Båltale fra Skt. Hans Aften ved Karens Minde, Sydhavnen

Af Preben Brandt, dr.med. og formand for Projekt UDENFOR og Rådet for Socialt Udsatte

Det er et godt sted at skulle holde båltale: I bydelen Sydhavnen, som stadig med sin mangfoldighed er en levende bydel, en rigtig menneskeby, om end ikke særlig påagtet og under stadig pres fordi den jævnt hen mister nogle af sine vigtige ressourceinstitutioner.

Men her er vi altså på græsplænen foran Karens Minde og om lidt, når jeg har afsluttet min tale, skal bålet tændes og heksen på toppen af bålet sendes til Bloksbjerg. Uanset alle andre grunde til at tænde bålet her ved midsommeren, er der en grund, som vi ikke kan komme uden om: heksen på toppen af bålet skal futtes af. Vi skal skræmme det mørke og farlige væk. Og som vi synger om lidt i midsommervisen, er det ikke bare heksene, der er symbolet på det skræmmende mørke, det er troldene også, og også de skal mindes om, at de er uønskede.

Hvad er grunden til at vi så stædigt holder fast i den symbolik? Jeg tror i hvert fald ikke, at det blot er en uskyldig tradition, som ikke har anden betydning end tilfældighedens. Hvis så bare denne symbolske handling med at sende heksen til Bloksbjerg var tilstrækkelig til at befri os for at handle ligesådan i hverdagen.

Som formand for Rådet for Socialt Udsatte og for projekt UDENFOR kan jeg ikke undgå at se, at det også er den måde vi handler på i hverdagen. Vi udstøder og ydmyger de mennesker, der er anderledes

Så når jeg ser heksen og tænker på hvad der sker den ene dag efter den anden kan jeg ikke undgå at spørge:

• er vi virkelig så forfærdelig bange for det anderledes og fremmede, både det i os selv og det vi møder ude i samfundet?
• er vi virkelig så forfærdelig glade for det ens, det pæne, det ordentlige, både det i os selv og det vi møder ude i samfundet?
• er det virkelig så forfærdelig vigtigt for os at have syndebukke, som vi kan give skylden for det som går skævt?

Det er som om vi slet ikke kan lade være med at være bange for, se ned på og ydmyge, dem der er anderledes. Vi vælger, med sædvanlig forkærlighed, dem som er de svageste – som skydeskive for vores fordømmelse.

For nogle få år siden var stofmisbrugeren vores yndlingsofre. I dag har vi et særlig godt øje til de indvandrere, der har svært ved at leve op til kravene om hurtig og effektiv integration. Flere og flere med anden etnisk baggrund end dansk overtager fx pladserne på hjemløseinstitutionerne efter de traditionelle brugere, som vi tilsyneladende så godt kan finde ud af at slippe ind på boligmarkedet.

Vi er rige her i landet og med rigdommen følger en stræben efter endnu mere rigdom, så det nogle gange nærmer sig grådighed. Samtidig er vi blevet grebet af en fantastisk trang til at forlange pænhed, orden, tryghed og effektivitet. De, der ikke kan eller vil være med på den vogn, bliver skubbet ud.

Flere og flere har gennem de sidste år oplevet at blive sat ud af deres bolig. Sandsynligvis dels på grund af økonomiske problemer dels på grund af forstyrrende opførelse.

Antallet af fattige er langsomt men sikkert voksende og det er næppe helt galt at vurdere, at op mod 150.000 lever med en økonomi under fattigdomsgrænsen uden selv at have valgt dette.

Gennemsnitslevetiden er forskellig fra by til by og varierer med gennemsnitsindkomsten. Fra Søllerød over Østerbro til Sydhavnen er der 10 års forskel på hvor gammel man i gennemsnit bliver. Tænk selv hvor gennemsnitslevealderen er lavest!

Det er bare tre eksempler som fortæller om den stigende tendens til at udstøde de, der er anderledes end gennemsnittet og den stigende skævhed, der er i vores samfund.

Set ud fra det mønster kommer det ikke som nogen overraskelse, at der ikke er almindelig enighed om, at en bydel som Sydhavnen må og skal have retten til et bibliotek liggende midt i området. Nogle mener, at det sagtens kan ligge i en anden bydel uden at det får nogen betydning.

Det glatte, gennemregulerede og i højeste grad fornuftige samfund og de byer, sådan et samfund konstruerer, hvor alt er trygt og pænt har ikke plads til det anderledes, det ikke-ordentlige og det ufornuftige. Det er synd for begge parter.

Så i stedet for at frygte heksene og troldene, og at se det brændende bål som et redskab til at skræmme dem væk fra os, kunne vi her i den begyndende sommernat glæde os over at møde disse skæve eksistenser. Altså lad os beslutte, at når vi om lidt sætter ild til bålet, er det ikke for at slå heksen ihjel og skræmme andre anderledes væk, men for sammen med dem at tage os en tur væk fra det velordnede.

Og så kan vi glæde os til at hilse dem velkommen tilbage i morgen. Til et samfund, hvor der virkelig er plads til alle og plads til respekt for alle mennesker, uanset hvordan de nu er.

Båltalen er gengivet med velvillig tilladelse af Preben Brandt, dr.med. og formand for Projekt UDENFOR og Rådet for Socialt Udsatte.