Der har været en del i medierne i dag omkring organdonation. Det sker efter at der har været en meningsmåling, som viser at et flertal af den danske befolkning nu mener, at man som udgangspunkt skal være skal være donor fra fødslen og man så aktivt skal framelde sig Donorregistret, hvis man alligevel ikke ønsker at være organdonor.
Personligt kan jeg ikke lade være med at tænke i mere radikale baner, når det gælder organdonation: Danskerne har nemlig ikke noget problem med at kræve ydelser og services fra sundhedssystemet og at man skal stå fast på sine rettigheder i denne sammenhæng uanset, om vi taler gratis hjælp hos praktiserende læger og speciallæger, behandlings- og operationsgarantier, hjælp til barnløshed o.s.v. Er det så ikke kun rimeligt, at det offentlige sundhedssystem kan forlange, at alle landets borgere til gengæld er organdonore og således giver noget tilbage til samfundet, hvis situationen skulle opstå? Efter min mening er det i hvert fald helt naturligt, at hvis man vil have rettigheder, så følger der selvfølgelig også pligter med.
Leif Carlsen 
Hej Leif.
Som udgangspunkt mener jeg at vi alle bør fødes som organdonorer og at man så senere i livet kan positivt framelde sig. At man skulle kæde forskellige borgerrettigheder sammen med organdonation kan jeg ikke lide, der kunne f.eks. være personlige årsager eller religion som årsag – og det må vi respektere.
Problemet med de alt for få organdonorer i Danmark kan efter min mening løses på ovenstående vis – i så rigelig grad.
Og så vil jeg anbefale at man som ny organdonor fortæller sin familie om beslutningen. Det er den rette sammenhæng at fortælle denne yderst personlige beslutning. Hvis man en dag måtte ende i situationen og f.eks. være erklæret hjernedød, så er DEN lejlighed ikke den rette for famlien at stifte bekendtskab med ens beslutning.
Hej Preben…
Jeg er principielt også enig med dig om, at det skal være muligt at vælge fra, men så skal det være et aktivt fravalg.
/Leif
Overhovedet ikke – vi betaler skat i dyre domme for de ydelser. Og vores krop skal ikke være en offentlig ejendom – no way!!!
Jeg er helt uenig, Deborah – det har hverken noget at gøre med at betale skat (som vi ganske vist betaler mere end rigeligt af, bl.a. til de ca. 900.000 danskere der er på passiv overførselsindkomst) eller at vores kroppe skal være en offentlig ejendom!
Det er for mig noget helt principielt om dels at give igen i forhold til vort samfund og behandlingssystemet, når og hvor det er muligt og dels at lade være med at være egoistisk, når man med stor sandsynlighed kan hjælpe et andet menneske.
/Leif