Hvis Mærsk ikke laver en aftale med mig, sender jeg da bare blokadevagter!

Da jeg forleden sad og kiggede på nyhedsstrømmen på Twitter, blev jeg gjort opmærksom på den igangværende konflikt mellem fagforeningen 3F og Amin Skov, som ejer og driver Restaurant Vejlegården… som ligger i Vejle… hvem ved, måske i en gård :-)

I forbindelse med, at Amin den 1. november 2011 overtog restauranten efter at den tidligere ejer var gået konkurs, valgte Amin at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening (også kendt som Krifa). Han mente, at det var den overenskomst som var bedst for både hans virksomhed og medarbejderne. Sidenhen har Amins beslutning om at vælge Krifa fremfor 3F haft store store konsekvenser for ham selv og hans virksomhed.

Kun cirka en måneds tid efter at Amin overtog Vejlegården og tegnede overenskomst med Krifa, blev rønnebærerne nemlig så sure hos 3F, at de valgte at varsle konflikt overfor Vejlegården. 3F ville ganske enkelt ikke acceptere, at Amin havde valgt dem fra, og de begyndte som modreaktion at chikanere ham med blokadevagter. Sidenhen har 3F’s konsekvente brug af meget små sko og usmagelig nidkærhed fået dem til at iværksætte yderligere chikanerier. Det har resulteret i, at den stakkels Amin har fået problemer med at få transporteret varer, fjernet skrald og endda også få leveret post fra Post Danmark (som jo stadigvæk er en halvoffentlig virksomhed). Amin kan heller ikke få lov til at indrykke jobannoncer på det offentlige Jobnet.dk.

Jeg synes, det total dårlig stil af 3F, når de ikke bare kan erkende at de har tabt til en anden fagforening. Det er jo ikke fordi, at Amin Skov ikke ønsker at hans medarbejdere skal være dækket af en overenskomst – han ønsker bare at samarbejde med Krifa fremfor 3F.  Men i stedet for at erkende, at man (3F) ikke var attraktiv nok som “samarbejdspartner” og at man (3F) måske skulle se indad og kigge lidt på “produktet”, vælger 3F og nogle af deres ledende kræfter istedet at blive meget personlige og gå direkte efter Amin.

Denne form for chikanerier er pudsigt nok lovlige at gennemføre, men ikke desto synes jeg at det hører fortiden til. Jeg synes det er ufatteligt, at 3F og LO ikke selv kan se, at det er ikke så lidt af et selvmål de laver i forbindelse deres chikanerier af Vejlegården og Amin Skov. De (mafia)metoder som 3F benytter sig af hører overhovedet ikke hjemme i et samfund som Danmark anno 2012. De får intet godt ud af det! Tværtimod får de masser af dårlig omtale og jeg gætter på, at medlemsafgangen hos LO og de gamle fagforeninger accellerer yderligere som følge af denne sag. Faktisk har LO har mistet over 100.000 medlemmer over de sidste 10 år – I wonder why… Måske var det på tide med lidt nytænkning og helt friskpudsede briller?

Jeg vil slutte indlægget af ved at drage en parallel for at illustrere vanviddet: Lad os sige, at jeg driver en virksomhed, der sælger og servicerer kaffeautomater til kontorer. Jeg henvender mig til A.P. Møller Mærsk for at prøve på at få en aftale med dem, da jeg har fundet ud af, at de skal forny deres aftale på dette område. Jeg byder ind med mit tilbud, men Mærsk takker pænt nej tak, da de har valgt en anden samarbejdspartner som de synes leverer en bedre løsning end mig (og hvem ved, måske også billigere). Jeg bliver megasur over deres beslutning, og jeg sender derfor blokadevagter med ud til Mærsks hovedkontor i København. Jeg kontakter også renovationsfirmaet, Post Danmark, alle danske aviser og Jobnet.dk og beder dem indgå i en sympatikonflikt og stoppe med at hente skrald, levere post samt at optage annoncer og jobopslag for at irritere Mærsk. Altsammen i håbet om, at Mærsk ændrer mening og alligevel vælger mig som samarbejdspartner.

