Big Brother is Watching Birkerød…

En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?

Alder ingen hindring…

Jeg har tidligere undervist i spinning hos fitness dk i Gentofte, og i den sammenhæng havde jeg den store fornøjelse at møde et helt specielt menneske i form af en norsk kvinde, som hedder Agnes.

Udover at hun altid er sød, smilende og livsglad, er det specielle ved Agnes, at hun desuagtet en alder på 75 år alligevel giver den max gas på alle de øvet og elite timer som jeg har været instruktør på. Hun presser sig selv helt op i det røde felt under hele timen, og når man som instruktør går rundt blandt deltagerne for at presse dem lidt mere under intervaller og finaler, formår Agnes at fyre den endnu mere af – faktisk så meget at hun nærmest “kører fra” fra flertallet af de øvrige deltagere, som er en hel del yngre end Agnes.

Nu underviser jeg ikke længere fast i Gentofte, da jeg har nok i mine faste spinning- og cirkeltræningshold hos fitness dk i Birkerød. Det afholder dog ikke Agnes fra at kigge forbi Birkerød engang imellem. Faktisk havde jeg igen i går glæden ved at have besøg af Agnes, som for øvrigt havde valgt at bruge sin cykel som transportmiddel for at komme fra Gentofte til Birkerød. Det er jo alligevel en frisk cykeltur på 14 km hver vej, men det afholder ikke Agnes for at komme til Birkerød for at gennemføre en times benhård spinning :-)

Jeg har den dybeste respekt for Agnes, hendes indsats og altid store livsglæde og dejlige humør, som smitter på fantastisk vis. Hvis jeg ender med at have bare halvdelen af den energi som Agnes har nu, når jeg bliver 75 år, vil jeg stille mig tilfreds og være ovenud lykkelig :-)

Man siger jo, at alder ikke behøver at være en hindring, og jeg tænker at Agnes er noget nær det absolutte bevis på, at det er sandt som det er sagt!

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

There is a first time for everything…

I går fik jeg atter lejlighed til at teste mig selv lidt, og endnu en gang komme ud af min personlige komfortzone.

Min gode ven, Thomas, der er butikschef for Tøjeksperten i Birkerød, spurgte mig for nyligt, om jeg ikke kunne tænke mig at gå model i forbindelse med at der ville blive afholdt et”Open By Night” arrangement i byen.

Der er ingen tvivl om, at hvis han havde spurgt mig inden min livsstilsforandring, altså for lidt over to år siden, havde jeg sagt nej med det samme! Ved nærmere eftertanke ville Thomas nok heller ikke have spurgt mig den gang, da mit “modelpotentiale” var en hel del mere begrænset på det tidspunkt :-) Men efter at have været igennem “Chris På Vægten” projektet, hvor Chris lærte mig, at der er så mange nye skønne oplevelser her i livet, hvis man fra tid til anden tør træde ud af sine komfortzone, var der ikke så meget at være i tvivl om: Selvfølgelig skulle jeg da prøve at gå model!

Det er jo ikke fordi, at jeg tænkte at det måske kunne være en ny karrierevej (så høje tanker har jeg trods alt ikke om mig selv), men udover at gøre en god ven en tjeneste, så tænkte jeg mest af alt, at det kunne være super sjovt at prøve det. Samtidigt tænkte jeg, at det at jeg endnu engang springer ud i at prøve noget helt nyt, ville det kun bidrage positivt i forhold til selvværd og selvtillid, fordi at jeg ved at godt tør prøve noget som i hvert fald tidligere har været totalt “no go” for mit vedkommende.

Hvordan gik det så? Som bekendt er der en første gang for alting her i livet, og jeg ville lyve, hvis der ikke var et strejf af nervøsitet og sceneskræk, da klokken nærmere sig 19:00, hvor modeshowet startede. Men ganske som jo næsten altid går, gik det rigtig godt trods nervøsiteten. Vi var to fyre og 17 piger (passende forhold vil nogen sige), og i løbet af en times tid fik vi vist alle mulige former for efterårsmode foran en masse af byens borgere. Og ud fra klapsalverne fra publikum at dømme, var der stor tilfredshed med aftenens modeshow.

Ergo overlevede jeg min debut som model, og det var rigtigt sjovt at prøve. Jeg er samtidigt blevet nogle erfaringer rigere, og kan således tilføje en ny side i min personlige oplevelsesbog. Om jeg så kommer til at kunne gøre brug af erfaringerne igen, må tiden jo vise :-)

Hvad med dig selv? Har du været ud af din komfortzone på det sidste?

Kan butiksdøden stoppes?

I forrige uge læste jeg en artikel i lokalsprøjten, som havde sat fokus på butiksdøden i Birkerød i forbindelse med, at endnu et par butikker har drejet nøglen om.

Ifølge artiklen skyldes lukninger og den åbenbart stigende butiksdød i Birkerød flere forhold så som finanskrise, højt huslejeniveau, utilstrækkelig kundegennemstrømning og manglende handling fra lokalpolitikerne i forhold til at udvikle hovedgadens handelsmiljø.

