En solrig dag med masser af golftræning

7 05 2008

I dag havde jeg og en kollega taget fri for at kunne deltage i fem timers intensiv golftræning på Nyholm Golf Academy. Her skulle vi igennem tre træningssessioner med videoanalyse af vores golfsving , “radaropmåling” af vores putting og sidst, men ikke mindst, træning i indspil.

Udover, vi kunne nyde en dejlig solrig dag, var det en meget positiv og meget lærerig oplevelse med den målrettede træning. Vi startede med, at få målt vores puttersving i et såkaldte “SAM Putting Lab” (se ovenstående foto), hvilket var yderst lærerigt. Det var ganske enkelt imponerende, hvad denne opmåling kunne afsløre samtidigt med, at det var forholdsvis let, at forbedre sit putterstroke på basis af analysen.

Leif Nyholm stod for videoanalysen af vores golfsving. Analysen afslørede på ubarmhjertelig vis en række “udviklingsområder” indenfor opstilling, grip og selve svinget. Heldigvis forstår Leif, at tilsætte en god portion humor til hans instruktioner, hvilket gør det ganske underholdende at blive trænet af ham :o)

Vi sluttede af med træning i det korte spil omkring green, hvilket også var lærerigt. Så alt i alt var det så absolut værd at tage køreturen til Skjoldnæsholm. Forud venter nu bare masser af træning således, at jeg kan få konverteret trænernes feedback til konkrete resultater :o)





Ned i handicap igen :o)

28 04 2008

Otte af mine medarbejdere og jeg har netop været afsted i tre dage til det årlige “Meet The Best” firmaarrangement sammen med 341 andre PC-WARE kolleger fra ikke mindre end 23 forskellige lande. Formålet med arrangementet var, at fejre de bedste af de bedste og anerkende medarbejdere, der har ydet en ekstraordinær stor indsats igennem det finansår, der sluttede ved udgangen af marts måned.

I år blev “Meet The Best” afholdt på Robinson Club i Fleesensee, som ligger en lille times kørsel fra Rostock. Udover, at Robinson Club havde masser af fine fritidsfaciliteter, et godt serviceniveau og glimrende mad, var stedet også kendetegnet ved at være placeret i naturskønne omgivelser. Og sidst, men ikke mindst, udmærkede området sig ved at have indtil flere flotte golfbaner: Hvad mere kan man så ønske sig :o)

Der blev heldigvis tid til en runde golf i løbet af weekenden og personalet på Robinson Club anbefalede den flotte, men også svære Schloss Course golfbane. Heldigvis var vejret rigtig godt med masser sol og ikke alt for megen vind. Forudsætningerne for en god runde golf var derfor tilstede, hvilket jeg tillod mig at udnytte: Jeg scorede nemlig 37 points og kunne således få skrevet mit handicap ned igen, denne gang til 14.2 :o)

Det er helt sikkert ikke sidste gang, at jeg har spillet Schloss Course. Tværtimod er det altid ekstra dejligt og positivt, at vende tilbage til en golfbane, hvor man gik ned i handicap under den aller første runde :o)





Øv, danskerne er ude af The Masters…

11 04 2008

Desværre kommer vi ikke til at se de danske farver i forbindelse med weekendens finalerunder af The Masters. Hverken Søren Hansen eller Anders Hansen formåede at holde sammen på spillet på den meget svære bane og score de birdies, der var nødvendige for at klare cuttet.

For Sørens vedkommende sluttede han med en samlet score på ni slag over par, hvilket var hele seks slag fra cutgrænsen. Og hvad angår Anders’ slutresultatet, så var det endnu værre, idet han sluttede med en samlet score på 11 slag over par. Dermed var ingen af danskerne i nærheden af at klare cuttet.

Det er selvfølgelig drønærgerligt, de ikke kvalificerede sig til at gå videre, men i det mindste kan Søren og Anders glæde sig over, at have deltaget i en helt unik og speciel golfturnering. Personligt ville jeg i hvert fald gerne have “nøjedes” med, at være med i de første to dage af lige netop denne turnering :o)





“Do Not Disturb” i de kommende dage…

10 04 2008

Så er vi igen nået til et af de tidspunkter på året, hvor jeg sætter “Do Not Disturb” skiltet på dørhåndtaget - i hvert fald i de kommende fire dage.

