I forbindelse med et teambuildingarrangement i firmaet for et par måneder siden, stiftede jeg bekendtskab med følgende ordsprog:

“Du får aldrig mere end du giver, men du får næsten altid, hvad du fortjener”.

Jo mere jeg tænker over det, desto mere mening giver ordsproget, for det gælder jo nærmest i alle forhold her i livet.

På jobbet er det åbenlyst på mange måder i forhold til den personlige indsats, men ordsproget holder i høj grad også vand i private sammenhænge, i kærlighedslivet, i forhold til familie og venner, sundhed o.s.v.

Hmm…

Skatteminister Kristian Jensen har været ude i pressen og fortælle, at han nu starter en klapjagt på ansatttes frynsegoder.

Skatteministeren vil ganske enkelt tvinge virksomhederne til systematisk at føre regnskab over samtlige frynsegoder, der tilbydes til den enkelte medarbejder. Og hvis markedsværdien af disse frynsegoder overstiger 5.500 kroner, skal dette indberettes til skattevæsenet.

Det kunne eksempelvis være firmabetalt fitness, ekstra fridage, privat brug af firmaets brobizz, gratis influenzavaccine og lignende.

Selvfølgelig skal man betale sin skat jævnfør den til enhver tid gældende lovgivning på området – ingen tvivl om det!

Men personligt synes jeg, at Kristian Jensen, som jeg ellers normalt synes er en meget fornuftig fyr, går alt for langt med hans nidkærhed for at indkradse sølle 25 millioner kroner (dette tal kommer fra Kristian Jensen selv).

Jeg vil for øvrigt tro, at det kommer til at koste de danske virksomheder betragtelig mere 25 millioner kroner at lave den påkrævede registrering. Hvad blev der lige af den borgerlige regerings fokus på lettelse af virksomhederne administrative byrder?

Jeg synes simpelthen, at det er smålighed og mistro på første klasse (skal han for øvrigt ikke selv beskattes af det?) at jagte skattekroner med nærmest 10 decimaler. Der er endda i forvejen ganske detaljerede regler på området.

Kontrol er naturligvis nødvendigt i et eller andent omfang i forhold til vort skattesystem, men det gjorde vel heller ikke noget, hvis der bare var en vis grad af tiltro og tilid til borgerne og virksomhederne.

Smålighed har vi vist i forvejen rigelig af her i landet…

Jeg har netop set et indslag i TV 2 Nyhederne omhandlende antallet af kvinder i lokalpolitik. Budskabet var, at der er for få kvinder i lokalpolitik, og næsten vanlig stil blev der i samme moment også nævnt ordet kønskvotering, som en måde at rette op på denne ubalance.

Udover, at problemstillingen også gør sig gældende i landspolitik og er reel nok et eller andet sted, er jeg stadig af den klare holdning, at det dur altså ikke kønskvotering – hverken inden for politik eller i erhvervslivet.

Det må nu engang være en blanding af lyst, engagement og politiske budskaber og holdninger, der afgør om en given person bliver valgt ind i lokal- eller landspolitk, og ikke om vedkommende er kvinde eller mand.

Det samme gælder diskussionen omkring kønskvotering i erhvervslivet, hvilket jeg tidligere har kommenteret i et andet blogindlæg.

Ingen virksomhed er tjent med at have en ledelse, der er baseret på kønskvotering. Skal virksomheder overleve i en globaliseret og stærkt konkurrencepræget verden, må man altid gå efter at rekruttere den bedst kvalificerede kandidat.

Når det så er sagt, synes jeg det er helt fint, at man gør en ekstra indsats for at motivere og hjælpe kvinder til at prøve kræfter med ledelsesmæssige opgaver.

Under normale omstændigheder er jeg stolt over at kunne fortælle omverdenen, at jeg føler, jeg har verdens bedste job.

Men lige netop i dag havde jeg bestemt ikke verdens bedste job, snarere tværtimod. Vi var nemlig nødsaget til at tage afsked med en håndfuld medarbejdere. Årsagen til det skyldes en blanding af generelle besparelser, centralisering af visse administrative funktioner på koncernniveau og som følge af vi nedlægger et forretningsområde, der ikke længere er en del af vores overordnede strategi.

Det er altid hårdt at skulle opsige medarbejdere, og når personerne endda har passet deres job ordentligt og loyalt, gør det ekstra ondt at skulle sige farvel til dem. Men det er nu engang en del af jobbet, og heldigvis er det ikke noget man skal gøre særlig ofte.

Vi gjorde meget ud af at gennemføre opsigelserne på en professionel måde og med respekt og omtanke for den enkelte medarbejder samtidig med, at vi gør en indsats for at hjælpe folk videre og distribuere deres CV i netværket m.m.

Jeg trøster mig med, at vi kun gør det fordi, at det er absolut nødvendigt, og fordi at vi tager et aktivt ansvar for at ruste virksomheden til både tidens aktuelle udfordringer og fremtidige forretningsmuligheder.

Det er ikke sjovt, når man som et lyn fra en klar himmel får en solid omgang madforgiftning eller Roskildesyge (diagnosen er ikke helt klar endnu).

Men uanset om det er det ene eller det andet, er det næsten ikke til at begribe, hvordan nogle små bakteriedimser kan sende en voksen og ellers rask mand til tælling i løbet af få timer.

Anyway, jeg håber bare, at jeg kommer hurtigt på benene igen. Jeg gider ikke være syg og har ej heller tid til det :-)

I de seneste dag har der været skrevet meget i pressen om Chris MacDonald og hans træningsmetoder i forbindelse med DR’s “By på Skrump” sundhedseksperiment.

Blandt andet har Landsforeningen for Overvægtige udtalt, at Chris og hans hårde træningsmetoder er med til at udstille og ydmyge deltagerne (som jo for øvrigt selv har sagt ja til at deltage og vidste, hvad de gik ind til). Ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen tilslutter sig denne kritik og kalder endda Chris’ metoder for militante og noget som man kun bør bruge på elitesoldater (jeg håber da, at de soldater, der vi sender til Afghanistan, bliver trænet endnu hårdere end “By på Skrump” deltagerne).

Jeg synes, at denne kritik generelt set er useriøs og populistisk og jeg synes i særdeleshed, at Per Brændgaaard rammer helt ved siden af og har alt for travlt med at gå efter manden (Chris) frem for bolden. Faktisk virker det for mig som om, at Per Brændgaard har travlt med at slå mønt på “By på Skrump” og den omtale som dette sundhedseksperiment giver til at få fokus på hans eget sundhedskoncept, som er kendt under navnet “Små skridt”.

Nu mener jeg selv, at jeg har noget at have det i, når jeg tillader mig at udtale mig om dette emne. Jeg har selv igennem mange år forsøgt utallige slankekure og “koncepter” og jeg har derfor en vis erfaring med, hvad der virker og ikke virker, når man er voldsomt overvægtig, som jeg selv var for 16 måneder siden. På det tidspunkt var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at deltage i “Chris På Vægten” projektet.

Takket være Chris og hans evne til både at informere, motivere og presse mig til at motionere og gennemføre en livsstilsforandring, hjalp han mig til at tabe små 40 kg i løbet af forholdsvis kort tid. Faktisk smed jeg 30 kilo i løbet af de første tre måneder og yderligere næsten ni kilo mere i løbet af de efterfølgende tre måneder.

Jeg nåede i mål med mit vægttab og fik en ny livsstil og et meget bedre liv gennem masser af træning, en markant omlægning af mine kostvaner, tonsvis af viden og som følge af Chris løbende coaching, støtte og sparring. Jovist, det var rigtig hårdt og Chris lagde i perioder stort pres på mig og de øvrige “Chris På Vægten” deltagere for at nå vores delmål og overordnede mål, men det var lige præcis, hvad vi havde brug for.

Jeg havde i hvert fald ikke opnået et vægttab på næsten 40 kilo, hvis jeg havde anvendt Per Brændgaards “små skridt” sundhedskoncept. Dels ville det have taget forever og dels tror jeg, at jeg ville have givet op undervejs og dels ville jeg være faldet i utallige gange og sætte de små vægttab over styr mange gange.

Personligt tror jeg, at hvis man er ekstremt overvægtigt, skal der også en ekstrem indsats til at gøre noget konkret ved problemet. Jeg tror ikke på et “slow fix” og da slet ikke på Landsforeningen for Overvægtiges forslag om, at man løser problemet ved at gå fra almindelig cola til sukkerfri cola light (jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det er deres egen udtalelse til pressen).

Men når det er sagt, tror jeg også det er vigtigt, at man vælger den træningsform og slankemetodik, der passer til bedst til det enkelte menneskes temperament og ambitioner. Nogen mennesker vil opnå gode resultater som følge af “små skridt” metodikken, hvor andre når i mål som følge af benhård træning og en mere markant ændring i livsstilen.

