I forlængelse af de mange dopingskandaler i den seneste tid, er det kommet frem, at regeringen med kulturminister Brian Mikkelsen i spidsen vil undersøge, om det via lovgivning er muligt at straffe sportsfolk, som anvender doping. Dermed ønsker regeringen at man skal kunne idømme sportsfolk bøde eller fængselsstraf, hvis de bliver afsløret i at anvende ulovlige præstationsforbedrende midler.
Ganske vist er jeg helt på det rene med, at doping er ødelæggende for enhver sportsgren og at de relevante organisationer skal slå hårdt ned på de sportsudøvere, der bliver testet positiv for doping med flerårige udelukkelser fra fremtidige konkurrencer. Men når det er sagt , synes jeg ikke at vi skal til at have en masse lovgivning på området. Jeg er et liberalt tænkende menneske, som tror på, at de meget stærke markedskræfter, der er indenfor professionel cykelsport, i sig selv er nok skal få ryddet op i snyderiet. Der er således mere end rigelig med straf og konsekvens indenfor denne sportsgren – man risikerer trods alt at være ude af branchen i to år!
Man kan selvfølgelig synes, at det eksempelvis går for langsomt indenfor professionel cykling og jeg ville da også ønske, at der blev arbejdet mere med den foregbyggende indsats, men der er næppe nogen tvivl om, at der er ved at ske noget. Sponsorerne vil ganske enkelt ikke være med længere, hvis cykelsporten ikke igen kan blive en ren og respektabel sportsgren. Desuden er det allerede muligt i dag at straffe folk, der findes skyldige i distribution, fremstilling eller handel med præparater, som står på den officielle dopingliste og det er efter min mening rigeligt med den form for lovgivning. Markedet skal nok rydde op i de brodne kar af sig selv uden, at der skal mere lovgivning til. Vi har i forvejen mere end rigelig med love og regler, der skal tolkes, administreres og overholdes.
Skriv et svar