Der er helt sikkert flere faktorer, der afgør om det er muligt at drive en rentabel butik i et lokalmiljø nu om dage, og specielt den uheldige kombination af høj husleje og finanskrise gør det selvfølgelig ekstra svært at tjene penge. Lempelserne af lukkeloven, der ofte har været nævnt som en slags redningsplanke for de mindre butikker, har også fået skylden for den stigende butiksdød, og mon ikke den diskussion fortsætter i takt med, at lukkeloven bliver helt fjernet i slutningen af 2012.

Imidlertid kan jeg ikke lade være med at kaste bolden tilbage til dels butiksejerne og dels de lokale forbrugere. Jeg vil nemlig tillade mig at komme med et par bud på, hvad der skal til, for at begrænse eller helt undgå butiksdøden i lokalområderne.

Jeg vil lægge ud med butiksejerne: Hvis du har læst regelmæssigt på min blog, ved du at jeg går meget op i god kundeservice og unikke indkøbsoplevelser, og desværre begge dele er altså en forholdsvis sjælden gæst i alt for mange danske butikker – store som små butikker. Det er nærmest som om, at man skal undskylde for at få betjening, samtidig med vi ikke lige frem har et  lavt prisniveau her i landet, når vi sammenligner med andre europæiske lande. Så ikke alene skal man betale dyrt for mange varer, men man må ofte også nøjes med middelmådig service, hvis man da ikke lige frem føler sig til besvær i en given indkøbssituation.

Jeg synes ganske enkelt, at de lokale butikker burde tænke i at give verdens bedste kundeservice og virkelig tænke i unikke og personlige indkøbsoplevelser. Hvis jeg kun kan få dårlig service hos den lokale bager, vælger jeg altså at købe mit brød hos supermarkedet eller tankstationen, som ganske vist heller ikke giver supergod service, men som i det mindste er billigere. Får jeg til gengæld supergod service og attention, som jeg eksempelvis gør hos en af de lokale tøjbutikker i Birkerød eller hos Danmarks bedste optiker, ja så er jeg selvfølgelig loyal overfor disse butikker og handler altid hos dem.

Hvis nu de små butikker virkelig brugte kræfter og ressourcer på at give alle kunder en sublim indkøbsoplevelse, er jeg sikker på at det ville hjælpe på kundernes lyst til at handle både oftere og mere i de små butikker. Får man kundeservice i verdensklasse og en helt speciel indkøbsoplevelse i en given butik, tror jeg de fleste vil vende tilbage og handle hos den samme butik, og samtidigt ville prisen pludselig betyder lidt mindre – selv i disse tider.

Jeg vil også opfordre de små butiksejere til at huske, at god service er meget andet end et varmt smil og en høflig og imødekommende stemme. God service er også at man giver fuld returret med pengene tilbage i klingende mønt. En hel del små butikker ser fuld returret som en stor økonomisk risiko, og at kunderne jo sikkert vil misbruge det. Det er fuldstændig misforstået! I stedet for at tænke, at man jo nok altid kommer til at skulle betale penge tilbage til kunden, skal de små butikker se det som en mersalgsmulighed. Returret gør forbrugere trygge og denne tryghed er nu engang med til at få folk til at køre dankortet igennem dankortautomaten. Det er et fåtal af kunder, der rent faktisk returnerer varerne med henblik på at få pengene tilbage.

God service er også at man med det samme tilbyder at skaffe en given vare hjem, hvis man ikke har den efterspurgte vare på lager eller i det normale sortiment. Moralen er simpel: Lad være med at give kunden en chance for at gå hen til konkurrencen. Og begynder kunden at snakke om rabat, så lad være med at affærdige med en kommentar om, at det kan/vil man ikke give. Spørger en kunde efter rabat, er det trods alt et klart købssignal, som man bør lytte til.

Alt dette kræver uden tvivl en ekstraordinær indsats fra butiksejere og ansatte. For det er ikke nok bare at yde god service: Det skal være en så god og speciel service- og indkøbsoplevelse, at kunden husker det og dermed får lyst til at komme igen. Ja, i bedste fald får butikken endda positiv omtale ved at kunden fortæller om sin oplevelse til familie, venner og kolleger.

Hvad angår de lokale forbrugere, så har de selvfølgelig også et medansvar for, at de små butikker overlever. Nu forudsætter jeg, at man som forbruger ønsker et varieret udvalg af både små butikker, kædebutikker og supermarkeder. Og gør man det, er man som forbruger altså også nødt til at lægge nogle penge hos de små butikker. Det hjælper ikke noget, at man synes det er vildt charmerende med de små butikker i lokalmiljøet, men at man så alligevel kun køber ind hos de store kædebutikker. De små butikker kan ikke betale husleje og lønninger med gode intentioner og tanker. Der skal rigtige penge til, og dem kan du bidrage med ved at handle lokalt på regelmæssigt basis.

