I dag var der så officiel start på det nye Chris MacDonald projekt, hvilket jeg som bekendt har sagt ja til at være med i desuagtet, jeg tror det bliver meget grænseoverskridende at være deltager i sådan et projekt/program – i hvert fald for mit eget vedkommende. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at det vil bringe mig utrolig mange gode ting, både hvad angår min egen sundhed og i forhold til at lære sig selv og sin krop meget bedre at kende. Samtidigt bliver det en fantastisk rejse med masser af oplevelser og udfordringer :o)
Vi startede med at mødes i fitness dk‘s lokaler på Østerbro, hvor der var lejlighed til at hilse på de øvrige deltagere, Chris, hans assisterende træner Mette samt tre medarbejdere fra Danmarks Radio. Der blev lagt ud med en generel orientering fra DR’s og Chris’ side, hvorefter vi gik over til Fælledparken. Her skulle nogle af de første tv-optagelser gennemføres i form af individuelle interviews med DR studieværten.
Herefter stod resten af dagen på diverse test og målinger, hvilket er en vigtig del af projektet. Først og fremmest skal det bruges til at finde et præcis udgangspunkt for, hvor vi deltagere er lige nu i forhold til vægt, kondition m.m. Dernæst ønsker Chris og Mette at gennemføre et videnskabeligt orienteret studie af vores udvikling over det næste års tid.
Vi fik blandt andet målt vægt, hvilestofskifte og fedtprocent samtidigt med, vi gennemførte den såkaldte “BodyAge” test, som viser kroppens alder i forhold til den reelle alder (det bliver spændende, men måske også chokerende at få resultatet på denne test). Vi gennemførte også en såkaldt “maxtest” som måler den maksimale iltoptagelse under arbejde (se ovenstående foto). Testen foregik på en motionscykel, hvor man starter med opvarmning, hvorefter intensiteten stiger markant til man til sidst simpelthen ikke kan mere – man bliver ganske enkelt fuldstændig udmattet i løbet af de “sølle” 12-15 minutter som testen varer.
Jeg kommer derfor utvivlsomt til at sove rigtig godt i nat :o)
[…] indebar endnu en test, om end det var en test vi allerede havde været igennem en gang tidligere. Lørdag havde vi nemlig været igennem en såkaldt Maxtest, der måler den maksimale iltoptagelse under […]