Man har et standpunkt…

Det politiske landskab her i landet er efterhånden en noget rodet størrelse, hvor meget få partier efterhånden er tro mod deres oprindelige, politiske standpunkter.

Eksempelvis rykker Venstre mere mod midten og forsøger på at være socialdemokratiske i deres politik. Socialdemokraterne rykker mod højre i udlændingepolitikken og flakker godt og grundigt rundt i en opportunistisk jagt på regeringsmagten og Dansk Folkeparti prøver på forvirrende vis, at bevæge sig rundt på begge sider af de politiske fløje, afhængig af, hvor der er stemmer og populisme at fiske.

Det er derfor meget forfriskende at se, at Det Radikale Venstre heldigvis holder fast i deres helt grundlæggende politik om, at man har et standpunkt til at man tager et nyt.

Og som en næsten symbolsk opbakning til denne måde at drive politik på, har de Radikale netop meldt ud, at det nu ikke længere er et ultimativt krav, at Marianne Jelved skal være statsminister efter næste valg – dog vil hun fortsat være partiets statsministerkandidat, hvis der skulle være flertal for hende (!).

Marianne Jelved erkender i samme moment, at vælgerne må været forvirrede over, at de Radikale nu dropper det ultimative krav, men beroliger med, at “der blot er tale om en mindre justering”.

Forvirringen blandt vælgerne må imidlertid bestå i forhold til, hvilken politisk fløj de Radikale vil støtte før og efter næste folketingsvalg. Partiet ønsker nemlig at stå frit og ingen af fløjene skal således vide sig sikker på de Radikales stemmer. Det må være svært at være radikal vælger, for man aner dermed ikke om, hvilken side af Folketinget, som ens stemme går til.

Jeg er dog sikker på, at der nok skal komme et nyt standpunkt fra de Radikale i forhold til denne forvirring således, at de kan fastholde partiets grundlæggende politik om, at det åbenbart mere drejer sig om at ændre mening hele tiden, end at holde fast i noget og konfrontere sine vælgere og ikke-vælgere med holdninger som man tør stå ved – også igennem en længere periode.