En bane du bare må spille!

sandgolfclub.jpg

I går holdt jeg en (efter min egen mening) velfortjent fridag, som jeg valgte at bruge i Sverige sammen med et par kammerater. Min rigtig god ven, Mikkel, havde læst et nummer af golfmagasinet “Golf Digest“, som for nyligt offentliggjorde en liste over de 100 bedste golfbaner udenfor USA og heldigvis var der også et par baner i Norden på denne liste.

Begge baner ligger i Sverige i form af Halmstad Golfklubb (også kendt som Tylösand, som i midten af september kommer til at være vært for Solheim Cup) og så den nærmest ukendte Sand Golf Club, der ligger i nærheden af Jönköping eller kun små to timers kørsel fra Helsingborg. Jeg kan dog ikke forstå, hvorfor at fantastiske Barsebäck Golf & Country Club ikke er på listen – det må simpelthen være en fejl! Anyway, jeg kunne selvfølgelig kun sige ja tak til at spille på Sand Golf Club, da Mikkel sendte mig en mail i sidste uge og foreslog, at vi skulle spille to gange 18 huller på denne bane.

Det krævede imidlertid, at jeg i går morges i bogstaveligste forstand skulle stå op før fanden fik sko på, idet jeg skulle nå Helsingør-Helsingborg færgen kl. 5.10, for at vi kunne mødes i Helsingborg hos en af vores fælles kammerater ved seks-tiden (gab, hvor var jeg allerede kæmpetræt på det tidspunkt). Heldigvis skulle det vise sig, at Sand Golf Club var mere end besværet værd og at vi ville få en helt fantastisk og meget speciel golfoplevelse.

Lige så snart vi kørte ind på Sand Golf Club, kunne vi fornemme, at der er tale om en meget anderledes golfbane og at den virkelig lever op til sit navn – for der er virkelig brugt sand alle vegne! Og her tænker jeg ikke så meget på antallet af sandbunkers, for der er ikke specielt mange flere af dem end på så mange andre golfbaner.

Nej, det drejer sig mere om, at der er en del “sand waste areas” – hvor man jo heldigvis gerne må grounde sin kølle :o) – rundt omkring på banen og så måske allervigtigst, at hele banen er “skåret” og “formet” gennem hele landskabet med kuperede fairways og masser af mindre sandbakker langs hullerne. Disse bakker er alle bevoksede med græs i et eller andet omfang og er virkelig en udfordring, hvilket vi allerede fik at føle på allerførste hul! Der skal holdes godt øje med bolden, lige som at man skal koncentrere sig ekstra meget, inden man slår til bolden – for man har ofte et lidt akavet stance.

Ergo er det altså en svær og udfordrende bane at spille (og bestemt også laaaaang), men det er til gengæld også en sjov bane at prøve, fordi at den er så anderledes i forhold til traditionelle golfbaner. Samtidigt er banen ganske enkelt en fryd for øjet og for vores eget vedkommende kunne vi ikke lade være med at gå og rose hvert enkelt hul for sin særegenhed. Okay, ret skal være ret – vi fik da også bandet lidt over nogle af hullerne, men det var jo nok mere vores egen skyld :o)

sandgolfclub1.jpg

Billedet af hul 1: Allerede når man står på første teested, får man virkelig oplevelsen af, at Sand Golf Club er en helt speciel og meget anderledes golfbane.

sandgolfclub2.jpg

Der findes ikke ét eneste hul på banen, hvor det ikke føles som om, at banedesignerne har tænkt på, hvordan hver enkelt kvadratmeter jord potentielt set kunne komme i spil og at der derfor er blevet flyttet rundt på jorden!

sandgolfclub3.jpg

Der findes helt sikkert mange skønne golfbaner i Danmark, men vi har desværre ikke den samme helt overdådige natur, som man har i Sverige og som svenskerne jo bestemt udnytter i forhold til anlæggelse af golfbaner. Det er derfor også med rette, at Golf Digest kan påstå, at de bedste baner i Norden er placeret i Sverige (de har dog glemt Barsebäck Golf & Country Club, som bestemt er blandt Nordeuropas bedste golfbaner).

