Konkurrence: Sig din mening og vind!

Efter at have blogget i lidt over to år, tænkte jeg det var på tide at få lidt feedback og kritik fra læserne af min blog. Samtidigt er jeg blevet lidt inspireret af et indlægTherese Hansens blog om, hvordan man kan “belønne” sine læsere.

Derfor har jeg valgt at gøre det ekstra interessant at sige sin mening om min blog. Fortæl mig, hvad du synes om bloggen, så deltager du helt automatisk i konkurrencen om blandt andet DVD’er, nogle gode flasker vin og et par gavekort til Magasin á 250 kroner. I alt trækker jeg lod om 10 præmier blandt de indsendte kommentarer.

Der er frit slag for at komme med kritik og feedback, men jeg er selvfølgelig interesseret i at høre, hvad du generelt synes om min blog. Det kunne også være interessant at høre om:

  • Er skrivestilen okay eller er den for let eller tung?
  • Er der områder jeg skal skrive mere eller mindre om?
  • Har du forslag til nye emner på min blog?
  • Hvad synes du om layoutet?
  • Skal der være billeder på indlæg eller er det unødvendigt?

Send dit feedback som en kommentar til dette indlæg inden 30. september 2008. Jeg trækker lod blandt de indsendte kommentarer den 1. oktober 2008. Husk for øvrigt at angive en gyldig e-mail adresse til din kommentar så, jeg kan komme i kontakt med dig, hvis du vinder :o)

Comments

  1. Nu bad du jo selv om den. Håber ikke der er noget der støder, for det er ikke hensigten. ;-)

    – Er skrivestilen okay eller er den for let eller tung?

    Det komme jo helt an på målgruppen. Men jeg synes din skriverstil balancere fint. Målbruppen er jo meget bred herinde og det kan måske være svært lige at ramme. Når jeg læser blogs, sådan på farten, må de godt være lette, derved er de letter at fordøje. Men ellers skal du skrive som du har lyst til.

    – Er der områder jeg skal skrive mere eller mindre om?

    Jeg synes du kommer vidt omkring og tager emner op, som du har læst om og som du har en mening om. Du er skriver ikke kun om én ting, men du skriver generelt om de emner du til daglig er i berøring med (tror jeg). Det kan jeg godt lide, da jeg efterhånden synes jeg kender dig.

    – Har du forslag til nye emner på min blog?

    Jeg har ingen forslag, da jeg mener du skal skrive om det du lige falder over/studser over, det være sig det politiske eller sport eller hvad du lige har på hjertet. Jeg kan godt lide brede blogs som din, måske fordi min egen ikke er nær så bred.

    – Hvad synes du om layoutet?

    Layoutet, er dig, det er genkendeligt når jeg kommer herind. Jeg bryder mig ikke om at alt ændre sig på en blog, så jeg ikke kan finde rundt, eller ligefrem kommer i tvivl om jeg er havnet det rigtige sted. Man må godt lave om, bare ikke radikalt på én gang.

    – Skal der være billeder på alle indlæg eller er det unødvendigt?

    Det er slet ikke nødvendigt med billeder hver gang. Billeder og tekst skal også hænge sammen, ellers mister læseren mange gange interessen. Undlad billeder hvis det ikke passer. Sæt kun billeder ind, hvis det passer ind i teksten. Meget gerne (helst) dine egne billeder.

  2. PS. Jeg behøver ikke deltage i konkurrence, så du behøver ikke at put mig i hatten. Jeg svarede på dine spørgsmål af lyst. :-D

  3. Jeg gi’r da gerne mit besyv med

    Er skrivestilen okay eller er den for let eller tung?
    Uanset hvad du ytrer dig om, kan man mærke, at du er et engageret og intelligent menneske. Dine indlæg hører ikke til dem, man bare lige scanner ned over – dem læser man i fred og ro – for som regel er her er noget at tænke over og tage stilling til. Og det er positivt ment.

