Totalt sammenbrud for Els på sidste hul

I dag har jeg siddet og fulgt sidste runde af Alfred Dunhill Championship golfturneringen i Sydafrika, hvor Ernie Els startede dagens runde med at være to slag foran engelske Lee Slattery og hele fire slag foran to andre englændere, John Bickerton og Ross McGowan. Egentlig var der ikke lagt op til den store spænding og alle forventede, at Ernie Els rutinemæssigt ville hive sejren i land – han var trods alt feltets bedst rangerede spiller med en markant margin endda! Og helt frem til 18. hul så det da også ud til, at det ville blive resultatet, idet de øvrige spillere ikke formåede at lægge et reelt pres på Ernie Els.

Men på trods af favoritværdigheden og et ellers meget stabilt spil frem til 18. hul, fik Ernie Els ikke mindre end et totalt sammenbrud på 18. hul, da han på chokerende vis smed sit forspring væk med et spil, der mindede om det en gennemsnitlig amatørgolfspiller kan præstere. Da Els stod og skulle til at slå sit andet slag på 18. hul, der er et par 5 hul med masser af vand omkring green, var han stadig to slag foran nærmeste forfølger. Ernie Els kunne sagtens vælge at spille sikkert med et lay-up slag og gå efter en potentiel birdie eller en rimelig sikker par. Han valgte dog at gå efter greenen, hvilket skulle vise sig at være et dårligt valg, for bolden var slet ikke lang nok og røg i vandet.

Det var dog ikke nogen katastrofe i sig selv, da Els stadigvæk kunne nå at vinde turneringen, selv om han nu måtte tage et drop og skulle til sit fjerde slag. Og det er så her det for alvor gik galt for verdens femte bedste golfspiller: Els slår nemlig et nærmest amatøragtigt slag, som sender bolden i vandet igen og pludselig er føringen ikke alene sat over styr – nu var han nødt til at komme ind og i for bare at være sikker på et omspil. Els fik nu langt om længe slået bolden ind på green og skal hole et langt fra sikkert put for at komme i omspil. Desværre lykkedes det ikke for Ernie Els, der på chokerende vis dermed forærede sejren til John Bickerton, der ellers allerede var i klubhuset og havde indstillet sig på en anden eller tredje plads.

Men som enhver golfspiller ved, så er golf et meget ondt spil til tider :o(

The Open: Garcia smed sejren væk

Efter at have holdt fast i føringen igennem de første tre dage af The Open, lignede Sergio Garcia absolut en mulig vinder af årets tredje major. Der er dog næppe nogen tvivl om, at Sergio godt vidste, at forfølgerne ville lægge maksimalt pres på ham under finalerunden og angribe offensivt i håbet om, at de kunne indhente ham. Samtidigt havde nerverne sandsynligvis allerede meldt deres ankomst umiddelbart efter afslutningen på tredje runde og Sergio havde formentlig både gennemtænkt strategien for finalerunden adskillige gange og mentalt set spillet de sidste 18 huller indtil flere gange i løbet af natten. Under alle omstændigheder så Sergio i hvert fald noget nervøs ud, da han slog det første slag på første tee under fjerde og sidste runde af The Open.

Det skulle også vise sig, at Sergio havde god grund til at være nervøs, for indtil flere af de nærmeste konkurrenter spillede rigtig godt under finalerunden. Australske Richard Green gik en superrunde i 64 slag, hvilket bestemt gav ham en chance for at komme med i et muligt omspil. Det samme gjaldt Ernie Els, der gik en solid 69’er. Argentinske Andres Romero gjorde det også rigtig godt med en runde i 67 slag, som endda kunne have blevet meget bedre, hvis det ikke var fordi at han lavede to bogeys og to dobbelt bogeys i løbet af runden. Til gengæld udgjorde Steve Stricker ikke den store trussel under finalerunden, selvom han dels startede i førerbold med Garcia og Stricker havde spillet helt fantastisk under tredje runde. Desværre kunne han ikke holde fast i det gode spil og det blev til en skuffende 74’er, hvilket kun rakte en delt 8. plads.

