“München”: Desværre stadig aktuel…

Jeg har netop genset filmen “München” i forbindelse med, at den er udkommet på DVD. Som bekendt er filmen baseret på de forfærdelige hændelserne under OL i 1972 i München. Her blev tog den palæstinensiske terrorgruppe, Sorte September, 11 israelske idrætsfolk som gidsler og forsøgte at afpresse de tyske myndigheder til at få frigivet over to hundrede fanger i Israel samt de to tyske terrorister, Ulrike Meinhof og Andreas Bader.

Desværre fik gidseldramaet en meget tragisk udgang, da de 11 israelske idrætsfolk blev myrdet af terroristerne – dels i forbindelse med selve gidseltagningen og dels under et mislykket redningsforsøg i den internationale lufthavn nær München. Det fik staten Israel til at iværksætte en hævnaktion, som indebar, at man sammensatte en tophemmelig gruppe til at opsøge og dræbe de overlevende terrorister fra gidseldramaet. Filmen tager udgangspunkt i aktionen, de involverede mennesker og de enorme følelsesmæssige og moralske udfordringer, der opstår i kølvandet på de mange drab.

Filmmæssigt synes jeg, at det er en fantastisk god og seværdig film, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at se igen og igen. Filmen forsøger ikke på at tage side i konflikten fra dengang eller at fremstille den ene eller anden part som mere barbarisk end den anden. Tværtimod skildres begge sider, det vil sige israelere og palæstinensere, på nuanceret vis, om end at filmens primære fokus er israelske gruppe og specielt hovedpersonen, Mossad-agenten Avner (spillet af Eric Bana).

Den hemmelige gruppe starter med at have en meget høj motivation for at gennemføre hævndrabene, men ret hurtigt melder der sig en række moralske tømmermænd blandt de fleste af gruppens medlemmer. Imidlertid fortsætter gruppen alligevel sine hævnaktioner og bliver således fanget i en ond cirkel. Desuagtet at de indser, at hævndrabene blot resulterer i ditto hævndrab fra palæstinensernes eller andre involveredes side, holder gruppens medlemmer fast i missionens målsætning om, at opsøge og dræbe de overlevende terrorister fra OL massakren – uanset pris!

En ond spiral

Et vigtigt spørgsmål som flere af hovedpersonerne stiller de øvrige medlemmer i gruppen og ikke mindst sig selv, er om hævnaktionen virkelig er de enorme menneskelige og moralske omkostninger værd. Israelerne opnår ganske vist hævn ud fra et øje for øje princip og sender samtidigt et signal til palæstinenserne om, at det har en konsekvens at dræbe israelske statsborgere. Til gengæld fremprovokerer det yderligere hævndrab og terroristangreb fra palæstinensernes side og den onde spiral er dermed startet – vel at mærke uden udsigt til at stoppe.

Desværre er filmen på mange måder aktuel som aldrig før i forhold til opblusningen af konflikten i Mellemøsten i de sidste par uger. Det siger jeg ikke fordi, at der har været en terroristaktion i forbindelse med det netop afholdte verdensmesterskab i fodbold eller Tour de France – heldigvis ikke. Næ, filmen er aktuel, fordi at de principper, som lå til grund for den hemmelige gruppes hævnaktioner tilbage i halvfjerdserne, desværre stadig gælder i 2006. Hvis I slår nogle af vores soldater eller borgere ihjel, gør vi det samme med jeres soldater og borgere. Og der er næppe nogen tvivl om, at den onde spiral i Mellemøsten igen har taget fart i de seneste par uger.

Jeg siger dermed ikke, at Israel ikke skal forsvare sig mod angreb på landet som sådan – det er enhver nations ret at forsvare sig. Jeg tror bare ikke på, at konflikten bliver løst ved, at israelerne iværksætter voldsomme modangreb og dermed hælder endnu mere benzin på et bål, som i forvejen brænder alt for meget. Konflikten mellem israelere og palæstinensere bliver ikke løst ved, at de bliver ved med at bekrige hinanden (med mindre at det lykkes en af partnere at udrydde den anden part helt og aldeles, men sådan fungerer verden jo heldigvis heller ikke).

En anbefalelsesværdig film

Under alle omstændigheder er “München” i hvert fald en film, som jeg kun kan anbefale, at du får set, hvis du ikke allerede har gjort det. Det er en fantastisk god film, som ikke mindst får en (i hvert fald mig) til at tænke over tingene i forhold til de mange voldelige konflikter, der stadig eksisterer i Mellemøsten og andre steder i verden. Det er såmænd ikke fordi, at jeg er rendyrket pacifist, men jeg ville ønske at de involverede parter ville indse, at de kommer ingen vegne ved at blive ved med at slå hinanden ihjel.

Desværre tror jeg ikke på, at der kommer en reel fred i Mellemøsten i min levetid. Det virker som om, at partnerne er håbløst bagud i forhold til vores europæiske holdning til det, at finde fredelige løsninger på konflikter. Et øje for et øje er tragisk nok stadig måden man håndterer konflikter på i Mellemøsten.

Omvendt har man da lov til at være naiv og håbe på, at de en skønne dag indser, at de må stoppe med at lade våbnene tale og dermed også få permanent fred i den del af verden.

Comments

  1. I Weekendavisen nr. 27 var der en artikel netop om mellemøsten-konflikten. Den indledes med historien om en skorpion, der beslutter sig for at flytte. Den vandrede ned fra bjerget, indtil den kom til en dyb, bred flod. “Hvordan kommer jeg over på den anden side?” tænkte skorpionen. Da så den en frø på den anden side og spurgte “Kan du hjælpe mig med at komme over kære frø?”. Frøen svarede “Nej, fordi du vil slå mig ihjel mens jeg bærer dig over floden”. Skorpionen replicerede at det ikke ville ske, for så ville de jo begge dø. Frøen fandt ræsonementet rimeligt og svømmede over. Skorpionen hoppede op og svømmeturen begyndte. Midtvejs mærkede frøen et stik og drejede hovedet mod skorpionen: “Dit fjols, nu dør vi begge!”. Skorpionen svarede: “Jeg kan ikke lade være – det er min natur”.

    I de mørkeste øjeblikke kan man godt få den tanke, at det israelske og pælastinæsiske folk er bundet op i et skæbnefællesskab akkurat som frøen og skorpionen.

    Fred ligger langt, langt ude i fremtiden – hvis nogensinde.

  2. Her er et interessant review af filmen, som du burde læse.

    http://www.imdb.com/title/tt0408306/usercomments-803

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: