Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg ikke kan læse, at jeg ikke har fået biografien læst :-)  Jeg har bare svært ved at få læst (lange) bøger – specielt hvis de er på hele 688 sider som Steve Jobs biografien er! Læsningen i sig selv giver mig ikke energi – det gør indholdet til gengæld, hvis det er godt skrevet. Jeg har derfor fundet frem til, at det optimale for mig er lydbøger, som jeg kan lytte til medens jeg eksempelvis står på løbebåndet eller crosstraineren i fitnesscentret eller når jeg er på vej i bilen til et møde.

Anyway, nok om hvordan jeg “læser” bøger og over til det egentlige formål med dette blogindlæg: At kommentere Walter Isaacsons biografi af Steve Jobs, Apples medstifter og ypperstepræst par excellence.

Før jeg “læste” biografien, havde jeg et forholdsvist overfladisk billede af Steve Jobs. Jo, jeg havde hørt at han var en meget krævende og ofte kontroversiel lederskikkelse, men jeg havde ikke forestillet mig at han havde den ekstreme personlighed som biografen beretter om.

Steve Jobs bliver på den eneste side fremstillet i bogen som en meget visionær og fremsynet person. På den anden side er han også kendetegnet ved at være en ekstremt udfordrende person at arbejde sammen med. Pudsigt nok på trods af det drejede sig om “busine$$”, viste Jobs en overdreven grad af følsomhed og sensitivitet, som ofte endte med at han brød ud i tårer i forlængelse af store og betydende diskussioner.

Dette kombineret med en (vildt) overdreven udøvelse af kontrol og en ledelsesstil som stort set kun havde to poler i form af enten “det er noget lort” eller “det er fantastisk” krævede enorme ofre fra hans medarbejdere og omgivelser. Nogle ville måske se det som et tegn på stor passion – med omvendt fortegn ville andre mennesker se hans opførsel som dybt manipulerende og grænsende til perfid.

Biografien er efter min mening er utrolig velskrevet og har et super godt “flow”, og ender med at give et billede af Steve Jobs som en kompromisløs og flegmatisk entreprenør og virksomhedsleder. En mand som hellere ville fyre en medarbejder som kun udførte sit job med 99,9 procents engagement, end at risikere at sætte virksomhedens ubetingede værdier over styr.

Kompromis er et stort set ikke eksisterende ord i Jobs’ verden. Til gengæld er begrebet kompromisløs ubetinget linket sammen med lige netop Steve Jobs og hans evige jagt på det perfekte produkt – like it or not… Mange mennesker har utvivlsomt betalt en høj pris for at arbejde sammen med en meget speciel mand, som skabte en virksomhed og fantastiske produkter som mange udviser et nærmest religiøst forhold til.

Hvad er så min egen konklusion i forhold til Steven Paul Jobs? Var han genial? Var han gal? Var han en blanding? Som altid er det individets øjne og ører der afgør dette. I mine øjne var han utvivlsom et kompromisløs geni som jeg vil respektere for jagten på det perfekte produkt. Omvendt tager jeg afstand fra hans menneskesyn. Steve Jobs kunne i løbet af et splitsekund bedømme om et produkt havde potentiale til bare at være helt unikt og smukt eller bare okay. Omvendt havde han trods 56 års livserfaring og flere års kamp mod livstruende kræft kun en begrænset tolerance og sympati for andre mennesker og deres værdier.

Hos Steve Jobs gjaldt kun to verdener: “Lort” eller “fantastisk”. Et eller andet sted er det jo faktisk en dejlig simpel verden at leve i: Enten er du en idiot eller også er du en helt. Mange ville have betegnet det som en lotteriseddel at arbejde sammen med Jobs på godt og ondt, men ikke desto mindre må det have været fantastisk at arbejde sammen med et menneske som i den grad har forandret verdenen indenfor computerindustrien, musikindustrien, filmindustrien og mobiltelefonindustrien.

“One more thing”: Er bogen så værd at læse eller høre som lydbog? Absolut ubetinget ja!

Hvad tænker du selv om Steve Jobs? Genial, gal eller noget helt tredje?

Det er ser jo flot, farverigt og helt “galaktisk” ud, men hvem er hvem? :-)

Flere journalister og økonomer har kritiseret Lars Seier Christensen for hans udtalelser til den amerikanske tv-kanal Fox Business.

Udtalelserne handler om danskernes skattebelastning.

I tv-udsendelsen hævdede Seier således, at danskerne reelt betaler 80 pct. af deres løn i skat.

Men hvordan hænger det nu sammen med, at vort officielle skattetryk, verdens højeste, “kun” er på 48,8 pct.?

Seier er faktisk ikke så langt fra sandheden, som man skulle tro.

Sliderne holder os i gang

Det officielle skattetryk er nemlig blot skattens andel af bnp, og en lang række indkomster beskattes slet ikke eller bliver beskattet med en meget lav sats.

