En statsminister med bid i…

I den seneste tid har jeg haft ganske travlt – både på jobbet og i forbindelse med træningen til mit kommende 100 km løb. Ja, faktisk har jeg haft rigtig travlt, hvilket også forklarer den lidt begrænsede aktivitet på min blog.

Ikke desto mindre har jeg alligevel haft tid til at følge lidt med i den politiske debat i forbindelse med udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som landets nye statsminister.

Der har som bekendt været skrevet og sagt meget om Lars Løkke Rasmussen i tiden op til, at Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til NATO’s nye generalsekretær og bestemt også i tiden efter. hvor Lars Løkke Rasmussen overtog posten som landets leder.

Meget af denne omtale har gået på, hvorvidt manden har evner og format til at være landets statsminister, specielt efter den den såkaldt “bilagssag”. Om Lars Løkke Rasmussen så har preference for et glas koldt øl engang imellem, gør ham ikke til en dårlig statsminister i mine øjne – tværtimod!

Som jeg før har givet udtryk for, er jeg selv af den overbevisning, at Lars Løkke Rasmussen er en særdeles arbejdsom, erfaren og dreven politiker. Jeg er derfor sikker på, at denne “erhvervserfaring” vil komme ham til stor gavn i arbejdet som statsminister.

Og desuagtet, hvad de mange politiske modstandere vil mene, synes jeg, vi har har fået en statsminister med mere bid i. I modsætning til Anders Fogh Rasmussen, har Anders Løkke Rasmussen ganske enkelt mere spidse tænder og han er ikke bange for at bruge tænderne i en politisk diskussion.

Lars Løkke Rasmussen er ganske vist så dreven en politiker, at han godt ved, hvornår han bliver nødt til at “holde kæft” med, hvad hans hjerte indeholder af tanker og følelser. Ikke desto mindre synes jeg, at det er prisværdig med en politiker, der godt tør bide fra sig og sige sin mening om dette og hint.

Jeg tænker i denne sammenhæng specielt på Lars Løkke Rasmussens optræden i TV 2 News’ politiske magasin “Mogensen & Christiansen”. Her angriber han de efterhånden mange politiske kommentatorer, der på den ene eller anden måde har travlt med at gøre sig kloge på politikernes og borgernes vegne (sidstnævnte del af denne sætning er for egen regning).

I forbindelse med Lars Løkke Rasmussens deltagelse i “Mogensen & Christiansen”, kommer han ind på følgende (jeg citerer direkte fra statsministerens udtalelse i programmet):

“Jeg synes efterhånden, at det er hæmmende for demokratiet, at når man f.eks. transmitterer fra debatten i går, så er der ganske lidt transmission, og så er det sådan nogen kloge hoveder som jer, som jo er så talentfulde, at man kan undre sig over, hvorfor I ikke stiller op til et eller andet. I kunne jo lægge hele landet ned og indtage Sankt Jørgens Gård (som er Statsministeriets adresse) på en weekend, fordi I lige ved, hvordan det skal gøres. Det synes jeg, er ved at være et demokratisk problem”.

Til dette svarer/spørger politisk kommentar Peter Mogensen: “Men Lars, er det ikke defensivt klynkeri fra en statsminister, der er lidt presset, at stå og sige, at det er kommentatorernes skyld alt sammen?”

Hertil svarer Lars Løkke Rasmussen: “Nej, nej, jeg giver ikke kommentatorerne nogen skyld. Jeg føler mig overhovedet ikke presset. Altså, jeg er landet i den der stol. Jeg har det godt med det, og glæder mig til at tage på arbejdet. Jeg gider bare ikke at ligge under for, med al respekt, hvordan du synes, jeg skulle holde min tale. For hvis du kan holde en bedre tale, så hold den. Og hvis du kan blive en bedre statsminister, så stil op, siger Lars Løkke Rasmussen”.

Se, det synes jeg er en statsminister med bid i!

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

• Bendt Bendtsen som statminister?
• Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Useriøs kritik af Anders Fogh

Jeg læste i en artikel på Berlingske.dk, at en række anonyme ministre mener, at deres nærmeste chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen, er en “elendig personaleleder”, for nu at citere direkte fra artiklen.

Det er rent faktisk muligt, at det forholder sig sådan og at Anders Fogh Rasmussen fokuserer betydeligt mere på resultater, end på at rose sine ministre.

Men jeg kan ikke lade være med at synes, at det er useriøs kritik af Anders Fogh Rasmussen, når de pågældende ministre ikke har format til at konfrontere deres chef direkte med denne kritik, frem for at informere om det via pressen.

At lufte den slags anonyme meninger i offentlig regi, er ganske enkelt uprofessionelt og umodent og siger efter min mening mere om de pågældende ministre, end det gør om Anders Fogh Rasmussen og hans ledelsesstil.

