Hvis Mærsk ikke laver en aftale med mig, sender jeg da bare blokadevagter!

Da jeg forleden sad og kiggede på nyhedsstrømmen på Twitter, blev jeg gjort opmærksom på den igangværende konflikt mellem fagforeningen 3F og Amin Skov, som ejer og driver Restaurant Vejlegården… som ligger i Vejle… hvem ved, måske i en gård :-)

I forbindelse med, at Amin den 1. november 2011 overtog restauranten efter at den tidligere ejer var gået konkurs, valgte Amin at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening (også kendt som Krifa). Han mente, at det var den overenskomst som var bedst for både hans virksomhed og medarbejderne. Sidenhen har Amins beslutning om at vælge Krifa fremfor 3F haft store store konsekvenser for ham selv og hans virksomhed.

Kun cirka en måneds tid efter at Amin overtog Vejlegården og tegnede overenskomst med Krifa, blev rønnebærerne nemlig så sure hos 3F, at de valgte at varsle konflikt overfor Vejlegården. 3F ville ganske enkelt ikke acceptere, at Amin havde valgt dem fra, og de begyndte som modreaktion at chikanere ham med blokadevagter. Sidenhen har 3F’s konsekvente brug af meget små sko og usmagelig nidkærhed fået dem til at iværksætte yderligere chikanerier. Det har resulteret i, at den stakkels Amin har fået problemer med at få transporteret varer, fjernet skrald og endda også få leveret post fra Post Danmark (som jo stadigvæk er en halvoffentlig virksomhed). Amin kan heller ikke få lov til at indrykke jobannoncer på det offentlige Jobnet.dk.

Jeg synes, det total dårlig stil af 3F, når de ikke bare kan erkende at de har tabt til en anden fagforening. Det er jo ikke fordi, at Amin Skov ikke ønsker at hans medarbejdere skal være dækket af en overenskomst – han ønsker bare at samarbejde med Krifa fremfor 3F.  Men i stedet for at erkende, at man (3F) ikke var attraktiv nok som “samarbejdspartner” og at man (3F) måske skulle se indad og kigge lidt på “produktet”, vælger 3F og nogle af deres ledende kræfter istedet at blive meget personlige og gå direkte efter Amin.

Denne form for chikanerier er pudsigt nok lovlige at gennemføre, men ikke desto synes jeg at det hører fortiden til. Jeg synes det er ufatteligt, at 3F og LO ikke selv kan se, at det er ikke så lidt af et selvmål de laver i forbindelse deres chikanerier af Vejlegården og Amin Skov. De (mafia)metoder som 3F benytter sig af hører overhovedet ikke hjemme i et samfund som Danmark anno 2012. De får intet godt ud af det! Tværtimod får de masser af dårlig omtale og jeg gætter på, at medlemsafgangen hos LO og de gamle fagforeninger accellerer yderligere som følge af denne sag. Faktisk har LO har mistet over 100.000 medlemmer over de sidste 10 år – I wonder why… Måske var det på tide med lidt nytænkning og helt friskpudsede briller?

Jeg vil slutte indlægget af ved at drage en parallel for at illustrere vanviddet: Lad os sige, at jeg driver en virksomhed, der sælger og servicerer kaffeautomater til kontorer. Jeg henvender mig til A.P. Møller Mærsk for at prøve på at få en aftale med dem, da jeg har fundet ud af, at de skal forny deres aftale på dette område. Jeg byder ind med mit tilbud, men Mærsk takker pænt nej tak, da de har valgt en anden samarbejdspartner som de synes leverer en bedre løsning end mig (og hvem ved, måske også billigere). Jeg bliver megasur over deres beslutning, og jeg sender derfor blokadevagter med ud til Mærsks hovedkontor i København. Jeg kontakter også renovationsfirmaet, Post Danmark, alle danske aviser og Jobnet.dk og beder dem indgå i en sympatikonflikt og stoppe med at hente skrald, levere post samt at optage annoncer og jobopslag for at irritere Mærsk. Altsammen i håbet om, at Mærsk ændrer mening og alligevel vælger mig som samarbejdspartner.

Hvad tror du, Mærsk gør i den situation? Tænker du, at de på et tidspunkt får nok af mine chikanerier og alligevel vælger mig, når jeg bruger den slags metoder for at få en aftale igennem?

Svaret er vist åbenlyst…

Big Brother is Watching Birkerød…

En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.

Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.

Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!

Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.

Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.

Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.

Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.

Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.

Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?

Fortsat spild af papir…

På denne tid af året bliver der som bekendt spildt adskillige regnskove på tonsvis af julekataloger. Og for at det ikke skal være løgn, bliver der såmænd fældet yderligere en skov eller to i form af, at De Gule Sider nu er i fuld gang med at uddele deres lokale fagbøger i hele landet, i mit eget tilfælde “Storkøbenhavn Fagbogen for 2011″ – en lækker lille telefonbog på lidt over 600 sider!

Jeg har før givet udtryk for, at jeg synes det er spild af papir at fortsætte med at udgive fysiske telefonbøger på den måde som man fortsat gør. For et par år siden viste tal, at der blev trykt i omegnen af 10 millioner telefonbøger om året, hvilket svarer til ca. 6.500 tons papir og en udledning på ca. 13.000 tons CO2. Og da jeg har en formodning om, at det er et fåtal, der efterhånden bruger gammeldags telefonbøger, og størstedelen af disse millioner af telefonbøger ryger direkte i genbrugscontaineren, er der altså tale om miljøspild i stor skala.