Det gælder eksempelvis værdien af en række offentlige ydelser, ligesom mange overførselsindkomster har en meget lav skattesats.

Man kan vælge at se på gennemsnitsbetragtninger i forhold til marginale betragtninger, og man kan vælge at se på folk med høje indkomster i forhold til lave indkomster.

Seier har formentlig tænkt på skatteyderne i den øvre del af indkomstskalaen.

Det vil sige “sliderne”, dem, som i sidste ende holder gang i hjulene.

Eksemplet Jensen

Lade os tage 2011 som udgangspunkt, for her er alle tal kendte.

En lønmodtager, lad os kalde ham Jensen, med en årlig indkomst på 1 mio. kr., skulle i 2011 af med 472.942 kr. (47,3 pct.) i indkomstskat.

Lad os antage, at Jensen havde et hus til en ejendomsværdi på 4 mio. og en grundværdi på 1 mio. kr. Det havde udløst en ejendomsværdiskat på 59.200 kr. og en grundskyld på 30.000 kr.

Jensen ville herefter have 437.858 kr. tilbage, som han kunne forbruge.

Først skat – så mere skat

Når han forbrugte, skulle han imidlertid betale 30 pct. af varens pris i moms og afgifter, hvis hans forbrug ellers fordelte sig som gennemsnittets.

Momsen udgjorde 20 pct. (satsen er 25 pct. og udgør derfor 25 pct./1,25 = 20 pct. af varens prisen).

Hertil kommer 4,1 pct. i energiafgifter, 3,0 pct. i bilafgifter, 1,1 pct. i miljøafgifter, 0,3 pct. i afgifter på spil og 1,6 pct. i punktafgifter på vin, øl, spiritus, chokolade og så videre.

Jensen fik altså kun varer for 70 kr., når han langede 100 kr. over disken.

300.000 kr koster 1 million

Af de 437.858 kr., som Jensen havde tilbage efter indkomst- og boligskatter, kunne han således købe varer til en reel værdi af 306.501 kr.

Det svarer til 30,6 pct. af indkomsten.

Sagt på en anden måde: Jensen skulle tjene 1 million kroner for at kunne købe varer for godt 300.000 kr. Det svarer til en effektiv skatteprocent på 70.

Og her er ikke medregnet forbrugsuafhængige skatter som arveskat, tinglysningsafgifter, pensionsafkastskat med videre.

Vælger man at se på den marginale betragtning, altså hvad Jensen effektiv betalte af den sidst tjente krone i skat, ser regnestykket endnu mere dystert ud.

Mens den gennemsnitlige skattesats var 47,3 pct., var den marginale 55,1 pct.

Jensen kunne således ikke længere købe varer for 30,6 pct. af sin indkomst, men kun for 25,2 pct., svarende til en skattebelastning på 74,8 pct.

Havde Jensen i stedet kun haft en indkomst på 600.000 kr., havde han kunnet købe varer for 34,3 pct. af indkomsten, svarende til en beskatning på 65,7 pct.

Men også i dette tilfælde var hans marginale skat 74,8 pct.

Man kan naturligvis altid diskutere, om Seiers 80 pct. er et overdrevet tal, men det kommer ikke desto mindre langt tættere på den individuelt følte skattebelastning hos “sliderne” end de 48,8 pct., som er vort officielle skattetryk.

Når man med en indkomst på 600.000 kr. skal aflevere to tredjedele til det kollektive forbrug og kun får lov at beholde 1/3 til forsørgelse af sig selv og familien, tæres der unægtelig hårdt på solidaritetsfølelsen.

Velfærdsstatens ejendom

Systemet minder i forbløffende grad om det feudale godsejervælde, vi (i første omgang) afskaffede i 1788.

Nutidens trælle slider som datidens ligeledes mindst 60 timer om ugen.

De første 40 timer arbejder de til ære for nutidens feudalherre, velfærdsstaten, og kun de sidste 20 timer arbejder trællen for sin og familiens underhold.

Også datidens feudalherre havde forpligtelsen til at beskytte sine trælle på alle måder, for de var jo hans ejendom.

I dag er det nutidens feudalherre, velfærdsstaten, der tager sig af os. For vi er jo dens ejendom.

Denne kronik blev bragt første gang i Børsen, den 8. november 2012. Kronikken er gengivet med velvillig tilladelse af Robert Spliid, cand.polit og Senior Vice President hos Nykredit Markets.

I forbindelse med, at Amin den 1. november 2011 overtog restauranten efter at den tidligere ejer var gået konkurs, valgte Amin at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening (også kendt som Krifa). Han mente, at det var den overenskomst som var bedst for både hans virksomhed og medarbejderne. Sidenhen har Amins beslutning om at vælge Krifa fremfor 3F haft store store konsekvenser for ham selv og hans virksomhed.