Årsagen til det skal findes i det faktum, at det atter er blevet tid for afholdelse af en af verdens mest traditionsrige og prestigefyldte golfturneringer i form af “The Masters“, der siden turneringens start i tilbage i 1934, er blevet spillet på den legendariske Augusta National Golf Club i Georgia, USA.

Dermed kommer jeg til at sidde klistret til tv-skærmen i de næste fire aftener og blandt andet følge Anders Hansen og Søren Hansen, der i år repræsenterer de danske farver under turneringen (Thomas Bjørn kvalificerede sig desværre ikke og er dermed ikke med for første gang i otte år). Jeg krydser fingre for Anders og Søren og håber på, at de i første omgang klarer cuttet og derefter kan kæmpe sig til en flot slutplacering. De to danskere er ganske vist ikke blandt de åbenlyse favoritter til at vinde den prestigefyldte turnering, men de har i hvert fald chancen.

Men tilbage til udgangspunktet for dette indlæg: Kære mor, vær sød og lad være med at ringe til mig i løbet af de næste fire dage for at høre, hvordan jeg har det. Jeg har det fint, men send dog gerne flere penge :o) Jeg ringer til dig på mandag, når jeg igen er sluppet ud af min lille “Masters golfboble” :o)





Tiger Woods: En imponerende sejrsvilje!

16 03 2008

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

tigerwoods29.jpgUnder Arnold Palmer Invitational turneringen, der blev spillet på Bay Hill banen i Orlando, viste Tiger Woods endnu engang, at han besidder en imponerende vilje til sejr. Ganske vist måtte Tiger kæmpe hårdt og han var langt fra så oplagt som vinder som han ellers så ofte er. Helt frem til det sidste hul, så det faktisk ud til, at Tigers landsmand, Bart Bryant, måske kunne hive sejren i land. I hvert fald var kravet til Tiger, at han som minimum skulle lave par på sidste hul for at komme i omspil med Bart Bryant. Der var selvfølgelig også chancen for, at Tiger kunne vinde turneringen, hvis han lavede en birdie. Men da det svære 18. hul ikke var et åbenlyst birdie-hul og Tiger havde et svært put på lidt over syv meter for birdie, var der virkelig spænding til det sidste. Men som vi har set så mange gange før, gjorde Tigers enorme sejrsvilje hele forskellen, da han sænkede det lange put for birdie og vandt Arnold Palmer Invitational - endda for femte gange siden 2000! Det blev samtidig Tigers sjette sejr i træk og den 64. sejr på PGA Tour’en. Jeg tager virkelig hatten af Tiger Woods, for han giver aldrig op og kæmper altid til det allersidste put. Det er sejrsvilje så det batter!





Endnu en topplacering til Thomas Bjørn

16 03 2008

tbjoern1.jpg

Det lykkedes endnu engang Thomas Bjørn, at opnå en topplacering og denne gang skete det i forbindelse med Ballantine’s Championship turneringen i Sydkorea. Her fik Thomas kæmpet sig op på en delt femte plads, hvilket dels giver ham ca. 72.000 euro (ca. 536.000 kroner) i præmiepenge og ikke mindst nogle meget vigtige points til verdensranglisten. Turneringen blev vundet af nordirske Graeme McDowell efter omspil med indiske Jeev Milkha Singh.

Ganske vist er en femte plads jo langt fra det samme som at vinde turneringen - specielt når der er hele 10 slag op til vinderscoren. Men som jeg har været inde på i et tidligere indlæg, er endnu en top-10 placering det, der skal til for at bringe Thomas Bjørn tilbage mod tidligere tiders storform. Aktuelt ligger Thomas på en 123. plads på verdensranglisten og der skal derfor kæmpes hårdt for at komme tilbage i verdens top-50, som er der man skal være, hvis man vil deltage i de mest prestigefyldte turneringer. Men noget tyder på Bjørnen for alvor er på vej ud af sit vinterhi.





Hvis man vil fange en Tiger…

1 03 2008

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

tigerwoods27.jpg

I de seneste par måneder været skrevet en del om, at det er problematisk for golfsporten når verdens bedste golfspiller, Tiger Woods, er så suveræn som han er. Nogle kritikere mener Tiger er så god, at det er ved at blive trivielt at se de turneringer, som han deltager i - for Tiger er altid favorit til at vinde. I samme moment har der været fremsat forslag om, at der måske burde indføres et handicapsystem i lighed med det som amatørgolfspillere anvender eller at de bedste spillere i en turneringerne skal pålægges sværere vilkår end resten af feltet á la det som man gør i nogle former for motorsport.

