Tour de Doping

Jeg er generelt set ikke interesseret i cykelsport og jeg har derfor heller ikke noget stort ønske om at følge med i årets Tour de France. Det er imidlertid svært at overhøre samtalerne på arbejdspladsen eller undgå overskrifterne i pressen omkring dette emne. Men på trods af min manglende interesse for cykelsport, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, hvorfor at en så stort sportsbegivenhed som Tour de France stort set altid er forbundet med anklager om doping.

Hvad er det, som gør, at en professionel cykelrytter begynder at dope sig målrettet og konsekvent med blodpræparater, anabole steroider, væksthormoner og andre præstationsforbedrende stoffer med det formål at snyde sig til en topplacering? Er det æren ved at vinde? Er det prestigen ved at være med i en af verdens hårdeste sportsgrene? Er det pengene? Er det fordi, at det kravene for at opnå topresultater er blevet for høje? Eller er det fordi, at det, blandt de professionelle sportsfolk, er blevet “okay” at bruge doping på linie med et superoptimeret indtag af væske og kulhydrater? Er det fordi, at målet helliger midlerne?

Uanset, hvad det er, der får en professionel cykelrytter til at dope sig, findes der ganske enkelt ikke nogen “god”, acceptabel eller endsige forståelig grund til at snyde sig til en sejr eller topplacering. Og så det for øvrigt lige meget, om snyd defineres som at overtræde spillets formelle regler eller dope sig med ulovlige stoffer. Dette gælder selvfølgelig for alle sportsgrene og ikke kun cykelsport.

For mig at se, er dopingfænomenet en moralsk forkastelige deroute, som truer med at ødelægge enhver form for sport. Og lige netop professionel cykling er meget tæt på at opleve et totalt kollaps på denne front. Jeg ved godt, at det er hårdt sagt, men jeg ser på det på den måde, at cykelryttere, som ikke formår at holde sig på dydens smalle cykelsti, ender som en slags professionelle narkomaner, som skal have deres “fix” for at kunne overleve i konkurrencen.

I forhold til mit spørgsmål om, hvad det er, der får en cykelrytter til at dope sig, så tror jeg desværre at svaret er, at rytterne, deres læger og rådgivere samt holdejerne accepterer, at doping i et eller andet omfang er blevet et “naturligt” element i den professionelle cykelsport. Samtidigt har “branchen” haft en yderst begrænset lyst til at udøve selvkontrol og konsekvens i forbindelse med dopingsager. Og endelig – og næsten allervigtigst – har meget få af den professionelle cykelsports interessenter haft det fornødne mod til at holde de etiske og moralske værdier i hævd. Dermed er sportens oprindelige værdigrundlag blevet udvandet og ødelagt på forholdsvis få år. Det samme gælder selvsagt også Tour de France, som ellers har en over 100 år lang tradition bag sig – imidlertid skulle der mindre end 10 år til at gøre den store sportsbegivenhed synonym med doping.

Hvad angår konsekvensen med at smide potentielle dopingsyndere ud af Tour de France, synes jeg at det er det eneste rigtige at gøre. Faktisk synes jeg, at straffen skal være endnu hårdere, end den er i dag, hvor vi ser udelukkelsesdomme på få måneder eller 1-2 år. Jeg tror faktisk at nogle af de dopingdømte cykelryttere ser dommene som en slags “mellemperioder”, hvor man kan få trænet ekstra meget, inden at man genindtræder i de officielle cykelløb. Og det er selvsagt helt forkert, for det skal slet ikke kunne betale sig at spekulere i straf kontra gevinst, når det gælder doping. Straffen bør være helt entydig og ultimativ: Hold dig helt væk fra doping – ellers bliver du udelukket fra professionelle cykelløb for altid! Jeg tror at det er den eneste måde at få bugt med doping.

En anden ting, som jeg heller ikke helt fatter, er sponsorernes holdning til det at støtte en sportsgren, som er i den grad er bliver forbundet med noget negativt og det at snyde for at vinde. I det mindste burde sponsorerne gøre deres økonomisk støtte betinget af, at ingen ryttere benytter sig af doping. I tilfælde af, at holdet bliver ramt af anklager doping eller konkrete domme, bortfalder enhver økonomisk støtte (eventuelt med krav om tilbagebetaling af allerede ydet støtte) således, at det ikke engang er risikoen værd, at overveje at bruge doping som et virkemiddel til at opnå topresultater. Jeg mener i hvert fald, at sponsorerne har en stor forpligtelse til at medvirke aktivt til, at doping ikke længere accepteres i professionel cykelsport.