For lidt over en uge siden skrev jeg et indlæg om, at det er ved at være tid for at prøve at rykke sine grænser lidt igen og jeg må jo hellere få meldt ud, hvad det så helt præcis er, at jeg har givet mig i lag med.
Indlægget indeholdt som bekendt også en lille afstemning, der pr. dags dato har følgende stemmefordeling:
- 42 % synes jeg skal bestige Kilimanjaro i år
- 26 % synes jeg skal deltage i Vild med Dans
- 23 % synes jeg skal have en tatovering
- 9 % synes jeg skal deltage i et 250 km løb
- 0 % synes jeg skal tabe yderligere 5 kg
Lad mig starte med at sige, at jeg er glad for at høre, at mine bloglæsere heller ikke synes, jeg skal tabe mig yderligere. Jeg synes også selv, at min vægt ligger på et rigtig fornuftig leje nu, d.v.s. en kampvægt på ca. 83 kg.
Dernæst vil jeg gerne kommentere flertallet, der synes, jeg skal bestige det afrikanske bjerg Kilimanjaro i år, hvilket bestemt også kunne være rigtig spændende. Faktisk har jeg talt med min gode veninde Stine om emnet i forbindelse med, at hun og Chris havde snakket lidt om at gennemføre denne udfordring på et tidspunkt. Men for mit vedkommende er det nu ikke denne udfordring, som jeg ville kaste mig ud i – i hvert fald ikke lige nu.
Med hensyn til at skulle deltage i Vild med Dans, så må jeg indrømme, at det uden tvivl ville være ganske grænseoverskridende for mig, at skulle deltage i dette show. Ganske vist gik jeg til dans som barn, men da min tvillingebror og jeg fik valget mellem dans og fodbold, var det ikke svært for os at vælge :-) Men omvendt skal man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig – ej heller til vild med dans :-)
Nå, men nu ikke flere kommentarer til afstemningen eller udenomsforklaringer. Lad mig derimod berette om, hvad det nu er, som jeg har givet mig i lag med i forhold til det med, at flytte personlige grænser.
Jeg har fået lavet en lille tatovering på min venstre arm (se fotoet ovenfor) som et varigt symbol på den fantastiske rejse, jeg været på i det sidste års tid i forbindelse med”Chris På Vægten” projektet. Og da jeg kommer til at se tatoveringen i spejlet hver morgen, vil jeg også blive mindet dagligt om, at jeg skal holde fast i den sunde livsstil.
Sidst, men ikke mindst, ser jeg også tatoveringen en anerkendelse af Chris og alt det som han har gjort for mig: Tatoveringen er nemlig en gengivelser af Chris’ GRACE-logo (et G som også kan “læses” som et hjerte).
Nogen vil sikkert sige, at det er da ikke noget specielt stort at få en tatovering, men det er det altså for mig for mig. Jeg har indtil på ingen måde været stereotypen på en person, der gerne ville have en tatovering, snarere tværtimod! Men efter at Stine og jeg tilfældigvis var kommet ind på emnet i en samtale for noget tid siden, fik jeg modnet tanken hos mig selv og pludselig kunne jeg mærke, at det bare var det helt rigtige for mig.
Denne følelse er heldigvis holdt ved efter, at jeg fik lavet tatoveringen, ja, faktisk er jeg endda rigtig glad for tatoveringen, for den er som nævnt et vigtigt personligt symbol på en helt igennem fantastisk rejse.
Leif Carlsen 
Sejt! Godt valgt, og ikke noget, der får dig til at ligne en rocker.
Tak, Lene og ja, jeg skal bestemt ikke have nogen rocker-tatoveringer :-)
Nå ØV – så gættede jeg altså forkert. Men derfor kan jeg nu godt se dig bestige bjerge Leif – altså rigtige bjerge!
Den her tatoo har jo også en symbolbetydning for dig – og det er jo noget helt andet… lidt a la håbdholdpigerne, som fik de olympiske ringe tatoveret.
Det kunne bestemt også være rigtig spændende og muligheden er heller ikke afskrevet :-)
Jeg har godt set Marianne Flormans (som jo er vært på “Ha’ Det Godt” programmet) tatovering med den olympiske fakkel – også et sejt symbol på håndboldpigernes flotte resultat dengang.
hehe – der skulle altså ha’ stået håndboldpigerne :?
Sådan er det, når det går lidt for hurtigt på tasterne, Mette, men det er helt okay – regnede ikke med, at der findes en sportsgren, der hedder håbdhold :-)
Wauuu, hold da op, Leif!