Hvad tror du, Mærsk gør i den situation? Tænker du, at de på et tidspunkt får nok af mine chikanerier og alligevel vælger mig, når jeg bruger den slags metoder for at få en aftale igennem?

Svaret er vist åbenlyst…

Et slag mod fagbevægelsens troværdighed

tah.jpg

Jeg har netop læst et par artikler fra tidligere på måneden om den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes krav om at få op imod seks millioner kroner i pension. I forvejen havde hun fået tildelt et års løn på 732.000 kroner for at tage en uddannelse. Alt dette sker desuagtet det var Tina Aurvig-Huggenberger selv, der opsagde sin stilling og forlod LO efter hun tabte formandsvalget til Harald Børsting i slutningen af oktober måned sidste år. Altså blev Aurvig-Huggenberger hverken fyret eller presset ud – tværtimod havde hun forud for selve afstemningen selv meldt ud, at hun ville forlade LO, hvis hun tabte.

Jeg må indrømme, at jeg på det moralske plan ikke forstår, hvordan Tine Aurvig-Huggenberger kan få sig selv til at stille sådanne krav mod sin nu tidligere arbejdsgiver, når hun selv har valgt at opsige sin stilling og forlade LO. Selvfølgelig skal Aurvig-Huggenberger have løn i den aftalte opsigelsesperiode og naturligvis også den pension, som hun har optjent medens hun har været ansat. Men udover disse rimelige krav, mener jeg det er at gøre hån mod de menige fagforeningsmedlemmer, hvis en afgående næstformand bliver forgyldt, efter selv at have opsagt sit job i skuffelse over at have tabt valget.

Når det er sagt, er jeg også af den holdning, at hvis de indgåede aftaler rent juridisk gør, at Tine Aurvig-Huggenberger er berettiget til alle disse millioner kroner, så skal hun selvfølgelig have dem. At sager som denne så er med til at sætte pres på fagbevægelsens samlede troværdighed, er et helt andet problem. Personligt tror jeg det får den moderne lønmodtager til at lægge yderligere afstand til fagbevægelsen, der i forvejen har svært ved at retfærdiggøre sin eksistens og mister medlemmer til den helt store guldmedalje i disse år. Måske er Aurvig-Huggenberger-sagen det der skal til, for at fagbevægelsen erkender, at hvis dens troværdighed skal reddes, må også LO-toppen gå foran med et godt eksempel således man gør en aktiv indsats for at slippe af med det pamperspøgelse, der altid har forfulgt fagbevægelsen.

Kloge ord fra Dennis Kristensen, FOA

dennis_kristensen.jpg

Som du måske har hørt i pressen, har den afgående LO-formand, Hans Jensen, været ude med en meget klar støtte til Socialdemokraternes i forbindelse med folketingsvalget. Hans Jensen har blandt andet budt Helle Thorning-Schmidt velkommen som landets næste statsminister i forbindelse med LO’s kongres i går. Det sker desuagtet, at LO på den økonomiske front for længst har stoppet sin støtte til Socialdemokraterne, blandt andet for at tækkes den store del af deres medlemmer, der ikke ønsker at støtte førnævnte parti. Det forhindrer imidlertid ikke Hans Jensen ikke at bekende socialdemokratiske kulør, når det kommer til stykket.

Heldigvis har en anden fagforeningsformand i form af FOA’s formand, Dennis Kristensen, været ude i pressen og udtale, at Hans Jensens socialdemokratiske tilkendegivelser må været et udtryk for hans personlige holdning. Dennis Kristensen har endvidere udtalt, at “LO træder ikke tilbage til de gode gamle dage, hvor vi sad i partiets bestyrelse og de i vores. LO er ikke vedhæng til et parti. Vi skal samarbejde med alle og skaffe resultater uanset regeringen”.

