Minitest af HTC TyTN II

htc_tytnii.jpg

Jeg har haft lejlighed til at afprøve afløseren for Windows Mobile smartphonen HTC TyTN som producenten meget fantasifuldt har valgt at navngive TyTN II. Da jeg selv tidligere har været bruger af TyTN, tænkte jeg at det var på sin plads at lave en lille minitest af afløseren. Jeg skriver mini-test fordi, at jeg ikke vil gå i dybden med den nye model, da der i bund og grund er tale om en opdatering af den oprindelige TyTN. Jeg vil derfor tillade mig, at henvise til min grundlæggende test af HTC TyTN for detaljerede kommentarer til konceptet bag denne smartphone.

Jeg synes, at der er to ting som man med det samme lægger mærke til ved TyTN II: Den ene ting er desværre vægten, der har sneget sig op på hele 190 gram. Det er ganske vist kun 14 gram mere end den gamle model, men den var i forvejen ikke ligefrem nogen letvægter – tværtimod! Personligt synes jeg, at 190 gram er alt for meget for en smartphone – selv når den har så mange features, som TyTN II virkelig har. Den anden ting som man lægger mærke til ved den nye model, er en stærkt forbedret finish – TyTN II fremstår ganske enkelt meget flottere og den er også blevet en smule slankere i fysisk størrelse. Jeg ved ikke, hvorfor at det så har haft en negativ indflydelse på vægten af enheden, men det har det altså desværre :o(

Skærmopløsningen på HTC TyTN II er desværre uændret i forhold til den gamle model, det vil sige kun 240 x 320 pixels, hvilket er okay. Jeg havde håbet på en opgradering til 480 x 640 pixels, som nogle af HTC’s konkurrenter er begyndt på, men sådan skulle det altså ikke være :o(

Til gengæld er skærmen på TyTN II blevet udstyret med en “tilt-funktion”, hvilket betyder at den kan vippes op, når tastaturet er trukket ud. Jeg ved såmænd ikke, om denne funktion er så meget værd, når det kommer til stykket. Specielt når man skal bruge tastaturet og skrive forholdsvis hurtigt, er tilt-funktionen nærmest kun til besvær. Men fint nok at funktionen er der – man kan jo bare lade være med at tilte skærmen, hvis man synes, at det er til besvær :o)

htc_tytnii-3.jpgDer er også blevet plads til en indbygget GPS-modtager i TyTN II og der medfølger TomTom software således, at man kan også kan bruge enheden til navigation, hvilket helt sikkert vil tiltale mange potentielle købere. For mit eget vedkommende har jeg det nu bedst med en særskilt navigationsenhed, da jeg jævnligt bruger min smartphone under bilkørsel med et håndfri installationssæt, men så er det jo lige meget med kørselsanvisning fra TomTom navigationssoftwaren, når skærmen alligevel viser telefonopkald, kalenderaftaler, opgaver, mails eller sms’er.

HTC TyTN II leveres med Windows Mobile 6.0 Professional i modsætning til Mobile 5.0 for Pocket PC i den oprindelige TyTN. Det er dog i sig selv ikke en grund til at udskifte sin gamle TyTN, da man gratis kan opgradere til den til Windows Mobile 6.0 ved at registrere sig på HTC’s website.

Ellers er det så som så med forbedringer i forhold til den oprindelige TyTN efter min mening. Nuvel, der er nu et tre megapixels kamera i TyTN II, men det kan altså stadigvæk ikke hamle op med kvaliteten fra et godt digital kamera, så det tæller ikke rigtigt. Samtidigt synes jeg ikke, at der er sket noget nævneværdigt med hastigheden af selve enheden og der er fortsat en vis form for forsinkelse i brugen af visse applikationer. Heldigvis er det blevet lidt bedre med hensyn til 3G-stabiliteten i telefonopkald som den gamle TyTN ellers var berygtet for (jeg har personligt prøvet at ringe det samme nummer op op til 10 gange uden at komme igennem på en TyTN).

Konklusion

smiley-neutral.jpgAlt i alt synes jeg ikke, at eksisterende TyTN brugere får så meget mere ud af, at investere i omegnen af 4.500-5.000 kroner på at opgradere til den nye model. TyTN II har bestemt gennemgået en række forbedringer – både kosmetisk og teknologisk set. Men hvis man smider den gratis Windows Mobile 6.0 opgraderingen på sin gamle TyTN, så synes jeg stadigvæk, at den gamle model gør det fornuftigt for de brugere, der kan leve med en 176 gram tung smartphone.

