Dødsdom ændrer næppe noget

I dag blev Saddam Hussein til døden ved hængning for at have beordret 148 shiamuslimer henrettet i 1980’erne. En appeldomstol skal inden for de næste 30 dage afgøre, om den er enig i dødsdommen. Hvis appeldomstolen er det, vil dødsdommen over ex-diktatoren blive udført umiddelbart herefter.

Med de ufattelige forbrydelser, som Saddam Hussein har påført sine egne landsmænd samt blandt andre det kuwaitiske folk under den første golfkrig, kan jeg et eller andet sted godt forstå det store behov for hævn. Jeg forstår også godt, at særdomstolen ikke bare kunne idømme Saddam Hussein eksempelvis 25 års fængsel.

Men udover, at jeg personligt ikke går ind for dødsstraf, tror jeg ikke, at dødsdommen over Saddam Hussein vil løse eller endsige bare minimere de massive problemer, der er i Irak, herunder at stoppe de mange myrderier af uskyldige mennesker.

Tror ikke på dødsstraf

Helt fundamentalt tror jeg ikke på dødsstraffen som den ultimative form for straf for en forbrydelse. Det hjælper måske på den korte bane i forhold til et hævnmotiv fra ofrenes familier (eller gør det?), offentligheden og staten. Men efter min mening hjælper det ikke, at en stat slår en af sine borgere ihjel som straf for mord, folkemord eller lignende. Hvis staten bare gengælder ud fra et øje-for-øje princip, er staten i mine øjne hverken bedre eller værre end gerningsmanden. Jeg mener ganske enkelt ikke, at et moderne samfund og demokrati (hvad jeg godt ved, at de ikke har i Irak endnu) kan tillade statsautoriseret drab på sine borgere som en del af moderne strafferet.

Jeg ved godt, at det er en meget speciel situation med Saddam Hussein og i modsætning til mange dødsdomme i eksempelvis USA, hvor der har været eksempler på henrettelser af uskyldige, er der ingen tvivl om, at Saddam Hussein helt sikkert er skyldig i mange menneskers død og årtiers voldelig undertrykkelse af hans landsmænd. Han fortjener derfor en meget hård straf – efter min mening fængsel på livstid i ordets bogstaveligste forstand. Han burde populært sagt rådne op i et fængsel i resten af hans dage, indtil at han dør en naturlig død, frem for at gør det let ved en henrettelse og næsten martyragtigt.

Men i den virkelige verden…

Omvendt er jeg realistisk nok til at erkende, at en livstidsdom ikke er muligt i netop dette tilfælde. For alt andet end en dødsdom ville ikke være acceptabelt for ikke mindst USA og præsident Bush samt den nye irakiske regering og et flertal af det irakiske folk. Jeg tror desværre også, at øje-for-øje princippet stadig ligger meget dybt funderet i den mellemøstlige kultur, hvorfor at det er omsonst at tænke i retning af, at konvertere dødsdommen til en livstidsdom.

Som sagt tror jeg ikke på, at en henrettelse af Saddam Hussein vil skabe mere ro i Irak og da slet ikke på den korte bane. Henrettelsen vil derfor alene kunne slukke hævntørsten hos de mange mennesker, som ønsker Saddam Hussein død. Men man har selvfølgelig altid lov til at have et naivt håb om, at hans henrettelse (som jeg er sikker på bliver en realitet) på en eller anden måde alligevel kan være med til at skabe mere ordnede forhold i et land, der i den grad trænger til ro og orden og ikke mindst fredelige forhold for landets hårdt prøvede indbyggere.