Jeg har netop læst en artikel på 180Grader.dk om, at Socialistisk Folkepartis Pernille Frahm mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen – af egen lomme – skal betale for kaffe, te og frugt i forbindelse med at statsministeren holdt et såkaldt privat møde med tibetanernes eksileder, Dalai Lama, den 29. maj på Marienborg.
Jeg vidste godt, at vores politikere har en tendens til, at gå op i små ting, men helt ærlig, er der ikke vigtigere ting at gå op i?
Leif Carlsen 
Fuldstændig enig. Men problemet er naturligvis: hvor går grænsen? Er det så også ok at staten betaler for en privat frokost? Og til hvor mange mennesker?
Men egentlig tror jeg bare det er en provokation. SF vil bare gerne lokke Løkke til at sige, at det på en eller anden måde var et statsarrangement – og derfor skulle staten betale. Det er han jo nødt til at sige hvis han skal forsvare denne udgift. Og det synes jeg faktisk også han skal sige. Bare for at genere kineserne! På den måde har det slet ikke noget med statsfinanserne eller petitesser at gøre. Det er mere en form for politisk erklæring: kineserne skal ikke bestemme hvem den danske statsminister holder møder med.
Derfor synes jeg egentlig at Pernille Frahm har været rigtig udspekuleret og smart i denne sag. :D
Ja, hvor går grænsen er selvfølgelig det helt stor spørgsmål, men hvorfor er det lige, at politikere alt for ofte tænker i populisme og pressedækning? Selvfølgelig er det en provokation fra Pernille Frahms side, men ikke desto mindre tænker jeg stadig, at det er for useriøst og lavt at komme med den form for kritik.
I hvert fald fortæller det mig, at sådanne politikere (som de desværre er flest) er små mennesker, der i den grad går i små sko, frem for at beskæftige sig med langt større problemer.
Jeg har tænkt på det hele dagen – og jo mere jeg tænker på det, jo smartere synes jeg det er. Lars Løkke er jo næsten skakmat; enten må han indrømme, at det var et statsmøde ellers må han indrømme, at det er endnu et bilag som er posteret forkert. Men begge dele ville give ham endnu flere problemer og han kan egentlig ikke gøre nogen af delene. Derfor er det faktisk et genialt træk og Lars Løkke står i et umuligt dilemma!
Det er petitesser og derfor kan Lars Løkke sikkert bare ignorere det. Desværre. For jeg ville gerne vide, hvad der ville være et smart modtræk for Lars Løkke. Hvis der er nogen……..
Jeg tror faktisk ikke, at der er så meget andet end et reelt ønske om at møde Dalai Lama og at han gerne vil møde ham, uden at der bliver skabt alt mulig ballade og politisk diskussion omkring mødet.
Underligt. Jeg troede at SF elskede at skatteyderne skulle betale for andres forbrug. Men det gælder måske ikke når det drejer sig om deres politiske modstandere?
Tilsyneladende er der ikke grænser for hvad man vil gøre til sig til talskvinde for, for at få spalteplads :-)
Nej, åbenbart ikke, Tina, men desværre tror jeg at politikere uanset politisk ståsted kunne finde på at gøre det for at få presseomtale :-(
Jo, det er virkelig at gå i for små sko! Men desværre var der jo tidligere en del, han kunne bebrejdes – det er måske derfor, hun opfører sig som en terrier?
Men jeg kan jo så ikke lade være med at spørge, hvem er det så lige, der bør være den store i det “spil”? Pernille Frahm eller Lars Løkke Rasmussen?
Under alle omstændigheder har jeg det på den måde, at jeg synes det er spild af skatteydernes penge og stemmer, når der bliver spildt tid på at diskutere, hvem der skal betale for lidt kaffe, te og frugt.
Jeg er rystet over at man graver i sådanne petitesser, men jeg er også rystet over, at politikerne ikke har opfundet et system med gratis sund frokost til folketingsmedlemmer, sekretærer og deres gæster. Og med frugt og kaffe om eftermiddagen :-)
Nu har politikere aldrig været særlige dygtige til at opfinde dybe tallerkener, Donald :-)
Hold da op en forskel. Jeg bor Spanien og hernede er det næsten normalt at landet skal betale for presidentens private møder, selvfølgelig indtil han bliver opdaget. Men det er næsten normal opførelse at man får ens virksomhed (eller land) til at betale for ens egne private anliggender så meget man nu kan komme afsted med det. Deres tankegang er “jamen alle gør, hvorfor skulle jeg så ikke?” Men de er godt nok ikke så langt ude i hampen som Berlusconi.