Dansk Industri og Centralorganisationen af Industriansatte i Danmark er netop gået i gang med årets første overenskomstforhandlinger og det bliver spændende at se, hvad parterne bliver enige om. I vanlig stil har både arbejdsgiver og fagforening trukket linierne lidt skarpt op i forbindelse med opstarten af forhandlinger, men man må selvfølgelig håbe, at de alligevel kan blive enige om en fornuftig overenskomst.
Arbejdsløsheden har som bekendt ikke været lavere i de sidste 30 år og der begynder nu, at være mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for adskillige fagområder. Økonomer og vismænd frygter, at det økonomiske opsving, som vi oplever lige nu, risikerer at blive sat over styr i de kommende år, hvis arbejdsmarkedet bliver pålagt for høje lønstigninger.
Inden for det sidste års tid har den generelle lønstigning været på ca. tre procent, men i år forventer mange arbejdere og fagforeninger, at få lønstigninger på næsten det dobbelt, det vil sige mellem fem og seks procent mere.
Man skulle såmænd også tro, at der skulle være plads til meget mere i lønningsposen, når det nu går så godt for den danske økonomi som det rent faktisk gør. Problemet er bare, at for store lønstigninger vil skade Danmarks konkurrenceevne i forhold til udlandet og dermed komme til at koste arbejdspladser.
I den globaliserede verden som vi lever i, er konkurrencedygtige produktionsomkostninger afgørende for, om man kan afsætte sine varer rundt omkring i verden. Og det siger selv, at hvis lønstigningerne herhjemme bliver højere, end hvad de gør i udlandet, så bliver danskproducerede varer dyrere end konkurrenternes produkter og dermed vil vores varer også blive sværere at afsætte.
Lige her og nu skal der såmænd nok komme flere i arbejde, men i løbet af bare et par år, vil tømmermændene hurtigt melde sig, hvis der bliver indledt en lønfest. Beregninger viser, at hvis lønningerne stiger med bare en procent mere samlet set (det vil sige til i alt ca. fire procent), så vil der være gået 10.000 arbejdspladser tabt ved udgangen af 2008. Og fortsætter lønstigninger på samme niveau i de efterfølgende fire år, vil yderligere 20.000 danskere miste deres job. Stiger lønstigningerne med mere end en procent i forhold til sidste år, vil der selvsagt gå endnu flere danske arbejdspladser tabt over de kommende år og det økonomiske opsving vil således lynhurtigt blive sat over styr.
Jeg håber derfor, at parterne men specielt fagforeningerne maner til besindighed blandt sine forhandlere og medlemmer og således lægger op til fornuftige og rimelige lønstigninger. Det kan umuligt være i en fagforenings interesse, at man kræver så stor en lønstigning, at landets konkurrenceevne ryger over bord i løbet af få ord og arbejdsgiverne skal til at fyre 10-20-30.000 medarbejdere.
Skriv et svar