Det er altid nemt at blive kunde – det “modsatte” er straks langt sværere…

I min lille husholdning har jeg over det seneste stykke tid skiftet udbyder af både tv og mobiltelefoni. I begge tilfælde var det såmænd ikke fordi jeg er utilfredse med produktet i sig selv eller serviceniveauet, nej, det var egentlig bare et spørgsmål om at jeg kunne spare nogle penge ved at dels sammenlægge nogle serviceydelser hos en telefoni- og tv-udbyder og dels ved helt at skifte mobilselskab.

I begge tilfælde indebar det, at jeg skulle opsige aftalerne hos de nuværende udbydere, hvilket jeg skal hilse og sige ikke er så nemt endda. Faktisk kom jeg til at tænke på, hvordan det kan være, at det altid er meget nemt at blive kunde, men at det straks er sværere at blive til “ikke-kunde”.

Specielt hos mobilselskaber skal man være heldig for at finde et telefonnummer til kundeservice på deres websites. Der er masser af FAQ’ere, tips til dit, dut og dat og alt muligt andet, hvis man klikker på afsnittet med Kundeservice eller Kontakt, men man skal ofte igennem en større labyrint for at finde frem til et telefonnummer, og det er helt umuligt at finde en side, hvor man kan opsige sit abonnement online. Jeg har oplevet det samme “helvede” hos aviser og magasiner.

Jeg er klar over, at der kan spare omkostninger ved at lade kunder hjælpe sig selv med diverse problemstillinger i forhold til brugen af eksempelvis et mobilabonnement. Men når det er sagt, så forstår jeg ikke, hvorfor at virksomheder, der sælger abonnementsydelser, gør det så svært at opsige et abonnement og dermed tydeligvis besværliggør ønsket om at ophøre med at være kunde. Jeg kan ikke lade være med at blive decideret irriteret over det, og jeg tænker, at der skal jeg i hvert fald ikke være kunde igen.

Hvorfor ikke gøre det til en god og positiv oplevelse ved at gøre det let og nemt at opsige et abonnement? Ved at være venlig stemt overfor opsigelsen, skaber virksomheden en platform for en åben og positiv dialog med kunden. Man vil få en mere reel snak med kunden om, hvorfor han/hun opsiger abonnementet, er der noget man kan gøre for at ændre kundens beslutning, om man må have lov til at kontakte kunden på et senere tidspunkt o.s.v. Den form for service ville i hvert fald få mig til at tænke, at der tør jeg godt blive kunde igen på et tidspunkt.

Desværre er min negative oplevelse med at opsige et abonnement hverken unik eller sjælden. Mange virksomheder tænker slet ikke service ind i alle led i virksomheden, og de betyder desværre bare, at der er en god chance for at man skuffer sine kunder på et andet tidspunkt, eksempelvis i forbindelse med merkøb, reklamation eller opsigelse af et abonnement.

Jeg har haft fornøjelsen af både i privat og professionel regi at møde Søren Bechmann, der har specialiseret sig i disciplinen “servicedesign” og også udgivet en interessant bog om emnet. Kort fortalt går servicedesign ud på, at analysere og bearbejde alle de berøringsflader, der er mellem udbyder og slutbruger med henblik på forbedre/optimere serviceoplevelsen. Måske skulle Søren smide en gratis bog afsted til direktørerne og kundeservicecheferne hos stort set alle landets teleoperatører og satellit- og kabel-tv udbydere og med henblik på at komme i dialog med dem om? Der er i hvert fald “room for improvement” hos mange virksomheder!

Hvad med dig selv? Har du haft lignende oplevelser i forbindelse med opsigelse af eksempelvis et mobilabonnement, en tv-pakke, et avisabonnement eller noget helt fjerde?

Vejen frem for musikbranchens overlevelse

Jeg har netop læst, at Apple forhandler med musikbranchen om muligheden for ubegrænset download af musik via Apple’s iTunes musikportal. Idéen er, at man som bruger betaler et fast månedligt eller årligt abonnement til Apple. Til gengæld får man adgang til al den musik, der findes på iTunes musikportalen (p.t. er der over seks millioner sange på den amerikanske udgave af iTunes).

I mine ører lyder det som en rigtig god idé, faktisk så god, at jeg i hvert fald gerne tilmelde mig denne ordning på forhånd :o) Jeg tror virkelig, at abonnementsmodellen er vejen frem for musikbranchen i kampen mod piratkopieret musik, hvis ellers at prisen bliver attraktiv nok. Hvis man kan få adgang til hundredtusindvis eller millioner af sangen for eksempelvis 40-75 kroner om måneden, tror jeg virkelig det bliver helt uinteressant for de fleste at downloade piratkopieret musik (det er næppe muligt helt at undgå piratkopiering af musik og film).

Så held og lykke fra mig til Apple i forhandlingerne med musikbranchen. Jeg krydser fingre for det lykkes og at vi også her i Danmark kan få ubegrænset download af musik via iTunes :o)

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.188, der følger denne blog