Der er ingen tvivl om Tiger Woods er i en klasse for sig, hvilket den officielle verdensrangliste er med til at udstille med al tydelighed: I over ni år har Tiger kunne kalde sig for verdens bedste golfspiller og han har fortsat et større pointforspring til Phil Mickelson, verdens nr. 2, end Mickelson har ned til nr. 1.000 på verdensranglisten! Og da Tiger Woods allerede har vundet ikke mindre end 87 professionelle turneringer og hele 13 majors i en alder af kun 32 år, vil han utvivlsomt kunne blive ved i mange år endnu med at slå rekorder indenfor den professionelle golfverden.

Tiger Woods dominerer således den professionelle golfverden, men det gør han kun fordi han virkelig er dygtigere end sine konkurrenter. Men desuagtet at Tiger er verdens bedste golfspiller, så gør det ham ikke uovervindelig - slet ikke endda. Ganske vist vinder Tiger mange turneringer og han har da også vundet de seneste fem turneringer som han har stillet op i. Det ændrer dog ikke ved det statistiske faktum, at manden er til at slå. Man skal ganske vist stå tidligt op, hvis man vil vinde over Tiger Woods, men det er på ingen måde umuligt.

Jeg synes derfor det er noget pjat at begynde at tale om, at der bør indføres et handicapsystem eller lignende med det formål at give andre professionelle golfspillere bedre chance for at slå Tiger i de turneringer han stiller op i. Hvorfor skal verdens bedste straffes for sit talent og vedholdende arbejde med sit spil? Hvis Tigers konkurrenter ønsker at vinde over ham, er der kun én måde at gøre det på: De må ganske enkelt træne og arbejde meget mere med deres golfspil - både med den fysiske og mentale del af spillet. Og så gælder det ellers bare om at spille turneringer og holde fast. Så er der i det mindste en statistisk mulighed for at kan vinde over Tiger Woods.

PS: Personligt har jeg vundet adskillige gange over Tiger og det er faktisk ikke så svært som skulle tro. Problemet er bare, at det desværre kun sker i mine golfdrømme og på Xbox’en :o(





Er Bjørnen på vej ud af vinterhi?

11 02 2008

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

tbjoern15.jpg

De golfinteresserede her i landet er sikkert bekendt med, at Thomas Bjørn har kæmpet meget med sit spil igennem det sidste års tid. De manglende sportslige resultater har således medført, at Thomas’ placering på verdensranglisten næsten har været i frit fald siden 31. december 2006, hvor han lå på en respektabel 46. plads (som blandt andet giver adgang til de prestigefyldte majorturneringer) til i dag, hvor han ligger på en 109. plads (klik her for at læse et tidligere indlæg om, hvad jeg mener der skal til for at få Thomas Bjørn tilbage i verdens top-50).

Men nu er Bjørnen måske på vej ud af sit vinterhi. I hvert fald er det et faktum, at Thomas opnåede en særdeles fornuftig delt sjette plads under Emaar-MGF Indian Masters golfturneringen, der netop er blevet afholdt i Delhi, Indien. Han måtte ganske vist kæmpe lidt undervejs, men alligevel lykkedes det for Thomas at holde fast i spillet, hvilket altså resulterede i den delte sjette plads.

Men det er nok alligevel lidt for tidligt at komme med forudsigelser om, at Thomas dermed er tilbage i verdens top-50 i løbet af 2008-sæsonen, for det kræver en del flere top-10 og top-20 resultater. Men jeg krydser nu alligevel fingre for, at sjette pladsen i Indien er starten på en stime af gode sportslige resultater for Bjørnen.





Måske skulle PGA Tour’en tage fat i turneringsudvalget hos Simon’s

27 01 2008

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

pgaleaderboard.jpg

Hvis du følger lidt med på den amerikanske PGA Tour, har du måske hørt om indførelsen af en ny cut-regel, der har til formål at forhindre feltet i at blive for stort til finalerunderne. Den nye regel har imidlertid skabt vrede blandt en række spillere, der synes reglen er uretfærdig. Kort fortalt indebærer cut-reglerne, at det kun er de 70 bedste spillere og dem, der ligger lige med nummer 70, der går videre efter de indledende runder. Den nye regel betyder dog, at der højest kan gå 78 spillere videre til finalerunderne. Hvis der er flere end 78 spillere, flyttes cutgrænsen ned med ét slag, hvorefter der sorteres fra. Eksempelvis klarede 85 spillere det “normale” cut i denne uges PGA turnering, men den nye regel gør, at der bliver skåret yderligere 19 spillere fra således, at kun 66 spillere går videre.