The Open: Garcia ligner en vinder

Med nul bogeys men derimod tre birdies på scorekortet og dermed en samlet runde i 68 slag, begynder Sergio Garcia at ligne en vinder af dette års udgave af The Open. Der er dog ingen tvivl om, at Garcia kommer på hårdt arbejde under finalerunden i morgen, ligesom forfølgerne helt sikkert vil angribe og lægge pres på ham. Samtidigt har vi jo før set Garcia være med helt fremme i de store turneringer (som eksempelvis sidste års The Open), men at han ofte ikke har formået at holde hovedet koldt og putteren varm, når det virkelig gælder. Men til forskel fra tidligere, har Sergio Garcia trods alt ført 2007-udgaven af The Open fra allerførste dag og virkelig holdt fast – også selvom han måtte kæmpe en hel del mere i går for at fastholde førstepladsen. Dagens bogeyfri runde viste, at Garcia har rigtig godt styr på spillet og hvis han holder fast, tror jeg faktisk ikke, at han bliver til at hente – Garcia er trods alt tre slag foran nummer to i form af amerikanske Steve Stricker.

Hvis Sergio Garcia går hen og vinder The Open i morgen, vil det også være ikke så lidt af et comeback, når man tænker på, at han tilbage i 1999, da The Open sidst blev spillet på Carnoustie, nærmest blev ydmyget af banen, da han gik første runde i 89 slag og en anden runde i 83 slag svarende til 30 slag over par! Nuvel, alle kan have en dårlig dag eller to og Sergio havde trods alt kun været professionel i få måneder dengang, men ikke desto mindre ville det stadigvæk være fantastisk, hvis han kunne vinde og dermed sige “tak for sidst” til Carnoustie :o)

Spænding til det sidste

Det blev en meget intens finalerunde af Dubai Desert Classic og der var spænding helt frem til 18. hul. Undervejs blandede primært Ernie Els, Ross Fisher, Niclas Fasth, Henrik Stenson og selvfølgelig også Tiger Woods sig i kampen om førstepladsen.

Først på 18. hul kunne Henrik Stenson afgøre det hele, hvis han fik birdie, hvorimod par kun ville sikre omspil mod Ernie Els. Med sædvanlig “coolness” sænkede Stenson imidlertid sit birdieput fra ca. halvanden meters afstand og knuste således Els’ håb om et omspil. Vinderen af de 2,3 millioner kroner i præmiepenge var dermed fundet!

Thomas Bjørn spillede desværre ikke nær så godt som i går, men han holdt heldigvis fast i en top-10 placering, som vil hjælpe ham i den rigtige retning på verdensranglisten. Måske er placeringen i dag nok til at få ham tilbage i top-50 på verdensplan, men det finder vi ud af i morgen, når de opdaterede ranglister bliver offentliggjort.

Superrunde af Thomas Bjørn

I tredje runde af Dubai Desert Classic, gik Thomas Bjørn en superrunde i kun 66 slag og hvis det ikke var for to bogeys, kunne der endda have stået 64 slag på scorekortet! Med en samlet score på 11 under par, bragte Thomas sig ind i top-10 med en delt niende plads. Turneringen føres af Ernie Els med en samlet score på 16 under par. Han er dog skarpt forfulgt af Simon Dyson, Ross Fisher, Jyoti Randhawa og ikke mindst Tiger Woods.

Det er et stykke tid siden, at man sidst har set Thomas spille så god golf, som han gjorde i dag og det er forhåbentlig et tegn på, at han er godt på vej tilbage mod en bedre og mere stabil form. Jeg krydser fingre for, at han fortsætter de gode takter og dermed holder fast i minimum en top-10 placering, når finalerunden er overstået i morgen, søndag.

Goosen trak det længste strå

Der var spænding til det sidste i Qatar Masters, hvor både Nick O’Hern, Ernie Els, Richard Green og Retief Goosen var med opgøret.

Els kom i klubhuset med en samlet score på 13 under par og kunne håbe på omspil. Green kunne også håbe på omspil med en birdie eller eagle på 18. hul. O’Hern førte turneringen efter 17. hul og kunne derfor gå efter at lave birdie og samtidigt håbe på, at Goosen allerhøjest ville få birdie. Det skulle imidlertid vise sig, at det var Goosen, der trak det længste strå med en fantastisk flot eagle på 18. hul og en samlet score på 15 under par. Dermed blev Nick O’Hern reelt set snydt for sejren, men golf er som bekendt langt fra retfærdigt altid.

Søren Kjeldsen og Søren Hansen formåede desværre ikke, at videreføre de gode takter fra lørdagens runde. Det blev til en finalerunde i par for Søren Kjeldsen og en delt 11. plads samlet set, hvor Søren Hansen gik runden i et slag under par og en delt 27. plads.

