Som den borgerlige og liberale person jeg er, kommer det næppe som den store overraskelse, at jeg langt fra er enig med Villy Søvndal på den politiske front. Derfor tager jeg nu alligevel hatten af for hans evner som en meget stærk og klar kommunikator og debattør. Ganske vist fik Villy Søvndal en del ridser i lakken, da han under en tv-debat sagde, at han havde besøgt i nærheden af 20 plejehjem, hvor det reelle tal viste sig at være fem. Men på trods af dette, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal var valgkampens absolut bedste partileder, når det gælder den personlige kommunikation af partiprogram, holdninger og værdier. Faktisk synes jeg, at det var lige før, at det burde have været Villy Søvndal, der skulle have været oppositionens statsministerkandidat :o)
I den anden ende af skalaen finder vi Ny Alliances partiformand Naser Khader, der i den grad skuffede, når det gælder personlig fremtræden under valgkampen. Han formåede på intet tidspunkt at komme op på et bare nogenlunde niveau i forhold til de andre partiledere. Det tror jeg virkelig har kostet mange stemmer i slutspurten, da mange vælgere inklusive mig selv ikke turde tage chancen og stemme på et parti, der i den grad flakkede i sine holdninger og politik igennem det meste af valgkampen.
Skriv et svar