Man kan altid diskutere om den nye regel er for hård, men hvis det er fordi PGA Tour’en har svært ved at håndtere så mange spillere i et finalefelt, vil jeg meget gerne hjælpe med at skabe kontakt til de dygtige mennesker i turneringsudvalget hos Simon’s Golf Club. Vores turneringsudvalg har nemlig ikke noget problem med at håndtere en turnering med op til 120 deltagere i finalerunden :o)





Velfortjent hæder til Søren Hansen

2 01 2008

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

soren_hansen1.jpg

I dag blev Søren Hansen kåret som Årets Danske Golfspiller af de danske golfjournalister. Udover æren og 25.000 kroner, som Søren straks donerede til Dansk Golf Unions juniorarbejde, modtog han også “Den Gyldne Golfbold” som et synligt bevis på kåringen, der begrundes med en imponerende 2007-sæson. Den bød blandt andet på en tredjeplads i Johnny Walker Championship, andenpladser i Open de France og Deutsche Bank Players’ Championship og sidst, men ikke mindst, en fantastiske sejr i Mercedes-Benz Championship tilbage i september måned.

Jeg har selv haft fornøjelsen, at møde Søren en håndfuld gange i forbindelse med min virksomheds deltagelse i Team Carlsberg Golf arrangementer, hvor vi har kunder med ude og spille golf med de danske golfstjerner. I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at berette om, hvor behagelig og cool en fyr Søren er. Han er hele tiden i godt humør og er altid frisk på at give os almindelige dødelige en demonstration af, hvordan man også kan spille golf :o) Så udover resultaterne taler for sig selv, kan jeg kun være helt enig med de danske golfjournalister om, at Søren virkelig fortjener kåringen som Årets Danske Golfspiller :o)





Rigtig god DVD til amatørgolfspillere

23 12 2007

fdmm.jpgDa jeg for nyligt var forbi min lokale golfbutik, faldt jeg over den danskproducerede instruktionsvideo “Find din mentale medspiller”, der omhandler det mentale aspekt af golfspillet. Denne DVD henvender sig i høj grad til alle os amatørgolfspillere, der har oplevet, hvordan man nærmest kan brænde mentalt sammen, hvis spillet ikke lige arter sig som man vil, under en runde golf med vennerne.

Man får blandt andet teknikker til, hvordan man kan blive bedre til at koncentrere sig, når det gælder og alligevel nyde de andre kvaliteter en golfrunde også indeholder. Man lærer også om begrebet “problem kontra vilkår”, som indebærer, at man skal lade være med at”psyke” sig selv negativt, hvis bolden skal slås fra et dårligt leje eller hen over en stor sø - tværtimod skal man “bare” se det som et vilkår og i stedet fokusere positivt på selve golfslaget.

Alt i alt er det en særdeles anbefalelsesværdig instruktionsvideo som er ideel til alle amatørgolfspillere, der gerne vil arbejde mere med den mentale del af deres spil. Hele DVD’en tager lidt over en time at se første gang, men takket været en god afsnitsindeling, er det nemt at finde frem til specifikke emner, hvis der pludselig skulle være noget man gerne vil have genopfrisket.





Flere fede golfsko :o)

11 12 2007

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

fj_golfsko.jpg

Tidligere i år så jeg nogle utrolig fede og “friske” Church’s golfsko i herretøjsbutikken “Garodkin” på Frederiksberg (klik her for at se, hvad jeg mener med “friske”). I dag faldt jeg så over endnu et par fede golfsko, denne gang fra den amerikanske producent af golfsko, handsker m.m., FootJoy.