Bendt Bendtsen som statsminister?

I den seneste tid har Venstres kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen, været udsat for en hel del kritik som følge af rod i diverse omkostningsbilag. I den sammenhæng er der nu begyndt at blive sat spørgsmålstegn ved, om Lars Løkke Rasmussen overhovedet er den rette til at tage over efter Anders Fogh Rasmussen, når han forventelig trækker sig som formand for Venstre i løbet af et år eller to.

Efter som jeg stemte på de Konservative ved det seneste folketingsvalg, synes jeg selvfølgelig ikke, det er en naturlov at statsministerposten altid skal gå til en Venstre-mand. Eksempelvis gjorde Poul Schlüter det fantastisk godt som konservativ statsminister igennem ikke mindre end 11 år i perioden 1982-1993.

Så måske burde Anders Fogh Rasmussen overveje, at give stafetten videre til Bendt Bendtsen? Eller måske Lene Espersen, hvis der er behov for et generationsskifte hos de Konservative?

Nye Alliance: Danmarks nye liberale parti?

Søndag er for mig altid store avisdag og i forbindelse med jeg pløjede mig igennem aviserne, faldt jeg over den interessante nyhed om, at Anders Samuelsen er ny politisk ordfører for Ny Alliance. Med kun Naser Khader, Jørgen Poulsen og Anders Samuelsen som Ny Alliance folketingsmedlemmer, er det ikke den store overraskelse, at det lige netop blev Anders, der fik rollen som politisk ordfører – han er efter min mening den absolut skarpeste af de tre, når det gælder politiske holdninger.

Hvad der til gengæld er lidt mere overraskende – i hvert fald for mig – er, at Ny Alliance nu melder ud med en meget klar liberal profil. Helt konkret vil partiet jagte liberale stemmer hos specielt Venstre, der jo ellers er kendt Danmarks liberale parti. Det er imidlertid en offentlig hemmelighed, at mange liberalt orienterede Venstre vælgere synes, at Anders Fogh Rasmussen i sin jagt på de mange midtervælgere, har flyttet Venstre alt for meget ind mod midten og har solgt ud af mange klassiske liberalistiske værdier (det gælder blandt andet mig selv). Jeg kan derfor sagtens forestille mig, at Ny Alliance kan få succes med at tiltrække denne gruppe af vælgere.

Jeg tror til gengæld også, at det er altafgørende for Ny Alliances overlevelse, at partiet nu holder fast i sin politiske platform som et borgerligt liberalt parti. Ergo skal der ikke være mere slinger i valsen fra Ny Alliances side. Det drejer sig udelukkende om skabe resultater og vælgertillid gennem hårdt og målrettet politisk fodarbejde.

SF: En moderne udgave af S?

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

Måske har Fogh alligevel brug for Khader

I forlængelse af gårsdagens nyhed om, at Malou Aamund har valgt at forlade Ny Alliance til fordel for Venstre, kan jeg ikke lade være med at tænke den tanke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen måske alligevel har brug for Naser Khader og Ny Alliance desuagtet regeringen nu er sikret et flertal uden om Ny Alliance. I hvert fald tror jeg, at Anders Fogh Rasmussen ønsker, at Ny Alliance kommer til at opleve en eller anden form for stabilitet i den kommende tid og således overlever på den korte bane – i hvert fald indtil næste valg.

Det baserer jeg på, at Fogh Rasmussen meldte ud efter valgsejren i november sidste år, at han ønsker at skabe mere brede forlig i Folketinget. Og selv om en eventuel sprængning af Ny Alliance sikkert vil betyde, at Naser Khader og Anders Samuelsen som minimum ville blive borgerlig løsgængere og dermed sikre regeringens overlevelse, tror jeg faktisk, at Anders Fogh Rasmussen helst så at Ny Alliance overlevede med de nuværende tre mandater.

Et eller andet sted er Ny Alliance nødt til at gå med i de kommende politiske forlig og aftaler fra regeringens side, hvis partiet på nogen måder skal vise sin relevans. Ny Alliance får næppe sat noget stort fingeraftryk på disse forlig med et meget amputerede mandatantal, men i bund og grund er der ingen vej uden om. Og det tror jeg, at Fogh Rasmussen er meget bevidst om. Det vil nemlig samtidig kunne hjælpe ham med at “overbevise” vælgerne om, at han og regeringen skam står ved udtalelserne umiddelbart efter valgsejren sidste år, det vil sige at Anders Fogh Rasmussen i hvert fald på papiret ønsker bredere forlig end tidligere om de store sager og problemstillinger.

Om jeg har ret i min påstand, vil tiden snart vise.

