En dag for nyligt, da jeg gik fra min lejlighed og hen ad Hovedgaden i Birkerød, bed jeg mærke i, at en af de lokale frisørsaloner havde fået sat et par overvågningskameraer op – vel at mærke på ydersiden af butiksfacaden.
Jeg kunne mærke, at jeg følte mig stærkt provokeret ved tanken om, at jeg og min familie nu ville blive videoovervåget af en frisørsalon, når vi bare gik fra lejligheden og hen for at handle eller gå hen til bilen.
Personligt har jeg det fint med at banker, guldsmede, vekselkontorer og lignende har tilladelse til at sætte udvendige videokameraer op for dels at forebygge og dels for at hjælpe med dokumentation ved eventuelle røverier og indbrud, og indvendigt må butikkerne efter min mening filme som de har lyst til. Men at en frisørsalon ligefrem vælger at sætte kameraer op direkte på ydersiden af butikken og filme alle der går forbi, er at gå for langt!
Desuden var og er jeg af den overbevisning, at det ganske enkelt er ulovligt for almindelige butikker at sætte udvendige videokameraer op og bare lade dem filme i dette offentlige rum. Og da frisøren, som ellers er en særdeles venlig mand, var ved at åbne butikken og sættte et skilt udenfor da jeg gik forbi, kunne jeg ikke lade være med at konfrontere ham med min holdning og mening om, at han overtræder lovgivningen.
Det var han imidlertid på ingen måde enig i. Først og fremmest sagde han, at hans leverandør havde garanteret at udstyret var lovligt. Samtidigt forsvarede han sig med, at han var af den overbevisning, at politiet næppe ville gøre ret meget, hvis han ikke kunne stille med en videofilm af indbrudstyve. Han havde derfor valgt at sætte ind- og udvendige videokameraer og gemme optagelserne på en harddisk-recorder. Jeg sagde så til ham, at bare fordi andre bryder loven ved at begå indbrud, så bliver det ikke bedre af, at han også bryder loven ved at filme alle, der går forbi frisørsalonen – endda uden at have tydelig skiltning med informatiom om, at man bliver videofilmet både udenfor og indeni butikken.
Desværre viste det sig hurtigt, at frisøren ikke var interesseret i dialog, og da jeg spurgte ham, om han ville kontakte Datatilsynet med henblik på at tjekke om installationen er lovlig, afviste han dette og gentog, at hans leverandør havde garanteret lovligheden af installationen. Jeg havde imidlertid ikke tænkt mig at lade emnet ligge, da jeg som tidligere skrevet følte det meget provokerende, at jeg og min familie nu ville blive videofilmet så snart vi forlader vores lejlighed og går forbi frisørsalonen. Jeg sagde derfor til ham, at jeg – når han ikke selv var indstillet på det – ville kontakte Datatilsynet med henblik på at høre dem omkring lovligheden af, at videofilme i dette offentlige rum, når der er tale om en forholdsvis almindelig butik som en frisørsalon.
Det har jeg nu gjort og Datatilsynet har meddelt tilbage både skriftligt og mundtligt, at det generelt set ikke er tilladt at videoovervåge i det offentlige rum med mindre at der er tale om “udsatte” virksomheder som banker, guldsmede og lignende, og man skal skilte tydeligt med det. Datatilsynet har nu videresendt sagen til politiet, der følger op overfor frisørsalonen.
Nogle vil måske sige, at jeg går i små sko, og at så længe at jeg ikke gør noget ulovligt, har jeg jo ikke noget at frygte ved at blive videoovervåget i det offentlige rum. Jeg synes bare at det er ved at blive for meget med videokameraer alle mulige steder. Og når noget så fredeligt som en frisørsalon nu også vælger at gøre det, og så endda i en stille og rolig by som Birkerød, og det dermed også kommer til at involverer mig og min familie, synes jeg det er for meget nu. Sidst, men ikke mindst, må man vel også kunne forvente, at butikker overholde gældende lovgivning og ikke bare sætte videokameraer op på må og få.
Hvad med dig? Synes du det er i orden, at en frisørsalon sætter videokameraer op og filmer folk, der går forbi butikken?