Men hvor Church’s golfsko generelt er meget farverige og “friske” i sit udseende, er FootJoys Classics Custom Exotics2 golfsko meget klassiske i sit udseende med undtagelse af materialevalget, hvor man kan vælge ægte skind fra alligator, øgle eller struds, hvis man altså er til den slags. Til gengæld må man virkelig til lommerne, hvis man skulle få lyst til at købe disse golfsko: 2.795 dollars eller ca. 14.200 kroner i dagens kurs plus fragt og eventuel moms skal man være indstillet på at betale, inden man kan sætte fødderne i disse yderst eksklusive golfsko. Om man så overhovedet tør tage dem på ud på golfbanen og risikerer, at de fine golfsko får snavs, mudder og vand på sig, skal jeg lade være usagt - specielt fordi jeg ikke selv har tænkt mig at bruge så mange penge på et par golfsko :o)





Totalt sammenbrud for Els på sidste hul

9 12 2007

britishflag2.jpg  Click here for English version of this post.

ernie_els3.jpg

I dag har jeg siddet og fulgt sidste runde af Alfred Dunhill Championship golfturneringen i Sydafrika, hvor Ernie Els startede dagens runde med at være to slag foran engelske Lee Slattery og hele fire slag foran to andre englændere, John Bickerton og Ross McGowan. Egentlig var der ikke lagt op til den store spænding og alle forventede, at Ernie Els rutinemæssigt ville hive sejren i land - han var trods alt feltets bedst rangerede spiller med en markant margin endda! Og helt frem til 18. hul så det da også ud til, at det ville blive resultatet, idet de øvrige spillere ikke formåede at lægge et reelt pres på Ernie Els.

Men på trods af favoritværdigheden og et ellers meget stabilt spil frem til 18. hul, fik Ernie Els ikke mindre end et totalt sammenbrud på 18. hul, da han på chokerende vis smed sit forspring væk med et spil, der mindede om det en gennemsnitlig amatørgolfspiller kan præstere. Da Els stod og skulle til at slå sit andet slag på 18. hul, der er et par 5 hul med masser af vand omkring green, var han stadig to slag foran nærmeste forfølger. Ernie Els kunne sagtens vælge at spille sikkert med et lay-up slag og gå efter en potentiel birdie eller en rimelig sikker par. Han valgte dog at gå efter greenen, hvilket skulle vise sig at være et dårligt valg, for bolden var slet ikke lang nok og røg i vandet.

Det var dog ikke nogen katastrofe i sig selv, da Els stadigvæk kunne nå at vinde turneringen, selv om han nu måtte tage et drop og skulle til sit fjerde slag. Og det er så her det for alvor gik galt for verdens femte bedste golfspiller: Els slår nemlig et nærmest amatøragtigt slag, som sender bolden i vandet igen og pludselig er føringen ikke alene sat over styr - nu var han nødt til at komme ind og i for bare at være sikker på et omspil. Els fik nu langt om længe slået bolden ind på green og skal hole et langt fra sikkert put for at komme i omspil. Desværre lykkedes det ikke for Ernie Els, der på chokerende vis dermed forærede sejren til John Bickerton, der ellers allerede var i klubhuset og havde indstillet sig på en anden eller tredje plads.

Men som enhver golfspiller ved, så er golf et meget ondt spil til tider :o(





Et godt golf-initiativ fra Henrik Knudsen

30 11 2007

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

golfbooks1.jpg

Til de mange danske golfspillere, der gerne vil læse bøger om deres hobby og sportsgren, er der godt nyt: Danmarks bedste golfkommentator i form af Henrik Knudsen har sammen med Dansk Golf Union taget initiativ til at lancere www.golfbooks.dk, som er en virtuel bogbutik, der primært vil sælge golfbøger, men også DVD’er og spil indenfor golfverdenen.

De, der kender lidt til Henrik Knudsen, ved at han i mange år har været en inkarneret samler af bøger om golf. Det virker derfor helt naturligt, at det lige netop er ham, der er med til at starte Danmarks første virtuelle specialboghandel for bøger om golf. Jeg håber samtidigt, at det er startskuddet til, at vi kan få en masse spændende golfbøger her til landet - enhver, der har kigget efter denne slags bøger i danske bogbutikker, ved at ikke ligefrem er en genre, der optager megen plads på butikshylderne :o)





Så lykkedes det igen :o)

25 11 2007

leif_golf.jpg

Selv om vejrguderne absolut ikke var på min side i dag, lykkedes det alligevel at få spillet en rigtig god runde golf - faktisk så god, at jeg igen skal reguleres ned i handicap :o)

Egentlig skulle jeg bare have spillet ni huller med min gode ven Mikkel, men med seks par og 23 stableford points på scorekortet efter de første ni huller, var jeg pludselig frisk på at spille runden færdig - det kunne jo være, at jeg kunne holde fast i det gode spil og måske ende med at gå ned i handicap :o) Det skulle dog vise sig, at jeg måtte kæmpe lidt mere for spillet på de sidste ni huller, men jeg fik alligevel hevet 15 points hjem på bag-ni. Dermed opnåede jeg en samlet score på 38 points, hvilket rækker til en nedskrivning af mit handicap med 0,6 points til 14,4.

