For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

• Bendt Bendtsen som statminister?
• Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Er Statsministerens løn fair?

Apropos sidste uges diskussion om bankdirektørers lønninger og Helle Thorning-Schmidt heldigvis kuldsejlede forsøg på at sætte et loft på denne “faggruppes” lønninger (hvilket jeg selv kommenterede i et indlæg), faldt jeg over et interessant indlæg på Joachim Sperlings blog på Business.dk.

Han stiller blandt andet spørgsmålet ved, hvorvidt statsministerens løn på 1,2 millioner kroner om året så også er rimelig. Sperling går endda skridtet videre og sætter det op imod en række andre offentlige toplederes lønninger.

Jeg synes, det er ganske interessant læsning, men døm selv ved at klikke her og læs Joachim Sperlings blogindlæg.

If you pay peanuts, you get monkeys…

I forhold til den aktuelle debat om bankdirektørernes lønninger og om der skal lægges loft over, hvad de må tjene, synes jeg, at erhvervsmanden Asger Aamund rammer ganske rigtigt i hans modsvar til Villy Søvndals udtalelser om, at Aamund er er elitens “Komiske Ali”.

Personligt har jeg den holdning, at politikerne slet ikke skal blande sig i løndannelsen på det private jobmarked. Desuden har den første bankpakke altså allerede sat en stopper for tildeling af aktieoptionerner og lignende til bankdirektører. Men at visse politikere nu begynder at ville lovgive om, hvad bankdirektører kan få i løn, er at komme ud på et skråplan. Det smager alt for meget af populisme og banal misundelse.

Klart nej til kvindekvoter

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har netop fremsat et forslag om, at der skal indføres kvoter for, hvor mange kvinder der som minimum skal være i selskabernes bestyrelser. Helt konkret forlanger Socialdemokraterne, at danske børsnoterede virksomheder skal have minimum 40 procent kvinder i deres bestyrelser om senest fire år. Endvidere har Helle Thorning-Schmidt fremsat krav om, at selskaber, der til den tid ikke overholder disse krav, ganske enkelt skal tvangsopløses.

Jeg vil undlade at kommentere konkret på det useriøse krav om tvangsopløsning af børsnoterede selskaber (forslaget taler vist for sig selv), men derimod holde mig til forslaget om kvindekvoter i bestyrelser. Jeg synes bestemt også, at vi skal have flere kvinder ind på ledelses- og bestyrelsesposter i de danske virksomheder. Men jeg hører til dem, der synes det skal ske af frivillighedens vej og på ingen måde via lovgivning om kvoter og lignende.

Først og fremmest tilsiger mit liberale hjerte mig, at det er forkert at lovgive på et område, hvor det er unødvendigt. Dernæst hylder jeg til enhver tid princippet om, at man skal besætte ethvert job med den mest kvalificerede kandidat, uanset køn. Desuden mener jeg, at danske virksomheder i det hele taget har brug for at kunne sammensætte det bedst kvalificerede hold på både direktion- og bestyrelsesniveau, for at kunne klare sig i konkurrencen i en globaliseret verden. Det dur derfor ganske enkelt ikke med kvoter – hverken i forhold til køn, alder eller lignende.

Jeg siger derfor klart nej til kvindekvoter og lovgivning på dette område. Jeg siger til gengæld også klart ja til flere kvinder i ledelserne og bestyrelser, men det må ske ved at kvinderne kæmper sig frem på lige vilkår med mændene. Endelig er jeg af den overbevisning, at vi under alle omstændigheder kommer til at se mange flere kvinder på topposter og i bestyrelser i tiden fremover – ganske enkelt fordi der allerede er mange dygtige kvinder på vej op af karrierestigen. Ergo behøver politikerne slet ikke at blande sig, da kvinderne nok selv skal gøre sig fortjente til topposterne i erhvervslivet.

SF: En moderne udgave af S?

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

Så fik Ny Alliance bekendt kulør, men…

Så fik Ny Alliance langt om længe bekendt kulør rent politisk og ønsker nu at fremstå som et klart borgerligt parti. Det sker efter partiets folketingsmedlemmer og kredsformænd har holdt et to dages strategimøde, hvor man erkendte, at det skal være slut med en uklare politiske budskaber og flirteri med Socialdemokraterne. Dermed vil Ny Alliance fremover pege på en borgerlig statsministerkandidat og således være ved sit borgerlige tilhørsforhold.

