Det gik da meget godt…

19 09 2009

Det gik da meget godt

Så er jeg kommet hjem efter at have deltaget i en 12 timers cykel marathon i Slangerup, hvor jeg som bekendt givet mig selv en lille udfordring, der gik på at spinne i minimum 10 ud af 12 mulige timer i forbindelse med arrangementet.

Det endte med, at jeg fik spinnet i hele 11 timer og 20 minutter og fik fyret ikke mindre end 11.300 kalorier af, hvilket svarer til energien i næsten otte pizzaer og næsten på komma var det samme som jeg fik forbrændt under mit 100 km løb. Jeg er således ganske tilfreds med min indsats – selvfølgelig sagt med jysk ydmyghed :-)

Grunden til, at det ikke fik spinnet i alle 12 timer, skyldes at jeg sådan cirka midtvejs i arrangementet blev nødt til at få en omgang massage af mine ben, der meget tydeligt truede med at give mig muskelkramper. Massagen gjorde dog heldigvis, at jeg meget hurtigt spinne videre og holde helt frem til målet.

Jeg kan dog allerede mærke nu, at søndagen kommer til at stå på restitution og afslapning for mit vedkommende, men det er vel et eller andet sted også velfortjent :-)





Tid for en ny udfordring…

18 09 2009

Tid for en ny udfordring

Efter at være kommet mig nogenlunde oven på strabadserne efter mit 100 km løb, synes jeg det ved at være tid for at udfordre mig selv lidt igen.

Jeg er nemlig af den opfattelse, at hvis man ikke udfordrer sig selv på løbende basis, går det alt for nemt den forkerte vej i så mange sammenhænge her i livet. Samtidig synes jeg, at det er spændende, at udfordre sig selv og rykke lidt grænser fra tid til anden.

Det behøver selvfølgelig ikke altid at dreje sig som fysiske udfordringer, men i dette tilfælde drejer det sig om, at jeg igen vil presse mig selv fysisk. Jeg går nemlig efter at spinne i ikke mindre end 10 ud af 12 mulige timer i morgen.

Vi er nogle stykker i firmaet, der har har meldt os til en 12 timers cykel marathon, der afholdes i Slangerup i morgen. Idéen med arrangementet er, at man skal holde gang i spinningcyklen i 12 timer med et hold bestående af alt fra én til seks deltagere.

Det bliver utvivlsomt hårdt for specielt ben og fødder, men omvendt har jeg det også på den måde, at det nok skal gå. Jeg forventer i hvert fald ikke, at det på nogen måde bliver lige så hårdt som mit 100 km løb. Samtidig føler jeg, at jeg stadig er i rigtig god form på såvel det fysiske som mentale plan.

Så mon ikke det nok skal “gå” :-)





Gensyn med 100 km med blod, sved og tårer…

15 09 2009

Gensyn med 100 km med blod, sved og tårer

Så er det i aften, at DR viser optagelserne fra mit 100 km løb, som jeg gennemførte tilbage i midten af maj måned.

Jeg er desværre på forretningsrejse i Finland i dag og i morgen, og jeg kan derfor ikke selv se programmet direkte. Jeg må således nøjes med at se det på nettet i aften.

Jeg var selvfølgelig “med” hele vejen under den 101,96 km lange løbetur, men alligevel var der lange perioder af turen, hvor jeg var i så stor smerte og bare havde fokus på at gennemføre, at jeg ikke rigtig kunne fornemme, hvad der sket omkring mig og jeg kan heller ikke huske, hvad jeg sagde til kameraet, da jeg var aller mest presset.

Det bliver sikkert lidt følelsesladet at gense, hvordan jeg gennemførte mit livs ubetinget største udfordring. Ikke desto mindre er jeg rigtig spændt på at se optagelserne og blandt andet høre Chris’ kommentarer undervejs.

Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan mit 100 km løb gik i detaljer og hvad jeg rent faktisk gik igennem, kan jeg anbefale at læse dette indlæg.

Hvor og hvornår: DR 1 i aften kl. 19.30 (genudsendes 17. september kl. 8.30).





Kan man det?

5 09 2009

Kan man det?

Her til formiddag var kæresten og jeg til en omgang spinning hos fitness dk på Østerbro.

Her var personalet ved at gøre klar til et af de tilbagevendende åbent hus-arrangementer, som naturligvis har til formål at rekruttere nye medlemmer.

Ud over, at der var masser af stande med informationsmateriale, træningsudstyr, bøger, DVD’er o.s.v., bed vi mærke i, at en af standene udmærkede sig ved at tilbyde morgenmad til interesserede medlemmer og gæster.