Hvad angår potentielle nye købere af HTC TyTN II, så er der ingen tvivl om, at man får en meget potent Windows Mobile smartphone med masse af funktionalitet. Indenfor sin kategori er det et rigtig godt bud på et professionel værktøj for den travle forretningsmand eller IT-medarbejder, der har brug for et fuldt QWERTY-tastatur, push-mail og lignende. Omvendt skal man også være indstillet på at bære rundt på en smartphone, der vejer hele 190 gram, hvilket er mere end rigeligt til at få ens jakkesæt til at hænge skævt, hvis man har sin TyTN II i inderlommen :o(

Dermed når vi også frem til min personlige dom over TyTN II. Desuagtet de tekniske og kosmetiske forbedringer bliver denne smartphone ikke en model som jeg kommer til at tage i brug – den har ganske enkelt den høje vægt imod sig. Som jeg allerede meldte ud for næsten et år siden (klik her for at læse min test), er jeg langt mere til HTC S620 smartphone, som ganske vist ikke har 3G eller en berøringsfølsom skærm m.m. Til gengæld har den har en noget mindre størrelse end TyTN og TyTN II og så vejer S620′eren kun vejer 130 gram. Ergo er det en langt mere handy smartphone, hvilket er et af mine væsentligste kriterier i valget af mobiltelefon/smartphone.

Så jeg holder fast i min HTC S620 indtil videre :o)

Comments

  1. Jan Grevsen says:

    Tung?? 190 Gram er da intet. En god bøf vejer let over 300 gram. :-)

  2. Torben Kjærbro says:

    Hej Leif.
    Jeg må give Jan ret. ;-)
    Hvis du stadig har TyTN II indenfor rækkevidde kunne jeg i øvrigt godt tænke mig at vide, hvor meget RAM der er tilbage af de 128 Mb den har iflg. specifikationerne? Jeg synes nemlig du glemte at nævne, at TyTN II har dobbelt så meget hukommelse som ur-TyTN’en. Det synes jeg nemlig ikke er uvæsentligt. :-)
    /Torben

  3. Hej Torben…

    Jeg har desværre ikke TyTN II’en mere, så jeg kan ikke hjælpe med oplysning om, hvor meget RAM, der er tilbage.

    /Leif

  4. TyTN vs. TyTN II

    Jeg var meget tilfreds med TyTN dog var der mange mangler i windows mobile 5.0. Så da TyTN II kom på markedet købte jeg den straks. De ting jeg savnede i Windows mobile 5.0 var faktisk blevet mulige i 6.0. Selve betjeningen af tlf. syntes jeg dog var blevet mere besværlig, uden egentlig at skænke det en større tanke.
    3. mdr. senere blev jeg tvunget til at tage min gamle TyTN i brug igen, da jeg havde smadret displayet på TyTN II. Hold da op det var lækkert at bruge den gamle igen! Så nu er jeg ved at downloade 6.0 til min gamle TyTN og den nye TyTN II bliver solgt!

  5. Hejsa

    Jeg vil gerne købe en mobil som har mange funktioner efter jeg har kigget i markedet så jeg og selfølgeligt sælgens anbefallinger to telefoner som HTC Tytn11 eller Nokia E90. de er gode telefoner begge to Nokia er lidt dyre. Jeg har ikke erfaring med HTC telefoner men jeg kende Nokia andre modeller.

    Jeg ved ikke hvad for en jeg skal vælge?? er der nogen der har erfaring med disse telefoner især HTC Tytn2??.

    vh jamr

  6. Hej Jan,

    Jeg har faktisk erfaring med begge telefoner og, hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg ikke købe nogen af dem, da jeg synes at begge modeller er alt for store.

    Samtidigt synes jeg, at TyTN II lider af en dårlig batteritid og at selve telefondelen (modtage- og sendekvalitet samt lydkvalitet) ikke er tilfredsstillende.

    Jeg vil enten foreslå HTC Touch Dual eller HTC S620, hvis jeg skulle købe en HTC smartphone lige nu.

    /Leif

  7. Hej
    Jeg ku godt tænke mig, at høre hvor stort et memorykort, at der ka monteres
    i TyTn 2 mobiltelefonen.

  8. I princippet kan er der ikke nogen begrænsning for, hvor stort et memorykort du kan monteret i TyTN II så længe, at det overholder SD 2.0 kompatibelt.

Skriv et svar til Jamr Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s