    Er der områder jeg skal skrive mere eller mindre om?
    Nu har jeg ikke været med særligt længe, men jeg holder allermest af at læse dine træningsindlæg – her gi’r du mest af dig selv.

    Men på den anden side læser jeg også med stor interesse om dine erfaringer med dine gadgets, dine kommentarer til de ting, der foregår omkring os, dine politiske observanser osv. – nej, det er squ helt okay Leif – og som jeg skrev lige da jeg havde fundet “dig”, endelig en blog uden en eneste strikkeopskrift ;-)

    Har du forslag til nye emner på min blog?
    pas

    Hvad synes du om layoutet?
    Enkelt, elegant og overskueligt… jeg blev lidt forvirret den anden aften, hvor du afprøvede forskellige temaer – og blev helt glad da jeg i dag så, at du var vendt tilbage til den “gamle Leif”

    Skal der være billeder på alle indlæg eller er det unødvendigt?
    Der behøver ikke være billeder på alle indlæg – til gengæld savner jeg nogle mere personlige billeder herinde – stik ham Chris MacDonald dit kamera og lad ham tage nogle billeder under jeres træningspas f.eks!

    PS: I øvrigt ikke et ondt ord om strikkeopskrifter, men jeg vil blot langt hellere rode med en iPhone end med strikkepinde.

  4. Jamen så vil jeg da også give mit bidrag :)

    -Er skrivestilen okay eller for let eller tung?
    Jeg synes, du skrive helt fint. Du går tilpas i dybden med de ting, hvor det er nødvendigt. Men igen er det jo rigtig svært, for det skal jo være “dig”, men derfor kan man jo godt tage “et hint”. Men nej synes, du gør det godt.

    – Er der områder jeg skal skrive mere eller mindre om?
    Nej, jeg synes, som andre har været inde på, at bloggen skal reflektere det, der lige optager en nu og her, og generelt, og det føler jeg også, din gør. Dog ved jeg, at du går meget mere op i golfen end din blog nu reflekterer, og det synes jeg så måske er synd, at du har “ofret” den på popularitetens alter, om jeg så må sige. For nu er der ingen golf overhovedet. Personligt interesserer det mig ikke, men som nogen har været inde på ovre hos mig i forhold til hestene, så facinere det, når man brænder for noget. Og det fornemmede jeg også i forhold til dig og golfen. Så derfor synes jeg, for at reflekterer dig, så skal du ikke skrotten den!

    – Har du forslag til nye emner på min blog?
    Se indslaget ovenfor ;-)

    – Hvad synes du om layoutet?
    Jeg havde nær fået aftenkaffen galt i halsen forleden, som andre også var ved, da du pludselig så helt anderledes ud. Dit layout er lige dig, og jeg var forfærdet over, du evt. ville lave om. Jeg giver helt ret i at genkendelighed, er vigtig, ligesom at dette er overskueligt og let for øjet.

    Skal der være billeder på alle indlæg eller er det unødvendigt?
    Nu ved jeg, at du har et rigtig godt kamera, så mere personlige fotos ville da være fint og dejligt. Når det er sagt, så har du også der din personlige stil, med måden du illusterer på, og du finder altid rigtig gode fotos, der passer til indlæggene og i nogetledes samme stil. Det er din signatur, og den synes jeg faktisk, du skal holde fast ved. Personligt holder jeg meget af illustrationer på hvert indlæg, som hos dig, og synes som sagt du skal holde fast i dem. Men nej det er ikke absolut nødvendigt til hver eneste, for at de bliver læst.

    Det var ordene, håbeer du kan bruge det til noget!

