Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.
Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.
Det er ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.
I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.
Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.
At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.
Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.
Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?
Leif Carlsen 
Jeg hamrer bare på “enig”-knappen her. Både i forhold til, at det er et interessant og velformuleret blogindlæg, du har fundet, men også i forhold til dine egne betragtninger om misundelseskampagnen.
Jeg ville have skrevet et langt og harmdirrende blogindlæg om emnet, men tiden har ikke været til det endnu, så jeg nøjes med at få afløb ved at trykke et par gange mere på “enig”-knappen herinde.
Det er godt at høre, at jeg har nogle meningsfæller derude i blogland :-)
Jævnfør en artikel på 180 Grader, vil Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne (hvis de kommer til magten), indføre en ny topskat for de højest lønnede danskere.
Og at der er tale om en misundelsesskat, kommer endda direkte frem i artiklen, som jeg citerer følgende:
“Socialdemokraterne forventer ifølge Ritzau ikke, at den nye topskat vil betyde, at der kommer mange penge i statskassen, men derimod vil den have en kraftig symbolsk effekt. Den nuværende topskat er tidligere blevet kaldt en misundelsesskat, der ikke indbringer særlig meget i provenu, men det betragter Socialdemokraterne altså som noget positivt og retfærdigt, og de vil derfor gerne udbygge denne effekt.”
Jeg er dødtræt af, at danskere, der knokler for at tjene mange penge, skal slås i hovedet med den slags udtalelser og straffes med misundelsesafgifter. Jeg troede, at Janteloven og at den sygelige misundelsesmani, som samfundet ofte har været præget af, var på retur.
Og det er den forhåbentlig også generelt set, men åbenbart ikke i Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraternes univers.