En af mine medarbejdere var i USA i sidste uge og i den sammenhæng var han så venlig at tage en Apple iPhone med hjem til mig. Der skal lyde en stor tak til Kenneth for det, for dermed behøvede jeg ikke at vente til starten af 2008 (hvor Apple forventes at lancere iPhone i Danmark) med at få fingrene i denne fede gadget.
Jeg må indrømme, at mine forventninger var skyhøje som følge af den massive “hype” der har været i pressen siden januar, hvor Apple fortalte første gang om iPhone. Jeg var derfor nok også forholdsvis nem at skuffe, når det kommer til stykket – i hvert fald på nogle for mig helt væsentlige punkter i forhold til den daglige brug af en smartphone.
Mit allerførste indtryk af Apple iPhone var (og er stadig), at det er et utrolig flot produkt – både hvad angår den fysiske forarbejdning og finish, men selvfølgelig mest af alt i forhold til det helt utrolig flotte og hurtige brugerinterface. iPhone er selvfølgelig 100 procent tro mod Apples “normale” måde at gøre tingene på, d.v.s. at det er superlet at navigere rundt i de mange funktioner og den grafiske brugeroplevelse er som sædvanlig helt i top. Specielt er det imponerende at opleve Safari webbrowseren og iPod-funktionen samt den indbyggede telefonbog, som man let og ubesværet kan bladre igennem ved at stryge en finger let henover skærmen. Samtidigt er lyden i mobiltelefondelen rigtig god.
Tastaturet imponerer ikke…
Hvad der til gengæld ikke imponerer er iPhonens tastatur eller rettere skærmtastatur, da der som bekendt ikke noget rigtigt tastatur på en iPhone. Skærmtastaturet kommer ganske vist let og ubesværet frem, når man har brug for at skrive, men her kommer iPhone ganske enkelt til kort, hvis man er en hardcore bruger af sms og e-mail.
Der går ikke mange sekunder, inden at man begynder at blive irriteret over skærmtastaturet, for man kommer næsten hele tiden til at skrive et bogstav forkert. Nu har jeg selv brugt iPhonen i et par dage og jeg har ikke kunne skrive en eneste sms eller mail uden at jeg skulle bruge slettetasten alt for mange gange! Jeg vil faktisk påstå, at hvis man sender mere end fem sms’er om dagen, går man meget hurtigt hen og bliver irriteret på sin iPhone. I hvert fald er det et af de punkter, hvor iPhone dumper i forhold til mine personlige krav til tastaturet på en smartphone.
Manglende push mail synkronisering
Et andet og efter min mening større problem ved iPhone er den ikke understøtter push mail synkronisering med Microsoft Outlook. I professionel sammenhæng anvender min virksomhed en meget velfungerende Microsoft platform og vi bruger derfor også Outlook som en af de allervigtigste applikationer i hverdagen. Man kan ganske vist synkronisere kontakter, mails og kalenderaftaler, hvis man har iTunes installeret og kørende på sin Windows pc og man har tilsluttet iPhonen til pc’en.
Men når man først har prøvet, hvor smart og effektivt push mail synkronisering fungerer, er det næsten umuligt at gå tilbage til en manuel type synkronisering á la den som Apple tilbyder. Jeg synes derfor, at det er en stor mangel, at de ikke med det samme har udviklet et push mail synkroniseringsværktøj således, at man får både mails, kontakter, kalenderaftaler og opgaver automatisk opdateret, medens at man er på farten.
Konklusion
Som du nok kan fornemme, er jeg delt i to lejre, når det gælder min oplevelse af Apples første smartphone: Den ene del af mig er dybt imponeret over denne supergadgets flotte og fede features. Den anden del af mig er dybt frustreret over det ikke særligt brugbare skærmtastatur og den manglende push mail synkronisering. De kommende dages test kommer derfor til at vise, hvad jeg beslutter mig for, men umiddelbart ser det ikke ud som, at iPhonen får lov til at leve særligt længe i min “smartphone verden”.
Min her og nu anbefaling i forhold til potentielle iPhone købere er, at hvis man ikke har behov for at sende mere end en håndfuld sms’er eller mails om dagen og man kan leve med at skulle være i nærheden af sin computer for at kunne synkronisere kalenderaftaler og kontakter, så kan man såmænd nok leve med iPhonens mangler og man kommer i hvert fald til at nyde iPhonens superfede iPod-funktionalitet og brugbare webbrowser.
Er man til gengæld en hardcore bruger af sms’er og e-mails og derfor har brug for et rigtig godt tastatur på din smartphone, vil man meget hurtigt blive irriteret over iPhonens skærmtastatur. Og desværre får man den samme følelse at føle, hvis man har været vant til push mail synkronisering :o( Så tænk dig om en ekstra gang, inden du beslutter dig for at købe en iPhone, når den bliver almindelig tilgængelig og gør det klart, hvad dine primære behov er og om iPhonen er i stand til at tilfredsstille dine behov.
Das ist schade. For de features du mangler, samt i tillæg for mit vedkommende GPS og ved valg af min næste model (har iPAQ 6915 i dag) et 2-3 megapixekamera samt ikke mindst Turbo 3 G, er “must haves” i min næste telefon. Selv er jeg ikke meget for skydetastaturer men jeg har fundet en spændende model fra LG som jeg sender dig et lille videoklip på og så er der jo den nye Samsung i780 som er min personlige favorit.
Hej Jahn,
GPS ville være nice og 3G begynder at blive et must, hvor imod at kamera er ligegyldig for mit vedkommende – ordentlige billeder skal under alle omstændigheder tages med et rigtig digital kamera.
/Leif
Jeg har netop læst på Apple’s website, at de kommer til at understøtte Exchange ActiveSync på mail, kontakter og kalender når iPhone softwaren bliver opdateret til version 2.0 i den kommende tid.
Det er bare super nice news :o)