Kun cirka en måneds tid efter at Amin overtog Vejlegården og tegnede overenskomst med Krifa, blev rønnebærerne nemlig så sure hos 3F, at de valgte at varsle konflikt overfor Vejlegården. 3F ville ganske enkelt ikke acceptere, at Amin havde valgt dem fra, og de begyndte som modreaktion at chikanere ham med blokadevagter. Sidenhen har 3F’s konsekvente brug af meget små sko og usmagelig nidkærhed fået dem til at iværksætte yderligere chikanerier. Det har resulteret i, at den stakkels Amin har fået problemer med at få transporteret varer, fjernet skrald og endda også få leveret post fra Post Danmark (som jo stadigvæk er en halvoffentlig virksomhed). Amin kan heller ikke få lov til at indrykke jobannoncer på det offentlige Jobnet.dk.

Jeg synes, det total dårlig stil af 3F, når de ikke bare kan erkende at de har tabt til en anden fagforening. Det er jo ikke fordi, at Amin Skov ikke ønsker at hans medarbejdere skal være dækket af en overenskomst – han ønsker bare at samarbejde med Krifa fremfor 3F.  Men i stedet for at erkende, at man (3F) ikke var attraktiv nok som “samarbejdspartner” og at man (3F) måske skulle se indad og kigge lidt på “produktet”, vælger 3F og nogle af deres ledende kræfter istedet at blive meget personlige og gå direkte efter Amin.

Denne form for chikanerier er pudsigt nok lovlige at gennemføre, men ikke desto synes jeg at det hører fortiden til. Jeg synes det er ufatteligt, at 3F og LO ikke selv kan se, at det er ikke så lidt af et selvmål de laver i forbindelse deres chikanerier af Vejlegården og Amin Skov. De (mafia)metoder som 3F benytter sig af hører overhovedet ikke hjemme i et samfund som Danmark anno 2012. De får intet godt ud af det! Tværtimod får de masser af dårlig omtale og jeg gætter på, at medlemsafgangen hos LO og de gamle fagforeninger accellerer yderligere som følge af denne sag. Faktisk har LO har mistet over 100.000 medlemmer over de sidste 10 år – I wonder why… Måske var det på tide med lidt nytænkning og helt friskpudsede briller?

Jeg vil slutte indlægget af ved at drage en parallel for at illustrere vanviddet: Lad os sige, at jeg driver en virksomhed, der sælger og servicerer kaffeautomater til kontorer. Jeg henvender mig til A.P. Møller Mærsk for at prøve på at få en aftale med dem, da jeg har fundet ud af, at de skal forny deres aftale på dette område. Jeg byder ind med mit tilbud, men Mærsk takker pænt nej tak, da de har valgt en anden samarbejdspartner som de synes leverer en bedre løsning end mig (og hvem ved, måske også billigere). Jeg bliver megasur over deres beslutning, og jeg sender derfor blokadevagter med ud til Mærsks hovedkontor i København. Jeg kontakter også renovationsfirmaet, Post Danmark, alle danske aviser og Jobnet.dk og beder dem indgå i en sympatikonflikt og stoppe med at hente skrald, levere post samt at optage annoncer og jobopslag for at irritere Mærsk. Altsammen i håbet om, at Mærsk ændrer mening og alligevel vælger mig som samarbejdspartner.

Hvad tror du, Mærsk gør i den situation? Tænker du, at de på et tidspunkt får nok af mine chikanerier og alligevel vælger mig, når jeg bruger den slags metoder for at få en aftale igennem?

Svaret er vist åbenlyst…

Ifølge artiklen er mere end hver fjerde taxitur forsvundet over de sidste 10 år, og der kører nu 400 færre taxier rundt i Storkøbenhavns gader. Men desuagtet at der er færre taxier i byen (ca. 2.100 biler i alt nu) er branchen fortsat i dyb krise og det er langt fra nemt at drive en profitabel forretning ved at være taxivognmand.

Der er mange gode bud på årsagerne til, at taxibranchen har været igennem en årelang nedtur. Udover at de seneste års krise har gjort, at både virksomheder og privatpersoner kigger ekstra på omkostninger og forbrug, får også den københavnske metro noget af skylden for nedgangen og endelig nævnes også dårlig service som en årsag til at flere fravælger at bruge taxien som transportmiddel.

Personligt synes jeg, at den høje pris er en af de væsentligste årsager til, at jeg ikke kører mere i taxi end jeg gør. I min verden er det generelt set for dyrt at køre i taxi i Danmark. Det er så dyrt, at det er kun noget jeg gør, når det er absolut nødvendigt.

Hvis jeg eksempelvis skal køre fra Birkerød til lufthavnen, skal jeg regne med en taxibon på ca. 600 kroner – hver vej! Hvis man forudbooker sin parkering i lufthavnen, kan jeg faktisk parkerer i 12 dage for de samme penge. Hvis der nu var en fast pris på eksempelvis 400 kroner hver vej, ville jeg helt klart overveje det mere, hvis jeg skal afsted på forretningsrejse eller en ferie.

