Søgeresultater for: "Socialdemokrater"

Når Socialdemokraterne synes, at de rige slipper for billigt i skat…

henrik_sass_larsen.jpg

I forbindelse med den aktuelle skattediskussion udtalte Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, følgende til pressen forleden: “Regeringens skatteplan er en blankocheck til de højtlønnede danskere, mens folk på overførselsindkomster bliver ladt i stikken”. Nedenstående historie sætter unægtelig denne udtalelse i perspektiv.

“Dette er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat: “Eftersom I er så gode kunder, giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage” siger han. En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.

Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.

Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Ergo får alle seks personer en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.

Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet, da de står uden for restauranten og snakker. “Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner”, begynder den sjette person og peger på den tiende. “Men du tjente 70″. “Præcis”, siger den femte person. “Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!”. “Det er sandt”, råber den syvende person. “Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!”. “Hør et øjeblik”, forsøger de fire første. “Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige”.

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.

Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…”.

Slap af, Socialdemokrater…

jensrohde2.jpg

Socialdemokraterneskulturordfører, Mogens Jensen, må have fået en stor portion tudekiks til morgenkaffen i går. Han mener nemlig, at direktøren for TV 2’s kommende radiokanal, Jens Rohde, bør fyres for sine udtalelser i B.T. i går om Helle Thorning-Schmidt.

Jeg er enig i, at Jens Rohde burde have afholdt sig fra at udtale sig om den slags emner. Jeg er også enig i den klare udmelding, som TV 2’s direktør, Per Michael Jensen, er kommet med til Jens Rohde om, at den slags ikke skal gentage sig igen, hvis han skal opretholde sin stilling. Men jeg er ikke enig med Socialdemokraterne i, at Jens Rohdes udtalelse skal resultere i en øjeblikkelig fyring. Manden har dummet sig, ja og han burde have været klogere end så, men omvendt skal Jens Rohde også have en fair chance for at finde sig til rette i sit nye job. Jeg ser derfor udelukkende Socialdemokraternes udmelding som endnu et opportunistisk forsøg på at fiske i rørte vand.

Har de styr på prioriteterne i Århus?

Jeg har netop set lidt TV 2 News og så i den sammenhæng et indslag om, at et snævert flertal (S, SF og R) i Århus Byråd har vedtaget, at bynavnet Århus fra 1. januar 2010 skal staves med dobbelt a og ikke bolle-å.

Byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen udtalte i indslaget, at det vil have stor betydning for byens uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og at byen – som følge af ændringen i stavemåden – ville stå langt stærkere i en globaliseret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og byrådet vist ikke helt har styr på prioriteterne. Danmarks næststørste by må da have langt større udfordringer, end at spilde så meget som et minut på, hvordan bynavnet staves.

Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvordan Århus kommer til at stå stærkere ved at ændre stavemåde i bynavnet. Alle udlændinge udtaler alligevel Århus som Arhus, og denne udtale ændres jo ikke bare fordi at der kommer et dobbelt a i bynavnet i stedet for bolle-å’et.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne totalt unødvendige beslutning kommer til at koste kommunen og dermed byens borgere kassen! Tænk på, hvor meget der skal udskiftes i form af byskilte, brevpapir, kuverter, kort, opdatering af edb-systemer og websider m.m. Kommunens ca. 30.000 medarbejdere skal vel også have nye visitkort eller hvad? Og nå ja, domænenavnet aarhus.dk ejes endda af JP/Politikens Hus og TV 2 Østjylland i fællesskab, og udover at det kan være tvivlsomt om kommunen kan få fingre i domænet, så vil det i så fald også resultere i en ekstra regning til kommunens borgere.

Men skidt være med det. Nicolai Wammen & Co hæver jo alligevel bare skatten for at kunne betale for navneskiftet. For der er jo altid ekstra penge at hente fra borgerne til at betale for vigtige politiske mærkesager – som eksempelvis en ny stavemåde for bynavnet…

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

Hvorfor spilde politikertid på den slags?

I et ellers ganske moderne samfund som det danske bliver der desværre ofte sat fokus på politiske enkeltsager. Det får beklageligvis politikerne til at udvise en usmagelig stor grad af populisme, hvilket resulterer i, at der bliver sat fokus på sager og problemstillinger, der efter min mening slet ikke har nogen reel samfundsmæssig og politisk relevans.

Aktuelt tænker jeg selvfølgelig på sagen om sms-afstemningen i X Factor. Der er åbenbart blevet sået tvivl omkring validiteten af afstemningen, og det er naturligvis ikke okay. Selvfølgelig skal der være styr på den slags afstemninger og man skal kunne stole på dem.

Men når det er sagt, er der efter min mening ingen grund til at politikerne bruger så meget som et sekund på sådan en sag. Nej, den har ikke samfundsmæssig eller politisk betydning eller relevans. Selvfølgelig skal der være styr på en afstemning på en Public Service kanal som DR, men der er trods alt ikke tale om et folketingsvalg eller lignende. X Factor er trods alt kun et underholdningsshow!

Ikke desto mindre har Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht alligevel valgt at kalde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd i Folketinget om denne sag.

Hvad i alverden er det for noget at spilde politisk taletid og fokus på, og så endda i form af et samråd i Folketinget? Jeg troede ellers, at vi netop lige nu havde langt større og mere vigtige problemer i vores samfund, end en sms-afstemning i et talentshow.

40 % flad skat er stadigvæk en god idé…

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

For et år siden…

For et år siden 12. april 2008

For et år siden skrev jeg om:

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Interessant "konversation" om rødvinsreformen

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Det haster mere end nogensinde…

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk om et Socialdemokratisk forslag til et nyt dagpengesystem. I hovedtræk går forslaget ud på, at man dels skal tilbyde en højere arbejdsløshedsunderstøttelse end i dag, men til gengæld over en kortere periode end i dag. Samtidigt er partiet åbent over en mere fleksibel model, hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet kan vælge andre dækningsformer. I dag gælder de samme regler for alle lønmodtagergrupper, hvilket har gjort det mindre interessant for især højtlønnede at være medlem af en A-kasse.

Der er efter min mening behov for indtil flere store reformer, eksempelvis i forhold til skattemodel, dagpengesystem, folkepension, sundhedssystem m.m. Og Socialdemokraternes forslag er bestemt et udmærket bud i debatten om en reform af dagpengesystemet. Jeg håber blot, at politikerne ikke begrænser sig til at kigge på beløbsstørrelserne og måske indføre lidt fleksibilitet, men at de denne gang får gjort noget ved selve dagpengeperioden. I dag kan man få dagpenge i ikke mindre end fire år, inden man overgår til kontanthjælp. Det er simpelthen alt for lang en periode, hvilket adskillige eksperter gang på gang også påpeger.

Jeg håber derfor, at vi i de kommende år får reformeret nogle af de væsentligste elementer i den danske velfærdsmodel. Vi lever ikke længere i et standardiseret industrisamfund, hvor man kunne putte befolkningen ind i nogle forholdsvis få og meget firkantede kasser i forhold til velfærdsydelser m.m. Tiden er en helt anden og har allerede været det i mindst et årti. Det haster derfor mere end nogensinde med at få gennemført reformer.