I dagens aviser kan man nu læse, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, lover skattelettelser til de danskere, der tjener mindst, hvis hun bliver statsminister efter næste folketingsvalg. Dermed kan vi konstatere, at også Socialdemokraterne nu åbner for deres gavebod og dermed begynder at “købe” stemmer i forhold til et kommende folketingsvalg (læs eventuelt mit indlæg “I moderne politik køber man sig til stemmer” ved at klikke her). Jeg synes virkelig, at det er trist, at alle vores folkevalgte ikke engang for alle indser, at det er helt forkert at blande noget så vigtigt som en skattereform ind i en valgkamp.
Hvis vi skal fastholde vores velfærdsmodel og gøre det attraktivt for alle at yde en ekstra indsats samtidigt med, at vi skal kunne tiltrække virksomheder, der kan skabe nye arbejdspladser her i landet, er det nødvendigt med en storstilet skattereform til gavn for hele samfundet og som hele Folketinget derfor må tage ansvar for at være en del af. Vores nuværende skattesystem er i forvejen svært at forstå og ekstremt tungt at administrere samtidigt med, at det samlede skattetryk er alt for højt.
Der er derfor behov for en gennemarbejdet skattereform. Vi har til gengæld ikke brug for yderligere lappeløsninger eller endnu værre, at de forskellige partier bruger mere eller mindre uovervejede skattelettelser til at købe stemmer hos udvalgte vælgergrupper – ganske som Socialdemokraterne desværre nu er startet på.
Skriv et svar