Afskaf den gammeldags telefonbog!

telefonbog.jpg

En række miljøorganisationer har fremsat et forslag om, at vi skal droppe de gammeldags telefonbøger med henblik på at skåne miljø og klima. Der bliver faktisk stadigvæk trykt ca. 10 millioner telefonbøger om året, hvilket kræver ikke mindre end 6.500 tons papir. Endvidere medfører produktionen og genanvendelsen af de mange millioner telefonbøger en udledning på ca. 13.000 tons CO2, hvilket svarer til udledningen fra 1.444 gennemsnitsborgere.

Jeg bakker fuldstændig op omkring forslaget fra miljøorganisationerne. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg selv sidst har kigget i en fysisk telefonbog, da jeg altid bruger nettet til at søge oplysninger om navne, firmaer, telefonnumre etc. Det betyder også, at jeg år efter år smider de telefonbøger, som jeg modtager, direkte i genbrugscontaineren.

Efter min mening er de gammeldags telefonbøger ikke andet end en pengemaskine for dem, der udgiver telefonbøgerne. Jeg forstår ikke, hvorfor virksomheder bliver ved med at smide penge efter telefonbogsannoncer, der med stor sandsynlig ikke bliver læst alligevel. Ifølge Danmarks Statistik gik to ud af tre danskere sidste år på nettet for at finde navne og numre. Dermed bliver der trykt ca. 10 millioner telefonbøger for, at en tredjedel af danskerne kan sidde og bladre i en fysisk telefonbog.

Hvad med dig selv? Bruger du stadigvæk de gammeldags telefonbøger eller kun nettet, når du skal søge navne og numre? Skal det være muligt at fravælge den fysiske telefonbog således, der kun bliver trykt telefonbøger til dem, der vil have dem?

Comments

  1. Morten says:

    Det er en lille smule svært at vide, hvornår, det er rettidigt at afskaffe telefonbogen – løsningen må være, at man kan afmelde den, dersom man ikke ønsker den. I så fald skal man være garanteret, at indholdet af et katalog på nettet er lige så strengt alfabetisk, som telefonbogens indhold har været det. Vi skal ikke kastes ud i, at man kun kan finde de leverandører, som har betalt skyhøje summer for at blive set. Relevansen må ikke gå tabt midt i de gode miljø-intentioner.

    Det er ellers et fristende sted at sætte ind. Men det skal gøres med forsigtighed i overgangsfasen.

    Den dag kun en tredjedel af befolkningen bestiller bogen (og annonceindtægterne må forventes at falde) – med hvilke midler skal den da finansieres? Skal den koste noget?

  2. Det kan godt være, at annonceindtægterne ville falde jævnfør det du skriver, Morten, men så skulle man også mene at papir, tryk- og distributionsomkostninger burde falde væsentlig, hvis der kun skulle trykkes eksempelvis 3-4 millioner telefonbøger i stedet for 10 millioner.

  3. Er ikke helt sikker på at jeg forstår forslaget i detaljer. Tales der om at begrænse trykkefriheden? Altså et forbud mod at trykke telefonbøger eller et forbud mod at sende dem ud?

    Det er klart at det er et spild med de bøger, men heldigvis er de trykt på papir lavet af svenske skove, som bliver genplantet, og når vi smider dem væk ender de jo tit som CO2neutralt brændsel i et varmeværk.

  4. Jeg tror ikke, at der på nogen måde er tale om et forsøg på at begrænse trykkefriheden, men blot at tænke sig om i forhold til det reelle behov for fysiske telefonbøger kontrak miljø- og klimabelastningen.

  5. Daniel Jørgensen says:

    Jeg ser intet problem i, at man omlægger kulturen omkring telefonbøger, som man får smidt i nakken alle steder fra, til i stedet at være bestillingsarbejde, som man f.eks. køber i en boghandeleller bestiller med posten til en rimelig pris.

    Antallet af telefonbøger der aldrig bliver brugt er foruroligende højt!

  6. Jeg ville også synes rart og rimeligt at man skulle købe eller bestille de trykte bøger selv, jeg har ikke brugt dem i mange år og synes faktisk det er spild at sende så mange og tykke bøger ud i samfund der har rykket sig virkelig meget i forhold til hvor man søger og finder sin viden, ihvertfald på det område.

  7. Tina Thomsen says:

    Jeg kigger aldrig i de gammeldags telefonbøger – lad os endelig afskaffe dem.

  8. Jørn Petersen says:

    Jeg synes det er komplet urimeligt og en rest fra de gamle telefonselskabers monopoltider, at DGS kan opkræve 275 kr. pr. husstand for et fysisk produkt, som stort set ingen længere har brug for, som belaster miljøet unødigt, og som man tilsyneladende ikke har mulighed for at opsige eller undgå.

    Hvis man aktivt skulle bestille telefonbogen, ville antallet af kunder med den nuværende pris formentlig være en tiendedel eller mindre.

  9. thomas dambo says:

    Hej jeg har en stor gruppe, om emnet på facebook, skriv til mig hvis i vil benytte den til at debaterer emnet, der kommer ca 50 kommentarer på et par timer, når jeg poste noget aktuelt.

    http://www.facebook.com/search/?init=srp&sfxp=&q=christiania+4+ever#/pages/Afskaf-telefonboger-spar-6500-tons-papir-og-13000-tons-CO2-om-aret/171623126951?v=feed&story_fbid=165322823989

Trackbacks

  1. […] Som jeg før har givet udtryk for, synes jeg det er spild af papir og et enormt miljøsvineri overhovedet at udgive telefonbøger på papir nu om dage – i hvert fald i form af en husstandsomdelt publikation. Først og fremmest er internettet trods alt opfundet og dernæst synes jeg, at De Gule Sider skal være noget som man aktivt tilmelder sig. Så slipper vi for et enormt miljøsvineri i form af distribution af telefonbøger, der for størstedelens vedkommende aldrig bliver brugt og bare bliver smidt ud. […]

  2. […] et år siden skrev jeg et blogindlæg om det ufattelige spild af papir som følge af, der stadigvæk bliver trykt ca. 10 millioner gammeldages telefonbøger om […]

Skriv et svar til Morten Annuller svar