I den seneste tid synes jeg, at der har været talt og skrevet utrolig meget om behovet for forandringer i den verden, som vi lever i.
I USA, hvor præsidentvalgkampen allerede kører for fuld blus, bliver der konstant talt om nødvendigheden af forandringer i forhold til økonomi, olieafhængighed, arbejdsløshed og krigen i Irak. Demokraternes kandidat, Barack Obama, har endda baseret hele hans kampagne på begrebet “Change”.
På den hjemlige front taler meningsdannere, samfundsdebattører, interesseorganisationer, ekspertudvalg og politikere hele tiden om behovet for reformer og forandringer inden for dagpengesystemet, efterløn og skattesystemet, for blot at nævne nogle få aktuelle emner.
Efter min mening holder det gamle ordsprog om, at “alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring” desværre stadigvæk vand – i hvert fald i forhold til den hjemlige diskussion. Vi lever i et samfund, hvis rammer og konventioner i stort omfang stadigvæk er baseret på, hvordan forholdene var for 10, 20 og 30 år siden (hvis ikke mere endda) desuagtet, at de samfundsmæssige forhold ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Politikere tør sjældent kigge mere end fire år frem og fedter alt for ofte rundt i populistiske her-og-nu problemer. Jo vist, der sker da lidt i forhold til eksempelvis politireform og sammenlægning af amter og kommuner m.m., men det er langt fra nok, hvis vi skal sikre velfærden på lang sigt.
I stedet burde politikerne have modet til at skabe de samfundsmæssige rammer som der er behov for både her og nu samtidigt med, at de kigger minimum 20, 30 og måske endda helt op til 50 år frem i tiden. Samtidigt skal politikerne og “systemet” forlige sig med, at det er en løbende proces og at man jævnligt skal tilpasse rammerne i forhold til den globaliserede verden som Danmark bare er en meget lille del af.
Samtidigt ville jeg ønske, at vi danskere i større omfang ville opføre os borgere og ikke kun som forbrugere, når det gælder vort samfund. Det virker ofte som om, det mere drejer sig om, hvad man kan få fra “systemet”, når man nu har betalt sin skat i mange år, end hvad den enkelte kan bidrage med i forhold til samfundet og vores medborgere. Jeg ved godt, at det er en meget grov generalisering, men jeg føler virkelig, at borgerbegrebet er på vej til at blive udhulet og at politikernes overdrevne brug af nye love og forordninger i stedet gør os til brugere af “systemet”.
Er det bare mig, der synes, at der virkelig er noget om, at alle nok ønsker udvikling, men ingen reelt set ønsker forandring, når det kommer til stykket? Eller er der noget om det?
Leif Carlsen 
Meget kort – Ja det kan du have helt ret i. På mange måder, ville jeg dælme hellere gå baglæns, men sådan er der såå meget. Jeg har ikke noget imod forandring, når det er til det bedre, men det er jo som bekendt et meget, meget vidt begreb.
Apropos mit indlæg, så læste jeg en artikel på Berlingske.dk om, at den tidligere Århus-borgmester og kommende ex-kommunalpolitiker Louise Gade har meldt ud, at hun ikke synes at folkevalgte skal sidde hele deres i liv i politik og dermed blive levebrødspolitikere.
Jeg kunne ikke være mere enig med hende. For jeg tror at alt for mange politikere tænker mere over, om de har et “job” efter næste valg, end at turde gennemføre nødvendige og måske også upopulære reformer og love.
Artiklen om Louise Gades udmelding om levebrødspolitikere finder du på følgende webadresse:
http://www.berlingske.dk/article/20080906/politik/709060031/
Ask not what your country can do for you. Ask what you can do for your country!
Den holder vist stadigvæk.
Samfundet er det vi som borgere gør det til. Og så længe alle snakker om rettigheder til både det ene og det andet, men ingen snakker om pligter… så er og bliver vi et forbrugersamfund. Desværre.
Mht. forandringer specielt i USA, så er det sjovt, at McCain vælger en så gammeldags kristen åndsbolle som hende Palin. Mage til dobbeltmoralsk rabiat skal man vist lede længe efter. Ikke just en kvinde vi i resten af verden ser som en potentiel nummer 2 i verdens sidste supermagt.