  5. Godt du kom med reminderen for jeg havde glemt at jeg egentlig gerne ville sige noget her.

    Jeg blev grebet af din blog da du startede på Chris projektet og læser nu flittigt, før tjekkede jeg ind, nu og da når du havde lagt en kommetar på min blog.
    Jeg kan nogle gange undre mig over de citater der ind i mellem kommer, men det generer mig ikke – man kan scrolle hurtigt i min rss reader ;)
    Billeder – tja.. Jeg savner dem ikke som sådan. Jeg er af den opfattelse at man skal gøre som man lyster på sin blog og det synes jeg du gør, så fortsæt bare i samme stil – dette gælder layout, skrivestil og hvad man skriver om. Det er trods alt indholder der får mig til at læse en blog, og især layout – jeg ser det kun når jeg lægger kommentarer da jeg læser blogs i rss-reader

    Det var mine hurtige fem cent :-)

  6. Du har tit ‘fanget’ mig på blogbot. De få linjer der, har gjort, at jeg er blevet så nysgerrig, at jeg måtte kigge forbi.

    Jeg syntes, du har en fin blog. Syntes specielt det er meget interessant at følge din træning og projektet med Chris.
    Du har godt layout og det er overskueligt at læse med herinde.
    Du skriver meget åbent og positivt.

    Du er på min google reader, så nu kan jeg rigtig følge med.

  7. Hej

    Jeg har jo ikke fulgt din blog så længe endda, men jeg synes, du er kommet omkring nogle gode og relevante emner. Skrivestilen passer rigtig fint til mig; jeg kan lide at læse blogs hvor jeg hurtigt kan sætte mig ind i hvilken person der skriver og hvilken situation han eller hun står i. Det har jeg rig mulighed for her på din blog.

    Din træning har især interesseret mig – og det er da også herunder jeg tidligere har givet min kommentar med på vejen :o)

    Jeg synes egentlig ikke, billeder er så nødvendige på din blog, men det er selvfølgelig bare en smagssag… Layoutet er let og ligetil, så jeg synes egentlig ikke, du har brug for den ‘pause’, et billede kan lave i en tekst…

    Mht fremtidige emner håber jeg, vi får lov at følge mere med i din træning, dit vægttab og hvordan du holder den vægt, du ender med.
    Jeg synes, det er spændende, at man kan få et arbejdsmæssigt indblik i din person også – det fangede i hvert fald min nysgerrighed, så på den front vil jeg også meget gerne høre mere.

    Det var vist, hvad jeg kunne komme med af kommentarer i denne omgang, håber det er brugbart :o)

  8. Er af mere eller mindre tilfældige veje havnet på din blog. Jeg har ikke tidligere læst blogs, men har læst en del (dog langt fra alle) af dine indlæg, og jeg finder dem vildt spændende og inspirerende. Vil klart fortsætte….
    Jeg er især vild med personlige betragtninger, oplevelser fra hverdagen og små sjove episoder. Du kunne sagtens fortælle lidt (meget) mere om dig selv på det rent personlige plan…. Det ville være spændende, og jeg ville sluge det råt :o)
    Et forslag til nye emner, ud over ovenstående, kunne være, oplevelser/betragtninger fra din hverdag som erhvervsleder, ikke så meget analyser, budgetter og strategi, men mere om interaktioner mellem mennesker i hverdagen og udfordringen i ledelse…. Noget med pisk kontra gulerod osv….

  9. Leif Jensen says:

    Første gang jeg stiftede bekendtskab med begrebet “at blogge” smilede jeg blot lidt ad det, og forestillede mig et hav af internet sider med historier som “Idag har min ondulat Pjuske taget bad” og “ej hvor nederen, ikke mere cola og min pizza er kold”, så da jeg hørte at Hr. Leif Carlsen havde en blog ifbm. med det store slanke projekt, ville jeg gi’ det en chance. Og jeg må sige at jeg blev positivt overrasket, for denne side brød jo med mine foredomme.

    Kigger forbi din blog med jævne mellemrum, og kan godt li’ din skrivestil – seriøs med en vis humoristisk undettone og jydsk sarkasme. Man kan læse mellem linierne at du kan li’ at skrive, og kommentere / debatere aktuelle emner som optager dig, så det synes jeg bare du skal holde fast i – hvis du skulle til at “skrive på opfordring” kunne du jo ligeså godt blive freelance journalist for en russisk avis.