Med morgenmad mener jeg dog ikke fedtfattig yoghurt med økologisk müsli, frisksnittet frugt og grønt, fiberrigt rugbrød eller lignende, som man måske ellers ville forvente at de ville servere i et fitnesscenter. Nej, det pudsige var, at fitness dk valgte at servere tebirkes, kanelsnegle og andre former for kaloriebomber.

Bevares, jeg kan sagtens selv nyde en god tebirkes fra tid til anden (det smager jo dejligt), men at man ligefrem serverer det i et fitnesscenter kan jeg nok ikke lade være med at rynke på næsen af. Kan man virkelig det? Er det ikke dobbeltmoralsk på et eller andet plan?

Men måske er det en del af en større konspirationplan for dels at tiltrække nye medlemmer og dels fastholde eksisterende medlemmer: “Kære nye medlem, tag du en ekstra tebirkes og kanelsnegl med dig, når du nu alligevel skal til din første spinningtime” :-)





Kroppen er en fantastisk maskine…

17 07 2009

Jeg har igennem længere tid ville berette om, hvad der skete med min vægt i forbindelse med 100 km løbet eller måske rettere ikke skete.

Umiddelbart efter jeg vågnede lørdag morgen, cirka to timer før starten på løbet, var jeg på vægten og displayet viste 82,9 kg.

Jeg spiste derefter en forholdsvis let omgang morgenmad, da jeg ikke ønskede at være for mæt, inden jeg skulle ud og løbe. Jeg havde også i baghovedet, at jeg skulle begynde at indtage mad og drikke stort set med det samme, at jeg begav mig ud på ruten således, at jeg kunne have en god balance i forhold til, hvad jeg indtog af energi og hvad kroppen ville forbrænde under løbet.

Jeg havde konsulteret grundigt med både Chris, Jimmi og Mette i forhold til, hvad jeg skulle have af kulhydrater, proteiner, elektrolytter, salte og væske i det hele taget under hele løbet. Hver eneste time skulle jeg indtage energi svarende til cirka 55 gram kulhydrat, 15 gram protein, 250 ml isotonisk væske og 1-1,2 liter vand samt et supplement af lidt mandler, valnødder, rosiner, lidt frugt og masser af druesukker.

Dette energi-indtag skulle gerne passe nogenlunde med, at jeg ville forbrænde mellem 11.000 og 13.000 kalorier under løbeturen. Dette estimat skulle vise sig at holde ganske godt, idet mit pulsur viste, at jeg havde forbrændt ca. 11.500 kalorier i løbet af de 100 km. Faktisk svarer det til energien i næsten otte almindelige pizzaer eller hvad der svarer til mit normale daglige energi-indtag i løbet af lidt mere end fire dage!

Anyway, da jeg stod op søndag morgen, gik jeg på vægten med det samme. Displayet på vægten viste det nøjagtig samme tal som næsten præcis 24 timer tidligere, nemlig 82,9 kg.

Altså vejede jeg nøjagtig det samme som dagen forinden, desuagtet jeg havde løbet hele 100 km, forbrændt 11.500 kalorier under løbeturen og indtaget store mængder energi- og proteinbarer samt masser af frugt, mandler, nødder og druesukker.

Min egen konklusion er, at kroppen er en fantastisk maskine, som i den grad kan styres meget præcis i forhold til energi-indtag, forbrænding og vægt – hvis man altså vil :-)

Imponerende, ikke?





Genoptræningen fortsætter…

29 05 2009

Jeg har nu haft min første spinningtime som led i genoptræningen efter 100 km løbet.

Det var ganske vist hårdt og jeg kan mærke, at jeg stadig skal passe på belastningen af mit venstre knæ, men bortset fra det, var det super fedt at spinne igen :-)





Godt at være i gang igen…

28 05 2009

Godt at være i gang igen...

Min krop og specielt mit venstre ben og knæ har ikke overraskende været hårdt mærket af de fysiske eftervirkninger efter mit 100 km løb forrige lørdag.

Men heldigvis er jeg allerede rigtig godt på vej til at være oven på igen, efter jeg har givet min krop masser af hvile. Faktisk er det kun mit venstre knæ, der fortsat er ømt og så skal hud og en enkelt negl på min venstre fod lige gro ud igen :-)

Jeg startede så småt genoptræningen i sidste uge, hvor jeg lagde ud med let motionscykling med lav intensitet og lidt styrketræning af overkroppen. Formålet var at få gang i musklerne igen, uden alt for megen belastning af leddene i mine ben.