Det skal du selvfølgelig kun gøre, hvis service, udvalg og rådgivning i top, og prisen er fornuftig. Man skal efter min mening ikke give kunstig åndedræt til små butikker som giver dårlig service, ringe udvalg og høje priser. Sådanne butikker vil altid knække halsen under markedskræfternes hårde vilkår. For mig gælder det ikke om at holde liv i de små butikker for de små butikkers skyld, men fordi at jeg gerne vil have den super gode service og indkøbsoplevelse, og det er lige præcis, hvor de små butikker kan udkonkurrere de store kædebutikker og supermarkeder.

Hvordan ser det ud med butiksdøden i dit lokalmiljø? Og er du enig eller uenig i mine betragtninger?

En god løbetur rundt omkring i Birkerød

En god løbetur...

På trods af en yderst solid omgang fællestræning på lidt over fire timer i dag, blev det også til en god løbetur rundt omkring i Birkerød her sidst på eftermiddagen.

Jeg tror, at jeg kommer til at sove godt i nat :-).

Mahler’s Vinhandel: En supergod vinhandler

mahlers.jpgMahler’s Vinhandel er efter min mening en af Birkerøds bedste specialbutikker. Det baserer jeg på, at denne butik i høj grad lever op til de helt grundlæggende kvaliteter, som en specialbutik skal have: Først og fremmest er butikken specialiseret indenfor sit område og sælger derfor heller ikke alle mulige andre varer end lige netop vin og specialøl. Samtidigt sørger butikken for at have et velassorteret sortiment indenfor sit område med god bredde og dybde. Dernæst er butikken bevidst om, at det drejer sig om at give god og saglig rådgivning og hvor man sætter sig ind i, hvad kunden ønsker og har behov for. Og sidst men ikke mindst så forstår butikkens personale, at rigtig god og venlig service er med til at få kunderne til at blive ved med at komme igen og igen.

De to medarbejdere i butikken er begge kendetegnet ved at have en utrolig stor faglig viden om de produkter, som butikken sælger. Jeg har på intet tidspunkt følt, at der bare var tale om højtlæsning fra en etikette, når jeg har spurgt til en bestemt flaske vin – tværtimod for man at vide, hvis medarbejderen ikke har smagt den pågældende vin. Og når man spørger til en vin, som medarbejderne har smagt, er det en fornøjelse at blive informeret om, hvad man kan forvente af vinen og hvad den eksempelvis er god til af madtyper.

Så jeg kan så absolut anbefale, at du smutter forbi Mahler’s Vinhandel næste gang at du skal have god og reel rådgivning om vin. Og så er deres priser for øvrigt ikke så tossede endda og der er altid et godt tilbud at gå efter. Og sidst men ikke mindst, så får du altid puttet dine varer i en plastikpose, hvilket som bekendt betyder noget for mig :o)

Fakta om butikken:

  • Hvem? “Mahler’s Vinhandel”
  • Hvad? Vin og spiritus
  • Hvor? Hovedgaden 47 i Birkerød, tlf. 45 81 24 70, website: klik her
  • Hvor god? 4 ud af 5 stjerner

En tøjbutik med supergod service!

En tøjbutik med supergod serviceTøjeksperten “John K.” i Birkerød er, hvad jeg opfatter som en traditionel herretøjsbutik med et bredt udvalg af modetøj til fornuftige priser. Og hvad der er mere vigtigt, så er service og rådgivning på et utrolig højt niveau. Personalet, som består af Bo, John og Thomas, er altid på dupperne med god service og rådgivning og vel at mærke i en frisk tone. Man føler sig derfor altid velkommen i butikken (hvad langt fra er tilfældet i mange andre herretøjsbutikker).

Jeg kan godt være meget traditionel i min tankegang, når det gælder tøj. Det er derfor rart, når man på en og samme tid bliver både rådgivet og udfordret på en god og respektabel måde af en ekspedient i en tøjbutik. Desværre synes jeg bare, at det er svært at finde tøjbutikker, hvor man får denne form for betjening. Alt for ofte oplever man, at tøjbutikker er bemandet med (unge) ekspedienter, som har mere travlt med at tjekke, om de selv ser tip-top ud, frem for at få kunderne til at føle sig trygge og velkomne i butikken.

Det er heldigvis ikke tilfældet hos “John K.”. Her oplever man en god atmosfære og imødekommende betjening med det samme, at man kommer ind af døren. Og udover at få god og kompetent rådgivning, bliver man også i et stille og roligt tempo udfordret til at prøve lidt nyt og på farvevalget. Samtidigt er ekspedienterne heldigvis også friske på en god handel, hvis man køber lidt større ind :o)

Alt i alt kan jeg kun give “John K.” min bedste anbefalinger. Så hvis du er på udkig efter en herretøjbutik med et bredt udvalg af kvalitetsvarer til fornuftige priser og har brug for at få god rådgivning, så slå et smut forbi “John K.” i Birkerød. Jeg er sikker på, at du får en god oplevelse og god handel ud af besøget – det har jeg altid gjort!

Fakta om butikken:

  • Hvem? Tøjeksperten “John K.”
  • Hvad? Herretøj
  • Hvor? Hovedgaden 40 i Birkerød, tlf. 45 81 25 65
  • Hvor god? 5 ud af 5 stjerner
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.188, der følger denne blog