    I disse moderne tider med en travl hverdag, erhvervsliv, familie og børn får man måske ikke så meget tid til lige at sidde et par timer med en bekendt og “ordne verdens situationen” – og til det er en blog jo en fantastisk måde at diskutere aktuelle emner som optager en, eller bare lidt “small talk” og “networking”. Personligt kan jeg godt li’ at din blog er levende, og at der er så mange som besvarer dine indlæg.

    Mht. billeder, så vil jeg betragte det som at huske at smage en ret til med salt og pebber – ikke bidende nødvendigt, men det gør retten færdig.

    Så fortsæt endelig i samme stil………

  10. Din blog er en passende blanding af dagligdagen, arbejde, politik, øjeblikkets indfald, tips. Fortsæt bare den blanding. Blogs om kun 1 ting kan godt være for kedelige. Da jeg selv er særligt interesseret i motion og tab af kilo, synes jeg jo, at du gerne må skrive meget mere om den side af sagen. Men alle de andre emner vil blive savnet, hvis du udelader dem. Du er jo et helt menneske.

    Layoutet er superflot og professionelt – og lad det helst ikke skifte for meget.
    Jeg synes ikke, billeder er nødvendige, men de krydrer da siden.

    Du skriver lige ud ad landevejen. Det er let at forstå, hvad du skriver. Og så synes jeg ikke (altid), du lader dig styre af en stram ideologilinje, men også lader din indstilling lige her og nu råde. Det kan jeg godt lide.

    Jeg glæder mig til at vende tilbage.

  11. Din blog er meget brugervenlig og dejlig nem at gå til og så har du evig gode indlæg. Både de personlige men også nogle gode kommentarer til dagens (politiske) emne.
    Jeg elsker din skrivestil som altid er sober uanset emnet – du skriver på en levende og meget deltagende måde.
    Og jeg elsker dig stadigvæk for din posehistorie, som jeg fra tid til anden anbefaler andre at læse.
    Skal jeg sige noget overordnet så er du en af de få blogs der formår at finde enkeltheden i beskrivelser af problematikker. Det er så skønt så du faktisk skriver; Hvor svært kan det være?
    Så leif uanset hvad – så har du i mig en fast læser, men det ved du godt

  12. Er skrivestilen okay eller er den for let eller tung?
    Den måske lidt for let til mig – ikke at jeg savner lange dybsindige indlæg, men jeg savner lidt nogle a-ha oplevelser – altså hvor din reflektion bliver mere på meta niveau og ikke blot nede i substancen.
    Er der områder jeg skal skrive mere eller mindre om?
    Jeg oplever dine nuværende områder som 3-delt – citater, fitness programmer og politiske holdninger/udmeldinger.
    Citaterne er gode og tankevækkende, men de står meget alene og indimellem i kontrast til de 2 andre områder. Kunne citater relateres til et aktuelt emne i de 2 andre var der en bedre rød tråd.
    Og det måske også er her, at jeg indimellem synes din blog har lidt svære vilkår med både fitness og politik meget blandet.
    Dine fitness indlæg er meget dagbogsagtige med det du har præsteret den pågældende dag. Og politik er så typisk et emne fra avisen samme dag.
    Men fitness kunne vel også være den dårlige samvittighed over det der ikke blev nået, hvad der er sjov og berigende fitness, hvad der blot er kedelig forbrænding, hvilket udstyr er godt (sko, pulsmåler, tøj, etc), hvordan man holder motivationen i sporet – hvad virker og hvad virker ikke for dig. jeg fornemmer at mange af dine bloglæsere er der pga. fitness, så det jo der du har en “value proposition” der adskiller dig fra andre blogs og det kan du helt sikkert bruge meget mere til at få endnu flere læsere, hvis du vil det.
    Politik er svært – som nævnt synes jeg meget om den lidt provokerende indlæg, den der giver a-ha oplevelsen eller sådan kunne man også anskue det. Jeg tror gerne de fleste vil overaskes hvis de skal læse politiske blog indlæg og har du en lidt forsigtig linie, hvor jeg synes du kunne være skarpere.
    Har du forslag til nye emner på min blog?
    Ja golfindtryk og reflektioner og gadget anmeldelser ;-) – Det var sjovt med din blog anmeldelse for nogle uger siden – bragte mig godt rundt på nogle helt nye sites ;-)
    Hvad synes du om layoutet?
    Meget flot og prof. Passer godt til indholder synes.
    Skal der være billeder på indlæg eller er det unødvendigt?
    Ja billeder siger bare så meget, så kan man finde billeder der matcher bare lidt med teksten – er det givet rigtigt godt ud.

