Mediekoncernen Universal er af den overbevisning, at internetportalen MySpace opfordrer og medvirker til ulovlig distribution af ophavsretsbeskyttet musik og film. Universal har derfor netop lagt sag an mod MySpace med det officielle formål, at få anerkendt selskabet og deres kunstneres ophavsrettigheder.
Uofficielt tror jeg nu mere, at det drejer sig om, at det er uendeligt nemmere for Universal at hive millioner af dollars ud af MySpace som virksomhed (selvfølgelig under forudsætning af, at Universal vinder sagen) end det er at sagsøge de MySpace-brugerne, der måtte bruge internetportalen til ulovlig distribution af musik og film.
Men mere vigtigt synes jeg, at det er principielt forkert, hvis domstolene dømmer ellers lovligt drevne virksomheder som eksempelvis MySpace eller YouTube til at betale erstatning, hvis nogle af internetportalernes brugere vælger at bruge de tilbudte faciliteter til at distribuere piratkopier af musik og film. Sat på spidsen svarer det eksempelvis til, at den danske stat kan dømmes til at betale bøder og erstatning for, at nogle af landets borgere kører for stærkt på statens lande- og motorveje. Eller at eksempelvis indkøbscentre kan dømmes til at betale erstatning, hvis indbrudstyve vælger at bruge parkeringspladserne til at parkere en bil, som indeholder tyvekoster.
Portaler skal ikke lege politi
Selvfølgelig kan man godt forvente, at disse internetportaler i et eller andet omfang bidrager aktivt til at bekæmpe piratkopier gennem eksempelvis filtre og lignende. Men de skal ikke tvinges til at lege politi eller afkræves erstatninger som følge af den enkelte brugers eventuelle overtrædelser af ophavsrettigheder – det holder ganske enkelt ikke, efter min mening. Her må musik- og filmindustrien selv tage ansvar for at sagsøge den enkelte bruger, hvilket jeg nu også tror virker langt mere forebyggende.
Det smager som sagt dermed mere af, at det er fordi, at det er meget nemmere at sagsøge en virksomhed for millioner af dollars (hvad det selvfølgelig også er), frem for at sagsøge tusindvis af privatpersoner for eksempelvis 50-100.000 dollars hver. Mon ikke, at der også står en del advokater bag, som gerne arbejder efter en “no-cure, no-pay” model, mod til gengæld at få en procentandel af en eventuel millionerstatning. Det kan derfor ikke overraske, at det er en af de primære måder som musik- og filmindustriens vælger at jagte piratindtægter på.
Hvornår vågner pladebranchen op?
Hvad mon der skal til for at denne branche indser, at det også drejer sig om at kigge med nye øjne på prissætningen af musik og film i en digital verden, hvor omkostninger til den traditionelle (fysiske) duplikering og distribution er nærmest elimineret, hvilket derfor også bør medfører en reduktion i prisen. Den moderne forbruger er blevet vænnet til, at internettet har drevet priserne ned på stort set alting og i høj grad på de produkter, som har kunne drage nytte af en supereffektiv digital distributionsmodel.
Desværre holder musik- og filmindustrien nærmest panisk fast i en model, som hører fortiden til. Efter min mening er det dog kun et spørgsmål om tid, før at denne industri bliver nødt til at kigge på en moderne prismodel, som afspejler de (stærkt reducerede) produktions- og distributionsomkostninger i en digital verden. Jeg tror på, at den eneste rigtig vej frem er, at industrien må nøjes med en langt lavere gennemsnitspris, mod til gengæld få mange flere forbrugere til at betale for musik og film. I bund og grund tror jeg på, at de fleste ikke ønsker at være musik- og filmpirater, men omvendt også føler, at det nuværende prisniveau er for højt i forhold til den oplevede værdi af varen/ydelsen. Dermed stimulerer branchen indirekte til piratkopiering frem for at arbejde for det modsatte.
Leif Carlsen 
Skriv et svar