De små ture er også en dyr fornøjelse efter min mening. Hvis jeg har haft min bil til service, har jeg nogle gange taget en taxa fra Birkerød til kontoret i Allerød og her bliver dankortet suget for ca. 160-180 kroner hver vej – for at køre 2 x ca. 10-11 km. Jeg kan forestille mig, at denne problemstilling gør, at man også fravælger taxien inde i Storkøbehavn som transportmiddel til små ture rundt i byen.

I en moderne og konkurrencedreven verden kan det for øvrigt undre mig, hvorfor at taxibranchen stadig får lov til fra central sted (det såkaldte Taxinævn) til at fastsætte prisniveauet. Prisen er jo for øvrigt den samme uanset om jeg som kunde bliver fragtet fra punkt A til B i en stor og dyr Mercedes eller om det sker i en noget mindre og billigere Toyota Prius. I andre brancher kalder man det for karteldannelse og ulovlig prisdannelse, men i taxibranchen er det okay.

Jeg tænker, at reel og sund konkurrence er lige præcis, hvad taxibranchen har brug for, hvis den skal udvikle sig og overleve på sigt. I stedet for hele tiden at tænke i samme prisniveau for startgebyrer og pr. kørt kilometer, burde branchen tænke i helt nye produkter og koncepter, og med differentiering på prisen i forhold til, hvilken bil man bliver kørt i, graden af service o.s.v. Nogle er til en helt skrabet pris (discount) og andre vil gerne betale for høj service og komfort (premium). Der er masser af muligheder, hvis man tænker ud af helt ud af boksen og tør tage chancen og afprøve nye ting!

Branchen – som jeg for at være helt ærlig opfatter som gammeldags og uforandringsvillig – vil desværre næppe tage så markante skridt. Tværtimod vil de ledende vognmænd og kræfter i taxinævnet sandsynligvis hellere kører endnu flere biler i garagen, afmelde nummerpladerne og tilbagelevere taxibevillingen, end at foretage en nødvendig reformering af hele branchen.

I det hele taget tror jeg, at taxibranchen trænger til at blive støvet godt og grundigt af. Så i stedet for bare at lade taxierne kører igennem vaskehallen hver uge, skulle hele branchen og ikke mindre Taxinævnet give sig selv en guldvask med hele svineriet, og få et nyt syn på en verden, som i den grad er forandret.

Man ser nu engang klarere gennem nypudsede briller :-)

Så er foredragsafsnittet på min blog atter blevet opdateret med udtalelser fra foredragsdeltagere efter mit indlæg på HP Dagen, som var en årlig intern uddannelsesdag, der blev afholdt den 15. juni hos Hewlett-Packard Danmark. (klik her for at komme til foredragsafsnittet).

Årsagen til at bagerbutikker lukker i så voldsomt omfang skyldes ifølge fagfolk, at bagerne ikke har leveret en ordentlig kvalitet. Samtidigt oplever bagerne en stærkt stigende konkurrence fra supermarkeder og tankstationer, som er begyndt at sælge bagerbrød i stort omfang til forholdsvis lave priser.

Det har fået bagere til at vakle i valget mellem kvalitet og pris. Mange bagere er faldet for fristelsen for at sænke priserne og desværre også kvaliteten for at få det til at hænge sammen. Desværre hænger det alligevel ikke sammen fordi forbrugeren ikke vil betale for brød af værste fald dårlig/bedste fald middelmådig kvalitet. Så kan man lige så godt bage brødet selv eller købe friskbagt brød på tankstationen eller i supermarkedet. Det er måske ikke verdens bedste brød, men det er “okay” kvalitet, det er som regel bagt indenfor få timer og prisen er rimelig.

TV Avisens indslag bød dog heldigvis også på en lille solstrålehistorie i form af bageren i Strib, som satser på høj kvalitet og produkter som man ikke kan købe i supermarkederne. Samtidigt tør bageren gå nye “veje” i form af, at han sejler det friskbagte morgenbrød ud til bådejere, der ligger for anker eller sejler rundt på Lillebælt.

Udover at jeg er enig i betragtningerne fra fagfolkene i indslaget, tror jeg ubetinget på, at de tilbageværende bagerbutikker er nødt til at satse på at give kunderne kundeservice i absolut topklasse. Samtidig skal købsoplevelsen være rigtig god for at kunne få dem til at komme igen, og at bagerbutikkerne dermed kan overleve.

Her i Birkerød, hvor jeg bor, har jeg selv oplevet en udpræget mangel på god og venlig kundeservice hos den lokale bagerbutik, ja faktisk er den så dårlig, at jeg ganske enkelt ikke handler der mere. Jeg vil ikke lægge mine penge i en bagerbutik, hvor der ikke er skyggen af kundeservice eller en bare minimal respekt for kunderne. Så køber jeg hellere mit brød i Føtex eller SuperBrugsen i Hovedgaden eller kører til anden bager i nærheden. Klik her hvis du har lyst til at læse om, hvor galt det kan gå. Husk også at læse de interessante kommentarer til blogindlægget.