  13. Godt du er dig og ikke en kopi af andre.

  14. Jeg synes, at du laver en god variet blog.
    Jeg er meget interesseret i fitness-delen og kunne godt tænke mig, at høre om nogle af de udfordringer du har oplevet. Du skriver kun om de positive ting, og det er god inspiration. Men jeg tænker, at der også må have været nogle svære tider, hvor det var svært leve op til den nye levestil. Og hvordan håndterede du så de ting. Det kan helt generelt være rundstykkerne til møderne eller manglende lyst til at komme afsted til træning. Det kan selvfølgelig være, at det hele har været ret så nemt for dig.

    Jeg tænker også, at det kunne være interessant at høre om hvordan du tilpasser din kost den nye levestil. Både når du træner hårdt og ikke gør det. Ikke bare med opskrifter, som jeg i øvrigt synes er en rigtig god ide.

    Jeg kunne godt tænke mig, at du havde opdateret dit billede af dig, der er jo sket en del :)

    Og så synes jeg, at det er enormt fedt at du skriver så nørdet om dine telefoner. Jeg elsker nørdede og passionerede indlæg. Det giver virkelig et ekstra pift.

    Der behøver ikke være billeder på alle indlæg.

    – Helle

  15. øh hov – der er jo kommet nyt billede. Det var godt :)
    Du ser i øvrigt meget yngre ud på det nye.

  16. Jeg er en relativt ny læser herinde. Jeg fandt dit navn rundt omkring i kommentarerne i blogsfæren.

    Jeg synes din blog er skøn. Du kommer rundt omkring, og især dit vægttab har været en stor inspiration til at jeg selv har fundet løbeskoene frem og har begyndt at være målrettet omkring mit eget slankeprojekt.

    Din skrivestil er dejlig og ligetil. Godt sprog, god gramatik (noget jeg sætter stor pris på, læs evt mit eget indlæg om “nutids r”…).

    Jeg synes ikke at du behøver flere billeder. Når der er billeder, hænger de fint sammen med teksten. Kan godt li’ formatet dine billeder har.

    Layoutet er fint og minimalistisk, det kan jeg godt li. Det er overskueligt, og der sker ikke en masse “dimseri” i sidebaren.

    Jeg har ingen forslag til nye emner, jeg er sikker på at de nye emner der måtte komme, vil afspejle dig og dit sind.

    Det var lige hvad jeg havde at sige. Hyggeligt med sådan en evaluering!

  17. Da konkurrencen nu er slut, er der lukket for kommentarer :o)

Trackbacks

  1. […] er blot en lille reminder om, at der stadig kører en lille konkurrence her på min […]

  2. […] er det ved at sidste chance for at deltage i konkurrencen om blandt andet DVD’er, nogle gode flasker vin og et par gavekort til Magasin á 250 kroner. Der […]

  3. […] jeg her til morgen, at nu måtte jeg altså få taget mig sammen og få kåret vinderne i den lille konkurrence, som jeg udskrev tilbage i midten af september […]