Flot gjort – støtter dig 200%
Tak, Inger :-)
Som et lille PS til indlægget, kan jeg for øvrigt fortælle, at jeg talte med nabobutikken (en sandwichbutik) om kameraovervågningen, og faktisk havde denne butiksejer fundet af, at frisørsalonens kameraer også overvågede sandwichbutikkens kunder, når de sad og spiste udenfor. Det var sandwichbutikkens ejer selvfølgelig ikke tilfreds med, da han på ingen måde ønskede at hans kunder skulle videofilmes medens de indtog deres mad. Det blev så rettet ved at kameraerne blev flyttet lidt, men det viser jo netop at det er noget rod, hvis alle og enhver bare begynder at sætte videokameraer op på gader og stræder.
Selvfølgelig er han et fjols når han stoler på forhandlerens oplysning om at det er lovligt. Han havde vel ikke forestillet sig at de sagde “nej det kan vi ikke sælge dig, for det er ulovligt at opsætte overvågningskamera udenfor” vel?
Jeg synes det er helt fint at melde ham for at få det stoppet. Han kan overvåge sine kunder som han vil (man kan jo lade være med at gå derind) men ikke udenfor hvor man sagtens kan have et andet ærinde som ikke vedkommer ham eller andre.
Jeg sagde også til ham, at bare fordi at en bil kan køre 250 km i timen, så gør det jo det ikke lovligt at køre så hurtigt, men det havde han heller ikke se pointen med. Jeg tænker, at han havde meget svært ved at erkende, at han nok godt ved at den er gal efter at jeg havde konfronteret ham med min mening og viden.
Fuldstændig enig i at han da ikke skal overvåge alm. mennesker på gaden uden grund. Det må da være nok at gøre det indenfor. Godt du forfølger sagen. Det var der ikke mange der ville have brugt energi på. De fleste brokker sig bare. Så godt gået !
Tak, Elisabeth :-) Jeg satser på, at politiet forfølger sagen og at der dermed kommer en konklusion.
Da jeg læste dit indlæg, var min første tanke: “og hvad så, det kan vel ikke skade”. Og som udgangspunkt har min holdning længe været, at hvis et overvågningskamera kan hjælpe både proaktivt i forhold til, at folk med en svag moral tænker sig om en ekstra gang og reaktivt til, at når den svage moral vandt, så kan det være lettere for politiet at identificere og finde tyveknægtene, overfaldsmænd etc.
Da jeg så forestillede mig billedet, at min nabo satte et kamera op, som filmede mig hver gang jeg gik ud af havelågen, ville jeg ikke bryde mig om det og reagere på det.
Hvis frisøren gentagne gange har oplevet, at hans butik er blevet tømt for dyre hårprodukter, kan jeg da godt forstå hans frustration og handling i forhold til, at beskytte sit levebrød. Men jeg må så også erkende, at nej, jeg ville ikke bryde mig om, at blive filmet hver gang jeg gik ud af min hoveddør.
Tak for din kommentar og interessante perspektiv, specielt i forhold til det med, hvordan det ville føles hvis naboen satte et kamera op og man ville blive filmet hver gang man går ud af sin hovedgør.
Med hensyn til det med om frisøren er blevet tømt for dyre hårprodukter gentagne gange, så har butikken mig bekendt aldrig været udsat for nogen som helst indbrud, røveri eller lignende. Desuden er det en af de herrefrisører som er kendetegnet ved IKKE at have et lager af dyre hårprodukter – man kan blive klippet, that’s it! Sådan cirka 60-70 meter fra den pågældende frisørsalon ligger og vel at mærke i begge retninger, ligger der andre frisørsaloner der har rigtig mange dyre hårprodukter på lager, og de har aldrig haft videokameraer sat op på ydersiden af butikken, og jeg tror heller ikke at de har på indersiden. Så det er åbenbart meget begrænset, hvor mange indbrud der overhovedet finder sted i Hovedgaden i Birkerød, og åbenbart ikke i frisørsalonerne.
Og ja, det føles ikke fedt at blive filmet noget nær hver gang man går ud af sine hoveddør :-(