100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

Mange af jer har fulgt med i mine forberedelser til 100 km løbet og ved derfor godt, at denne udfordring har fyldt meget i mit liv i de seneste par måneder. For jeg ønskede inderligt at gennemføre løbet og dermed sætte en mindeværdigt punktum for den fantastiske rejse jeg har været igennem over det sidste års tid i forbindelse med min livsstilsforandring og “Chris På Vægten” projektet.

For at være så godt forberedt som muligt, har de seneste måneder som bekendt stået på masser af målrettet træning og mental forberedelse til løbet. Men på trods af den minutiøse forberedelse helt frem til kl. 8.37 lørdag morgen, hvor jeg tog hul på de 100 km, var der intet der kunne have forberedt mig på, hvor hårdt det rent faktisk blev at gennemføre udfordringen.

Vi havde aftalt, at vi – det vil sige Chris, som løb med mig hele vejen som min “skygge” og jeg – som udgangspunkt løb 55 minutter af gangen, hvorefter vi holdt pitstop med henblik på at få “tanket” op hos de to forsyningsvogne der fulgte os med henholdsvis Mette og Martin samt Peder og Thomas som chauffører. Samtidig kunne DR så lave interviews med os, inden vi tog hul på endnu 55 minutters løb.

Jeg fik også sendt en del updates via Twitter og Facebook. I starten af løbet havde jeg endda overskud til nogle lidt mere kække kommentarer, men i takt med vi kom længere frem og jeg blev mere træt og fik smerter, blev opdateringerne mere sporadiske og begrænsede sig mere til en opremsning af navnene på de byer som jeg kom igennem. Ikke desto mindre var det nu alligevel ganske sjovt at sende updates således, at “folk” kunne følge med på nettet.

De første 42,195 km gik rigtig godt og jeg havde holdt et fornuftigt tempo på vel omkring 9-10 km i timen. Det var fedt at nå frem til dette punkt, for dermed havde jeg nu allerede sat personlig rekord ved at have løbet maratondistancen. Samtidig følte jeg, at jeg stadig havde energi og mentalt overskud til at fortsætte, hvilket jeg så gjorde efter at vi havde haft et kort interview med DR.

Imidlertid begyndte trætheden at melde sig lidt efter yderligere 3-5 km, og jeg skulle derfor holde lidt mere fokus for ikke at miste for meget tempo. Jeg tog mig nogle “pauser” ved at gå nogle få hundrede meter i et par omgange, inden jeg atter satte i løb og heldigvis ankom jeg pludselig til 50 km vendepunktet, som lå små to km fra Hornbæk.

Her holdt vi en lidt større pause, hvor jeg for første gang fik lejlighed til at ligge ned i en af bilerne i et par minutter og slappe lidt ekstra af. Jeg kunne tydeligt mærke, at jeg nu havde tilbagelagt 50 km. Mine ben og led havde aldrig nogensinde før været udsat for en så massiv belastning og trætheden i musklerne var tydelig samtidigt med, at jeg kunne føle, at specielt mine knæ havde lavet rigtig mange gentagelser af samme statiske bevægelse.

Men omvendt hjalp det jo ikke noget, at jeg allerede nu begyndte at fokusere for meget på træthed og ømhed. Jeg manglede trods alt stadigvæk de sidste 50 km, men var allerede på det tidspunkt meget bevidst om at der skulle masser af hårdt arbejde til, før jeg nåede i mål. Det gjaldt derfor om at komme i gang igen og fået taget hul på anden halvdel af turen.

Jeg vidste imidlertid ikke, at problemerne allerede begyndte at melde sin ankomst sølle 3-4 km senere. Her begyndte jeg pludselig at mærke store smerter i mit venstre knæ og min højre fod. Specielt smerterne i knæet var helt forfærdelige og det skulle vise sig, at jeg lige så godt kunne vænne mig til dem – for lige netop disse smerter holdt ved hele vejen ind til Østerbro, hvilket altså vil sige ca. 46-47 km.

Smerterne blev faktisk så store i løbet af meget kort tid, at min “løbestil” tydeligvis blev mærket af det og jeg begyndte derfor også at gå ned i tempo og til tider helt stoppe med at løbe. Det pudsige var nu, at mit mindset i løbet af forholdsvis få minutter begyndte at ændre sig fra, at “jeg skal sgu nok nuppe de 100 km uden større problemer” til, at “jeg er sgu ikke sikker på, at jeg klarer den”. Smerterne i venstre knæ og højre fod pumpede løs og havde således en meget tydelig effekt på både min fysiske og mentale tilstand.