sandgolfclub4.jpg

Banedesignerne har heldigvis også taget en del af skovområdet, som banen ligger i, i brug, hvilket er med til at give nogle af hullerne en ekstra flot dimension.

sandgolfclub5.jpg

Billede af hul 12, som er et monster par 4 hul på 428 meter fra gule klodser. Udover at det er et fandens langt hul i sig selv, er der også masser af vand hele vejen op til green, som så endda også ligger hævet et stykke i forhold til fairway. Så når man står på teestedet ved dette hul og skal til at slå ud, tænker man med det samme, at tungen virkelig skal holdes lige i munden, hvis man skal score point på dette hul!

sandgolfclub6.jpg

Et andet billede af hul 12, denne gang set fra bagerste del af greenen.

sandgolfclub7.jpg

Billede af hul 14, hvor man igen kan fornemme, hvordan banedesignerne har arbejdet med hele landskabet og ikke mindst skabt en lille “pande” af en green, som på en den ene side kan være en hjælp, hvis man kan styre sine slag og på den anden side gør indspillet udfordrende og svært, hvis er knap så godt til at flyve bolden ind på green :o)

sandgolfclub8.jpg

Billede af klubhuset set fra 18. green. Det er sjældent at man ser et så moderne og designeragtigt klubhus, men det passer faktisk perfekt til Sand Golf Club.

sandgolfclub9.jpg

Med udsigt til 18. green, kan man kan selvfølgelig sidde og hovere eller græde over sin score (det blev desværre til tåre for mit eget vedkommende) medens, at man kan nyde sin frokost, middag og/eller en dyr svensk øl :o)

sandgolfclub10.jpg

Omklædningsfaciliteter matchede naturligvis det øvrige høje niveau ved Sand Golf Club.

sandgolfclub11.jpg

Klubhuset er selvfølgelig også udstyret med en sauna (det er vel næsten også helt obligatorisk i et svensk hus). Det er imidlertidig lidt specielt, at der rent faktisk er udsigt til 18. green fra saunaen og man kan derfor sidde og svede for vildt, medens man ser golfrunden bliver afsluttet for spillerne på banen :o) Vi tog selv en tur i saunaen efter anden runde og det var bare en perfekt afslutning på dagen, efter at have travet banen rundt hele to gange.

Konklusion

Der er faktisk ikke så meget andet at sige end at Sand Golf Club er en helt fantastisk flot og smuk golfbane, som du bare må spille på et eller andet tidspunkt. Det tager som nævnt under to timer at komme til banen fra Helsingborg og med et greenfee på 495 svenske kroner, er det ligefrem billigt at spille på en bane af så høj kvalitet (Barsebäck Golf & Country Club koster eksempelvis 800 svenske kroner i højsæsonen). Så bortset fra penge til færge og benzin (hvad man jo kan være nogle stykker at splejse om), så koster det altså ikke mere at spille en runde golf på Sand Golf Club, end det koster at spille på en gennemsnitlig dansk golfklub i weekenden.

Så se at få fundet en fridag hurtigst muligt og kom så afsted til Sverige og Sand Golf Club! Du kommer helt sikkert ikke fortryde køreturen, tværtimod er du garanteret en helt unik golfoplevelse! For mit eget vedkommende er det i hvert fald ikke sidste gang, at jeg kommer til at spille denne fantastiske bane :o)

Fakta om golfbanen

  • Hvem? Sand Golf Club
  • Hvad? 18 hullers mesterskabsbane
  • Hvor? Tomaryd, 564 91 Bankeryd, Sverige
  • Hvor meget? 495 svenske kroner i greenfee for 18 huller
  • Hvor god? 5 ud af 5 golfbolde

Comments

  1. I tirsdags var jeg atter på Sand Golf Club for at spille golf og desuagtet, at jeg mildelst talt spillede som en pose nødder, var det en fornøjelse at opleve denne meget specielle golfbane igen :o)

    Hvis du ikke har fået spillet denne bane, bør du snarest muligt tage en fridag og køre til Jönköping og få en helt speciel golfoplevelse. Sand Golf Club er alle pengene værd, også selv om greenfee er steget til 600 svenske kroner for 18 huller på hverdage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s