensyn til den telefonbog som jeg modtog i dag, så er den i vanlig stil allerede “ekspederet” videre til genbrugscontaineren :-)

Hvad sker der med folk?

Her til aften har jeg set et videoklip på Jyllands-Postens website omhandlende tyveri af benzin.

Ifølge indslaget bliver der stjålet benzin hvert femte minut fra danske tankstationer, svarende til over 100.000 gange om året.

Ganske vist er benzinpriserne steget til et meget højt niveau over de seneste år, men hvad er det lige der sker der med folk, når de gør sig til tyve for en tankfuld benzin?