Jovist, der findes helt sikkert en gruppe af borgere, der stadigvæk vælger at bruge en gammeldags telefonbog til at finde et telefonnummer i, og fint nok med det. Men derfor er der jo ingen grund til at trykke fysiske telefonbøger til samtlige husstande i landet. I stedet burde man lave en ordning, hvor man aktivt tilmelder sig og siger ja tak til at få tilsendt en fysisk telefonbog.

Imidlertid ville det ikke interessant for telefonbogsforlagene at indføre sådan en service. For i så fald ville deres oplag styrtdykke, og dermed ville grundlaget for at sælge annoncer stort set kollapse, eller i hvert fald blive stærkt reduceret.

Jeg forstår dog ikke, hvorfor at annoncører anno 2010 ikke har gennemskuet forlagenes “forretningsmodel”, som jo primært går ud på at fortælle interesserede annoncører om, hvor mange tusindevis eller millioner af husstande de kan ramme ved at komme med i telefonbøgerne. Hvis der nu fandtes officielle tal for, hvor mange der med det samme smed de gammeldags telefonbøger i genbrugscontaineren med det samme, var det næppe så interessant at annoncere på denne måde. I hvert fald ville det nok resultere i et krav om en stærkt reduceret pris på annoncerne, når det reelle antal “læsere” er markant mindre, end det fysiske oplagstal er et udtryk for.

Frisk på at deltage i en lille afstemning? Så klik på et af svarene i nedenstående stemmeboks og fortæl, hvad din hustand gør med de telefonbøger som du/I modtager. Og har du lyst til at kommentere indlægget, er du selvfølgelig mere end velkommen til at smide en kommentar.

Interessant kronik om Peter, Oda og Ole

Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.

Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af  Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).

Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.

Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(

Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

Har de styr på prioriteterne i Århus?

Jeg har netop set lidt TV 2 News og så i den sammenhæng et indslag om, at et snævert flertal (S, SF og R) i Århus Byråd har vedtaget, at bynavnet Århus fra 1. januar 2010 skal staves med dobbelt a og ikke bolle-å.

Byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen udtalte i indslaget, at det vil have stor betydning for byens uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og at byen – som følge af ændringen i stavemåden – ville stå langt stærkere i en globaliseret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og byrådet vist ikke helt har styr på prioriteterne. Danmarks næststørste by må da have langt større udfordringer, end at spilde så meget som et minut på, hvordan bynavnet staves.

Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvordan Århus kommer til at stå stærkere ved at ændre stavemåde i bynavnet. Alle udlændinge udtaler alligevel Århus som Arhus, og denne udtale ændres jo ikke bare fordi at der kommer et dobbelt a i bynavnet i stedet for bolle-å’et.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne totalt unødvendige beslutning kommer til at koste kommunen og dermed byens borgere kassen! Tænk på, hvor meget der skal udskiftes i form af byskilte, brevpapir, kuverter, kort, opdatering af edb-systemer og websider m.m. Kommunens ca. 30.000 medarbejdere skal vel også have nye visitkort eller hvad? Og nå ja, domænenavnet aarhus.dk ejes endda af JP/Politikens Hus og TV 2 Østjylland i fællesskab, og udover at det kan være tvivlsomt om kommunen kan få fingre i domænet, så vil det i så fald også resultere i en ekstra regning til kommunens borgere.

Men skidt være med det. Nicolai Wammen & Co hæver jo alligevel bare skatten for at kunne betale for navneskiftet. For der er jo altid ekstra penge at hente fra borgerne til at betale for vigtige politiske mærkesager – som eksempelvis en ny stavemåde for bynavnet…

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

Hvorfor spilde politikertid på den slags?

I et ellers ganske moderne samfund som det danske bliver der desværre ofte sat fokus på politiske enkeltsager. Det får beklageligvis politikerne til at udvise en usmagelig stor grad af populisme, hvilket resulterer i, at der bliver sat fokus på sager og problemstillinger, der efter min mening slet ikke har nogen reel samfundsmæssig og politisk relevans.

Aktuelt tænker jeg selvfølgelig på sagen om sms-afstemningen i X Factor. Der er åbenbart blevet sået tvivl omkring validiteten af afstemningen, og det er naturligvis ikke okay. Selvfølgelig skal der være styr på den slags afstemninger og man skal kunne stole på dem.

Men når det er sagt, er der efter min mening ingen grund til at politikerne bruger så meget som et sekund på sådan en sag. Nej, den har ikke samfundsmæssig eller politisk betydning eller relevans. Selvfølgelig skal der være styr på en afstemning på en Public Service kanal som DR, men der er trods alt ikke tale om et folketingsvalg eller lignende. X Factor er trods alt kun et underholdningsshow!

Ikke desto mindre har Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht alligevel valgt at kalde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd i Folketinget om denne sag.

Hvad i alverden er det for noget at spilde politisk taletid og fokus på, og så endda i form af et samråd i Folketinget? Jeg troede ellers, at vi netop lige nu havde langt større og mere vigtige problemer i vores samfund, end en sms-afstemning i et talentshow.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.188, der følger denne blog