Apropos det med at få læst en bog…

Apropos det med at få læst en bog...

Apropos mit indlæg og lille konkurrence, om det med at få læst bøger, så har jeg netop taget hul på bogen “324 – det tager kun 324 dage at ændre livsstil”, som er skrevet af Flemming Christensen, der ejer coachvirksomheden “THINK ABOUT IT“.

Jeg fik bogen i sidste uge af min tidligere kollega, Claus, der har arbejdet tæt sammen med Flemming igennem de sidste seks år. Claus var forbi til en kop kaffe med det simple formål, at få en sludder om verden omkring os og give hinanden en opdatering på, hvad der er sket i vores liv, siden vi sidst stak hovederne sammen (hvilket var alt for lang tid siden).

Vi kom blandt andet til at snakke om den livsstilsforandring, som jeg selv har været igennem siden maj sidste år og det faktum, at jeg faktisk nærmer mig de 324 dage med hastige skridt. I den sammenhæng kunne Claus selvfølgelig ikke lade være med at drage paralleller til Flemmings nye bog og spurgte mig, om jeg ikke kunne have lyst til at læse bogen og reflektere lidt over bogens budskaber kontra mine egne oplevelser.

Det tilbud kunne jeg ikke lade være med at tage imod og jeg glæder mig til at komme helt igennem bogen, som allerede virker spændende efter de første sider.

Jeg satser så benhårdt på, at få læst “324″ færdig i løbet af de kommende uger og ikke over flere måneder og år, som indtil nu har været normalen for mig i forhold til boglæsning :-)

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Interessant "konversation" om rødvinsreformen

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Konkurrence: Vind gavekort på 300 kroner ved at fortælle mig, hvordan kommer du i gang med at læse en bog og får den læst færdig?

bog1

Igennem de seneste år har jeg fået en masse gode og spændende bøger, blandt andet som gaver i forbindelse med fødselsdage og lignende. Jeg har også selv købt en del bøger, som jeg igennem tiden har ønsket at læse.

Problemet er imidlertid, at jeg i den samme periode bare ikke har fået læst særlig mange af disse bøger. Ikke fordi, jeg ikke har lyst til at læse dem, men mere fordi, at jeg bare ikke har kunne tage mig sammen til at få startet på en given bog og dernæst, at få læst bogen færdig indenfor et overskueligt antal uger/måneder.

Ergo har jeg en god stak bøger liggende “på lager” og de venter alle sammen på at blive læst. Og et eller andet sted er det jo synd og skam. For en bogs eksistensberettigelse er jo et eller andet sted, at den bliver læst og forhåbentlig også forstået.

Hvad med dig selv? Hvordan kommer du igang med at læse en god bog og næsten endnu mere vigtigt, hvordan får du den læst færdig? Sidder du bare derhjemme med en god kop te og et varmt tæppe? Eller hygger du dig med en god latté på Robert’s Coffee samtidigt med, at du læser et par kapitler af den bog, som du fik i fødselsdagsgave?

Tips, trick, gode råd og inspiration søges i denne sammenhæng. Det bedste forslag vil jeg endda gerne præmiere med et gavekort på 300 kroner til SAXO.com. Så fortæl mig, hvad du gør for at få læst en bog fra start til slut. Måske er det dig, der ender med at vinde gavekortet!

Deadline for dit input – som jeg glæder mig til at få – er fredag, den 27. marts 2009.

For et år siden…

For et år siden 14. marts 2008

For et år siden skrev jeg om:

En rigtig fed spinningevent…

En rigtig fed spinningevent...

I dag deltog jeg i en ekstraordinær omgang konditionstræning i form af en tre timers spinning event hos fitness dk på Nygaardsvej på Østerbro.

Det var Annette Berg, som efter min mening er Danmarks spinningdronning nr. 1, der havde arrangeret denne event. Og det blev til en sjov event med masser af energi og underholdning, blandt andet som følge af brugen af en storskærm, hvor vi kunne se Tour de France videoer og som blev brugt som et aktivt element af dagens træning. Vi lavede blandt andet en “virtuel opstigning” af Alpe d’Huez og fulgte de professionelles rytteres rytme og hastighed :-)

Det var en superfed omgang spinning og jeg fik faktisk fyret ikke mindre end 3.243 kalorier af i løbet af de tre timer. Og med en gennemsnitspuls på 84 procent af min maksimumpuls i løbet af de tre timer, fik jeg virkelig givet den gas.

Det hjalp selvfølgelig på kalorieforbrændingen, at jeg startede eventen med, at stå op i ikke mindre end 60 minutter i træk. Det var selvfølgelig en sejr i sig selv at gøre det, men omvendt er jeg ikke i tvivl om, at jeg kommer til at få ømme stænger i morgen :-)

Desværre sluttede dagens træning med en irriterende oplevelse hos fitness dk. Efter tre timers sveddryppende spinning, var det tid for at komme i afslappende bad. Efter at have været i bad og fået noget rent tøj, skulle jeg bruge mine løbesko, som jeg havde sat oven på mit skab i omklædningslokalet. Problemet var bare, at løbeskoene ikke længere stod der, da jeg kom tilbage fra spinning. Et eller andet langfingret fjols havde valgt at stjæle min Nike Air løbesko, som jeg havde købt på udsalg for cirka to måneder siden for 499 kroner.

