Som at være en del af Par Nummer 7

Som bekendt fik Par Nummer 7 alias Alex Rasmussen og Michael Mørkøv kørt sejren hjem i det københavnske seksdagesløb i går aftes. Det var ganske vist lige før det var ved at gå galt, men en super solid indsats udgjorde forskellen på vindere og tabere, og Par Nummer 7 endte således øverst på sejrspodiet.

Anyway, det var nu slet ikke fordi jeg ville skrive en masse om seksdagesløb, men mere fordi jeg i et stykke tid har ville tage mig sammen til at få skrevet om min egen erfaring med at prøve banecykling.

I starten af december var jeg så heldig at blive inviteret til at køre på Ballerup Super Arena. Det var ikke fordi, jeg har haft banecykling stående på en ønskeliste over ting som jeg gerne vil prøve, faktisk slet ikke endda. Men da jeg blev spurgt af en bekendt, om jeg kunne tænke mig at prøve det, overvejede jeg det nu ikke i mange sekunder før jeg sagde ja, da jeg tænkte at det kunne da være meget sjovt at prøve.

Jeg troppede derfor op i Ballerup en kold decembermorgen, og havde udover træningstøj også medbragt et åbent sind og et par portioner adrenalin – det var trods alt lidt spændende at skulle prøve noget helt nyt.

Efter en generel introduktion til banecykling og ikke mindst “what to do and not to do”, var det tid for at komme ud på selve banen og komme op på en cykel, der for øvrigt til min store overraskelse ikke har nogen former for gear. For en fyr, der nærmest kun har kørt på cykler med ufattelig mange gear, var det lidt af en overraskelse, og jeg tænkte med det samme, at så skal man godt nok holde gang i benene for at komme op i fart. Anyway, det går jo nok alligevel, tænkte jeg.

Da jeg stod ved indercirklen af banen og kigger op på hældningen i specielt de to sving, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg skulle i hvert fald ikke prøve på at komme helt derop, for jeg var sikker på, at jeg ville blive opslugt af tyngdekraften og falde til jorden med et brag. Det skulle dog heldigvis vise sig, at det kom ikke til at holde stik :-)

Det er nok ikke så overraskende, når jeg fortæller, at det er lettest at køre i den inderste del af banen, hvor hældningen er ganske begrænset. I starten af runderne holdt jeg mig da derfor også til denne del af banen, alt imedens jeg fik opbygget lidt selvtillid og mod. Og stille og roligt begyndte jeg at få fornemmelsen for hvad banecykling går ud på, og jeg kunne således også begynde at prøve at komme lidt højere op på banen.

Man skal generelt set holde en god hastighed, og det siger næsten også sig selv, at jo højere man vil op på banen (hvor man jo nærmest ligger ned), desto mere fart skal der være på cyklen for at undgå at blive trukket ned mod jorden. Samtidigt skulle jeg også være opmærksom på, at jeg ikke fik rykket for vildt rundt på styret under kørslen. Der skal faktisk meget lidt til for at cyklen drejer til en den eller anden side, så det gjaldt jo om at slappe af og ikke lave alt for mange vilde bevægelser – altså lige bortset fra i benene :-)

Lidt efter lidt begyndte det hele at gå op i en højere enhed. Min selvtillid steg, samtidigt med at jeg for alvor begyndte at få en fornemmelse for, hvad der skete, når man gjorde det ene eller det andet. Så jeg fik mod på at komme længere og længere op på banen, og pludselig var jeg faktisk helt op på øverste del af svinget og “hænge”. Det var stadig lidt grænseoverskridende, fordi at jeg ikke følte at jeg var helt i kontrol, men efter nogle nogle runder begyndte det faktisk at ligne noget. Ja, faktisk var det lige før, at jeg følte som at jeg var en del af Par Nummer 7 :-)

Vi fik også lejlighed til at prøve at cykle lidt holdkørsel, og hold da fast, hvor skal man altså holde tempo for at kunne følge med, blandt andet som følge af, du som nævnt tidligere kun kan regulere hastigheden ved at dreje hurtigere rundt på pedalerne. Gennem denne oplevelse på egen krop, fik jeg pludselig en stor respekt for de professionelle banecykelryttere, og den meget høje hastighed og intensitet som de kan køre rundt med i time efter time.

Så alt i alt en ganske sjov og underholdende oplevelse, og så var det jo også ganske god konditionstræning som følge af det pænt høje tempo man hele tiden skal holde. Når det er sagt er banecykling dog ikke en sportsgren som jeg kunne falde for. Det bliver efter min mening meget hurtigt bliver kedeligt og monotont bare at køre i ring på en aflang bane, også selvom man kan lave variation med hold- og tidskørsel m.m. Ikke desto mindre banecykling nu allivel sagtens anbefales at prøve, for det var sjovt og lidt grænseoverskridende at skulle prøve at “hænge” i svingene :-)