Jeg tænkte, før jeg læste det, at du slet ikke virker som typen på tattoo’s, nærmest tværtimod (de plejer jo at være forbeholdt os vilde drenge og piger.. ha ha..), men jeg forstår så udmærket det store i den gerning. Det bliver nærmest til et helligt foretagende, så et stort Tillykke med kropssmykket :-)
Ja, det er lidt vildt, ikke :-)
Og mange tak :-)
….og hvad vinder vi så – os der gættede rigtigt? ;-)
Den er rigtigt nydelig og et godt minde om hvad du gør og hvorfor du gør det – godt valgt!
Nu var det jo en afstemning og ikke en konkurrence, Pernille, men mon ikke jeg giver et glas vin eller lignende, næste gang vi ses :-)
Og tak for de venlige ord :-)
En tatovering er bestemt noget meget specielt… Det er jo noget man gør 100% for sig selv og er noget helt privat… Jeg mener heller ikke selv jeg er stereotypen på en fyr med en tatovering, men selvom det nu er 5 år siden jeg fik lavet min, så husker jeg stadig helt tydeligt hvordan det var og hvilken følelse jeg havde lige efter…
Selv efter 5 år, kan jeg stadig en gang imellem beundre min – netop fordi det er min helt egen…
RESPEKT for din beslutning, og for dit valg af symbol – jeg syntes det er en STOR ting og klart oplagt. Jeg ville aldrig selv have gættet på at du ville få en tatovering!… Husker faktisk din første kommentar, da jeg viste min lige efter jeg havde fået den lavet – det var så vidt jeg husker på en limo tur :-)
Nej, på trods af min kommentar dengang i limousinen, er jeg nu også enig i, at du heller ikke er den typiske tattoo-fyr :-)
Og mange tak for dine venlige ord, Thomas – de luner :-)
Meget smuk og symbolsk tatovering. Du har nu 2 fantastiske beviser og påmindelser om det du har gennemgået det sidste år: en flot tatovering og en flot og veltrænet krop. Og lur mig om du ikke ser tatoveringen som et velfortjent smykke på den flotte figur, når du ser helheden i spejlet.
Mange tak for de søde ord, Susanne :-)
Det havde jeg ikke gættet Leif, men jeg kan forstår til fulde, hvorfor.
Det er så flot det du har fuldført, og en hyldest til manden, som har været med hele vejen, er et smukt symbol.
Tillykke med tusen.
Nej, nu har du jo også mødt mig og de fleste vil nok også sige, at jeg absolut ikke er stereotypen på en tatovering :-)
Men under alle omstændigheder tak for de venlige ord, Inger :-)
Sådan Leif :-)
Det er lige præcis også sådan jeg mener man skal have det, når man skal have lavet en tattoo. Det skal være noget der betyder noget personligt for én selv.
Tak :-)
Netop fordi du ikke er tatoo-typen og fordi der er en historie bag tatoveringen så er den helt rigtig og faktisk smuk…
Tak tak, Pia :-)
Fedt – det var da en skoen maade at markere din milesten paa. Tillykke med tatoveringen, den er flot!
Mange tak, Tina :-)
Synes også selv, at det er en ganske flot tatovering :-)
Flot tatovering. Den er egentlig et meget godt symbol på, at når man skal ændre sit liv, skal man huske både det fysiske og det mentale plan. Nu har du rykket dig på begge planer! :D
Ja, jeg ved godt, det er et gammelt indlæg.. men alligevel..
Den er da nydelig, når nu du skulle fortage dig noget grænseoverskridende.. ;o)
Men hvis jeg skulle komme med et forslag til, hvad dit næste træk måtte være; så skulle det være at blive forbillede for de mange derude, der bliver ved med at påstå, at det ikke kan lade sig gøre for dem at nå det samme fantastiske mål, du er nået.
Jeg må sige, at du i hvert fald ikke behøver at bevise noget over for andre end dig selv med eks. en jernmand eller Mt. Everest rundt på cykel. Din bedrift vil allerede stå indprintet hos de fleste, der så dig kæmpe, som noget specielt; og for mange andre som noget for dem uopnåeligt.
Men hvis du er rastløs, så ville det måske være oplagt at gå Chris i bedene. ;o)
Du ved om nogen, hvad der skal til for at nå i mål.
Jeg kan love dig, at jeg vil gøre mit bedste for være det forbillede som du nævner og netop være med til at bevise, at Chris MacDonalds træningsmetoder og tanker omkring et livslangt vægttab rent faktisk også virker.
Med hensyn til det med at udfordre mig selv, så drejer det sig egentlig ikke nødvendigvis om at sætte meget ekstreme nye mål, men mere om hylde princippet om, at man enten kan afvikle eller udvikle sig selv og jeg har bestemt tænkt mig at forfølge det sidste princip :-)
Og for øvrigt mange tak for de venlige ord, som varmer meget :-)