Hvad i alverden er det, der gør at en eller anden valgte at stjæle noget så banalt som et par løbesko? Skoene var ganske vist velholdte, men alligevel er det brugte sko, som ikke lignede en million. Ikke desto mindre findes alligevel mennesker, som jeg åbenbart deler omklædningslokale med, men som alligevel ikke kan finde ud af, at skelne mellem, hvad der er mit og deres :-(

Anyway, ganske vist betød det, at jeg måtte gå ud til min bil og fra bilen og hen til min lejlighed i strømpefødder, men det skulle alligevel ikke ødelægge en rigtig fed spinningevent, som jeg håber kommer igen meget snart.

For et år siden…

For et år siden 14. marts 2008

For et år siden skrev jeg om:

Lidt reklame for Thorborgs Talkshow…

Lidt reklame for Thorborgs Talkshow...

Efter at have lyttet til adskillige af Martin Thorborgs podcasts, kan jeg ikke lade være med at gøre lidt reklame for denne ekstremt passionerede dansker.

Martin kommer ganske vist vidt omkring og nogle ganske tænder han da også helt af i forhold til et givent emne, men det synes jeg kun er fedt! For uanset om man er enig eller ej med Martin, kan man altid mærke, at han har hjerte og sjæl med.

Så klik dig ind på Martins website og hør nogle af hans podcasts. Der er masser af interessant viden og inspiration at hente og så er det endda gratis :-)

Bliv bedre til præsentationsteknik…

Sådan bliver du bedre til præsentationsteknik

Hvis du jævnligt giver præsentationer overfor et givent publikum og har mod på at lære nyt indenfor dette område, kan jeg anbefale, at du snarest muligt tager Guy Kawasakis 10-20-30-regel indenfor præsentationsteknik til dig.

Guys 10-20-30 præsentationsregel er meget simpel:

  • 10 slides.
    Hvis du ikke kan fortælle dit budskab i løbet af maksimalt 10 slides i alt, har du allerede tabt på forhånd.
  • 20 minutter til selve præsentation.
    Det må ikke tage mere end 20 minutter i alt at præsentere de i alt 10 slides. Tager det mere tid end det, snakker du for meget.
  • 30 punkt skrifttype som et minimum.
    Hvis du bruger en mindre skrifttype end det, har du ikke sat dig godt nok ind i materialet og bruger i alt for høj grad slidene som noter. Dermed bliver præsentationen bare til højtlæsning for dit publikum. En anden god Guy Kawasaki-tommelfingerregel i forhold til skrifttypestørrelse er, at du skal finde ud af hvem den ældste person i dit publikum er. Dividér herefter vedkommendes alder med to, hvorved du får den mindste skrifttypestørrelse, du bør bruge i den pågældende præsentation :-)

Du kan også få ovenstående præsentationsregler “læst op” i form af en YouTube video af Guys præsentation af 10-20-30-reglen. Klik her for at se dette videoklip.

Idé: Den positive avis

Idé: Den positive avis

I denne tid er det nærmest umuligt at finde en positiv historie i aviserne. Tværtimod er medierne stopfyldt med negative historier om vold, skyderier, nedskæringer, fyringer, faldende huspriser og et ultralavt bilsalg, for blot at nævne nogle eksempler.

Faktisk synes jeg, det er lige før, at man bliver helt deprimeret af at læse avis og nyheder for tiden. Af samme grund har jeg seriøst overvejet at afmelde mit abonnement på Børsen, indtil finanskrisen er ovre. Når man står midt i stormen, har man efter min mening mere brug for positive historier og det er der helt ærligt ikke meget af i Børsen for tiden.

Jeg kunne derfor ikke lade være med at få den tanke, at der må være et marked for en positiv orienteret avis – i hvert fald så længe finanskrisen kradser. Denne avis skulle så udelukkende indeholde positive historier og være med til at sprede glæde og inspiration

Ganske vist er pressens primære rolle, at være kritisk i forhold til magthavere og samfundet generelt set. Samtidigt er der næppe tvivl om, at det er meget svært at tjene penge på avisdrift. Som bekendt brændte islændingene over 700 millioner kroner af på Nyhedsavisen, inden den gik konkurs i september måned sidste år.

Men disse “modsætningsforhold” skal ikke forhindre mig i, at give idéen om den positive avis videre. Og det skal såmænd ikke koste nogen noget, at udnytte denne idé kommercielt set. Tværtimod er der frit slag og jeg kan endda garanterer, at jeg vil være den første til at tegne abonnement på den positive avis, hvis den skulle gå hen og blive en realitet :-)

Hvis du gerne vil blive mere produktiv…

Apropos emnet produktivitet, som jeg netop har været inde på i et tidligere indlæg, har min tvillingebror fundet frem til en række simple, men alligevel yderst effektive tips til, hvordan man kan blive mere produktiv i hverdagen:

  • Udvælg og gennemfør tre vigtige opgaver hver dag
  • Sluk din mailklient, mens du arbejder på én af de tre vigtige opgaver
  • Hold et 20 minutters møde med dig selv hver uge. Kig tilbage på ugen, der er og gået og en uge frem og få styr på dine prioriteter

Klik her for at komme til min tvillingebrors indlæg om emnet.