Jeg begyndte endda at have tanker i retning af, at “nu har jeg trods alt løbet vel omkring 54-55 km, hvilket er det længste nogensinde i mit liv og det er derfor okay at stoppe, inden jeg får en alvorlig skade”. Heldigvis var Chris ved min side og begyndte at fortælle mig, at jeg ikke skulle lade min hjerne og “The Language of Defeat” overbevise mig om, at det var okay at kvitte. Tværtimod skulle jeg lade være med at kæmpe imod de signaler, som kroppen sendte, men derimod flyde med kroppen og acceptere, at jeg måtte gå lidt ned i tempo i en periode.

Efter yderligere et par kilometer holdt vi heldigvis et pitshop, hvor jeg bare ville ligge ned i bilen og hvile lidt. For første gang under turen begyndte tårerne bare at trille ned ad kinderne som følge af smerterne og jeg kunne mærke at tvivlen for alvor bredte sig. Stine satte sig heldigvis på hug foran mig og kunne godt se, at jeg var i smerte og havde brug for støtte og omsorg. Det gjorde en kæmpe forskel for mig, fik mig til at samle mig og få de rette tanker frem igen.

Jeg fandt endda lidt ekstra energi til at få skiftet strømper, da jeg kunne mærke at de var ved at blive småvåde af blod fra hudafskrabninger på tæerne. Samtidigt sørgede Peder og Thomas for, at jeg fik lidt at spise og drikke således, at jeg var “loaded” til at komme afsted igen. Imidlertid kunne det ikke rigtig ændre på det faktum, at det gjorde smadderondt at komme i gang med at løbe igen, og selv om jeg prøvede at huske Chris’ ord om, at jeg ikke skulle kæmpe mod kroppens signaler, følte jeg et større og større pres – både fysisk og ikke mindst mentalt. Jeg havde trods alt kommunikeret til nærmest hele verden, at jeg nok skulle gennemføre.

Anyway, jeg kom afsted igen og Chris og jeg havde aftalt, at vi snart skulle nå et “turning point”, hvor jeg skulle beslutte mig for, om jeg ville stoppe eller fortsætte.

Jeg fik kæmpet mig næsten hele vejen igennem Helsingør og cirka en km før Snekkersten, tog vi yderligere et pitstop, hvor jeg fik et ordentlig skud druesukker, en energibar, en banan og en halv liter isotonisk væske for at give mig et energiboost. Samtidigt tog jeg mig sammen og sagde til de andre, at jeg nu ville prøve at genfinde overskuddet og motivationen fra starten af løbet. Jeg ville simpelthen genbesøge den følelse som jeg havde haft i kroppen en hel del timer tidligere på dagen.

Og rent faktisk virkede det i løbet af nærmest ingenting. Jeg fik pludselig et enormt energioverskud samtidigt med, at smerten i min højre fod forsvandt og smerten i venstre knæ blev mindre. Alt dette gjorde, at jeg pludselig kunne tage et ordentlig huk på vel omkring 8-9 km i et stræk i et godt tempo. Jeg følte mig pludselig oven på og Chris’ kommentarer om, at energien nok skulle komme igen, gav pludselig mening. Jeg kan huske, at jeg endda var lige frem overrasket over, at min krop og mit sind kunne gå fra en nærmest opgivende holdning til at det trods alt ikke føltes umuligt at gennemføre.

Selv efter næste pitstop følte jeg at der var god energi, og at jeg var så motiveret for at fortsætte, at jeg kunne acceptere de store smerter, som jeg havde hver eneste gang jeg stoppede og gik ned i fart, men det var okay. Jeg vidste jo, at det var et spørgsmål om at komme i gang igen og bide smerten i mig.

Det var egentlig også okay indtil vi nåede de ca. 80 km. Her kunne jeg godt mærke, at smerterne i mit venstre knæ tog voldsomt til. Faktisk begyndte det at gøre så ondt, at min krop virkelig begyndte at sige fra med hensyn til overgangen fra at gå til at løbe. Men på det tidspunkt tænkte jeg, at der trods alt kun manglede 20 km, og at jeg bare måtte gennemføre. Jeg havde trods alt ikke løbet allerede 80 km for blot at give op dér, næsten uanset hvor store smerterne måtte blive.

Jeg vidste, at jeg måtte “bide” de sidste 20 km op i fire eller fem etaper, og tage de nødvendige pitstops for at slappe af i nogle få minutter samt at få fyldt op med druesukker, energibarer og isotoniske drikkevarer. Og det endda på trods af, at jeg vidste det ville være ensbetydende med fire eller fem gange, hvor jeg skulle starte med et eller to minutters så stor smerte, at jeg næsten kunne tude, inden jeg fandt en rytme og et tempo, der medførte den mindst mulige mængde af smerte.

Et eller andet sted svarede det til, at man slår sig selv med en hammer på alle ti fingre på en gang og når så smerten er blevet mindre efter 20-30 minutter, ja så slår man sørme sig selv over fingre en gang til. Som en slags overlevelsesstrategi blev jeg derfor nødt til at fokusere på, at om 20 km ville jeg være i mål, hvilket ville være lig med, at det så var slut med smerterne – i hvert fald på den måde, som jeg havde oplevet det under løbet.