Så er 2007-sæsonen i gang

2007-sæsonen af The European Tour startede allerede i starten af december sidste år med Alfred Dunhill Championship turneringen i Sydafrika, hvor spanske Alvaro Quitos vandt sin første turnering nogensinde. December måned bød på endnu en turnering i Sydafrika i form af South Africa Airways Open, som blev vundet i flot stil af Ernie Els. Den rigtige 2007-kalender bliver taget i brug i næste uge, hvor Europa Touren stadig er i Sydafrika i forbindelse med Joburg Open.

Personligt glæder jeg mig til, at følge lidt mere med på European Tour i år, end jeg havde mulighed for sidste år og med den nye Viasat Golf tv-kanal, bliver det i hvert fald muligt på det teoretiske plan :o) Jeg håber også, at 2007 bliver året, hvor jeg atter begynder at gå ned i handicap igen. Sidste år var første år, hvor jeg overhovedet ikke gik ned i handicap, siden jeg begyndte at spille golf i foråret 2002 og det dur selvfølgelig ikke :o)

Status efter lukketid…

Så er 2006-sæsonen af European Tour ovre efter, at inderen Jeev Milkha Singh vandt Volvo Masters på Club de Golf Valderrama i Spanien. Der var masser af spænding om, hvem der skulle trække det længste strå – i hvert fald frem til 17. hul, hvorefter Jeev Milkha Singh stort set selv kunne afgøre det ved at gå 18. hul i maksimalt bogey (hvad han også gjorde).

Der var yderligere en titel på spil i dag i form af European Tour Order of Merit, også kaldet pengelisten i daglig omtale. Igennem det meste af sæsonen så det ud til, at englænderen David Howell ville løbe med titlen, men over de seneste par måneder blandede landsmanden Paul Casey, ireren Padraig Harrington og i et vist omfang sydafrikaneren Ernie Els samt svenskerne Robert Karlsson og Henrik Stenson sig også i slutspillet.

I den sidste ende var en delt anden plads under Volvo Masters nok for Padraig Harrington til at vinde Order of Merit titlen. Udover æren og det såkaldte Harry Vardon trofæ, får Padraig også 10 års excemption på European Tour, hvilket betyder, at han i hele 10 år ikke behøver at slutte blandt de 125 bedste hvert år, for at kunne bevare sit plads på tour’en.

En værdig vinder

Tiger Woods har netop vundet den 135. udgave af The British Open med en samlet vinderscore på 270 slag eller 18 under par efter fire runder. Dermed har han vundet sin 11. majortitel og Tiger mangler således “kun” syv titler mere for at tangere Jack Nicklaus‘ rekord på 18 majortitler i hans karriere.

I modsætning til i går, hvor Tiger måtte kæmpe hårdt for at holde fast i føringen, udeblev den forventede spænding omkring udfaldet af The Open. I starten var der et par gange, hvor Tiger måtte dele føringen med henholdsvis Ernie Els og Chris DiMarco, men ret hurtigt blev det klart, at Tiger ganske enkelt lavede færre fejl end de andre spillere, der var med i førerfeltet.

Giv mig fred i de næste fire dage

I dag begynder verdens absolut mest prestigefyldte golfturnering i form af British Open eller “The Open” som den også kaldes i folkemunde. Turneringen, som altid spilles på en linksbane, afholdes i år på Royal Liverpool Golf Club i Hoylake i England.

Fra Danmark deltager Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen. Selvom at Søren har været rigtig godt spillende i år, er der ingen tvivl om, at det er Thomas, der er favoritten blandt de to.

Men ingen af de to skal dog tro, at det bliver nogen nem opgave, for der bliver utvivlsomt budt på hård modstand fra stjerner som Tiger Woods, Colin Montgomerie, Phil Mickelson, Ernie Els og ikke mindst de 150 andre golfspillere, der alle er opsat på at gøre deres bedste og gå efter at vinde The Open.

Anyway, det var egentlig ikke det, som jeg ville begynde at skrive en masse om. Det var mere, at jeg – som den passioneret golfentusiast jeg er – ikke ønsker at blive forstyrret i de næste fire dage, hvor jeg bare skal nyde så meget af The Open som muligt. Så, hvis du vil mig noget, så vent med at ringe til mig på mandag :o)