I det hele taget tænker jeg, at de mindre specialbutikker kun kan overleve og tjene penge i fremtiden, hvis de differentierer sig fra de helt store kæder og supermarkeder – det være sig på kvalitet, udvalg, købsoplevelse, service, leverancemodel og/eller noget helt andet.

Et godt gammelt ordsprog siger som bekendt, at hvis man følger i andres fodspor, kommer man aldrig foran. Det gælder i den grad også bagerbutikker og andre mindre specialbutikker.

Tiden kan jo så være defineret som mange ting, det kan være i kontortiden eller døgnet rundt. Hvis man bare regner tiden som værende kontortiden fra kl. 8.00-16.00 og lad os for eksemplets skyld sige 250 åbningsdage, skal man altså være indstillet på en potentiel nedetid på 2 timer i løbet af året (0,01 % af 8 timer x 250 dage = 2 timers nedetid). Hvis tiden derimod er 24/7/365 (altså døgnet rundt, ugen rundt, året rundt) giver det en potentiel nedetid på næsten 9 timer om året (0,01 % af 24 timer x 365 dage = ca. 8 timer og 46 minutter).

Anyway, det var egentlig slet ikke min mening at blive så teknisk og begynde at lave alle mulige udregninger. Tanken bag mit blogindlæg er derimod at, at det med oppetid fik mig til at tænke på, at kvalitet i den grad er en relativ størrelse.

Kvalitet er mange ting og det afhænger oftes af de øjne (og nogle gange også ører og næse) der betragter det. Eksempelvis kan to mennesker kan sidde på den samme restaurant og få to vidt forskellige oplevelser. Det kan være at den ene sidder bedre end den anden. Det kan være, at der er forskellige tjenere eller det kan såmænd også være, at det er den samme tjener, men vedkommende behandler de to gæster forskelligt. Så er der jo maden, den ene gæst spiser den bedste bøf vedkommende nogensinde har spist. Den anden gæst kan have fået et fisk som var helt ordinær. Og så der er drikkevarerne – måske havde sidstnævnte gæst valgt at drikke en kraftig rødvin til en smagsmæssig skrøbelige frisk.

Og så har kvalitetsdefinitioner jo også noget at gøre med, hvad emnet drejer sig om. 99,9 % oppetid i et serverrum lyder fornuftigt for de fleste, men for den virksomhed som driver en multi-million webbutik med salg til hele verdenen er det måske ikke godt nok, da nedetid er lig med tab af omsætning for hvert minut webbutikken ikke virker. Hvis jeg var meteorolog og sagde, at der er 99,9 % chance for det bliver solskin i morgen, ville solhungrende danskere klappe i deres hænder og sige, at det lyder rigtig godt. Hvis Københavns Lufthavne derimod kun opererede med 99,9 % “oppetid”, ville det betyde at 8-10 fly ville styrte ned – hver dag! Så hos Københavns Lufthavne er dette kvalitetsmål altså ubetinget 100,0 %.

Omvendt er et kvalitetsmål på 100 % heller ikke en garanti for kvalitet i absolut forstand. Det er nok de færreste, som vil ophøje fastfood fra McDonald’s til at være (rigtig) god mad og stedet, hvor man får kulinariske oplevelser i topklasse. Næ, her drejer kvalitet sig om ensartethed, hvilket er lig med ultrastram konceptstyring og det samme produktsortiment over hele kloden – de lokale afvigelser er i hvert fald yderst begrænsede. Det er faktisk så standardiseret koncept, at man lige frem taler om Big Mac indexet, når man sammenligner købekraft på tværs af alverdens lande! Så uanset om du besøger McDonald’s i Sønderborg eller Singapore, så får du samme oplevelse, samme produkt, samme service, samme kvalitet, men dog ikke samme pris :-) Der er ikke garanti for nogen stor smagsoplevelse, men til gengæld smager maden på samme måde hver eneste gang ;-)

Nå, men min endelige pointe er egentlig, at  min verden er kvalitet noget man vælger – også selv om det er en relativ størrelse :-)

Moderen havde åbenbart valgt at proppe masser af Nutella i sine børn i den tro, at det var sund mad. Man kan jo undre sig over, hvorfor at hun ikke selv lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset. Derimod valgte moderen at stole på Nutellas tv-reklame, som selvsagt havde til formål at anprise og sælge produktet.

Imidlertid valgte retten at give moderen (og andre i et såkaldt gruppesøgsmål) medhold i, at Nutellas markedsføring var misvisende og falsk, da producenten ikke har oplyst om de store mængder fedt og sukker, der forefindes i produktet. Ifølge artiklen havde moderen udtalt, at hun ikke havde evnerne til at forstå denne information og at hun følte sig snydt af markedsføringen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kan komme som en overraskelse at Nutella ikke er sund mad. Og jeg kan jo heller ikke forstå, hvorfor moderen ikke lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset, frem for at stole på en tv-reklame. Havde hun tjekket bagsiden af glasset ville hun have fundet ud af, at der er 533 kcal i 100 gram Nutella og at der er næsten 57 gram kulhydrat og 31 gram fedt pr. 100 gram. Rent kaloriemæssigt svarer 100 gram Nutella jo næsten til et hovedmåltid for en voksen!

Men når det kommer til stykket, drejer det sig jo ikke om, hvorvidt det er muligt for en forbruger at gennemskue sundhedsværdien i chokolade-pålæg, som bliver markedført på tv. Det drejer sig jo om – med nogle advokaters hjælp – at få nogle penge ud af en virksomhed og dermed prøve at vinde en omgang i det såkaldte “Lawsuit Lottery” som det amerikanske retssystem ofte omtales som.

Jeg har i et par tidligere indlæg (“Jackpot Justice” og “Bukser er utrolig dyre i USA“) kommenteret det groteske i, at amerikanerne anlægger over 20 millioner civile søgsmål om året og at virksomhederne har så mange ekstra udgifter til advokatsalærer og forsikringer, at det i gennemsnit koster en amerikansk familie ca. 10.000 dollars om året i merpriserne for varerne – for der er jo kun én til at betale gildet i den sidste ende: Den amerikanske forbruger!

Anyway, det smager jo meget godt, det der Nutella :-)

Svensk ordsprog.

Klik her for at se flere citater.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?

En bonde havde nogle hvalpe til salg. Han lavede et skilt, hvorpå der stod: “4 hvalpe til salg”. Skiltet satte han op for enden af vejen.

Mens han gjorde sig færdig, mærkede han lige pludselig et ryk i sit bukseben. Bonden så ned og lige ind i øjne på en lille dreng. ”Undskyld” sagde den lille dreng”. Jeg vil gerne købe en af dine hvalpe”. ”Okay” sagde bonden, mens han kløede sig i nakken. ”Disse hvalpe er efter avlskåret forældre og koster mange penge”.

Den lille dreng så ned et øjeblik, hvorefter han gravede dybt ned i lommen. Drengen tog en håndfuld mønter op og sagde: ”Jeg har 3 kroner. Er det nok til at få lov til at se dem?”. ”Selvfølgelig” sagde bonden og gik frem ad, medens han kaldte ”Kom, Dolly”.

Ud af hundehuset kom Dolly løbende med 4 uldtotter lige i hælene. Den lille drenge pressede sit ansigt imod hegnet og gjorde store øjne. Medens hvalpene nærmede sig, så drengen en hvalp, der bevægede sig ved hundehuset. Stille men sikkert kom en anden lille uldtot frem, noget mindre end de 4 andre hvalpe. Hvalpen gjorde sit bedste for at følge med de andre. “Den vil jeg ha’”, sagde drengen, mens han pegede ivrigt på det lille pus.

Bonden satte sig ned på knæ ved siden af drengen og sagde: ”Knægt, den hund vil du ikke have, den vil aldrig blive i stand til at løbe og lege, ligesom de andre hvalpe”.

Den lille dreng gik et par skridt væk fra hegnet og bøjede sig og trak op i buksebenet. Bonden så nu, at den lille dreng havde stålskinner på hver side af benet, som var sat fast til en speciellavet sko. Drengen kiggede op på bonden og sagde: ”Du regnede heller ikke med, at jeg kan løbe og lege og uldtotten har brug for en, der forstår ham”.

Med tårer i øjne bøjede bonden sig ned og samlede den lille hvalp op. Forsigtigt lagde han den i drengens arme.

”Hvor meget koster den?” spurgte den lille dreng… “Ingenting” svarede bonden og fortsatte: “Ingen betaler for kærlighed”.

Udover at hun altid er sød, smilende og livsglad, er det specielle ved Agnes, at hun desuagtet en alder på 75 år alligevel giver den max gas på alle de øvet og elite timer som jeg har været instruktør på. Hun presser sig selv helt op i det røde felt under hele timen, og når man som instruktør går rundt blandt deltagerne for at presse dem lidt mere under intervaller og finaler, formår Agnes at fyre den endnu mere af – faktisk så meget at hun nærmest “kører fra” fra flertallet af de øvrige deltagere, som er en hel del yngre end Agnes.

Nu underviser jeg ikke længere fast i Gentofte, da jeg har nok i mine faste spinning- og cirkeltræningshold hos fitness dk i Birkerød. Det afholder dog ikke Agnes fra at kigge forbi Birkerød engang imellem. Faktisk havde jeg igen i går glæden ved at have besøg af Agnes, som for øvrigt havde valgt at bruge sin cykel som transportmiddel for at komme fra Gentofte til Birkerød. Det er jo alligevel en frisk cykeltur på 14 km hver vej, men det afholder ikke Agnes for at komme til Birkerød for at gennemføre en times benhård spinning :-)

Jeg har den dybeste respekt for Agnes, hendes indsats og altid store livsglæde og dejlige humør, som smitter på fantastisk vis. Hvis jeg ender med at have bare halvdelen af den energi som Agnes har nu, når jeg bliver 75 år, vil jeg stille mig tilfreds og være ovenud lykkelig :-)

Man siger jo, at alder ikke behøver at være en hindring, og jeg tænker at Agnes er noget nær det absolutte bevis på, at det er sandt som det er sagt!

Blot en lille reminder om, at det er nu på tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17.00, at jeg afholder et åbent foredrag i Portalen i Greve under overskriften “Kom ud af komfortzonen”. Du kan læse mere om foredraget ved at klikke her.

Der er tilmeldt ca. 150 personer på nuværende tidspunkt, men der er stadig ledige pladser, og da det er gratis deltage, er der ingen undskyldning for ikke at dukke op :-)

Praktisk oplysninger:

• Hvornår? Tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17:00 til 19:00.
• Hvor? Portalen 1, 2670 Greve.
• Hvem? Foredraget er åbent og alle kan deltage.
• Hvor meget? Deltagelse er gratis.
• Hvordan? Du kan tilmelde dig foredraget ved at klikke her.

Så er foredragsafsnittet på min blog blevet opdateret med yderligere et par udtalelser fra foredragsdeltagere (klik her for at komme til foredragsafsnittet).

Der skal lyde en stor tak til Atanu Bhattacharyya og Anders Willemoes Hansen for at have taget sig tid til at sætte ord på deres personlige oplevelse af mine foredrag. Jeg sætter virkelig pris på, at I ville tage jer tid til at reflektere over foredraget og give mig feedback!

Dette sker desuagtet, at Preben Kristensen tilbage i september 2007 meldte ud, at han ikke igen vil gå på scenen med Anders Bircow og Thomas Eje, og at det dermed var et farvel til Linie 3. Dengang udtalte Preben Christensen, at der ikke længere var den energi og inspiration, der skal være til for at det ville være sjovt at drive Linie 3 videre. Samtidigt gav han udtryk for, at både tiden og de tre scenekunstnere har ændret sig så meget, at de var vokset fra hinanden.

Jeg tænker, at finanskrisen m.m. åbenbart har kradset så meget hos de tre kunstnere, at de vælger at trække kortet med, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og det er selvfølgelig også helt fair.

Umiddelbart får jeg dog den tanke, at der er en stor risiko for, at det bliver et krampagtigt forsøg på at komme tilbage på den danske showbiz scene, hvor der er løbet ufatteligt meget vand gennem åen over de sidste fem år. Samtidigt er det oprindelige Linie 3 publikum næppe blevet større – faktisk er det jo nok nærmere blevet mindre som følge af “naturlig afgang” i kundesegmentet! Samtidigt er publikum ikke ligefrem blevet mindre kritisk, og derfor også kræver reel kvalitetsunderholdning og comedy.

Personligt tror jeg, at tiden er løbet fra Linie 3, og at det derfor bliver til et forkølet forsøg på at vende tilbage til scenen. Omvendt kan jeg rent kommercielt sagtens ønske dem et godt comeback ud fra en holdning om, at alt, hvad der kan give vækst i det private forbrug bliver hilst velkommen fra min side for tiden, også selv om det drejer sig om Linie 3 ;-)

Tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17.00 afholder jeg et åbent foredrag i Portalen i Greve under overskriften “Kom ud af komfortzonen”.

Som overvægtig igennem mange år drømte jeg om det at blive slank og normalvægtig, og endte med at finde ud af, at jeg selv kunne gøre noget for at gøre drøm til virkelighed. Det blev begyndelsen på en kæmpe livsstilsforandring, som blandt andet resulterede i et vægttab på næsten 40 kg og gennemførelsen af et 100 km løb kun et år efter at jeg havde tabt de mange kilo, og pludselig var kommet i mit livs form.

Under foredraget fortæller jeg om det at turde udfordre sig selv, og jeg vil både provokere og give dig inspiration til, hvordan du ved at komme ud af din komfortzone kan nå nye mål i dit liv – såvel på jobbet som i privat sammenhæng.

Foredraget er arrangeret af Lederne, men er åbent for alle interesserede og da det heller ikke koster noget at deltage, er der jo ingen undskyldning for ikke at dukke op. Så skynd dig at få dig tilmeldt :-)

Praktisk oplysninger:

• Hvornår? Tirsdag, den 3. maj 2011 kl. 17:00 til 19:00.
• Hvor? Portalen 1, 2670 Greve.
• Hvem? Foredraget er åbent og alle kan deltage.
• Hvor meget? Deltagelse er gratis.
• Hvordan? Du kan tilmelde dig foredraget ved at klikke her.

Jeg havde “trigget” ham i forbindelse med, at jeg under foredraget også havde været inde på, at jeg synes at mange mennesker burde gå efter et mere simpelt liv. I stedet for at have en superhektisk uge, hvor man skal nå en million ting og se alle mulige mennesker, burde man efter min mening få fokus på færre ting, og det som virkelig betyder noget her i livet.

Efter at jeg havde læst historien, tænkte jeg at, at den rammer præcist ind i mit eget budskab om at gå efter et mere simpelt liv. Og da den unge fyr var så venlig at dele historien med mig, tænkte jeg, det ville være en god idé at gøre som ham, og give historien videre til andre. Så her kommer historien om mayonnaisekrukken, som er god at have i baghovedet, når tingene i livet næsten bliver for meget og når 24 timer om dagen ikke er nok:

En professor stod foran sit filosofihold og foran ham lå nogle ting.

Da timen begyndte, tog han – uden et ord – en meget stor og tom mayonnaisekrukke op og begyndte at fylde den med golfbolde. Så spurgte han studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om, at den var.

Professoren tog så en kasse småsten og hældte dem i krukken. Han rystede krukken let. Småstenene rullede ind i de tomme områder mellem golfboldene. Så spurgte han igen studenterne, om krukken var fuld. Det var de enige om.

Det næste professoren tog op, var en kasse sand, som han hældte i krukken. Selvfølgelig fyldte sandet alt andet op. En gang til spurgte han, om krukken var fuld. Studenterne svarede med et enstemmigt ”ja”.

Så fandt professoren to kopper kaffe frem under bordet og hældte deres indhold i krukken, hvilket effektivt fyldte de tomme rum mellem sandkornene. Studenterne lo. ”Nu,” sagde professoren, mens latteren døde ud, ”ønsker jeg, at I forstår, at denne krukke repræsenterer jeres liv.

Golfboldene er de vigtige ting – Gud, familien, børn, helbred, venner og foretrukne lidenskaber. Ting, som – hvis alt andet blev mistet og kun de var tilbage – stadig ville gøre dit liv fuldt. Småstenene er de ting, der betyder noget, såsom dit job, hus og bil. Sandet er alt det andet – de små ting”.

”Hvis du først hælder sandet i krukken,” fortsatte han, ”er der ikke plads til småstenene og golfboldene. Det samme gælder i livet. Hvis du bruger al din tid og energi på de små ting, vil der aldrig være plads til de ting, der er vigtige for dig.

Så vær opmærksom på de ting, der er alfa og omega for din lykke. Leg med dine børn. Tag dig tid til at få lavet helbredsundersøgelser. Tag din partner med ud til middag.

Der vil altid være tid til at gøre huset rent og fikse den dryppende hane. Tag dig af golfboldene først – de ting, der virkelig betyder noget. Lav dine prioriteringer. Resten er bare sand”.

En af studenterne rakte hånden op og spurgte, hvad kaffen repræsenterede. Professoren smilede: ”Jeg er glad for, at du spurgte”. ”Den er bare med for at vise, at lige meget hvor meget, du har stoppet ind i dit liv, er der altid plads til et par kopper kaffe med en ven”.

Publikum bestod primært af klubbens egne medlemmer, familie og venner, men da der var tale om et åbent foredrag havde andre interesserede også fundet frem til klubbens lokaler, hvilket var super godt ud fra tankegangen om “the more the merrier” :-)

Det primære fokus i mit foredrag gik på det med at komme ud af sin komfortzone og lære at gå efter nye mål her i livet. Efter min mening er der er så mange nye spændende ting at opleve, hvis man tør udfordre sig selv på sine vaner og holdninger. Alt for ofte sætter vi bare hjernen på “autopilot” i en travl og stresset hverdag, og lader dermed ofte gamle mønstre bestemme, hvad vi gider beskæftige os med. Min tese er, at hvis vi ikke løbende udfordrer os fysisk og mentalt, forfalder vi stille og roligt og lader vanens ufattelige store magt få en alt for stor indflydelse på, hvordan vort liv udvikler sig.

Det blev til et par timer i selskab med en flok meget interesserede og spørgelystne mennesker, og jeg føler mig meget overbevist om, at alle fik noget med hjem at tænke over. Dermed føler jeg også, at min personlige mission er lykkedes, da jeg dels gerne vil give videre af min erfaringer og dels gerne vil inspirere andre til at komme bare lidt ud af komfortzonen og prøve nye ting her i livet.

Min morale er i hvert fald meget klar: Komfortzonen er et godt sted at lade op og reflektere over tingene, men rigtig mange af de spændende ting her i livet ligger udenfor vores komfortzone. Og da livet på mange måder er kort, gælder det om at lade være med at bruge hele livet inde i komfortzonen!

• Invitation til foredrag: “Don’t Try – Do!”