Jeg begyndte derfor, at blive endnu mere fokuseret på at tage de nævnte fire eller fem etaper og acceptere, at jeg nu var forholdsvis tæt på målet og bare måtte kæmpe mig igennem det sidste stykket.

Og det blev præcis som forudset et meget hård kamp for at få de sidste etaper i hus. De første par minutter efter hver pause var en kamp mod helt forfærdelige smerter, indtil jeg fandt rytmen og tempoet, der medførte mindst mulige smerter. Efter to til tre km begyndte muskelsmerterne imidlertid at melde sig og efter fire til fem km blev de så store, at jeg var nødt til at holde pause. Og hver eneste gang, jeg måtte ligge ned på bilens bagsæde, trillede tårerne bare ned ad kinderne på mig i et minuts tid som en slags rutinemæssige følelsesudrensning. Dernæst stod den igen på et til to minutters “refill” af mad og drikke og specielt druesukker, efterfulgt af lidt mental optankning, inden jeg måtte afsted igen.

Heldigvis fik jeg kæmpet mig videre og skåret den ene kilometer af efter den anden. Da jeg nærmede mig Charlottenlund Fort, vidste jeg, at der nu var præcis fire kilometer tilbage og det begyndte lige pludselig at være overskueligt igen.

Efter yderligere en kilometer nærmede jeg mig et lyskryds, som pludselig skiftede til rødt. Jeg havde på forhånd sagt til Chris, at jeg ikke ville holde tilbage for rødt, men derimod bare ville løbe bag om eventuelle biler. Jeg ønskede ganske enkelt ikke at stoppe med at løbe, da det jo var ensbetydende med yderligere smerter, når jeg skulle i gang med at løbe igen. Heldigvis var der dog ikke nogen ventede biler i dette kryds, hvorfor at vi kunne krydse over uden videre.

Vi havde dog ikke løbet mere end vel omkring 50 meter efter lyskrydset, da vi pludselig blev passet op af en politibil. En politibetjent nærmest løb ud af bilen og over mod os, hvor han i bestemte vendinger spurgte os: “Er der en god årsag til, at I løber over for rødt lys?”. Jeg tænkte, at det er bare løgn, at jeg nu skulle til at stoppe tre km før mål og begyndte at forestille mig, at vi skulle stå og vente i 10 minutter på at få en bøde. Jeg svarede betjenten, at jeg var ved at løbe et 100 km løb og at jeg altså kun manglede 3 km og at jeg helst ikke måtte stå stille. Chris supplerede med at sige til ham, at vi nok skulle være opmærksomme. Politibetjenten havde sikkert ikke hørt den undskyldning før, og valgte heldigvis ikke at lave en sag ud af det, så vi fik lov til at smutte afsted med det samme.

Men nu havde jeg jo altså stået stille alligevel, da jeg talte med betjenten, hvorfor jeg måtte i gang igen med den “sædvanlige” øvelse med at bide smerten i mig og begynde at løbe igen. Meter for meter kunne jeg mærke, at på den ene side blev jeg mere og mere træt i mine muskler og at specielt lårmusklen i mit venstre ben så småt begyndte at lægge an til at gå i krampe. På den anden side fik jeg lidt mere energi af, at jeg nu var meget tæt på at være i mål.

Jeg nærmede mig nu  Shell stationen ved den gamle Tuborgflaske. Jeg vidste, at jeg kun var én km fra målet og jeg begyndte at tænke tanker som, at “Leif, for pokker, det ender sgu med, at du rent faktisk gennemfører den vildeste udfordring du nogensinde har givet dig selv” og “hvor er det bare vildt, det her”. Jeg kunne pludselig mærke en enorm stolthed i mig selv og selv om jeg ikke var nået helt i mål, kunne jeg mærke, at mine øjne løb lidt i vand. Følelserne begyndte virkelig at vælte frem i mig.

Et øjeblik senere fik jeg dog tankerne et andet sted hen, idet at jeg nu kunne mærke, at hvis jeg ikke begyndte at gå et stykke i stedet for at løbe, så ville mit venstre ben nærmest kollapse i kramper. Det føltes virkelig somom lårmusklen var et øjeblik fra nærmest at eksplodere. Heldigvis kunne jeg mærke, at det at jeg begyndte at gå lidt mindskede følelsen af, at jeg ville få kramper og efter vel omkring 100-200 meter, kunne jeg begynde at fokusere på det at løbe de sidste ca. 500 meter ind til fitness dk på Nygaardsvej.

