Søgeresultater for: "Konservative"

Politikere skal kunne tåle at blive set efter i kortene

Tilbage i 2013 spurgte DR-journalisten Martin Krasnik den daværende justitsminister (også kendt som mørklægningsminister) Morten Bødskov ikke mindre end 14 gange uden at få svar i.f.t. at få konkrete eksempler på, hvor den daværende offentlighedslov har skadet regeringens arbejde.

Du finder link til artiklen om Martin Krasniks interview med anti-demokraten Morten Bødskov lige her: http://www.dr.dk/…/krasnik-interview-med-boedskov-spurgte-1…

Desværre blev lovet vedtaget, og dermed kunne politikerne i større omfang end nogensinde før slippe for at stå til regnskab over for selv samme borgere, som havde stemt dem ind i Folketinget for at varetage vores interesse og værdier.

Moral er godt og dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt. Pudsigt nok så stemte de radikales Zenia Stampe for offentlighedsloven (mørklægningsloven), men havde så ikke noget problem ved at kritisere Lars Løkke Rasmussen for at nedlægge Irak-kommissionen. Enten må man altså være for eller imod offentlig indsigt, men sådan gælder det åbenbart ikke visse politikere…

Anyway, selv om jeg ikke stemmer på de konservative og Søren Pape Poulsen, så er det positivt at høre om en politiker, der mener at alle politikere skal kunne tåle at blive set efter i kortene. Respekt for at han tør stå frem og have den holdning!

Det er sikkert ikke noget som Morten Messerschmidt og andre synes om, men jeg er af den mening at vores folkevalgte nu engang må leve med at de skal kunne stå til regnskab for deres beslutninger og holdninger. Jeg vil til enhver tid foretrække en politiker som kalder en spade for en spade og siger, at derfor vælger vi at gøre som vi gør, end at politikere og embedsmænd forsøger at gemme beslutninger væk under henvisning til at det rager ikke demokratiet og borgerne…

Efter min mening drejer demokrati sig om åbenhed og at alle borgere kan være med. Det kræver generelt set åbenhed. Fair nok at der er noget som hedder landets sikkerhed, men helt generelt set bør politikere kunne stå på mål for alle deres handlinger. De er jo lige som os borgeres demokratiske repræsentanter.

Hvad tænker du om offentlighedsloven? Er den okay eller skal der være åbenhed omkring politikernes gøren og laden?

Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

God idé: Drop børnechecken til velstillede

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk omhandlende et forslag fra den konservative transportminister Lars Barfoed, der mener det skal være slut med at alle familier automatisk får en check ind af døren, bare fordi de har børn.

Til gengæld vil Lars Barfoed give flere midler til de svageste i samfundet, blandt andet gennem reformer af efterløn, førtidspension, kontanthjælp og børnepenge.

Jeg har været inde på det før her på bloggen, og jeg synes stadigvæk, at man skal stoppe med at give børnechecken til alle børnefamilier, og det samme gælder egentlig også ældrechecken.

Jeg kan godt forstå, at landets borgere efterhånden mere og mere ser sig selv som (for)brugere i et velfærdssystem, når staten bare sender checks ud til alle børnefamilier og pensionister.

Fundamentalt set er jeg af den holdning, at hvis man er velstillet bør man også klare sig selv. Så lad os endelig få gjort op med børnecheck til alle tankegangen, og i stedet give flere penge til de børnefamilier, der virkelig har brug for det.

For et år siden…

For et år siden 12. april 2008

For et år siden skrev jeg om:

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Er det starten på endnu et partiflop?

Er det starten på endnu et partiflop?

Jeg har netop læst på Berlingske.dk, at det tidligere Radikale Venstre folketingsmedlem Simon Emil Ammitsbøl måske vil stifte et nyt parti. Det skulle åbenbart ske sammen med en anden politisk løsgænger i form af det tidligere konservative folketingsmedlem Pia Christmas-Møller.

Om det kommer til at ske eller ej, bliver vi klogere på efter i morgen kl. 13.00, hvor Simon Emil Ammitsbøl har indkaldt til pressemøde på Christiansborg.

Men hvis det nu rent faktisk bliver en realitet og endnu et nyt parti ser dagens lys, kunne jeg godt frygte, at det blot vil være starten på endnu et partiflop oven på de mange op- og nedture for Ny Alliance/Liberal Alliance.

Brændt barn lugter som bekendt, og endnu et lille parti kunne på forhånd godt lugte af stemmespild og spærregrænse.

Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Så lad os komme af med den lukkelov…

Så lader det til, at der for første gang nogensinde er et politisk flertal for en fjernelse af lukkeloven. I hvert fald har de Konservative nu ændret officiel politik på området jævnfør en artikel på epn.dk. Denne ændring medfører nemlig, at der kan dannes et flertal sammen med Venstre og Dansk Folkeparti for en afskaffelse af loven.

Som jeg før har givet udtryk før, synes jeg, Folketinget skal få afskaffet lukkeloven. Det gør jeg først og fremmest fordi, jeg ikke tror på, at en begrænsning i åbningstiderne gør at den lille købmand eller specialbutikken overlever. Specialbutikkerne skal efter min mening konkurrere på udvalg, kvalitet, viden og et højt serviceniveau. Specialbutikkerne behøver til gengæld ikke holde åbent til kl. 19.00 eller 20.00 på hverdage og til kl. 17.00 i weekenden.

Basalt set er jeg af den holdning, at hvis danske forbrugere ønsker et varieret gadebillede med masser af spændende specialbutikker, så bliver forbrugerne ganske enkelt nødt til at tage et personligt ansvar for at handle i landets specialbutikker på løbende basis. Lukkeloven kan ikke redde de små butikker, men det kan du ved at placere en del af dit indkøb der uanset, om der er tale om kød, grøntsager, brød, tøj, elektronikprodukter, bøger eller lignende.

Et helt andet problem i forhold til de mindre handlende er for øvrigt vores lovgivning på erhvervslejemål, som blev revideret for nogle år siden. Udlejer kan nemlig kræve en forhøjelse af huslejen, hvis han/hun kan dokumentere, at den generelle markedsleje i et område er højere. Og med masser af store kapitalkæder, der stadig er på udkig efter gode lejemål og som gerne betaler forholdsvis høje huslejer, har en udlejer forholdsvis nemt ved at varsle markant højere huslejer overfor de små handlende. Dermed bliver det endnu sværere for disse at få en rentabel forretning ud af at drive en specialhandel.

Så lad os komme af med lukkeloven og i samme moment få fjernet den pasus i erhvervslejelovgivningen, der gør at en udlejer alt for nemt kan hæve huslejen til et ofte horribelt niveau. Og så husk at handle hos dine lokale specialbutikker og gerne hver eneste uge – i hvert fald når det gælder grønthandleren, slagteren og vinhandleren :o)

Et positivt generationsskifte…

I dag kom nyheden om, at Bendt Bendtsen træder tilbage som konservativ partileder og økonomi- og erhvervsminister og at Lene Espersen overtager disse poster.

Nu stemte jeg som bekendt konservativt under folketingsvalget i november sidste år, hvorfor jeg har en vis interesse for, hvad der sker med dette parti.

I den sammenhæng synes jeg, det er super, at det er Lene Espersen, der nu tager over som partileder. Det siger jeg ikke fordi Bendt Bendtsen ikke har gjort det godt, for det synes jeg faktisk han har under de præmisser og rammer han havde.

Jeg tror bare, at Lene kan være med til at give De Konservative en meget skarpere profil i det politiske landskab. Jeg håber også, at hun som partileder kan få “smittet” de andre konservative politikere med hendes store politiske mod og energi.

Jeg ser det derfor som en meget positivt generationsskifte og jeg tror faktisk, det kan være med til at give De Konservative en større indflydelse i den politiske debat fremover.

100 ting

  1. Jeg er født i 1967.
  2. Jeg var lige ved at blive deprimeret over at runde de 40 år tilbage i 2007.
  3. Jeg kom mig hurtigt over depressionen – det gjorde ikke ondt at fylde 40 :o)
  4. Jeg er opvokset i Mundelstrup, som ligger cirka 8 km fra Århus.
  5. Jeg er søn af Birgit og Viktor – verdens bedste forældre :o)
  6. Jeg har tre søskende, heriblandt en tvillingebror.
  7. Jeg er venstrehåndet – det er min søster og tvillingebror for øvrigt også.
  8. Jeg gik i folkeskole på Sabro Korsvejskolen.
  9. Jeg tog den teoretiske del af EFG Handel & kontor på Århus Købmandsskole.
  10. Jeg tog den praktiske del af uddannelsen i Bilkas Radio & TV-afdeling.
  11. Jeg blev kasseret til militærtjeneste fordi sessionslægen byttede rundt på min og min tvillingebrors papirer. Min tvillingebror blev også kasseret, da fejlen gik op for dem :o)
  12. Jeg flyttede til Sjælland første gang i 1988.
  13. Jeg bor nu i dejlige Birkerød.
  14. Jeg har endvidere boet i Ballerup, BirkerødGellerup, Holme-Olstrup, Lynge, MundelstrupSkanderborg, Slagelse, Solrød og Høje Tåstrup.
  15. Jeg startede min erhvervskarriere som avisbud.
  16. I dag ejer og driver jeg virksomheden energio og Social Selling Company.
  17. Jeg har en ambition om, at jeg til hver en tid skal have verdens bedste job.
  18. Jeg synes, at et job altid skal besættes med den bedst kvalificerede kandidat.
  19. Jeg siger nej til kvindekvoter og klart ja til ligeret og mangfoldighed.
  20. Jeg er vild med golf, men får desværre spillet alt for lidt :-(
  21. Jeg har lavet over 40 hole-in-one, men desværre kun på Xbox :o)
  22. Jeg er fan af Barsebäck Golf & Country Club og Sand Golf Club.
  23. Jeg er (stadigvæk) fan af Tiger Woods – han skal nok komme tilbage!
  24. Jeg har kun set én hel boksekamp på tv.
  25. Jeg synes skak er kedeligt.
  26. Jeg kan slet ikke finde ud af at spille almindelige kortspil.
  27. Jeg er en regelrytter i Trivial Pursuit – ikke noget med hjælp eller hint!
  28. Jeg er vild med at blogge og ville ønske, at jeg havde mere tid til det.
  29. Jeg har blogget siden 12. maj 2006.
  30. Jeg er borgerlig og liberalt orienteret med et stort socialt hjerte.
  31. Jeg synes, at vi gør for lidt for de svageste i vort samfund.
  32. Jeg er tilhænger af EU, men synes de skal holde igen med lovgivningen.
  33. Jeg synes, at skattesystemet er uretfærdig overfor dem, der gør en ekstra indsats.
  34. Jeg synes derfor, at topskatten burde fjernes helt.
  35. Jeg synes, at der til gengæld skal indføres en skat på gevinster ved salg af fast ejendom.
  36. Jeg synes det er okay, at vi har et monarki så længe, de kongelige afholder sig fra enhver form for politisk indblanding.
  37. Jeg elsker at diskutere samfund og politik.
  38. Jeg synes, at fyrværkeri er spild af penge.
  39. Min favorit film er “The Shawshank Redemption“.
  40. Jeg hader dårlig service :o(
  41. Jeg elsker til gengæld god service :o)
  42. Jeg er vild med gadgets.
  43. Jeg fik min første mobiltelefon i 1993.
  44. Jeg har ikke tal på, hvor mange mobiltelefoner jeg har haft siden 1993, men det er tættere på 100 end på 10 :o)
  45. Jeg er vild med citater.
  46. Jeg elsker humor og gør alt, hvad jeg kan for at grine hver eneste dag :o)
  47. Jeg hader trapper :o)
  48. Jeg er et B-menneske.
  49. Jeg er utålmodig.
  50. Jeg kalder en spade for en spade.
  51. Jeg er perfektionist, d.v.s. jeg prøver i det mindste på at være det :o)
  52. Jeg foretrækker kvalitet frem for kvantitet.
  53. Jeg hader “NATO”, altså ikke den nordatlantiske forsvarspagt, men derimod når jeg støder på folk som dyrker “No Action Talk Only” som mantra.
  54. Jeg kan godt li’ at have en tom indbakke.
  55. Jeg får nogle gange pudset min skærm her.
  56. Jeg elsker god kaffe.
  57. Jeg er vild med Starbucks, Baresso og Estate Coffee.
  58. Jeg er også begyndt at kunne li’ smagen af grøn the
  59. Jeg er vild med orientalsk mad, specielt sushi.
  60. Jeg elsker spaghetti med kødsovs :o)
  61. Jeg elsker god rødvin og specielt Heathcote II Shiraz.
  62. Jeg elsker god vintage portvin.
  63. Jeg elsker en god dry Martini, men bare en gang eller to om året :o)
  64. Jeg kan ikke li’ ost – dog spiser jeg gerne pizza med frisk mozarella :-)
  65. Jeg kan godt li’ sylte, men kun mors :o)
  66. Jeg elsker generelt dyr og specielt hunde :o)
  67. Jeg hader til gengæld insekter og specielt hvepse :o(
  68. Jeg tror også, at jeg hader slanger.
  69. Jeg elsker at holde foredrag om min livsstilsforandring og mit 100 km løb.
  70. Jeg hører primært Radio24syv på bilradioen.
  71. Jeg har ikke købt en musik CD siden 2000.
  72. Jeg køber til gengæld ofte musik på iTunes.
  73. Jeg er vild med at lytte til alle mulige podcasts.
  74. Jeg er vild med C.S.I.
  75. Jeg tager hatten af for folk, der tager ansvar for deres eget liv.
  76. Jeg tror ikke på numerologi.
  77. Jeg tror ikke på stjernetegn.
  78. Jeg hylder ytringsfriheden, men synes ikke, at man skal sige/skrive noget, hvis det blot er for at provokere eksempelvis religiøse grupper.
  79. Jeg har været i England, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kina, Malaysia, Norge, Portugal, Schweiz, Skotland, Spanien, Sverige, Taiwan, Tjekkiet, Tyskland, Vatikanstaten og USA.
  80. Jeg er vild med solskin, 23 grader, en let brise og en skyfri himmel :o)
  81. Jeg synes, at tordenvejr og lyn er fascinerende.
  82. Jeg elsker gode fotos og drømmer om at få mere tid til at tage flere fotos.
  83. Jeg har ikke grønne fingre, selv om min far er udlært anlægsgartner :o)
  84. Jeg er pudsigt nok begyndt at holde af motion ;o)
  85. Jeg har prøvet at løbe 100 km i et hug på én dag – det gjorde mega ondt, men var alligevel en fantastisk oplevelse!
  86. Jeg er vild med spinning og underviser endda i det hos fitness dk Birkerød.
  87. Jeg er også vild med cirkeltræning og underviser også i det hos fitness dk Birkerød.
  88. Jeg synes ikke længere at man spilder livet ved at få 7-8 timers søvn hver nat :o)
  89. Jeg er ateist.
  90. Jeg er organdonor.
  91. Jeg er tilhænger af rygeforbud.
  92. Jeg er stor fan af Chris MacDonald.
  93. Jeg synes, at der er for meget krig og ufred i verden.
  94. Jeg synes, at enhver form for vold er uacceptabel.
  95. Jeg er tilhænger af en stram våbenlovgivning.
  96. Jeg tror generelt på det gode i mennesket.
  97. Jeg synes, at mangfoldighed er af det gode.
  98. Jeg er et optimistisk menneske.
  99. Jeg synes, at livet er for kort til at spilde det sammen med sure mennesker!
  100. Jeg har (indtil nu) aldrig brækket en eneste knogle i min krop :o)