Politisk refleksion: Hvis valgkampen havde varet to dage mere…

Selv om Ny Alliance er et meget ungt parti, har det allerede oplevet store op- og nedture i de politiske målinger. Efter Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg tilbage i starten af maj måned meldte ud, at de ville forlade deres respektive partier for at stifte Ny Alliance, har forskellige meningsmålinger givet det nye parti helt op til imponerende 24 mandater. Men som bekendt endte valget med, at Ny Alliance måtte nøjedes med fem mandater, hvilket svarer til kun 2,8 procent af de afgivne stemmer.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at komme med følgende politiske refleksion: Hvis valgkampen havde fortsat i bare yderligere to dage, så tror jeg simpelthen ikke Ny Alliance ville have været kommet ind i Folketinget. For yderligere et par dages valgkamp ville med stor sandsynlighed havde udstillet endnu flere af Naser Khaders svagheder som partileder og have kostet endnu flere stemmer.

I forvejen havde Ny Alliance mistet tilslutning fra mange potentielle vælgere som følge af forvirringen om, hvorvidt Naser Khader nu også ville pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, når det kom til stykket. Der forsvandt yderligere stemmer, da det viste sig, at Khader slet ikke havde styr på partiets skatteprogram, da en vælger konfronterede ham med spørgsmål herom.

Så jeg tror, at Ny Alliance skal være rigtig glade for, at det blev til en forholdsvis kort valgkamp – det reddede dem sandsynligvis fra, at komme under spærregrænsen på 2,0 procent.

Så fik jeg afgivet min stemme…

Så fik jeg afgivet min stemme og den endte med at gå til Det Konservative Folkeparti.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at stemme på Ny Alliance, men i den sidste ende turde jeg ganske enkelt ikke gamble med min borgerlige stemme. Som jeg har givet udtryk for i en del indlæg her på min blog, så har Naser Khader været alt for flakkende i sine holdninger og udmeldinger igennem det meste af valgkampen. Samtidigt må jeg indrømme, at jeg er skuffet over Khaders personlige præstation i forhold til de øvrige partiledere – han formåede ikke at gøre sig gældende på noget tidspunkt under valgkampen og det virkede ganske enkelt som om, at Naser Khader ikke havde sat sig ordentlig ind i sit eget partiprogram.

Dermed var Ny Alliance ikke længere nogen reel mulighed for mig som liberal og borgerlig vælger. Det tog mig dog ikke lang tid at nå frem til den konklusion, at det så måtte blive Det Konservative Folkeparti, der kunne gøre sig fortjent til min stemme.

Jeg har i mange år stemt på Venstre, men jeg synes at statsminister Anders Fogh Rasmussen efterhånden har solgt for meget ud af de liberale og borgerlige værdier ved at bevæge sig alt for meget ind mod midten i et misforstået forsøg på at kapre socialdemokratiske stemmer.

Det synes jeg til gengæld ikke, at De Konservative har forsøgt på – tværtimod har de holdt fast i en masse gode borgerlige holdninger og principper. Derfor endte det også med, at det blev netop dette parti jeg stemte på. Jeg forventer til gengæld, at De Konservative bruger min stemme med omtanke og gør deres til at sikre den fortsatte positive udvikling af Danmark som en moderne velfærdsstat.

Han får nok ikke min stemme alligevel…

Under søndagens partilederdebat meldte Naser Khader meget hurtigt ud, at Ny Alliance vil pege på Anders Fogh Rasmussen som deres statsministerkandidat efter valget. Alligevel synes jeg, at det fortsat står uklart, hvad Naser Khader og Ny Alliance rent faktisk vil efter valget. For på trods af den klare melding om, hvem partiet vil pege på som statsministerkandidat efter valget, holder Naser Khader fast i kravet om en dronningsrunde efter valget. Dermed forlanger han stadigvæk, at regeringen skal træde tilbage, selv om der måtte være et borgerligt flertal efter valget.

Her et døgn før valget tror jeg desværre, at løbet er ved at være kørt for Ny Alliance og partiet får næppe den massive vælgertilslutning som det ellers lagde ud med ved sin stiftelse – snarere tværtimod! For mit eget vedkommende vil jeg stadigvæk ikke gamble med min borgerlige stemme ved at sætte kryds ved på et parti, der stadigvæk flakker meget rundt i sin politik og er for ultimativ på en række punkter. Ganske vist vil jeg gerne være med til at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, men det skal ikke ske ved at vi får en socialdemokratisk regering, der kun vil være en garant for højere skatter og et offentligt overforbrug. Så med mindre Naser Khader ryster en kanin ud af ærmet i aften, tror jeg at min stemme kommer til at gå til De Konservative.