Måske den hårdeste træning til dato…

Efterhånden som vi er blevet vant til en højere og højere træningsintensitet med Chris i takt med, vores kondition er blevet forbedret, er der efterhånden ikke så meget der kan overraske mere i forhold til, hvor længe vi skal blive ved og hvor hårdt vi træner.

Det skulle dog vise sig, at dagens træning blev en hel del mere hård, end vi var vant til, ja faktisk var den måske den hårdeste til dato – i hvert fald, hvad gælder intensitet og det at blive presset til det yderste.

Vi startede med de sædvanlige 10 minutters power walking på løbebånd som opvarmning. Derefter skulle vi i gang med en slags “turbostyrketræning”, hvor vi skulle tage et sæt á 20 repetitioner i højt tempo på de forskellige maskiner. Så snart vi var færdig med et sæt, skulle vi gå ud på gulvet og lave masser af armbøjninger, mavebøjninger, englehop, sprællemand og “sitting horse” som en Chris MacDonald specialitet. Man skal forestille sig, at man sætter sig på en imaginær hest og bare bliver siddende i en næsten 90 graders vinkel i mellem et og to minutter. Det lyder måske forholdsvis nemt, men når man lige har taget 20 repetitioner plus eksempelvis 10-15 armbøjninger i højt tempo, er det ikke lige så nemt at lade som om man sidder på en hest – altså når der ikke er nogen hest at sidde på :o)

Efter at vi havde været alle maskinerne igennem og lavet utallige pulsforøgende mellemøvelser, blev vi så kommanderet over på løbebåndet, hvor vi skulle igennem en af dagens hårdeste opgaver: I 25 minutter skulle vi power walke ved 15 procents stigning (som er maksimum på maskinen) samtidigt med, at vi skulle have så meget fart på som vi overhovedet kunne, uden at der blev tale om løb. Hold da fast, hvor får man altså hurtigt pulsen op, når man skal gå meget hurtigt ved så massiv en stigning. Det var virkelig hårdt at gøre det i hele 25 minutter og syren fyldte hurtigt benene, men det gjaldt bare om at holde ud.

Efter at vi havde fået vel omkring 60 sekunders pause, skulle vi igen i gang med “turbostyrketræningen” efter nøjagtig samme model som før. Efter dette træningspas, stod den nu på 25 minutters cykling i højt tempo og sådan blev vi ved med at skifte rundt, indtil der var gået tre og en halv time.

Sådan nogenlunde halvvejs under træningen kunne jeg ikke lade være med at sige til Chris, at jeg lige frem glædede mig til hans elite spinningstime og øvede spinningstime i morgen. Disse spinningstimer er ellers er berygtede for at kunne dræne de fleste for energi, men jeg følte virkelig, at det var langt mere overkommeligt, end det benhårde træningsprogram som vi var igennem i dag.

Anyway, det endte jo med at være en fed oplevelse alligevel og man har en dejlig fornemmelse i kroppen efter at have svedt totalt igennem. Jeg er derfor klar til et par timers spinning i morgen tidlig :o)

Comments

  1. For filen da os, det træningsprogram lyder hårdt. Kan ikke lade være at tænke, om det er muligt for jer deltagere at leve det så intenst når projektet er slut? Mener, med så mange timers træning og fokus på kost kan resultaterne næsten ikke undgå at vise sig, for mig ville spørgsmålet nok være om det var realistisk at indkoperere det som en varig livsstil.

    Jeg har stor respekt for det i gør, seriøst, og jeg forsøger også at pleje min krop generelt, men. Når træning og kostvejledning ikke også er det jeg tjener mine penge på, så vil det umuligt ku lade sig gøre for mig at bruge så meget tid på træning, hvis jeg også skal nå at sove de mange timer, passe job, familie, venner, andre interesser og hvad som ellers er en del af et helt almindeligt jævnt liv.

    Tænker at fremtid også er tænkt ind i projektet, glæder mig SÅ meget til at følge programmet når det bliver vist, jeg kan jo uden tvivl også blive inspireret til at gøre lidt mere af det gode:)

    Godt gået Leif, jeg er slet ikke i tvivl om at du nok skal få denne nye livsstil passet godt ind i det liv du lever i forvejen. Din energi og optimisme er smittende og dejlig at følge her:)

  2. Først og fremmest mange tak for de søde ord, Pia. Jeg er glad for, hvis min energi og optimisme kan smitte af på andre :o)

    Heldigvis er det ikke meningen, at vi skal fortsætte hele livet med så massiv en træning – det ville hverken være realistisk eller sjovt i længden.

    Projektet løber over et år og slutter i maj måned næste år. I hele denne periode kan vi trække på Chris og hans team af medtræner, psykolog m.fl. Derefter er vi på egne fødder. Ideen er derfor, at vi hurtigst muligt skal komme i nærheden af vores individuelle målsætning med hensyn til vægttab og ændring i livsstil (men dog stadig i et tempo, der giver mening for den enkelte). Jo før vi når vores mål, desto mere tid kan vi bruge på at komme over i en vedligeholdelsesfase, hvor der ikke skal trænes tilnærmelsesvis så meget.

    Ideen for mit eget vedkommende er, at jeg når mit mål for vægttab indenfor de næste fire måneder og at jeg derefter har 5-6 måneder til at komme ind i en stabil vane omkring træning, kost og livsstil. Jeg går efter at komme ned på at træne 3-4 gange om ugen af 1-2 timers varighed, hvilket er mellem 1/3- og 1/2-delen af den nuværende træning :o)

  3. Dét skaber meget mere mening for mig, og ville give selv mig troen p åat ændringen ville kunne holdes videre frem i livet:)

Trackbacks

  1. […] en uges tid siden troede jeg, at vi havde været igennem den måske hårdeste træning til dato, men efter i dag kan jeg med stor sikkerhed sige, at det var ikke […]

  2. […] Måske den hårdeste træning til dato… […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s