963 millioner hovedpinepiller om året!

Medens jeg stod på løbebåndet i fitnesscentret i går aftes, så jeg lidt TV 2 News og så på nyhedsrulleteksterne, at hver dansker i gennemsnit spiser hele 175 hovedpinepiller om året. I følge Dansk Apotekerforening “konsumerede” danskerne således ikke mindre end 963 millioner hovedpinepiller sidste år og tallet bliver næppe mindre i 2008.

Man skal selvfølgelig tage en hovedpinepille, hvis man føler brug for det til at dulme smerter. Imidlertid tror jeg, at rigtig mange danskere dagligt eller jævnligt får hovedpine som følge af alt for lille et væskeindtag, for lidt søvn og/eller for meget kaffe, alkohol eller lignende.

Jeg har selv tidligere spist rigtig mange hovedpinepiller som følge af, jeg drak for lidt vand i hverdagen og ikke fik de 7-8 timers søvn hver nat som krop og hjerne har brug for. Men jeg er nu heldigvis ude af mit eget “pillemisbrug” og er således ikke længere en del af det statistiske gennemsnit på 175 hovedpinepiller pr. dansker om året :o)

Så hvis du selv spiser hovedpinepiller lidt for ofte, så start med at drikke mere vand i hverdagen og tjek om du får tilpas med søvn. Der er en god chance for, at det kan være med til at mindske behovet for at spise hovedpinepiller, hvis du er konsekvent og vedholden. Og ud over at du får det bedre, er der også penge at spare :o)

Comments

  1. Opdatering: Fandt lige linket til artiklen om emnet fra TV 2 Nyhederne:

    http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-19000767.html

  2. Hold da op, det var ikke så lidt! Det er jo næsten en pille hveranden dag.

    Godt, jeg ikke er en del af den statestik. Det tænkevækkende og skræmmende er jo, at 175 piller “kun” er et gennemsnit pr. dansker pr. år.

    Dvs. der må være nogen som ligger langt over!

    Så kan man jo godt forstå alle de reklamer for hovedpinepiller. Det er jo en stor forretning at få del i.

  3. Jeg er godt nok ikke en af dem med 175 piller i gennemsnit. Da jeg havde læst det, tænkte jeg mig om… måske max 20 om året? Ikke ret mange spiser jeg, og kan ikke huske, hvornår jeg sidst spiste en.

    Interessant indlæg :0)

  4. Det er godt nok et voldsomt tal. Men jeg vil nu give dig ret Leif. Jeg kan også mærke en klar sammenhæng mellem mængden af træning og tilbøjelighed til at få hovedpine.

    Omvendt er mit liv også for kort til hovedpine. Så hvis jeg har ondt, så spiser jeg hellere piller for tidligt end for sent. Således er der røget 3 ned i dag. Men det har også været en dårlig dag i dag ;-)

  5. @Anne: Ja, der er ingen tvivl om, at det er en kæmpeforretning for producenterne af hovedpinepiller. Hvis man eksempelvis bare tager prisen for en pakke med 10 Panodil og finder det billigste sted, vil omsætningen for hovedpinepiller løbe op i 910 millioner kroner. Og da næppe alle piller bliver købt i de billigste butikker, er der sandsynligvis tale om et marked på mellem én og halvanden milliarder kroner!

    @Marianne: 20 hovedpinepiller om året smager i hvert fald ikke af “misbrug” :o)

    @Jan: Jeg er helt enig og jeg siger heller ikke, at man skal lade være med at tage hovedpinepiller som udgangspunkt. Har man ondt, kan man selvfølgelig lige så godt tage en pille eller to, men hvis man nu kunne gøre noget forebyggende ved at drikke mere vand, mindre kaffe/alkohol, få den nødvendige søvn eller træne nogle gange om ugen, må det da være at foretrække :o)

  6. Nu er der jo mange årsager til hovedpine. Travlhed/stress og alt for meget om ørerne er nogen af dem og så kommer dine faktorer jo ind i spil. Du har helt ret. Jeg tror, det er lettere at sige, at folk i det hele taget skal stoppe op og lytte mere til deres krop og generelt passe bedre på sig selv. Det gør mange slet, slet ikke….

  7. Nej, desværre er der alt for mange, der ikke lytter til deres krop. Jeg har jo såmænd også selv været blandt “dem”.

  8. Jeg aner jo ikke hvor mange hovedpinepiller jeg spiser. Jamen, jeg tør slet ikke gætte, hvor jeg har absolut ingen ide om det. Men jeg spiser i hvert fald ikke en hovedpinepille hver anden dag – må skulle man prøve at skrive det op.

  9. Hvis du ikke har nogen idé om det, Jens, er det forhåbentlig fordi, at det ikke bliver til så mange hovedpinepiller, du indtager :o)

  10. Jeg tror du har ret. Jeg spiser sikkert ikke særlig mange hovedpinepiller.

    Puha, jeg så lige min egen kommentar – pinligt! Sikken mange sjuskefejl – jeg skal vist lige være lidt mere opmærksom.

Skriv et svar til Leif Carlsen Annuller svar