I går var jeg så for første gang siden 100 km løbet på løbebånd i fitness centret. Dels fik jeg power walket en del ved nogle solide stigninger og dels fik jeg løbet lidt ved 11-12 km i timen.

Det var ganske vist lidt hårdt at komme i gang på løbebåndet, men allerede efter et kvarters tid fik jeg bare den dejligste følelse i kroppen. Jeg kunne simpelthen mærke et “rush” i kroppen som følge af, jeg atter kunne power walke og løbe.

Det er godt at være i gang igen :-)





100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

26 05 2009

Beretning fra rejse med blod, sved og tårer som rejsekammerater...

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

Læs resten af dette indlæg »





Nedtællingen er slut: Klar, parat, start!

16 05 2009

Nedtællingen er slut: Klar, parat, start!

Så er nedtællingen slut og nu det drejer sig kun om én eneste ting, nemlig at gå ud og levere varen ved at gennemføre 100 km løbet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er en risiko for, at der er noget, der kan gå galt undervejs. Men når det er sagt, føler jeg mig overbevist om, at jeg kommer til at gennemføre løbet.

Jeg har forberedt mig i månedsvis med masser af fysisk træning og specielt over de sidste par måneder, har træningen været 100 procent målrettet mod det, at træne sig op til løbe 100 km.

Der er også rigtig godt styr på de praktiske ting, herunder alle de ting, som jeg skal bruge under løbet, det vil sige primært mad og drikkevarer samt masser af ekstra tøj, sko og lignende grej. I denne sammenhæng får jeg en uundværlig hjælp fra en del af “Chris På Vægten” holdet, der stiller op med både praktisk støtte og ikke mindst mental opbakning til mig undervejs.

Og sidst, men ikke mindst, føler jeg, at jeg har det mentale overskud, der skal til, for at gennemføre en så stor fysisk udfordring. Jeg har hele tiden i baghovedet, at jeg før har prøvet at træne 12-13 timer i træk og at jeg altså gennemførte træningen dengang (og på det tidspunkt var jeg ikke nær så god form som jeg er nu).

Så jeg føler, at jeg er så forberedt, som man nu kan være til lige netop denne udfordring. Jeg har selvfølgelig lidt sommerfugle i maven, men det skal nok gå.

Det bliver en fantastisk oplevelse og jeg glæder mig.





Nedtællingen er ved at være slut…

15 05 2009

Nedtællingen er ved at være slut: 1 dage tilbage

Med kun én dag tilbage, er nedtællingen til mit 100 km løb ved at være slut.

I morgen skal jeg mødes kl. 7.30 med DR, Chris og resten af “Chris På Vægten” holdet foran fitness dk’s lokaler på Nygaardsvej på Østerbro, som er valgt som start- og slutsted for mit løb. Her skal vi  have styr på de aller sidste forberedelser og praktiske ting, inden jeg starter med at løbe præcis kl. 8.00.

Chris følger mig under hele løbet, dels ved at løbe sammen med mig og dels ved at cykle en del af strækningen. Han skal nemlig lave nogle interviews med DR undervejs og her bruger han så sin mountainbike som transportmiddel til at “catche up” på mig.

Jeg er utrolig glad for, at Chris er med mig hele vejen, for jeg ved, at lige netop han kan give mig den rette form for mental sparring undervejs, hvis det skulle blive nødvendigt. Samtidigt betyder opbakningen og den praktiske støtte som jeg får fra Mette, Stine, Pernille, Peder, Thomas og Morten også utrolig meget for mig – I er bare de bedste!

Dagen i dag går med en blanding af det sidste træningspas, arbejde og så at få pakket alt det tøj, udstyr og ikke mindst den mad og drikke som jeg i høj grad får brug for under løbet.

Mit eget bud er, at jeg kommer til at forbrænde mellem 10.000 og 12.000 kalorier under selve løbeturen, så det skal noget energi indenbords i løbet af de 11-12 timer, som jeg forventer at turen kommer til at vare. Og for at sætte de 10-12.000 kalorier lidt i relief, så svarer det faktisk til ikke mindre end 6-8 pænt store pizzaer! Det er dog ikke den form for energi, som jeg har tænkt mig at indtage undervejs – dels er det vist ikke det som min krop har brug for og så er det vist også lidt svært at spise pizza, medens man løber :-)

Nå, ikke mere snak for nu. Jeg skal nemlig ud på det aller sidste træningspas, som er et af de ultrakorte og kun indebærer, at jeg skal løbe i 20 minutter i samme tempo som i morgen.