Chris kom pludselig op på min side og lagde en arm på min skulder. Han vidste, at jeg havde været frustreret over “forstyrrende elementer” i forbindelse med tv-optagelserne under de sidste par kilometer, hvilket desværre havde gjort det lidt svært for mig at fokusere til sidst. Chris talte nu med en rolig stemme til mig og sagde: “Leif, I know it has been frustrating with the cameras, but let’s finish this gracefully”. Efter yderligere et par støttende kommentarer fra Chris, nikkede jeg til ham og begyndte nu at løbe igen. Smerten var der ganske vist stadigvæk, men jeg ønskede at nå i mål ved at løbe og i god og værdig stil.

Da jeg var vel omkring et par hundrede meter fra hjørnet Østerbrogade/Nygaardsvej, kunne jeg for alvor mærke følelserne på ydersiden af mit tøj. Det var bare så stort, det som jeg nu var meget tæt på at gennemføre. Jeg rundede hjørnet og der manglede nu kun 100 meter i at nå i mål. Jeg kunne se det skarpe lys fra DR’s kameraer og at hele holdet, der havde fulgt mig under de 100 km, stod der og ventede. De havde endda lavet en lille intermistisk mållinie med et reb, som jeg kunne løbe ind over.

Jeg kan ikke sætte ord på, hvor fantastisk det føltes at nå ind over mållinien og dermed gennemføre den udfordring, som jeg havde givet mig selv for lidt over fem måneder siden. En udfordring, der undervejs havde vist sig at være meget større og sværere, end jeg på nogen måde kunne have forudset. Måske var det også meget godt, at jeg ikke vidste det på forhånd. Hvem ved om jeg så overhovedet havde turde kaste mig ud i denne udfordring?

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har været så rørt og stolt over at have gennemført eller gjort noget. Jeg brød nærmest sammen umiddelbart efter mållinien og følelserne bare væltede ud, medens at Peder og Thomas bare måtte støtte mig for at undgå, at jeg faldt sammen. Det var så stort det hele og jeg havde med det samme følelsen af, det var øjeblikke som dette, der gjorde at det var det hele værd, på trods af mange timer med utrolig store smerter og en enorm træthed i kroppen. Jeg gjorde det sgu!

Hele supportteamet, der havde fulgt mig undervejs i løbet af dagen, kom nu og gav mig de dejligste kram og lykønskninger, dette gjorde det virkelig til en endnu større oplevelse. Jeg følte mig bare som et af de mest priviligerede mennesker på jorden, da jeg stod lige netop dér. Tænk at være omgivet af nogle de mest fantastiske og dejligste mennesker jeg har kendt igennem det sidste års tid og kunne mærke deres opbakning. Det fås ganske enkelt ikke bedre, og jeg vil aldrig glemme det øjeblik.

Jeg vil derfor også slutte mit indlæg med at takke alle jer, der har været med til at bakke op omkring mit 100 km projekt og specielt jer, der fulgte mig under turen. Uden jeres støtte og opbakning kunne jeg bare ikke have gennemført løbet. Jeg ved godt, at det i den sidste ende var min ben, der fik mig igennem de 100 km og i mål, men ikke desto mindre mener jeg, hvad jeg startede med at skrive i starten af indlægget: Dette er også historien om, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Og lørdag den 16. maj 2009 gjorde vi noget stort sammen!

Jeg vil gerne rette en særlig tak til Peder og Thomas, der var faste chauffører på min supportvogn og som også har hjulpet meget med de praktiske forberedelser. Under hele løbet sørgede de to guttermænd bare for, at jeg fik alt, hvad jeg havde brug for at mad, drikke, varmt tøj. Hver eneste gang jeg kom i pitstop, var de to gutter der bare med det samme og sørgede for, at jeg blev ladet/fyldt op igen. Tusind, tusind tak for jeres helt specielle opbakning.

Der skal også lyde en kæmpetak til min løbetræner Jimmi Olsen, som dels har tilrettelagt min træning i de sidste par måneder op til løbet, og dels har givet mig uvurderlig sparring og coaching omkring lige netop ekstremløb.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne dedikere en helt speciel tak til det menneske, der om nogen er årsag til, at jeg kunne gennemføre 100 km løbet, nemlig coach Chris MacDonald: Uden din helt fantastiske støtte og opbakning, kunne jeg ikke have nået i mål med vægttabet og min livsstilsforandring og da slet ikke med 100 km løbet.

Jeg har lært ufattelig meget af dig i løbet af det sidste år og med din hjælp har jeg fundet ud af, at alle mennesker kan gøre noget for at få et godt liv her på jorden og at alle mennesker kan udrette helt specielle ting her i livet – hvis vi bare tør og vil. Du hjalp mig til at turde Chris, og jeg er dig evig taknemmelig for det.

Hvis du har fået mod på at høre og se mere om mit 100 km løb, kan du se videofilm fra mine forberedelser og selve løbet i nedenstående YouTube videoklip: