Kronik: De økonomiske krav kan aldrig forliges

martinpaldam.jpg

Af Martin Paldam, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

Der har ikke været nedskæringer i den offentlige sektor, selv om de, der protesterer og demonstrerer, føler det sådan. Men grundlæggende er der tale om, at vælgerne kræver, at politikerne skal gøre noget, der er umuligt.

For tiden går en bølge af proteststrejker over landet. Der protesteres imod de stadige nedskæringer og forringelser i den offentlige sektor. Skal man tro dem, der protesterer og demonstrerer, er der ingen tvivl om, at den offentlige sektor bliver mindre og mindre.

Hertil svarer så regeringen, at det gør den ikke, og at vi har en af de to største offentlige sektorer i verden. Ser man på tallene, er det klart, at regeringen har ret. Der har ikke været nedskæringer. På den anden side er der er ingen tvivl om, at mange fornemmer det sådan. Så der er et åbenbart paradoks.

Det er også klart, at når oppositionen kommer til magten, vil den føre præcis den samme politik, som den regeringen nu fører. For så bliver oppositionen nemlig ansvarlig, mens den kan være uansvarlig i opposition. Det er ligesom Socialdemokraterne i Århus – de var uansvarlige, da de var i opposition, men det første, de gjorde, da de kom til magten, var at lave en stor sparerunde. Men for at komme til magten, er oppositionen nødt til at sige, at regeringen laver store nedskæringer, der går vældigt ud over velfærdsstaten. Vi ved alle, at det skal den sige, og det gør den så.

Sagens kerne er nemlig, at vi kræver, at vores politikere skal gøre noget, der er umuligt. Selv om de lover at gøre det, når de er i opposition, kan de naturligvis ikke. Dét, vi kræver, er nemlig, at de skal opfylde tre krav på én gang:

Krav 1: Fastholde skattetrykket på sit nuværende niveau, dvs. skattestop.

Krav 2: Bevare velfærdsstaten, dvs. paritet mellem den offentlige og den private produktion.

Krav 3: Holde lønparitet mellem det private og offentlige samt alle sociale ydelser.

Samtidig er det en hårdnakket kendsgerning, at:

Produktiviteten stiger langsommere i den offentlige sektor, end den gør i den private.

Disse fire punkter ikke kan forenes. Derfor må de nødvendigvis give anledning til stadige kriser, simpelthen fordi de ikke kan forliges. Der findes, som vi økonomer siger, ingen dynamisk ligevægt for en økonomi, hvor der gælder disse fire punkter. Et af dem må nødvendigvis bøjes. Det er kun et spørgsmål om hvilket. Det er det, vi lever med – snart giver fortalerne for det ene punkt sig lidt, og snart er det fortalerne for det andet, men der er hele tiden nogen, der skal give sig.

I mange år var det, der blev bøjet, krav 1. Vi levede med et skattetryk, der år efter år blev højere. Det er nu blevet erstattet af et skattestop. SF mener, at skatterne skal have et løft én gang til, og så et par gange til. I regeringen Nyrup kæmpede finansminister Lykketoft for at ændre den hårdnakkede kendsgerning ved at få større produktivitetsfremskridt i den offentlige sektor gennem privatiseringer og udliciteringer. Det gav noget, men ikke meget, og det er stødt på så stor modstand, at det er blevet opgivet af den nuværende regering. Den er til gengæld blevet reddet af en meget heldig højkonjunktur, der dog ikke vil blive ved.

To eksempler vil vise, hvad det grundlæggende problem er: I begge eksempler antager vi, at produktiviteten og lønningerne stiger med 10 pct. i den private sektor over f.eks. fem år. Hvad betyder det, hvis der slet ingen produktivitetsfremskridt er i det offentlige?.

Eksempel 1. Hvis velfærdsstaten skal bevares, betyder det, at den offentlige produktion også skal op med 10 pct., og det kan kun ske ved at ansætte 10 pct. flere. Med lønparitet betyder det, at den offentlige sektors andel af BNP går op (med ca. 2,5 pct.), og så må skatterne også op med 2,5 pct. af BNP. Så ryger krav 1, og skattetrykket stiger. Det gentager sig fem år senere, osv. Pointen er, at der ikke findes en ligevægt, hvor skattetrykket holder op med at stige.

Eksempel 2. Lad os i stedet antage, at vi fastholder skattestoppet som krav 1. Det betyder, at man er tvunget til at fastholde, at personalet i den offentlige sektor ikke kan stige. Så er det krav 2, der må bøjes: Når den private produktion og samfundets velstand stiger, forbliver den offentlige produktion konstant, men da lønningerne stiger, er det offentliges andel konstant. Herved kommer den offentlige sektor efter nogle år til at tage sig stadig fattigere ud relativt. Den falder ganske vist ikke, men den stagnerer, medens den private sektor bliver stadig mere velstående. Skoler og andre offentlige bygninger ser mere og mere beskedne ud relativt.

Det er ikke muligt, og så skrider de offentlige udgifter, snart hist, snart her, og for at fastholde skattestoppet må der sparerunder til. Pointen er nemlig, at der hele tiden er et pres for en stigning på dette eller hint område. Så bliver statsministren inviteret til Afrika, og så skal Afrika have 600 mio. Så er der brug for at hindre Grønlands gletschere i at smelte, og så fyres der en milliard af til det, osv. Der er hele tiden spændende nye initiativer. Så skal der gøres noget imod den overhængende fedme, og det er også dyrt. De, der kræver penge til det, fortæller – som sædvanlig – om, hvor meget vi vil spare i det lange løb. Skal skattetrykket fastholdes, så må sådanne nye tiltag modsvares af, at der ansættes lidt færre pædagoger.

Ud fra eksempel 1 og 2 kan læseren lave alle mulige kompromiser. Det kan være, at der er produktivitetsstigninger, der er halvt så store i det offentlige som i det private, og så går der dobbelt så lang tid, før problemerne indtræffer. Vi kan også fordele problemerne med lidt til krav 1 og lidt til krav 2. Vi kan også have en periode, krav 3, hvor de offentlige lønninger stiger relativt lidt, osv. Men grundlæggende er der hele tiden noget, der skal give sig.

Der kan også indtræffe forskellige lykketræf, der kan hjælpe i et par år. F.eks. kan det være, at de sociale ydelser falder i nogle år på grund af heldige svingninger i forsørgerbyrden, eller måske får en højkonjunktur de sociale udgifter til at falde. Der er altid udviklinger, som kan give nogle heldige år. Men sådanne lykketræf varer typisk kun i en periode, og så går det modsat. Og vi ved, at forsørgerbyrden snart stiger en hel del. Her er det så, at der er brug for store budgetoverskud nu, så vi ikke har gæld til den tid.

En gang imellem er der en offentlig udgift, der mister sin begrundelse, f.eks. da vores ydre fjende Sovjetunionen og dens Østblok forsvandt og vi i stedet for gamle fjender fik nye venner og allierede. Her kunne vi så afskaffe hele forsvaret. Men dels var det ikke så stort i forvejen, dels blev der hurtigt brug for det igen til at tage del i krige rundt om i verden, hvor vi har vedtaget, hvem der er de gode, som vi skal holde med, og hvem der er de onde, som vi skal bekæmpe.

Det afgørende er, at grundlæggende hænger tingene ikke sammen. Det er vigtigt, at vi alle forstår det, for de problemer, vi har nu, vil vende tilbage fremover, den ene gang efter den anden. De vil fremkomme i forskellige situationer og fremtræde på forskellig måde.

Der vil altid være nogle, der siger, at netop nu er det en helt særlig situation. Det er det altid. Lige nu er det helt særlige, at der er en stor kommunalreform. Men samtidig ved vi, at netop nu har vi en usædvanlig højkonjunktur, hvor kommunerne bør spare meget på de sociale udgifter. De kommunale besparelser pga højkonjunkturen bør være større end merudgifterne til kommunalreformen. Er de ikke det, er der noget helt galt.

ad mig slutte med at tænke på næste gang, vi rammes af et konjunkturtilbageslag. Her går de sociale udgifter op med f.eks. 50 mia., og skatterne falder med f.eks. 50 mia. Det sker næppe de første par år, men det er sket før, og det vil ske igen. Det vil måske ske om fem år, hvor den stigende ældrebyrde allerede har spist en god del af vores budgetoverskud. Så får vi pludselig et offentligt budgetunderskud. Det kan lade sig gøre, hvis vi ikke har nogen gæld, men det er en alvorlig sag, hvis vi har en gæld.

Det er altså meget vigtigt at fastholde et stort budgetoverskud nu, hvor vi har en højkonjunktur, der er lige ved at løbe løbsk.

Denne kronik blev bragt første gang i Berlingske Tidende, den 4. oktober 2006. Kronikken er gengivet med velvillig tilladelse af Martin Paldam, professor ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s