Det er også ensbetydende med, at jeg nu skal reguleres ned i handicap for tredje gang siden sommerferien, hvilket jeg overhovedet ikke havde regnet med, da sæsonen startede tilbage i april måned. Efter at have kæmpet med mit spil i halvandet års tid, ville jeg havde været mere end glad for en sæson, hvor jeg måske bare kunne begynde at spille op til mit handicap. At jeg så alligevel har kunne forbedre mit spil så meget, at det ligefrem har betydet, at jeg har kunne gå ned i handicap, er kun en dejlig sidegevinst :o)





Trist slutplacering for Mads Vibe-Hastrup

28 10 2007

mvh2.jpg

Mads Vibe-Hastrup sluttede desværre på en skuffende delt 34. plads efter at have spillet to skuffende finalerunder af årets sidste “ordinære” European Tour turnering, Mallorca Classic, der blev spillet på… nå ja, Mallorca :o) Grunden til, at jeg skriver, at det var en skuffende placering, skyldes at en 12. plads ville have give Mads adgang til årets sidste og meget prestigefyldte Volvo Masters turnering, der spilles i næste uge på Club de Golf Valderrama i Spanien. Her spiller de 60 bedste europæiske golfspillere og da Mads desværre sluttede på en 61. plads på European Order of Merit, er det selvfølgelig ekstra ærgerligt, at han ikke formåede at holde fast i det flotte spil fra de første to dage af turneringen.

Anyway, Mads kan stadig se tilbage på en yderst tilfredsstillende 2007-sæson med mange gode placeringer og ikke mindst hans første sejr på European Tour i form af Open de Madrid-sejren for cirka to uger siden. Kan Mads formå at videreføre det solide spil i den kommende sæsonen, ser det yderst lovende ud for den unge spiller :o)

Søren Kjeldsen, der også deltog i Mallorca Classic, sluttede side om side med Mads Vibe-Hastrup på en delt 34. plads, hvorimod at Thomas Bjørn trods alt sluttede på en mere respektabel delt 11. plads. Dermed ser det ud til, at Thomas bliver ved med at gøre en indsats for at kæmpe sig tilbage blandt verdens 50 bedste golfspillere.





Så skal jeg igen ned i handicap :o)

27 10 2007

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

leifcarlsen450x126.jpg

Som bekendt befinder vi os i en årstid med et meget begrænset mængde dagslys og det passer mig ikke helt så godt i forhold til min passion for golf :o( Men på trods af det bliver lyst forholdsvis sent og mørkt meget tidligt, lykkedes det alligevel at få spillet to runder golf i dag. Lige så snart dagslyset havde fået skubbet den sidste rest af nattens mærke væk næsten præcis kl. 8.00, startede vi på første hul på Smørum Golfklubs 18-hullers bane og næsten 10 timer senere sluttede vi i det begyndende tusmørke på 18. green på Simon’s Golf Club i Nordsjælland.

Udover at vi kunne nyde det flotte vejr og få en masse frisk luft, spillede jeg faktisk så godt, at jeg igen kunne gå ned i handicap :o) Som jeg tidligere har fortalt om, har jeg kæmpet i næsten halvandet år med at få styr på mit golfspil og for præcis en måned siden lykkedes det så endelig for mig, at gå ned i handicap. At jeg så gør det igen kun en måned efter, er bare superfedt :o) Det er også dejligt, at jeg nu for alvor begynder at få resultater ud af de sidste tre måneders intensiv træning på driving rangen. Ergo må jeg hellere - frem for bare at hvile på laurbærbladene oven på dagens handicapnedskrivning - tage et par timers træning på driving rangen igen morgen, så at jeg kan holde fast i denne udvikling :o)





Endnu en dansk vinder på European Tour

14 10 2007

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

mads_vibe-hastrup.jpg

Så kan endnu en dansker golfspiller pryde sig med titlen som turneringsvinder på European Tour: Mads Vibe-Hastrup vandt nemlig Open de Madrid turneringen i dag i meget sikker stil efter at have gået finalerunden i flotte 67 slag, hvilket var fem slag under banens par. Den samlede vinderscore for Mads endte på 16 under par, hvilket var hele tre slag bedre end nummer to. Så selv om Mads startede på anden pladsen under finalerunden, holdt han fast i det solide spil fra de tre første runder af turneringen og kæmpede sig dermed frem til en velfortjent første plads og dermed to års excemption til European Tour og ca. 1,1 millioner kroner i præmiepenge. Efter at Mads har kæmpet i de sidste par år for at gøre sig gældende i europæisk topgolf, er det meget positivt at opleve, at han nu har det spil, der skal til for at man kan vinde turneringer. Jeg krydser fingre for, at dagens sejr blot bliver en af mange kommende for Mads, der også kan glæde sig over at rykke frem på en 59. plads på den europæiske pengeliste. Kan han holde sig indenfor top-60 i de næste par uger, vil Mads også få chancen for at spille med i European Tour’s flagskibsturnering i form af den prestigefyldte Volvo Masters, der spilles i perioden 1. til og med 4. november 2007 på Club de Golf Valderrama i Spanien.

Thomas Bjørn, der også spillede med i turneringen, sluttede på en delt 18. plads med en samlet score på seks slag under par.





Jubii, endelig ned i handicap :o)

27 09 2007

britishflag2.jpg Click here for English version of this post.

leif_carlsen_golf.jpg

I går holdt jeg en halv fridag for at spille med i en såkaldt pro-am turnering på Scanplan Tour, der denne gang er nået til Rönnebäcks Golfklubb, som ligger kun et kvarters kørsel fra Øresundsbroen. Jeg var så heldig, at en af mine venner havde inviteret mig til denne turnering, hvor vi fik lejlighed til at spille en runde golf med en professionel golfspiller.

Jeg startede ganske vist med at være lidt stressset og presset, idet jeg havde taget fejl af datoerne og faktisk troede at jeg først skulle spille i dag, torsdag. Heldigvis sendte min ven en “hvor bliver du af?”-sms tids nok til, at jeg kunne nå at få omorganiseret dagen og komme ud af døren i en fart og køre til Sverige. Jeg nåede således frem i tide til at turneringen startede og det skulle vise sig, at det kom til at gå rigtig godt med mit spil på trods af den lidt stressende start.

Jeg gik nemlig ned i handicap for første gang i næsten halvandet år, så det var ikke så lidt af en succesoplevelse for mig :o) Jeg skulle selvfølgelig lige have gang i spillet, men pludselig begyndte spillet bare at gå rigtig godt og jeg sluttede runden med seks par, én birdie og hele 42 points på scorekortet. Det rakte endda til at komme i præmierækken, hvor jeg vandt en flot staffbag. Det var bestemt positivt at vinde en præmie, men det bedste ved dagen var altså (udover det gode selskab og dejlige vejr) at jeg langt om længe kunne gå ned i handicap - jeg var sgu lige ved at tro, at det aldrig ville ske igen :o) Nu gælder det bare om at holde fast i det gode spil og komme endnu længere ned :o)





Tillykke med fødselsdagen, Henrik

27 09 2007

henrik_knudsen.jpg

Danmarks - efter min mening - ubetinget bedste golfkommentator, Henrik Knudsen, fylder 50 år i dag og der skal lyde et stort og hjertelig tillykke til Henrik fra mig :o)
Jeg stiftede selv bekendtskab med Henrik og hans evner som golfkommentator for lidt over fem år siden i forbindelse med, at jeg var begyndt at spille golf og derfor også så masser af golf på tv. Siden hen har jeg hørt Henrik kommentere utallige golfturneringer (jeg har faktisk læst i avisen, at han har rundet mere end 10.000 sendetimer og han er tæt på at kommenteret 500 turneringer) og hver eneste gang sker det på en god og underholdende måde og dog alligevel med en god portion seriøsitet. Jeg ser derfor altid frem til at høre Henrik Knudsen og hans altid glade og joviale kollega, Leif Nyholm, når de leverer golfkommentering i høj kvalitet stort set hver eneste uge i højsæsonen.

Endnu engang et stort tillykke til Henrik med fødselsdagen. Jeg håber på, at du bliver ved med at kommentere golf på tv i rigtig mange år fremover, til stor glæde for tusindvis af danske golf-fans :o)