Personligt synes jeg det er positivt, at Ny Alliance nu melder ud, at det er et borgerligt parti. Jeg ville bare have ønsket de havde gjort det allerede under valgkampen i november sidste år. Oprindeligt ville jeg nemlig gerne have stemt på Ny Alliance, hvis de havde bekendt borgerlig kulør som de gør nu. Men dengang turde jeg ikke satse min borgerlige stemme på et parti, som måske kunne ende med at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men på det tidspunkt troede Ny Alliance desværre, at træerne voksede ind i himlen og at partiet ville få så mange mandater, at de enerådigt kunne afgøre, hvem der skulle være statsminister efter valget. Selverkendelsen i Ny Alliance gør nu heldigvis, at partiet melder klart ud om sit borgerlige tilhørsforhold og samtidigt indtager en noget mere ydmyg position i forhold til måden at søge politisk indflydelse på.

Spørgsmålet er bare, om Ny Alliances udmelding ikke kommer for sent. For den kluntede og næsten amatøragtige måde, som partiet håndterede valgkampen, politiske dueller og diverse personsager på, udstillede desværre en stor grad af inkompetence og umodenhed. Så fra at virke som det tiltrængte friske pust i dansk politik, endte Ny Alliance med at blive opfattet som partiet uden en klar profil og som samlingsstedet for “storbytosser” som det ofte blev sagt i pressen under valgkampen.

Så hvis jeg var Naser Khader, ville jeg virkelig satse på, at der kommer til at gå mindst tre år inden næste folketingsvalg. For det vil måske give ham og resten af Ny Alliance tid nok til at opbygge en seriøs borgerlig profil og vise både nuværende og potentielle vælgere, at partiet har en reel berettigelse i det politiske landskab i Danmark.

Ikke flere chancer til Jens Rohde

For næsten et år siden udtalte Jens Rohde, den dengang nyudnævnte direktør for TV 2 Radio, at Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt var kommet lettere til magten, fordi at hun er kvinde. Ikke overraskende og helt berettiget fik Jens Rohde en advarsel af sin daværende chef, Per Mikael Jensen, der udtalte, at “han får én chance til. Men kun én”.

Nu har Jens Rohde igen trådt i spinaten i forbindelse med Ekstra Bladets kontroversielle historie om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen skulle have været stikker i sit eget parti under folketingsvalget i 2005. Formålet skulle havde været, at undergrave den daværende partiformand Mogens Lykketofts position således, at han ville tabe valget og at Henrik Sass Larsen og andre personer dermed kunne komme til magten i Socialdemokraterne. I forbindelse med Ekstra Bladets artikel om emnet, udtalte Jens Rohde følgende: “Jeg vil ikke blande mig i politik mere. Men jeg vil heller ikke bestride sandheden, når Ekstra Bladet har fundet frem til den,”.

Jeg må indrømme, at jeg synes at det er både dumt og meget uklogt af Jens Rohde, at han udtaler sig i den aktuelle sag. Han burde have lært af episoden fra sidste år og have erkendt, at det ikke er foreneligt med hans rolle som direktør for TV 2 Radio, at han udtaler sig om politiske emner. Jens Rohde burde bare have sagt, at han ikke havde nogen kommentarer til sagen – hverken som direktør for TV 2 Radio, som tidligere politisk ordfører for Venstre eller som privatperson. Men desværre har Jens Rohde ikke taget advarslen fra sidste år til efterretning, men valgte derimod alligevel at kommentere sagen indirekte. Personligt mener jeg, at Jens Rohde nu må tage konsekvensen og træde tilbage, da han åbenbart ikke kan lade være med at blande sig i politik alligevel.

Thorning er garant for skattestigninger

Som jeg skrev om for en uges tid siden, var Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt allerede ude på førstedagen af valgkampen med en melding om, at hvis Socialdemokraterne kom til magten, vil de annullere den skattelettelse, som regeringen vedtog i slutningen af oktober måned. Dermed brød Helle Thorning allerede løftet om, at Socialdemokraterne ville overholde skattestoppet.

Det sker nu igen og denne gang går det ud over erhvervslivet, der skal til at betale mere i skat, hvis Helle Thorning bliver statsminister efter valget. Under en valgdiskussion på TV 2 i torsdags svarede hun ellers “nej” til, at erhvervslivets skatter skal sættes op, men igen skifter Helle Thorning mening og bryder dermed skattestoppet: Nu vil hun nemlig ophæve den sænkelse af selskabsskatten, der blev gennemført i januar måned i år og dermed hæve denne skat fra 25 procent til 28 procent.

