Kravene for at komme videre i første runde af slutspillet i FedExCup’en er benhårde og allerede efter denne uges turnering, hvor der spilles “The Barclays” på Westchester Country Club i New York, vil der blive sorteret 24 spillere fra ud af de 144, der stillede op.
Som bekendt klarede Anders Hansen sig igennem til første runde slutspillet via en ganske fornuftig 11. plads i Wyndham Championship, men da han lå i den sidste del af feltet af de 144 spillere, der stillede op i denne uge, skulle der minimum en 8. plads til for at Anders ville være sikker på at komme videre til anden runde af FedExCup slutspillet.
Desværre skulle det vise sig, at Anders ikke havde spillet til bare at klare cuttet i denne uge. Hvad der selvfølgelg er rigtig irriterende er, at han endda kun var ét slag fra at klare cuttet og selvom vi aldrig finder ud af, om Anders ville have kunne kæmpet sig op til minimum en 8. plads, hvis han havde klaret cuttet, er det selvfølgelig drønærgerligt, at han ikke engang fik chancen til at prøve det.
Anyway, så synes jeg nu stadigvæk, at det er ganske flot, at Anders under hans første sæson på PGA Tour’en har været i stand til at opnå en del ganske flotte placeringer. Og selvom han ikke er videre i FedExCup slutspillet, er det vigtigt at Anders ikke går ned i tempo eller motivation, for der skal bestemt stadig kæmpes for at holde fast i hans kort til PGA Tour’en næste år. Når fjerde og sidste runde af FedExCup slutspillet er færdigt efter The Tour Championship i midten af september måned, fortsætter den “almindelige” PGA Tour og kampen om 2008-tourkortet til de 125 bedste spillere. Jeg krydser selvfølgelig allerede fingre nu for, at Anders Hansen vil være blandt disse spillere.
Seneste kommentarer