Jeg synes, at det er vise ord fra Dennis Kristensen og modigt af ham at sige, hvad mange mennesker tænker – specielt når man har i tankerne, at Dennis Kristensen selv er fagforeningsmand. Der er i hvert fald stor respekt fra min side overfor Dennis Kristensen i forhold til det faktum, at han tør sige sine egne imod, når han kan se, at det er den helt gale vej, som LO bevæger sig ud ad.

Godt gået af LO og Fogh!

historisksamarbejde.jpg

I dagens udgave af Berlingske Tidende kan man læse, at statsminister Anders Fogh Rasmussen efter flere dages forhandlinger har sikret sig LO’s opbakning til første del af regeringens kvalitetsreform. Det sker i form af en aftale, der sikrer de offentlige ansatte bedre vilkår på flere områder, blandt andre med bedre adgang til efteruddannelse, bedre arbejdsmiljø, bedre seniorpolitik samt flere fuldtidsstillinger på institutionerne. Alt i alt er det en pakke til 6,5 milliarder kroner over de næste tre år.

Jeg må indrømme, at jeg synes at det er meget positivt at opleve LO’s villighed til at indgå i sådanne forhandlinger og dermed gå efter at skabe konkrete resultater for deres medlemmer. Det kunne nemlig have været fristende for LO at tænke i partipolitiske baner og dermed bekymre sig mere over, hvad der ville passe ind i en kommende socialdemokratisk valgkamp, end om LO rent faktisk kunne opnå håndgribelige resultater under trepartsforhandlingerne med Fogh. Heldigvis valgte LO at gå forhandlingens vej og har således være med til at skabe bedre vilkår for både egne medlemmer og det offentlige system i det hele taget. Det synes jeg fortjener stor ros og jeg håber samtidigt, at det er begyndelsen til en ny måde at tænke forhandlinger på.

Se muligheder i en bedre integration

Her til morgen hørte jeg i nyhederne, at LO tager afstand fra et nyt forslag fra regeringens Tænketank for integration, der netop har udgivet rapporten “Udviklingen i udlændinges integration i det danske samfund”.

Det er en skam, at LO skyder dette forslag ned, for jeg synes at alle arbejdsmarkedets parter – som den mest vitale del af vort samfund – har både en forpligtelse og en fantastisk mulighed for at bidrage aktivt til at forbedre integrationen af indvandrere i Danmark, for ikke at tale om den gruppe af trods alt ikke helt få danskere, der har begrænsede kompetencer og kvalifikationer.

Integrationsforslaget indeholder en anbefaling, som går på tre virkemidler:

  • Indvandringspolitikken ændres principielt således, at der sker en fremtidig lettelse af indvandringsreglerne for velkvalificerede indvandrere. Dette forbedrer dog ikke kvalifikationerne for de indvandrere, som allerede bor i Danmark og reducerer således ikke det store problem med integration.
  • Integrationspolitikken skal derfor styrkes med henblik på at forbedre og øge kvalifikationerne blandt de herboende indvandrere og efterkommere gennem tiltag på uddannelsesområdet og arbejdsmarkedet. Det skal blandt andet ske gennem en forbedring af tosprogede børns faglige og sproglige kundskaber samt at belønne nyankomne udlændinge, når de kommer lærer dansk og kommer i job.
  • Arbejdsmarkeds- og velfærdsreformer skal være med til at skabe langt bedre beskæftigelsesmuligheder for udlændinge (og danskere) med såkaldte “svage kvalifikationer”. Det kan eksempelvis indebære, at arbejdsmarkedets parter kan aftale en indslusningsløn under mindstelønnen til indvandrere og danskere med svage kvalifikationer således, at det generelt set bliver mere attraktivt for virksomhederne at ansætte flere fra denne gruppe af mennesker. Desuden skal der åbnes for tilskudsordninger til arbejdsgivere, som ansætter indvandrere i lavtlønnede job, der kræver beskedne kvalifikationer.

