Nej tak til OL til Danmark

ol2.jpg

Der skrives en hel del i pressen for tiden, om muligheden for, at få de Olympiske Lege til Danmark i 2024. Meningerne veksler mellem kulturminister Brian Mikkelsen og Danmarks Idræts-Forbund, der gerne vil have denne “superevent” til landet, og en mere afdæmpet finansminister Thor Pedersen, som hellere vil bruge penge på at modernisere sygehuse, end at brænde 100 milliarder kroner af på tre ugers Olympiske Lege.

Personligt må jeg indrømme, at det kunne da være fantastisk, at få de Olympiske Lege til Danmark, hvis jeg tillader mig at drømme et øjeblik. Når jeg til gengæld vågner op igen og bliver mere realistisk igen, synes jeg altså, at vi som samfund skal koncentrere os om at få bedre styr på prioriteringen af de offentlige midler. Vi har stadigvæk mange områder, hvor det giver mere mening, at bruge flere millioner eller milliarder af kroner på.

Jeg synes derfor ikke, at vi har råd til at investere hen mod 100 milliarder kroner på noget så forholdsvis banalt (i hvert fald for mig) som en stor sportsbegivenhed. Selv om at vi er et moderne velfærdssamfund, har vi stadigvæk ikke har styr på kvaliteten i det offentlige system uanset, om det drejer sig om hospitaler, plejefaciliteter for ældre eller udviklingshæmmede eller de ikke mindre end 8-12.000 hjemløse, som vi har her i landet. Samtidigt har diverse protestaktioner fra forældre med al tydelighed vist, at det er vigtigt med høj kvalitet og service i det offentlige system, der tager sig af børn og unge. Alt sammen ting, der vil koste rigtig mange penge at få til at fungere bedre.

Jeg synes derfor, at det næsten giver sig selv, at det ikke giver mening for en lille nation som Danmark, at bruge de ca. 100 milliarder kroner, som det har været nævnt at det vil koste, at få de Olympiske Lege til Danmark. Ud fra en forholdsvis simpel prioritering af de trods alt begrænsede midler vi har til rådighed her i landet, giver det mere mening at bruge pengene på at øge den generelle kvalitet i vort velfærdssamfund og få styr på de åbenlyse problemstillinger, som mange borgere oplever i hverdagen.

Comments

  1. Vi er helt enige! Vi er alt for små til at være med på “den galaj” og jeg synes også de penge kan bruges meget bedre.

  2. Hej Deborah,

    Godt at høre, at der er flere fornuftige mennesker, der kan indse, at det er helt galt, at bruge så mange milliarder på, at få OL til Danmark, når vi har så mange andre udfordringer, der er mere vigtige!

    /Leif

Skriv et svar til Leif Carlsen Annuller svar