Jeg vil slutte min indlæg ved at sige, at det er selvfølgelig fair nok, hvis Per Brændgaard ikke synes om Chris’ træningsmetoder, men man kan nu engang ikke løbe fra de konkrete resultater som Chris har været med til at skabe. Like it or not, men mandens træningsmetoder (som for øvrigt dækker over andet end hård træning) virker altså!

For præcis et år siden blev jeg desværre en smertelig erfaring rigere. Det skal forstås på den måde, at jeg fik et ildebefindende, som i bogstaveligste forstand sendte mig i gulvet på mit kontor og derefter medførte nogle dages indlæggelse på Frederikssund Hospital.

Jeg havde i længere tid ikke lyttet til faresignalerne fra min krop, og i stedet for at besøge lægen i tiden og fået en kikkertundersøgelse, måtte jeg på den meget hårde måde erfare, hvad der sker når man har et blødende mavesår og mister næsten to liter blod.

Heldigvis helede mavesåret nærmest med det samme, som følge af en effektiv medicinering og jeg var således hurtigt på benene igen – ganske vist en smertelig erfaring rigere, som tidligere nævnt, men i det mindste lærte jeg at lytte til min krops signaler og lade være med at lege “sej mand” fremover.

Så moralen er ganske enkel: Hellere et lægebesøg for meget, end et for lidt :-)

Så er jeg kommet hjem efter at have deltaget i en 12 timers cykel marathon i Slangerup, hvor jeg som bekendt givet mig selv en lille udfordring, der gik på at spinne i minimum 10 ud af 12 mulige timer i forbindelse med arrangementet.

Det endte med, at jeg fik spinnet i hele 11 timer og 20 minutter og fik fyret ikke mindre end 11.300 kalorier af, hvilket svarer til energien i næsten otte pizzaer og næsten på komma var det samme som jeg fik forbrændt under mit 100 km løb. Jeg er således ganske tilfreds med min indsats – selvfølgelig sagt med jysk ydmyghed :-)

Grunden til, at det ikke fik spinnet i alle 12 timer, skyldes at jeg sådan cirka midtvejs i arrangementet blev nødt til at få en omgang massage af mine ben, der meget tydeligt truede med at give mig muskelkramper. Massagen gjorde dog heldigvis, at jeg meget hurtigt spinne videre og holde helt frem til målet.

Jeg kan dog allerede mærke nu, at søndagen kommer til at stå på restitution og afslapning for mit vedkommende, men det er vel et eller andet sted også velfortjent :-)

Efter at være kommet mig nogenlunde oven på strabadserne efter mit 100 km løb, synes jeg det ved at være tid for at udfordre mig selv lidt igen.

Jeg er nemlig af den opfattelse, at hvis man ikke udfordrer sig selv på løbende basis, går det alt for nemt den forkerte vej i så mange sammenhænge her i livet. Samtidig synes jeg, at det er spændende, at udfordre sig selv og rykke lidt grænser fra tid til anden.

Det behøver selvfølgelig ikke altid at dreje sig som fysiske udfordringer, men i dette tilfælde drejer det sig om, at jeg igen vil presse mig selv fysisk. Jeg går nemlig efter at spinne i ikke mindre end 10 ud af 12 mulige timer i morgen.

Vi er nogle stykker i firmaet, der har har meldt os til en 12 timers cykel marathon, der afholdes i Slangerup i morgen. Idéen med arrangementet er, at man skal holde gang i spinningcyklen i 12 timer med et hold bestående af alt fra én til seks deltagere.

Det bliver utvivlsomt hårdt for specielt ben og fødder, men omvendt har jeg det også på den måde, at det nok skal gå. Jeg forventer i hvert fald ikke, at det på nogen måde bliver lige så hårdt som mit 100 km løb. Samtidig føler jeg, at jeg stadig er i rigtig god form på såvel det fysiske som mentale plan.

Så mon ikke det nok skal “gå” :-)

Så er det i aften, at DR viser optagelserne fra mit 100 km løb, som jeg gennemførte tilbage i midten af maj måned.

Jeg er desværre på forretningsrejse i Finland i dag og i morgen, og jeg kan derfor ikke selv se programmet direkte. Jeg må således nøjes med at se det på nettet i aften.

Jeg var selvfølgelig “med” hele vejen under den 101,96 km lange løbetur, men alligevel var der lange perioder af turen, hvor jeg var i så stor smerte og bare havde fokus på at gennemføre, at jeg ikke rigtig kunne fornemme, hvad der sket omkring mig og jeg kan heller ikke huske, hvad jeg sagde til kameraet, da jeg var aller mest presset.

Det bliver sikkert lidt følelsesladet at gense, hvordan jeg gennemførte mit livs ubetinget største udfordring. Ikke desto mindre er jeg rigtig spændt på at se optagelserne og blandt andet høre Chris’ kommentarer undervejs.

Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan mit 100 km løb gik i detaljer og hvad jeg rent faktisk gik igennem, kan jeg anbefale at læse dette indlæg.

Hvor og hvornår: DR 1 i aften kl. 19.30 (genudsendes 17. september kl. 8.30).

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

Her til formiddag var kæresten og jeg til en omgang spinning hos fitness dk på Østerbro.

Her var personalet ved at gøre klar til et af de tilbagevendende åbent hus-arrangementer, som naturligvis har til formål at rekruttere nye medlemmer.

Ud over, at der var masser af stande med informationsmateriale, træningsudstyr, bøger, DVD’er o.s.v., bed vi mærke i, at en af standene udmærkede sig ved at tilbyde morgenmad til interesserede medlemmer og gæster.

Med morgenmad mener jeg dog ikke fedtfattig yoghurt med økologisk müsli, frisksnittet frugt og grønt, fiberrigt rugbrød eller lignende, som man måske ellers ville forvente at de ville servere i et fitnesscenter. Nej, det pudsige var, at fitness dk valgte at servere tebirkes, kanelsnegle og andre former for kaloriebomber.

Bevares, jeg kan sagtens selv nyde en god tebirkes fra tid til anden (det smager jo dejligt), men at man ligefrem serverer det i et fitnesscenter kan jeg nok ikke lade være med at rynke på næsen af. Kan man virkelig det? Er det ikke dobbeltmoralsk på et eller andet plan?

Men måske er det en del af en større konspirationplan for dels at tiltrække nye medlemmer og dels fastholde eksisterende medlemmer: “Kære nye medlem, tag du en ekstra tebirkes og kanelsnegl med dig, når du nu alligevel skal til din første spinningtime” :-)

Nu er jeg ikke den store IKEA-fan og det er derfor også forholdsvis sjældent, at jeg besøger de blå-gule butikker her i landet – måske også fordi, jeg heller ikke er Brøndby-fan :-)

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at det er lidt pudsigt, at IKEA kan finde ud af at sælge en glasvase til sølle ni kroner eller en cafébord til 39 kroner, men at selv samme firma skal have ikke mindre end 995 kroner i fragtgebyr, hvis man bestiller eksempelvis en sofa via deres webshop og ønsker sofaen leveret i Birkerød.

Det er mellem 2-3 gange dyrere end, hvis man selv afleverer sofaen til 3×34 ved udgangen af IKEA og beder dem om at køre indkøbet hjem.

Og nu er det ikke fordi, at jeg ikke tror, at IKEA ikke kan finde ud af, at forhandle gode priser hos deres fragtleverandører. Det er høje fragtgebyr er nok i langt højere grad et udtryk for, at IKEA synes, at webhandel er noget besværligt noget og at de hellere vil have kunderne til at komme og besøge deres fysiske butikker.

Pudsigt – specielt i en verden, hvor internethandlen blomstrer mere end nogensinde før.

Så er det i aften, at der er gensyn med ”Chris På Vægten“.

DR har “kogt” et helt års “Chris På Vægten” afsnit ned til to udsendelser á hver 30 minutter. Samtidigt bliver indslagene krydret med kommentarer fra alle os “Chris På Vægten” deltagere.

Da det efterhånden er en hel del måneder siden vi lavede både de oprindelige optagelser og gav de afsluttende kommentarer, er jeg selv meget spændt på at se udsendelsen :-)

Hvor og hvornår: DR 1 i aften kl. 19.30 (genudsendes 27. august).

Jeg faldt et (engelsksproget) blogindlæg af David Pierce på “The 2.0 Life” websitet om, hvilke 10 ting han altid har i hans taske.

Min egen taske indeholder altid som minimum følgende 10 ting:

1. Min computer (nogle gange endda to)
2. Strømforsyning
3. 3G modem
4. Moleskine A4 notesblok
5. 1 kuglepen
6. Masser af visitkort
7. USB/Memorystick
8. 1 papirclips (til min iPhone, hvis jeg skal have SIM-kortet ud)
9. Pung
10. Pas

Hvad med dig? Hvis du ellers har en taske, hvilke 10 ting har du altid i den?