Personligt synes jeg, at det er nogle gode og fremadrettede forslag og synspunkter, som Tænketanken kommer med i den nye rapport. Og frem for alt er jeg helt enig i Tænketankens vurdering af, at vi som samfund er nødt til at anvende alle tre virkemidler (og måske flere) for at forbedre integrationen. Vi kommer aldrig til at opnå væsentlige forbedringer for den stigende gruppe af indvandrere i Danmark, for ikke at glemme danskere med svage kvalifikationer, hvis vi ikke gennemfører væsentlige ændringer og reformer.

Det primære i nyhedernes behandling af rapporten, går på Tænketankens forslag til indførelse af indslusningslønnen og LO’s holdning til det. Det går primært på, at LO mener, at det ikke hjælper med en indslusningsløn, men at det drejer sig om at give indvandrere de nødvendige kompetencer og uddannelse, så at de bliver parat til arbejdsmarkedet. Jeg kan imidlertid ikke lade være med at føle, at den virkelige agenda for LO er en helt anden, nemlig at de for alt i verden vil undgå at pille ved begrebet mindsteløn. Jeg tror ganske enkelt at de er bange for at diskutere et lavere lønniveau i en overgangsperiode for en gruppe af mennesker, fordi at LO vil føle, at det er en åbning for arbejdsgiverne til at diskutere en reduktion af andre gruppers minimumsløn.

Se muligheder fremfor begrænsninger

Jeg kan heller ikke lade være med at føle, at LO fokuserer på begrænsningerne frem for at se muligheder i forslagene. Dermed kommer LO til at medvirke til en slags skjult diskriminering af indvandrere (og til dels også danskere) med svage kvalifikationer, ved at holde fast i at man skal betale samme mindsteløn til alle, uanset baggrund og uddannelse. Det drejer sig altså ikke kun om kvalifikationer (selvom at det så bestemt er vigtigt), men i endnu højere grad om, hvor hurtigt en ny medarbejder kan skabe konkret værdi for virksomheden.

Uanset, om man vil være ved det eller ej, så har det nu engang har en betydning for arbejdsgivere, at man skal betale samme minimumsløn til en dansker, som har alle kvalifikationer på plads, som man skal betale til en indvandrere, som måske nok på papiret har grundkvalifikationerne i orden, men som ikke er integreret i samfundet og dermed ikke kender til den danske kultur og mentalitet på arbejdsmarkedet. Og selv om at det ikke altid er fair at sammenligne på den måde, kan de fleste arbejdsgivere nu engang ikke lade være med at vurdere, hvad man får ud af at ansætte en dansker kontra en indvandrere og hvor hurtigt at vedkommende kommer ind i jobbet. For jo hurtigere at en ny medarbejdere kommer ind i jobbet, desto hurtigere kan vedkommende være med til at skabe værdi for virksomheden og dermed også være sin løn værd.

Tror meget på indslusningsløn

Jeg tror derfor meget på en slags indslusningsløn for indvandrere, da jeg tror at det vil få mange arbejdsgivere til at åbne sig op for ansættelse af indvandrere med svagere kvalifikationer og forudsætninger, mod at der er råd til at have vedkommende ansat i længere tid, før end at han eller hun for alvor skal begynde at skabe værdi for virksomheden. Og det tager nu engang længere tid at bringe en indvandrere med begrænsende kompetencer op på samme niveau, som en gennemsnitlig dansk medarbejder har, hvilket er helt okay, hvis det altså også giver mening økonomisk set for virksomheden.

Jeg håber derfor, at LO indser at det ikke drejer sig om at der skal åbnes op for en generel diskussion om indslusningsløn eller at der skal lægges pres på mindstelønnen i Danmark – for det mener jeg bestemt ikke at der skal. Det drejer sig om, at et rigt samfund som Danmark har råd til at hjælpe en udsat befolkningsgruppe til at blive selvforsørgende og bidrage til landet som helhed. Derfor må alle – det offentlige, private virksomheder, os som individer og fagforeningerne – bidrage til at forbedre integrationen i det danske samfund, for det kommer os alle tilgode.

Dette gælder også LO og fagforeningerne i almindelighed – I kunne jo i den sidste ende gå hen og få nye medlemmer ud af det :o)

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.188, der følger denne blog