Bendt Bendtsen som statsminister?

I den seneste tid har Venstres kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen, været udsat for en hel del kritik som følge af rod i diverse omkostningsbilag. I den sammenhæng er der nu begyndt at blive sat spørgsmålstegn ved, om Lars Løkke Rasmussen overhovedet er den rette til at tage over efter Anders Fogh Rasmussen, når han forventelig trækker sig som formand for Venstre i løbet af et år eller to.

Efter som jeg stemte på de Konservative ved det seneste folketingsvalg, synes jeg selvfølgelig ikke, det er en naturlov at statsministerposten altid skal gå til en Venstre-mand. Eksempelvis gjorde Poul Schlüter det fantastisk godt som konservativ statsminister igennem ikke mindre end 11 år i perioden 1982-1993.

Så måske burde Anders Fogh Rasmussen overveje, at give stafetten videre til Bendt Bendtsen? Eller måske Lene Espersen, hvis der er behov for et generationsskifte hos de Konservative?

Så fik jeg afgivet min stemme…

konservative.jpg

Så fik jeg afgivet min stemme og den endte med at gå til Det Konservative Folkeparti.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at stemme på Ny Alliance, men i den sidste ende turde jeg ganske enkelt ikke gamble med min borgerlige stemme. Som jeg har givet udtryk for i en del indlæg her på min blog, så har Naser Khader været alt for flakkende i sine holdninger og udmeldinger igennem det meste af valgkampen. Samtidigt må jeg indrømme, at jeg er skuffet over Khaders personlige præstation i forhold til de øvrige partiledere – han formåede ikke at gøre sig gældende på noget tidspunkt under valgkampen og det virkede ganske enkelt som om, at Naser Khader ikke havde sat sig ordentlig ind i sit eget partiprogram.

Dermed var Ny Alliance ikke længere nogen reel mulighed for mig som liberal og borgerlig vælger. Det tog mig dog ikke lang tid at nå frem til den konklusion, at det så måtte blive Det Konservative Folkeparti, der kunne gøre sig fortjent til min stemme.

Jeg har i mange år stemt på Venstre, men jeg synes at statsminister Anders Fogh Rasmussen efterhånden har solgt for meget ud af de liberale og borgerlige værdier ved at bevæge sig alt for meget ind mod midten i et misforstået forsøg på at kapre socialdemokratiske stemmer.

Det synes jeg til gengæld ikke, at De Konservative har forsøgt på – tværtimod har de holdt fast i en masse gode borgerlige holdninger og principper. Derfor endte det også med, at det blev netop dette parti jeg stemte på. Jeg forventer til gengæld, at De Konservative bruger min stemme med omtanke og gør deres til at sikre den fortsatte positive udvikling af Danmark som en moderne velfærdsstat.