Verdens dejligste hund findes desværre ikke længere på denne jord :-(

Min kærestes hund, bullmastiffen Zakaa, måtte desværre aflives i dag som følge af en flerårig fejldiagnose fra en dansk dyrlæge og på grund af alvorlige komplikationer efter at svenske dyrlæger havde foretaget en leverbiopsi og forsøgt at indoperere en sonde på ham.

Komplikationerne gjorde, at Zakaa fik meget høj feber samtidigt med, at hans krop ikke ville tage imod sonden. Dette sammenholdt med, at han i forvejen havde tabt sig over længere tid, og ikke havde den store lyst til at tage næring til sig, gjorde desværre fremtidsudsigterne så dystre, at det eneste rigtige var at lade Zakaa få fred.

Nu nåede jeg kun at kende denne helt specielle og rolige hund i nogle få måneder, men jeg er alligevel utrolig glad for den tid, som jeg nåede at have sammen med ham. Min kæreste havde haft Zakaa lige fra han var hvalp og hun formåede at shape og træne ham på en sådan måde, at han altid var en kærlig, cool og rolig hund med masser af sjæl og karakter.

I mine øjne er der bare ikke nogen som ham og ingen steder findes der et så sjovt, smukt og dejligt firben. Zakaa var for os verdens dejligste hund og det bliver aldrig det samme liv uden ham :-(

Jeg har netop set TV 2 Nyhederne, som bragte et indslag om det generelle serviceniveau i en række københavnske butikker og jeg må indrømme, at jeg på ingen måde er overrasket over resultatet – desværre :-(

TV 2 har undersøgt, hvordan danskerne oplever serviceniveauet i danske butikker. Undersøgelsen afslører, at under halvdelen af sjællænderne, nærmere præcis 45 procent, er af den opfattelse, at de får god eller rigtig god service i butikkerne. Er man bosat vest for Storebælt, oplever lidt flere den gode service, nemlig 62 procent af de adspurgte.

Men selv om det altså ser bedre ud for folk vest for Storebælt, synes jeg ikke, at 62 procent er et særlig flot tal. Tværtimod synes jeg, at undersøgelsen er med til at dokumentere, at vi har et meget dårligt serviceniveau i de danske butikker og for den sags skyld også restauranter, caféer, banker, posthuse m.fl.

Jeg har jo min egen lille kæphest omkring god service i forhold til min såkaldte posehistorie, som jeg vil opfordre dig til at læse, hvis du ikke allerede har gjort det (klik her for at komme til posehistorien).

Hvad med dig selv? Hvad er din egen oplevelse af serviceniveauet i butikkerne her i landet?

Jeg er faldet over et interessant blogindlæg om, hvordan man måske kan blive hele 10 gange mere produktiv i hverdagen.

Det “eneste” man skal gøre er at samle og udføre sine opgaver i “bundter” (batches). Dernæst skal man planlægge, hvornår og hvor længe man vil arbejde med et givent bundt og til gengæld ikke lade sig friste til at kaste sig over alt muligt andet (mails, Messenger, Facebook, Twitter etc.). Det er i hvert fald grundtesen fra Darren Rowse, der deler hans egne erfaringer med, hvordan han helt konkret har øget sin produktivitet.

Der findes masser af systemer og måder at planlægge sit arbejde og opgaver på og hvert menneske har vel et eller andet sted sin eget metodik. Ikke desto mindre er der masser af gode pointer og tips at finde i Darrens blogindlæg (klik her for at læse blogindlægget).

I hvert fald har jeg selv tænkt mig at afprøve nogle af hans teknikker, når jeg returnerer til jobbet efter ferien. Jeg tror dog ikke, at jeg kan blive hele 10 gange mere produktiv, men lidt har vel også ret :-)

Når 5.000 fotos bliver til 463 er det et tegn på:

1. Jeg har været på ferie.
2. Jeg har været flittig med  “skyd-knappen” på digital kameraet.
3. Jeg har været næsten lige så flittig med slettetasten på computeren.

Klik her, hvis du vil kigge med og se, hvad der blev tilbage af efter min mening gode fotos fra skønne Bornholm.

For et år siden skrev jeg om:

• Måske den hårdeste træning til dato…
• Om ikke andet, er det modigt gjort…