Tiger Woods har netop vundet den 135. udgave af The British Open med en samlet vinderscore på 270 slag eller 18 under par efter fire runder. Dermed har han vundet sin 11. majortitel og Tiger mangler således “kun” syv titler mere for at tangere Jack Nicklaus‘ rekord på 18 majortitler i hans karriere.
I modsætning til i går, hvor Tiger måtte kæmpe hårdt for at holde fast i føringen, udeblev den forventede spænding omkring udfaldet af The Open. I starten var der et par gange, hvor Tiger måtte dele føringen med henholdsvis Ernie Els og Chris DiMarco, men ret hurtigt blev det klart, at Tiger ganske enkelt lavede færre fejl end de andre spillere, der var med i førerfeltet.
Der er ingen tvivl om, at vejen til Tigers flotte sejr blev lagt gennem den gameplan, som han utvivlsomt havde brugt meget tid på at lægge, forud for selve turneringen. Fra første til det allersidste slag, fulgte Tiger en klar strategi om, at The Open skulle vindes ved at lave så få fejl som overhovedet muligt, blandt andet ved at lade være med at bruge driveren alt for meget og fokusere på præcision frem for længde. Under hele turneringen brugte han således kun sin driver en enkelt gang, hvorimod at 2-jernet blev hans “favorite weapon of choice”.
Efter at have holet sit vinderput på 18. hul, fik følelserne fuldt afløb for Tiger, som brød ud i tårer og stod længe og krammede sin caddie, Steve Williams – utvivlsomt som følge af, at dette var den første turnering, som han vandt, efter at hans fars død for lidt over to måneder siden. I forbindelse med Tigers sejrtale, fortalte han da også følgende: “Jeg savner mig far så meget. Da jeg havde puttet for sidste gang, gik det op for mig, at han aldrig i egen person har overværet, at jeg har vundet British Open. Jeg ville ønske, at han havde været her. Jeg elsker dig meget højt”.
Tigers sejr i dag vil derfor helt sikkert blive set som en dedikation til alt det, som hans far stod for og den altafgørende betydning, som faderen har for, at Tiger i dag stadig er verdens absolut bedste golfspiller – det har han for øvrigt være i mere end 400 uger samlet set eller i over syv år og otte måneder!<
Tillykke med sejren til et fantastisk sportsmand og ikke mindst en af sportens fineste gentlemen. Tiger vidste i dag, at han aldrig giver op og altid kæmper til det sidste – vel at mærke i dyb respekt for golfsportens idealer.
Imponerende sejr til Tiger – og så den måde hvorpå han gør det.
Tigers grundlæggende respekt for golfspillet og hans gentlemanship burde give stof til eftertanke for de idrætsudøvere, som via doping (f.eks. Tour de France) og verbalt (f.eks. Materazzi’s sprogmæssige svinestreger under VM-finalen i fodbold) besudler de sporgsgrene, som skaffer dem hæder og ære (og ubegribelige formuer).
Jeg er helt enig og fatter ikke, hvorfor at de sportsfolk, som snyder sig til bedre resultater gennem doping, ikke indser, at den eneste reelle måde at opnå varige topresultater, er ved at fokusere på træning, indsats og psyke – ganske som Tiger Woods har vist at det kan lade sig gøre.
Preben – Nu er det jo altså ikke kun fodboldspillere som tjener store formuer. Tigeren fik for sin lille anstrengelse rundt regnet kr. 8 mill. Men det er vel nok også fair, når man skal bruge hele 4 dage på dette!
I øvrigt, hvordan kan I være så skråsikre på at der ikke bruges doping i golf? Korriger mig lige, men mig bekendt bliver der ikke taget dopingprøver i golf turneringer!?
http://www.doping.dk/visNyhed.asp?artikelID=2021
http://www.doping.dk/visNyhed.asp?artikelID=1718
Jeg havde ret! Men i golf kan dårlige undskyldninger åbentbart bruges.
R&A (som nogenlunde er golfverdenens svar på FIFA) har meddelt, at de også vil begynde at teste for doping i et eller andet omfang fremover.
Men jeg tvivler virkelig på, at de finder nogen som helst form for doping, eftersom at golf ikke drejer sig så meget om muskler og udholdenhed, men i langt højere grad drejer sig om teknik og psyke.
I modsætning til cykelsport, hvor muskler og udholdenhed er altafgørende, skal der trods alt ikke de store kræfter til at gå rundt i 4-5 timer og spille golf – så doping hjælper ikke rigtigt, som jeg ser det. Derimod er teknikken i den måde, som du slår golfslaget på og din personlige psyke det som sikrer topplaceringer.
Og der findes masse eksempler på topgolfspillere, som i hvert fald ikke kan prale af en toptunet krop, men som “bare” har styr på teknikken.