Efter min mening bliver Helle Thorning-Schmidt mere og mere utroværdig, når hun gang på gang vælger at bryde allerede indgåede aftaler eller tilbageføre de nuværende skattelove til tidligere tiders niveau. Altså kommer hun med al tydelighed ikke til at overholde skattestoppet, hvis hun bliver statsminister efter valget. Tværtimod er der indtil flere beviser på, at både almindelige borgere og virksomheder kommer til at betale mere i skat, hvis vi får en socialdemokratisk statsminister.

Jeg krydser fingre for, at de, der overvejer at stemme på Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne, snart begynder at gennemskue hende. Den vækst vi har haft i velfærden og den rekordlave arbejdsløshed vi har haft i de sidste seks år under VK-regeringen, skal vi ikke sætte over styr, bare fordi Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne begynder at blive desperate og useriøse.

Naser Khader, tag dig nu sammen…

Som bekendt har Ny Alliances partiformand Naser Khader fået en massiv eksponering i pressen i den seneste tid, men det har desværre langt fra været positivt alt sammen. Ganske vist er pressen ikke altid rimelig i sin tilgang til ham og da Se & Hør’s chefredaktør Henrik Qvortrup tidligere på ugen fremsatte en udokumenteret påstand om, at Naser Khader skulle have brugt sort arbejde til en privat byggeopgave, mindede det mest af alt om personlig chikane.

Omvendt har Naser Khader selv dummet sig ved ikke at kunne fremstå som værende 100 procent troværdig i forhold til hvad der skulle have været udslagsgivende for hans beslutning om at forlade Radikale Venstre. Det samme gælder den manglende etablering af en støttefond, der blandt andet skal hjælpe fattige palæstinensiske børn.

Altså har Naser Khader fået en del ridser i lakken, hvad angår hans personlig troværdighed og image. Det er dog ikke værre end at Naser stadig kan nå at fremstå som en seriøs og troværdig politiker og partileder, hvis han tager sig sammen her og nu. Naser Khader bliver simpelthen nødt til at acceptere, at de moralske krav til en politiker er meget højere end til “almindelige” mennesker og at han derfor må oppe sig en del i den sammenhæng. Der skal ganske enkelt bare være orden i sagerne!

Hvad angår min personlige tillid til Naser Khader, så er den fortsat på et højt niveau, men den er dog ikke højere end, at han ikke skal vide sig stikker på min stemme endnu. Jeg føler mig ganske enkelt ikke sikker på, at Naser Khader vil pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister efter valget, når det kommer til stykket. Jeg synes rigtig godt om det meste af Ny Alliances politik, men omvendt vil jeg heller ikke spilde min stemme på et parti, der måske ender med at ville pege på Helle Thorning efter valget. Så vil jeg trods alt hellere give min borgerlige stemme til Venstre eller de Konservative.

Kloge ord fra Dennis Kristensen, FOA

Som du måske har hørt i pressen, har den afgående LO-formand, Hans Jensen, været ude med en meget klar støtte til Socialdemokraternes i forbindelse med folketingsvalget. Hans Jensen har blandt andet budt Helle Thorning-Schmidt velkommen som landets næste statsminister i forbindelse med LO’s kongres i går. Det sker desuagtet, at LO på den økonomiske front for længst har stoppet sin støtte til Socialdemokraterne, blandt andet for at tækkes den store del af deres medlemmer, der ikke ønsker at støtte førnævnte parti. Det forhindrer imidlertid ikke Hans Jensen ikke at bekende socialdemokratiske kulør, når det kommer til stykket.

Heldigvis har en anden fagforeningsformand i form af FOA’s formand, Dennis Kristensen, været ude i pressen og udtale, at Hans Jensens socialdemokratiske tilkendegivelser må været et udtryk for hans personlige holdning. Dennis Kristensen har endvidere udtalt, at “LO træder ikke tilbage til de gode gamle dage, hvor vi sad i partiets bestyrelse og de i vores. LO er ikke vedhæng til et parti. Vi skal samarbejde med alle og skaffe resultater uanset regeringen”.

Jeg synes, at det er vise ord fra Dennis Kristensen og modigt af ham at sige, hvad mange mennesker tænker – specielt når man har i tankerne, at Dennis Kristensen selv er fagforeningsmand. Der er i hvert fald stor respekt fra min side overfor Dennis Kristensen i forhold til det faktum, at han tør sige sine egne imod, når han kan se, at det er den helt gale vej, som LO bevæger sig ud ad.