I den seneste tid har jeg haft ganske travlt – både på jobbet og i forbindelse med træningen til mit kommende 100 km løb. Ja, faktisk har jeg haft rigtig travlt, hvilket også forklarer den lidt begrænsede aktivitet på min blog.
Ikke desto mindre har jeg alligevel haft tid til at følge lidt med i den politiske debat i forbindelse med udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som landets nye statsminister.
Der har som bekendt været skrevet og sagt meget om Lars Løkke Rasmussen i tiden op til, at Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til NATO’s nye generalsekretær og bestemt også i tiden efter. hvor Lars Løkke Rasmussen overtog posten som landets leder.
Meget af denne omtale har gået på, hvorvidt manden har evner og format til at være landets statsminister, specielt efter den den såkaldt “bilagssag”. Om Lars Løkke Rasmussen så har preference for et glas koldt øl engang imellem, gør ham ikke til en dårlig statsminister i mine øjne – tværtimod!
Som jeg før har givet udtryk for, er jeg selv af den overbevisning, at Lars Løkke Rasmussen er en særdeles arbejdsom, erfaren og dreven politiker. Jeg er derfor sikker på, at denne “erhvervserfaring” vil komme ham til stor gavn i arbejdet som statsminister.
Og desuagtet, hvad de mange politiske modstandere vil mene, synes jeg, vi har har fået en statsminister med mere bid i. I modsætning til Anders Fogh Rasmussen, har Anders Løkke Rasmussen ganske enkelt mere spidse tænder og han er ikke bange for at bruge tænderne i en politisk diskussion.
Lars Løkke Rasmussen er ganske vist så dreven en politiker, at han godt ved, hvornår han bliver nødt til at “holde kæft” med, hvad hans hjerte indeholder af tanker og følelser. Ikke desto mindre synes jeg, at det er prisværdig med en politiker, der godt tør bide fra sig og sige sin mening om dette og hint.
Jeg tænker i denne sammenhæng specielt på Lars Løkke Rasmussens optræden i TV 2 News’ politiske magasin “Mogensen & Christiansen”. Her angriber han de efterhånden mange politiske kommentatorer, der på den ene eller anden måde har travlt med at gøre sig kloge på politikernes og borgernes vegne (sidstnævnte del af denne sætning er for egen regning).
I forbindelse med Lars Løkke Rasmussens deltagelse i “Mogensen & Christiansen”, kommer han ind på følgende (jeg citerer direkte fra statsministerens udtalelse i programmet):
“Jeg synes efterhånden, at det er hæmmende for demokratiet, at når man f.eks. transmitterer fra debatten i går, så er der ganske lidt transmission, og så er det sådan nogen kloge hoveder som jer, som jo er så talentfulde, at man kan undre sig over, hvorfor I ikke stiller op til et eller andet. I kunne jo lægge hele landet ned og indtage Sankt Jørgens Gård (som er Statsministeriets adresse) på en weekend, fordi I lige ved, hvordan det skal gøres. Det synes jeg, er ved at være et demokratisk problem”.
Til dette svarer/spørger politisk kommentar Peter Mogensen: “Men Lars, er det ikke defensivt klynkeri fra en statsminister, der er lidt presset, at stå og sige, at det er kommentatorernes skyld alt sammen?”
Hertil svarer Lars Løkke Rasmussen: “Nej, nej, jeg giver ikke kommentatorerne nogen skyld. Jeg føler mig overhovedet ikke presset. Altså, jeg er landet i den der stol. Jeg har det godt med det, og glæder mig til at tage på arbejdet. Jeg gider bare ikke at ligge under for, med al respekt, hvordan du synes, jeg skulle holde min tale. For hvis du kan holde en bedre tale, så hold den. Og hvis du kan blive en bedre statsminister, så stil op, siger Lars Løkke Rasmussen”.
Se, det synes jeg er en statsminister med bid i!
Leif Carlsen 
Der er intet galt med vores statsminister….. Han siger sgu noget klogt noget :-D
Jeg er helt enig :-)
Medierne incl. DR-radioaviserne klipper for meget i originalstoffet, og det har en forklaring: Der er ikke så mange lyttere til indslag, som kræver koncentration.
Men de går ofte alt for vidt, og det er det, som Løkke kritiserer.
Han har bare ikke ret i at journalisterne tror, at de kan gøre det bedre. Når det lykkes, er journalisternes kommentarer fulde af baggrundsviden, som lytteren sjældent har. Der er nogle gange man som almindelig borger kan undre sig over at fx. Fogh kunne starte krigsførelse i Afghanistan sammen med Bush på noget, der var en bevidst fordrejning af sandheden, også kaldet en løgn, og journalisterne har med stor rimelighed fremhævet, at det skyldes at der er et flertal af befolkningen, som gik ind for at nu skulle man gøre noget ved terrorisme og derefter gøre noget for at hjælpe Irakkerne af med en diktator, selv om det altså ikke var det, der var begrundelsen for afsendelse af tropper til Irak.
Det er de bagvedliggende diskussioner, som journalisterne når de er bedst påviser i de ord, som kommer op til overfladen.